Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2581Visninger
AA

8. Jeg er åbenbart en fisk og et grantræ i dag

Selvfølgelig har Mary ikke kunnet holde mund omkring min date med Dean. Hvert femte minut sender hun mig et smil efterfulgt af et blink med øjet, som om hun planlægger et eller andet. Jeg ved ikke, om jeg skal være nervøs, eller blot ignorere det. Matthew, som for længst har fået det hele fortalt af Mary, sidder ved siden af mig med en opslået bog og skriver en gang imellem noget ned på et stykke papir. 

Det undrer mig lidt, da vi som sådan ikke skal have nogen bøger fremme samtidig med, at bogen ikke ligner nogle af de skolebøger, som vi har fået udleveret.

"Hvad laver du?" spørger jeg lidt nysgerrigt, mens jeg prøver at læse noget af teksten i bogen.  

Matthew klapper hurtigt bogen sammen og lægger den henover papiret med de små noter. Det gibber lidt i mig, og jeg kan ikke helt lade være med at føle, at jeg på en eller anden måde har krænket ham. Hans hånd, der ligger ovenpå den mørkebrune bog uden titel, bevæger sig lige så stille frem og tilbage henover bogens forside, som om han kærtegner den.

"Jeg læser," mumler han svagt.

Én ting, som jeg har lært hurtigt omkring Matthew, er at han ikke siger meget, og at han er utrolig reserveret. Men på en eller anden måde, så tør han altid en smule op, når Mary er i nærheden. Måske det er hendes lidt ligefremme og naive personlighed, som kan få det til at sitre i hans mundviger. 

Jeg lader ham være, men han åbner ikke bogen igen. Lidt ærgerlig over, at han ikke vil tale til mig, fokuserer jeg igen på undervisningen. Mine tanker kredser tilbage til der, hvor de havde været for et stykke tid siden. Dean. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om ham, og hvad det er for et forhold vi har. Vi mødes godt nok næsten hver dag, men det er som om, at han kun lærer en masse om mig, mens jeg næsten ikke får noget at vide om ham. 

Det får mig til at smile. Jeg har stadigvæk ikke fået hans mobilnummer. Måske jeg skal prøve at finde ud af noget mere omkring ham? Han nævnte sin familie i London, som han vidst ikke har et så godt forhold til, og så ved jeg, hvor han bor. Jeg kunne jo gå forbi og se hans fulde navn på døren, hvis jeg altså kan finde derhen. 

I pausen sidder jeg sammen med Mary og Matthew, hvorefter de andre lige så stille sætter sig ned hos os. Danni har sin sportstaske med, som hun har smidt op på bordet, som om den ikke må røre det beskidte gulv. Hun sukker tungt og demonstrativt, da Jamie sætter sig ned ved bordet med et mørkt ansigt, der kan få selv et dovendyr til at se frisk ud.

"Jeg har brug for hjælp folkens," sukker han, mens han ser på os alle en efter en.

"Hva' så rynke, hvis du ikke snart får noget søvn, så kommer du til at ligne en bulldog... Og det klæder dig altså ikke."

Danni prikker til Jamies skulder, så hele hans overkrop vipper lidt frem og tilbage, men han lader ikke til at lytte til hendes kommentarer.

"Elevrådet skal stå for årets afslutning, som fejres lige inden vi alle går på juleferie - I ved... Der bliver altid holdt en eller anden begivenhed den sidste dag."

Mary, der havde været i gang med at gnave sig igennem sin stak af gulerødder springer op ved dette: "Du mener, Iih! Altså, du har brug for hjælp til at finde på noget til begivenheden? Ååh! Vi kunne pynte op på hele skolen! Synge sange! Spise småkager og så til sidst mødes vi alle til årets julebal - Selvfølgelig med partner!"

Jeg kan nærmest se iveren i hendes øjne sende gnistre ud i rummet. Hendes energi og entusiasme lader også til at live Jamie en smule op.

"Et bal?" gentager han sagte.

Danni læner sig frem mod ham og bøjer pegefingeren mod tommelfingeren, hvorefter hun laver et lille smølfespark mod Jamies pande. 

"Av! Hvad skulle det til for?" udbryder han, hvorefter han tager sig til panden og ser brysk på Danni, der blot smiler til ham på en kæk måde.

"Åh du ved... Jeg ville bare tjekke, om du var gået i baglås eller sådan noget."

