Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2581Visninger
AA

2. Jeg så intet! INTET!

Okay, jeg er lettere irriteret nu. Regnen pisser bogstavelig talt ned på mig, som om jeg er hele verdens kloaksystem. Jeg nåede ikke bussen fra lufthavnen, hvilket betød, at jeg måtte tage benene på nakken og løbe gennem regnen som en flygtende mus. Heldigvis skal jeg ikke bøvle med min bagage, da den allerede er blevet sendt af sted, før jeg selv steg om bord på flyet. 

Så det er kun mig selv, som jeg skal sørge for at transportere hen til undergrundstationen for at kunne tage toget til den sydlige by Exeter. Jeg fatter stadigvæk ikke helt, at jeg rent faktisk er i England, og at jeg lige har sagt farvel til Danmark. Og selvom det egentlig er lidt spændende, så har jeg meget svært ved at nyde situationen. 

Det er meningen, at jeg skal tage hen til Natashas vens lejlighed, hvor jeg åbenbart skal til at bo fremover. En lille nervøs knude har allerede samlet sig i min mave, da jeg bestemt ikke er særlig god til at møde nye mennesker. Jeg ender altid med at gøre noget meget dumt eller pinligt.

Og mig og akavede situationer går bare slet ikke i spænd!

Endelig når jeg hen til trapperne, som fører mig ned i mørket og ned til virvaret af våde og trætte mennesker, som alle skal med toget. Jeg knuger instinktivt og mistroisk min pung indtil mig, mens flere af de omkringstående skubber mig frem og tilbage, så jeg er lige ved at vakle ind i en gammel dame. Hun ser olmt på mig, hvilket får mig til at slå blikket ned. 

Lugten af våde mennesker og undergrund fylder mine næsebor, så det føles som om, at jeg bliver kvalt. Yderst ubehageligt. Jeg bliver mast hen mod billetlugerne, hvor jeg stikker det plastickort ind, som Natasha havde sendt til mig. Derfra fortsætter jeg mod perronen, hvor endnu flere mennesker står og venter på det næste tog.

Jeg kan ikke helt lade være med at stoppe op og stirre på de mange blege ansigter iført sorte jakker og triste miner.

Damn... Er de alle sammen på vej hjem fra en dødssyg fest eller noget? Begravelse måske? 

Men jeg har slet ikke tid til at filosofere for meget over englændernes triste ansigter, for i det samme ankommer toget. Jeg behøver ikke engang at løfte fødderne særlig meget, for strømmen tvinger mig med ind i vognene, hvor jeg med det samme bliver trængt op i en krog.

Virkelig ubehageligt. 

Derhjemme i Danmark har jeg aldrig oplevet sådan noget her. Der kan man i det mindste trække vejret uden at få smagen af parfume og armsved på tungen.

Fy forhelvede!

Det hele bliver ikke bedre af, at togets bevægelser før mig til at vælte frem og tilbage og fra side til side, da jeg ikke har noget at holde fast i. Fyren bagved mig lægger en hånd på min ryg, da jeg er ved at falde bagud og ind i ham. Forlegent og med nedslået blik mumler jeg et undskyld. Jeg ser ikke rigtig om han nikker eller smiler, eller blot er en porcelænsdukke som så mange andre, så jeg vender mig rundt igen og prøver at sprede fødderne lidt, så jeg får en lille chance for at stå fast.

Toget laver nogle stop undervejs, hvor nogle står af og andre kommer på. Men mig selv og fyren bagved forbliver på toget. Jeg kan se den svage genspejling i det tonede glas' spejlbillede, hvor det blonde hår lyser op mellem de mange mørke jakker. Han holder ikke fast i noget og virker til at være vant til togets rystende bevægelser, da han ikke på noget tidspunkt vakler eller støtter sig til væggen eller nogen omkring sig. 

Og så er der mig. Jeg vakler rundt som en trebenet giraf på stylter. Pinligt. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at stå ordentligt. Med et hurtigt blik ser jeg på fyren bagved mig igen i spejlbilledet. Han gengælder mit blik med et tandsmil.

Heden sniger sig opad mine brændende kinder, mens jeg hurtigt ser ned i gulvet, hvor mine sko bliver druknet i mørket fra de omkringstående. En engelsktalende stemme med en stærk britisk accent lyder tæt ved mit øre: "Første gang med tog?"

Jeg har egentlig lyst til at ignorere ham, men da det er umuligt at lade som om, at jeg ikke hørte ham, vender jeg mig halvt rundt, så jeg står med front mod ham.

"Ja..."

Selvfølgelig ser jeg ikke direkte på ham, men lidt ud til den ene side. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at se på ham. Men ud af øjenkrogen kan jeg fornemme smilet igen: "Hvor kommer du fra, siden du ikke er vant til at køre med toget?"