Han stirrer på hende med et forvirret udtryk: "Nej, nej det er jeg ikke..."

"Godt så, jeg synes det vil være fedt, hvis hvert Hus skal lave nogle aktiviteter, som kan indbringe penge... Disse penge skal så gå til en eller anden fond eller noget i den stil - Måske Dyrenes Beskyttelse - Og vi vil så kunne belønnes med en stor fest om aften," Danni læner sig tilfreds tilbage, mens hun ser rundt på os alle.

Matthew rømmer sig, hvilket gør, at vi alle ser over på ham: "Men med fest, skal der tænkes på skolens politik omkring fester... Og da her er mindreårige, så vil alkohol være udelukket."

Dette får Danni til at komme med et lille udbrud. Jamie løfter en hånd i vejret for at stoppe hendes skælmske ord.

"Jeg synes faktisk, at det er en god idé, det der med at indsamle til et godt formål... Det skal selvfølgelig være hvert Hus, der har en aktivitet, sådan så de yngre elever også kan være med."

Det her med de ni Huse er stadigvæk en smule forvirrende for mig. Jeg er selv kommet ind i Raleigh, hvor de andre også er, hvilket jeg er utrolig glad for. Men det har altså ikke gjort mig meget klogere på systemet. Der er omkring 900 elever, som er delt ud i de ni Huse, men der er 11 årgange, hvilket gør, at der faktisk ikke er så mange elever i klasserne. Jeg ryster på hovedet og fokuserer igen på samtalen.

"Problemet vil vel så være at få det hele til at hænge sammen, ikk'?" mumler Leo, der er dukket op i mellemtiden. 

Han sidder med en stak konvolutter mellem sine hænder, som hans fingre bliver ved med at køre henover. Jeg er en smule nysgerrig, men selvom jeg strækker hals, så kan jeg ikke rigtig se, hvad det er. Mary går dog ikke stille med dørene.

"Hey Leo, hvad er det du har der? Kærestebreve?"

Selvfølgelig bliver Leo helt rød i hovedet igen, hvilket han næsten er hele tiden. Jeg kan ikke lade være med at grine sammen med de andre ad hans forfjamskede forklaring og forsøget på at stuve brevene ned i jakkens lomme.

"Måske? Jeg har ikke åbnet dem endnu," siger han, da han endelig har fået dem stukket ned i jakkelommen, hvilket de dog er blevet utrolig krøllet af.

Jamie sukker opgivende og lader begge hænder ramme bordfladen med et lille brag: "Hallo folkens! Jeg havde brug for hjælp her..."

"Iih altså Jamie, det må du undskylde, vi blev lige grebet af stemningen," begynder Mary, der straks fortsætter sin uendelige tale, som får os alle til at sukke dybere end Jamie.

Da vi alle er ved at begrave os, åbner jeg munden: "Hvad med at vente med alt det der indsamlings-noget til sommer, hvor vi kan være udenfor i det gode vejr? Jeg synes, at vi skal lave noget hyggeligt, ligesom Mary foreslog i starten."

Jeg holder en lille kunstpause, mens jeg venter på, at nogen af dem vil afbryde mig, men det gør de ikke: " Vi kunne jo i stedet fokusere på skolen... Altså, et Hus tager sig af juletræet, nogle tager sig af oppyntningen, andre bager og nogen kunne måske stå for musikken og underholdningen... Og så mødes alle om aften til hygge, hvor folk kan ønske hinanden god jul og udveksle julegaver."

Danni kommer med et lille fnys, men hendes øjne glimter: "Jeg er enig med vikinge-tøsen... Det lyder knap så dødssygt."

"Alt der ikke har med sport at gøre, lyder jo dødssygt i dine ører," mumler Leo igen, hvilket gør, at Danni kaster en sølvpapirskugle efter ham. Han dukker sig elegant og retter sig op med et grin. 

"Stop så I to," bryder Jamie ind, da Danni skal til at rejse sig op med en knyttet næve.

"Jeg kan godt lide din idé, Kim. Det vil måske også blive mere overskueligt med så kort varsel - Tak."

Vi udveksler blikke, hvor jeg sender ham et opmuntrende smil.

 

Jeg har fået før fri fra skole, hvilket betyder, at Dean ikke vil være på legepladsen, når jeg kommer forbi den. Tøvende står jeg ved hegnet og stirrer på den plet, hvor vi havde ligget og set på skyer. Frosten har allerede gjort sandet stift og hårdt, så det ikke længere er behageligt at sidde på, hvilket det heller ikke var, da det var vådt. Mit blik glider hen mod vejen, der fører hjem og så den vej, der burde føre hen til Deans lejlighed. 

Forsigtigt begynder jeg at gå. Det er først langsomt, men eftersom min beslutsomhed bliver stærkere og stærkere, jo hurtigere går jeg. Nogle af bygningerne virker fuldstændig fremmede, mens andre virker svagt bekendte. Om det er fordi, at jeg har set dem før, når jeg har strejfet omkring, eller den aften sammen med Dean, ved jeg ikke.

Det er koldt, så jeg har viklet mit kæmpe halstørklæde omkring min hals og halvdelen af mit ansigt, hvilket får mig til at ligne en eskimo. Åh, jeg kan lige forestille mig Deans ansigt, hvis han ser mig. Ubevidst stopper jeg op. Det er først, da mine hænder bliver følelsesløse, at det går op for mig, at jeg står stille. 

Hvis han ser mig...?

Jeg ryster benægtende på hovedet, men kan ikke stoppe rødmen i mine kinder. Hvorfor begynder jeg at tænke sådan? Det er ligesom med paraplyen! Tøvende tager jeg et skridt frem. 

"Årh, det er da også noget møg!"

Med en stor armbevægelse fortsætter jeg fremad, som om jeg har ufatteligt travlt. Det er også derfor, at jeg er lige ved at gå forbi lejlighedskomplekset. Bygningen virker først lidt som et fatamoganer, hvilket nok skyldes mine ispinde fingre og min blå næse, men da det går op for mig, at det faktisk er den rigtigt bygning, så kan jeg ikke lade være med at stirre måbende. 

Jeg er en fisk på land.

Med stive bevægelser går jeg hen til frontdøren, hvor jeg drejer rundt, så mit blik kan glide ned over de mange ringeklokker. Jeg starter med bunden, hvor der er en masse ukendte navne. Jo længere op mit blik glider, jo hurtigere pumper mit hjerte i brystet. Det er ret skræmmende.

"Dean P. L., Femte sal, nummer 105," hvisker jeg stille, mine øjne finder den eneste ringeklokke med navnet "Dean" på.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg føler mig en smule skuffet, nej mere tom indeni. Måske fordi, at han har været en smule mystisk hele tiden, og nu, nu kender jeg hans efternavn. Faktisk havde jeg troet, at hans navn vil vække en eller anden form for genkendelse inde i mig, hvilket er ret dumt. Godt har jeg kun fået hans efternavns initialer, men det er bedre end bare "Dean".

En lyd fra døren får mig til at springe bagud. Jeg ser dørhåndtaget blive trukket nedad, hvorefter døren langsomt skubbes op. Det er rimelig barnligt, men jeg bliver bange for at blive opdaget. Hurtigt hopper jeg ud til siden og ind i et klippet grantræ. Fortumlet drejer jeg rundt på hælen og hiver efter vejret, da jeg gemmer mig bag træet. Nålene stikker i hvert fald, så jeg går ud fra, at det er et grantræ. Døren går op og er efterfulgt af fodtrin mod fortovet.

Jeg er et grantræ, et grantræ... Du kan ikke se mig.

Bange for at blive opdaget, står jeg bag træet i nogle sekunder endnu, før jeg tør kigge frem. Der er selvfølgelig ikke nogen. Med en følelse af, at jeg har gjort noget forkert, skynder jeg mig hastigt væk. Jeg er lige drejet ned ad en gade, da jeg ser en høj lyshåret skikkelse komme gående imod mig.

"Shit!"

Forfjamsket begynder jeg at se efter noget, som jeg kan gemme mig bagved, men det er for sent. Dean har set mig.

"Hej Eskimo! Jeg ventede på legepladsen, men du dukkede ikke op?"

Han ser undersøgende på mig med det der karakteristiske skæve smil, som jeg efterhånden er ved at være vant til.

"Jeg fik før fri i dag, så jeg ville tjekke om du var hjemme..."

Måske ikke helt sandt, men det er det bedste, som jeg kan komme op med. Mit svar får ham til at smile endnu bredere, hvilket overrasker mig lidt, da han efterhånden smiler så bredt, at det må gøre ondt i huden omkring læberne.