Han virker til, at han gerne vil holde samtalen i gang, og da jeg hverken kan ignorere ham eller komme med en undskyldning for at vende mig om igen, så svarer jeg ham: "Danmark. Jeg er lige ankommet med flyet."

"Danmark? Wow fedt... Så du er fra udlandet. Skal du bo her?" Han virker oprigtigt interesseret, så endelig tager jeg mig sammen til at møde hans blik.

Jeps... Kønt drengeansigt med det blonde hår og de grønne øjne, som næsten er stereotyp for englændere. Og jeg er så fucking elendig til at snakke med pæne fyre.

"Øhh... Ja, jeg skal bo i Exeter."

Han spærrer øjnene op: "Exeter? Der bor jeg også! Skal du gå i skole der også?"

Jeg ved ikke helt, om det er mine lidt buttede æblekinder, eller om jeg bare ser lille ud. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg stadigvæk den der lille pige med meget små former og babyfedt - Ingen voksenhed er at sporer i mig åbenbart. Okay, nu skal jeg godt nok gå i skole, men det ville nu være rart, hvis jeg så lidt mere voksen ud - ligesom Natasha - Så folk ville spørge, om jeg flyttede hertil for at arbejde. 

Måske jeg bare er mærkelig?

"Virkelig? Sikke et sammentræf... Ja, det skal jeg." 

"Hvor henne? Det er sjovt, det er ikke tit, at jeg møder udlændinge i Denver... De fleste tager altid til London eller Birmingham."

"Exeter School... På Victoria Park Road."

Han begynder at le. Ikke sådan hånligt, men mere som når man oplever noget obskurt og ikke kan andet end at grine ad det.

"Kæft det er vildt! Det er der jeg går... Hvilket trin skal du gå i?" Han stopper med at le og ser ned på mig igen med et smil.

"År 12... Jeg bliver nødt til at tage et år om, hvis jeg skal kunne fortsætte derefter."

"Ja okay... Det er forståeligt... Skolesystemerne er vildt mærkelige og krævende her. Hvilket Hus er du i?"

Jeg blinker med øjnene, da hans entusiasme i samtalen kommer lidt bag på mig: "Hus? Hvad mener du?"

"Ja, du ved... Ehm... Det er ligesom nogle grupper, man bliver inddelt i - Jeg går for eksempel i huset Drake."

"Er det lidt ligesom i Harry Potter?" Mit spørgsmål lyder så ufattelig dumt, at jeg med det samme fortryder det. Seriøst - Kim, tænk forhelvede!

Han begynder da også at grine: "Ja, du kan godt sammenligne det med Harry Potter... Men vil det sige, at du endnu ikke ved, hvilket Hus, du er i?"

Stadigvæk rødkindet ryster jeg på hovedet: "Nej... Jeg skal også til samtale med inspektøren og tage nogle tests, før jeg kan blive officiel elev."

"Aah okay... Men du må helt klart kontakte mig, når du finder ud af noget."

Han rækker ned i lommen, hvor han besværet fisker en mobil telefon op. Jeg stirrer lidt på den lille klods, som virker meget ældre og umoderne i forhold til min smartphone. Og jeg kan ikke lade være med at stirre uforstående på skærmen, da han vender den om mod mig. Det er først, da han lægger hovedet lidt på skrå, og et usikkert glimt blinker i hans øjne, at jeg opdager, hvad det er, han vil have mig til.

"Åhh..." Udbryder jeg sagte og tager imod telefonen. 

Det tager mig et øjeblik at taste mit nummer ind, og jeg har denne her underlig fornemmelse indeni, da jeg rækker ham telefonen igen. Han kaster et enkelt blik på skærmen, hvorefter hans læber atter skilles i et tandsmil: "Kim? Rart at møde dig Kim, mit navn er Dean."

Han rækker hånden frem mod mig, hvor jeg forlegent griber fat om den og trykker hans hånd. Vi når kun lige at slipper hænderne, da vi ankommer ved stationen, hvor vi begge skal af. Det er lidt af en kamp at komme ud, men til sidst står vi begge ude i den øsende regn.

"Hvor skal du hen?" Spørger han, mens han holder en arm henover hovedet for at skærme for regnen.

"Ehm... Til noget der hedder, Old Abbey Court..." 

Han ser lidt ud til den ene side, mens han tænkende gnider sig om hagen med den frie hånd. Pludselig lyser han op i et smil: "Jeg ved, hvor det er! Det er faktisk meget tæt på skolen - Kom, jeg følger dig derhen."