"Årh okay, kunne du godt finde derhen?"

Jeg nikker, selvom det er lidt besværligt for halstørklædet.

"Ja, men det tog lidt tid... Vi gik jo ret hurtigt."

Han læner sig lidt bagover, stikker sine hænder i jakkens lommer og ser indgående på mig. Til at starte med ser jeg bare tilbage på ham, men efterhånden, som han bliver ved med at se på mig, begynder mit blik at flakke.

"Er der noget galt?" spørger jeg til sidst opgivende, hvorefter jeg løsriver mit blik fra ham med hede kinder.

"Nææ... Du har bare et indtagende ansigt."

"Indtagende? Hvad er det for noget at sige?"

Dean ler blot og ryster på hovedet samtidig med, at han løfter hånden op for at klappe mig på hovedet. 

Vuf!

Jeg sukker og skal til at se irriteret på ham, da min mobil pludseligt begynder at ringe. Undrende over hvem det kan være, trækker jeg den op ad lommen, og må glemme at fastholde den irriterede mine, da jeg ser, hvem det er. Hurtigt tager jeg den og lægger den kolde mobil ind til min kind.

"Hallo Victor? Er der noget galt?"

Stilhed.

"Victor?" spørger jeg en smule mere bekymret.

Indtil nu, har vi kun sendt hinanden meget korte beskeder. Aldrig har vi ringet til hinanden endnu. Dean rykker sig tættere på mig, så jeg kan mærke hans varme, der bliver udsendt fra hans krop. Det gør mig en smule befippet.

"Victor? Er du der? Er der noget galt?"

Lyden af noget der flytter på sig og et tungt åndedrag, får mig til at glemme Dean et kort øjeblik. Mine kolde fingre strammer sit greb omkring telefonen, mens jeg med en stigende panik prøver at lytte til, hvad der sker i den anden ende af røret.

"Bare rolig Victor! Jeg kommer hjem nu - Hæng ud!"

Jeg lægger på og skal til at gå, men da jeg ser op, står Dean helt tæt på mig med et bekymret udtryk. En smule overrasket over, at han står så tæt på, bakker jeg bagud. Min fod når kun lige at løfte sig fra fortovet, før han pludseligt griber fat i min hånd. Da jeg ser op på hans ansigt, er det lagt i et ømt og forstående udtryk, hvilket gør mig fuldstændig fortumlet.

"Kom, jeg følger dig hjem... Det lader til, at Victor har brug for dig."

Som den hund jeg åbenbart er, følger jeg med.

 

Da vi står foran frontdøren, er det mig, som griber fat i hans hånd i stedet for omvendt. Jeg har ikke lyst til at gå ind i lejligheden alene, hvis nu der er sket et eller andet med Victor. Måske jeg får brug for en der er stærk. Mit greb strammes om Deans hånd, da vi går op ad trapperne. 

Nej, jeg føler mig bare mere tryg, når Dean er i nærheden. Mere som mig.

Tøvende stikker jeg nøglen i døren og drejer den om. Lejligheden er henlagt i mørke, så jeg må famle efter stikkontakten. Entréen ser okay ud, der er ikke tegn på indbrud eller slåskamp. Dean lukker døren efter sig, men han står straks bagved mig, da jeg træder et skridt frem. Jeg kan mærke hans krop mod min, hvilket både får mit blod til at boble, men også gør mig ufokuseret.

Et hvæs fra stuens mørke, får mig til at hoppe bagud, så jeg er lige ved at banke hovedet op i Deans hage. Men hans hænder på mine skuldre holder mig solidt plantet på jorden. Mr. Miyagi kommer pilende ud fra mørket med et klagende hyl, som om jeg enten er hans redning, eller værste mareridt. 

"Har du kat?" hvisker Dean dæmpet, hvorefter han sætter sig ned på hug og rækker en hånd frem mod Mr. Miyagi.

Jeg ryster på hovedet af ham: "Det er Victors... Den lader til kun at elske ham, alt andet hader den."

Dean begynder at lave små lyde, hvilket fanger Mr. Miyagis opmærksomhed. Langsomt kommer den nærmere og nærmere. Engang imellem ser den skulende op på mig, der stirrer på den med et dumt udtryk. Til sidst er katten helt henne ved Dean, så han kan nusse den under hagen og lade den anden hånd glide ned langs dens ryg.