Uden at jeg kan protestere, griber Dean fat om mit håndled og trækker mig med. Lidt efter lidt, begynder jeg at komme op på siden af ham, så han ikke længere behøver at have fat om mit håndled, men han giver alligevel ikke slip. Det føles meget mærkeligt, og jeg kan ikke lade være med at skæve ned til hans hånd, som er blevet kold og våd af regnen. 

Det tager lidt over en halv time at nå frem til vejen, hvor nogle store firkantede kasser af lejligheder ligger ud til en lille flod. Bygningerne virker ikke videre fancy eller som om, at der er noget liv. Alt i alt virker de meget mørke og forladte. Lidt ligesom vejret. 

"Er du sikker på, at der er nogen hjemme?" spørger Dean, mens han strækker halsen for at se bedre hen ad vejen og tilbage på bygningen.

Jeg nikker svagt. Og jeg er sikker på, at der er nogen hjemme. Natashas røde bil, som jeg har set billeder af, holder ved vejkanten.

"Jeg må hellere gå ind... Tak fordi, at du fulgte mig herhen." En smule tappert sender jeg ham et smil, der dog bliver lidt mærkeligt på grund af regnen i mit ansigt.

Han gengælder mit smil, mens han ryster på hovedet, så dråberne rammer mig i ansigtet og straks bliver erstattet af nogle nye: "Det var en fornøjelse... Vi ses helt sikkert på skolen - Og skriv endelig!"

Jeg nikker, hvorefter jeg vender mig mod bygningen. Langsomt går jeg op ad den lille sti til hoveddøren. Da er det, at det slår mig, at jeg ikke har fået Deans nummer. Men da jeg vender mig om efter ham, så er han allerede forsvundet. Med et lille skuldertræk vender jeg mig om mod døren igen.

Natasha havde sendt mig en nøgle til hoveddøren og en til lejligheden, som hendes ven havde fået lavet til mig. Det virker lidt forkert at stikke nøglen ind i hullet og dreje om, hvorefter jeg kommer ind i den ukendte opgang. Turen op ad trapperne er langsom, da jeg er ved at være udmattet i mine ben efter den lange rejse.

Da jeg endelig står foran døren, tøver jeg med at banke på. Natasha havde sagt, at jeg bare skulle låse mig ind, da hendes ven sikkert sad og arbejdede med et eller andet inde på sit kontor, og hun sikkert ville være i køkkenet og forberede deres middag med høj musik, så hun ikke ville kunne høre mig. Endnu engang trækker jeg på skuldrene og stikker den anden nøgle i nøglehullet og drejer om, hvorefter jeg skubber døren op.

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, jeg ser, da jeg har åbnet døren helt. Men jeg ved i hvert fald, at jeg taber underkæben og får et mærkeligt udtryk i ansigtet. Foran mig, med hovedet begravet dybt i min søsters letgenkendelige jakke, står en høj mand. Han er sådan en af de der elegante mænd, som vil se vildt godt ud i jakkesæt, men som også sagtens vil kunne tiltrække kvinders blikke på stranden. Selvom hans blege hud vidner om, at han nok ikke er så tit ude i solen. 

Han har ikke set, at jeg står i døren med øjne, der er ved at rulle ud af hovedet og en hjerne, der er gået lidt i baglås. Det virker så underligt det her! 

Oh shit! Han kigger op!

Jeg møder hans blik, der på en måde er fraværende, men også fyldt med liv. Han virker ikke til at være ude af den, at jeg lige har taget ham i at sniffe til min søsters jakke, hvilket jeg ikke ved, om jeg skal finde forstyrrende eller bare tage det med et skuldertræk.

"Øøh... Jeg er Kim." Min tunge slår knuder, men jeg formår dog at sige ordene uden at lyde som en komplet sprogspasser.

Han lægger hovedet lidt på skrå, hvorefter han nænsomt hænger jakken på klassen. Et lille skrå smil spiller om hans læber. 

"Hyggeligt at møde dig Kim. Jeg er Victor, Natashas ven," siger han med blød stemme.

Ja... Måske I er venner, men du håber vist på at blive mere end det.

"Hej... Øhm... Er mine ting kommet?" Fordi jeg er en komplet idiot til at tale med fremmede - Især hvis jeg skal føre samtalen. 

Han nikker en enkelt gang, hvorefter han drejer sig halvt om og med et blik til siden siger: "Natasha er ude i køkkenet."

Og så vender han ryggen helt til og lader mig stå alene i døråbningen. 

Det her skal nok blive en interessant tid... 

Mit blik falder på Natashas jakke, da jeg selv tager min af og hænger den op på en knage ved siden af.

Du så ikke noget Kim... Undgå akavetheder... Så skal det nok gå nogenlunde... Håber jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...