"Hvad fa-"

Mr. Miyagi begynder at spinde.

"Den luskede lille-" Jeg stopper mig selv, da jeg hører en lyd.

Dean hører den også. Vi ser flygtigt på hinanden, hvorefter vi begge bevæger os varsomt ind i stuen med tilbageholdt åndedrag. Lyden kom fra Victors værelse. Jeg tænder lyset i stuen, og da jeg ser mig over skulderen efter Dean, må jeg dy mig for ikke at lade øjnene falde ud af hovedet. Mr. Miyagi går tæt op ad Dean og klæber sig nærmest til hans ben, som om de er et elskende par. 

Denne tanke får det til at brænde i mine kinder, så jeg hurtigt vender blikket væk. Hurtigt ryster jeg på hovedet og går målrettet hen til Victors værelse. Da jeg åbner døren, kan jeg tydeligt mærke kulden fra værelset. Der er ingen lys og gardinerne er rullet for ligesom de også er i resten af lejligheden.

"Victor?" prøver jeg at kalde, men jeg får ikke noget svar.

Det er ikke fordi, at jeg er blind eller noget, men det er først, da Mr. Miyagi hopper op i sengen, at jeg ser bulen. Sukkende går jeg hen til sengen og river dynen til side, hvorefter Victors sammenkrøbne skikkelse kommer til syne. Jeg skal til at skælle ham ud, da jeg pludseligt opdager, at han græder. Fuldstændig paf og forvirret, stirrer jeg bare på ham med dynen i min ene hånd. Det er først, da Dean lægger en hånd på min arm, at jeg får tager mig sammen.

"Victor? Hvad er der sket? Gør det ondt? Er du okay?"

Ordene vælter ud af min mund, da jeg sætter mig på sengenkanten og tøvende lægger min hånd på Victors skulder. Jeg er en smule pinlig over, at Dean ser Victor i denne tilstand, men jeg ryster det af mig og fokuserer fuldt ud på Victor, først er helt stille, men så pludselig begynder at mumle.

"Hun... Jeg så det... I dag... I London... De kyssede... Natasha, hun... Åh Gud!"

En knude samler sig i mit bryst, da jeg lige så stille er ved at være klar over, hvad det er, han fortæller mig.

"Jeg troede ikke... Hun så, så glad ud... De kyssede... Kyssede..."

Ordene bliver druknet i et grådkvalt hvin, som forskrækker mig lidt. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg bliver bare ved med at klappe ham på skulderen og ae ham, mens jeg prøver at komme med trøstende ord. Ikke på noget tidspunkt ser jeg på Dean, der står tæt ved siden af mig, så jeg kan mærke ham. Han siger ikke noget. Gør ikke noget. Men han er der, og det giver mig mod til at fortsætte med at trøste Victor, selvom jeg tvivler på mig selv og min evne til at trøste en anden.

Jeg bliver ved, indtil Victor falder i søvn, og jeg kan trække dynen henover ham. På det her tidspunkt føler jeg mig som den voksne. Vi lister forsigtigt ud af rummet, så vi ender med at stå i stuen i stilhed. Flere gange prøver jeg at sige noget, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Pludselig, uden motivation, trækker Dean mig ind i en omfavnelse. Først stritter jeg imod, men da han begynder at ae mit hår og vugge mig frem og tilbage, kan jeg ikke lade være med at slappe af. Det går op for mig, hvor anspændt jeg faktisk havde været inde hos Victor. 

Vi siger ikke noget. Han vugger mig bare, så jeg begynder at blive helt døsig. Efter hvad der føles som en evighed, bøjer han sig forover og kysser mig blidt ovenpå hovedet. Mit hjerter begynder selvfølgelig at pumpe helt vildt, og jeg har lyst til at dejse om, men da han løsner sit greb om mig, står jeg overraskende nok selv. Jeg svajer ikke eller er ved at falde om. Han ser på mig, og jeg på ham. Et sted inde i mig, forventer jeg, at han vil ugle mit hår, som han altid gør, men han gør det ikke. I stedet vender han rundt og går ud mod entréen. Jeg hører døren gå op for dernæst at blive lukket igen.

Forvirret og med trætte øjne stirrer jeg bare lige frem, mens min hjerne bare bliver ved med at tænke: 

Hvad skete der lige der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...