Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2644Visninger
AA

6. Hvem følger hvem hjem?

Jeg er ved at falde til i skolen, selvom systemet stadigvæk er meget anderledes i forhold til det danske skolesystem. Flere gange er jeg faret vild, så jeg er kommet for sent til timerne, men lærerne er i det mindste overbærende. Det er ved at blive en vane, at Dean følger mig hjem efter skole, selvom han ikke selv altid deltager. En smule irriterende synes jeg, og jeg prøver virkelig også på at slæbe ham med, men nogle gange må jeg bare give op og efterlade ham på legepladsen med sin gammelmands filosofi. I dag har jeg dog endelig fået lokket ham med.

Med et lidt bekymret udtryk ser jeg efter hans ryg, der bevæger sig nedad gangen i et afslappet tempo, som om han har hele dagen til at nå frem til time. Jeg sukker og ryster opgivende på hovedet. I samme øjeblik ser jeg Mary og Matthew komme gående hen ad gangen. Hurtigt hiver jeg op i rygsækken og løber hen til dem. De hilser begge på mig på hver deres karakteristiske måde, som jeg efterhånden har lært rimelig godt at kende, da vi er begyndt at tilbringe utrolig meget tid sammen.

Mary arbejder på en lille café, hvilket har gjort, at gruppen tit mødes der efter skole. Jeg har også været med flere gange, men hver gang jeg spørger, om Dean vil være med, så siger han nej og vandrer i stedet alene hjem eller hen til legepladsen, hvor han så vil vente på, at jeg kommer forbi. Det gør lidt, at jeg ikke rigtig nyder det at være sammen med de andre for længe, da jeg ved, at Dean ville være på legepladsen lige meget, om det øs regner eller solen steger ham. Jeg løfter hånden for at klø hovedbunden.

Er jeg hans værge eller sådan noget? Eller leger han bare følgesvend for sjov?

Jeg ser op, da det lader til, at Mary havde spurgt om et eller andet.

"Huh?"

Hun sukker, hvilket får Matthew til at trække en smule på smilebåndet.

"Jeg sagde, skal du med ned på caféen i dag?"

Faktisk havde jeg ikke rigtig overvejet det i dag, da vi også havde været der i går, hvilket betød, at Dean igen i dag ville sidde på legepladsen og vente på mig.

"Ikke i dag," smiler jeg tilbage til hende med et undskyldende blik.

Med det samme får hun et lidt gavtyvagtigt blik, hvilket får mig til at bakke lidt bagud.

"Det er ham Dean ikke? Må vi ikke snart møde ham? Jeg er virkelig nysgerrig omkring ham!" Hun klapper teatralsk hænderne sammen, hvorefter hun tager to elegante, nærmest ballerinalignende, hop frem, mens hun samtidig drejer rundt, så hun står med front mod dem begge.

"Han er sådan lidt mystisk... Det synes du også, gør du ikke Matthew?"

Jeg skæver lidt til den stille fyr ved min side, som blot nikker en enkelt gang til svar, mens han justerer på brillerne.

"Jeg ved det godt, men han har sagt nej, hver gang jeg har spurgt om han vil med."

Det får Mary til at sukke endnu mere: "Men hvad med hans efternavn? Så kan vi i det mindste finde ham på facebook."

Jeg ryster på hovedet, mens jeg trækker opgivende på skuldrene: "Han har ikke sagt det endnu, han har end ikke givet mig sit nummer, selvom han har mit."

Det får Marys øjne til at lyse op: "Så han har dit nummer! Har han skrevet til dig? Så har du jo også automatisk hans nummer!"

Igen ryster jeg på hovedet, hvilket får hende til at løfter den ene hånd tænkende op til hagen, hvor hun klør sig lidt, som om hun havde et fuldskæg.

"Han har også hemmeligt nummer, når han ringer, så selv den vej, kan jeg heller ikke gå."

Matthew rømmer sig en smule, hvilket får os begge til at se på ham med rynkede bryn.

"Har du været hjemme hos ham endnu?" spørger han med en undrende stemme.

"Nej, vi mødes altid det samme sted, hvorfra han følger mig hjem."

Dette får Mary til at hvine endnu mere, end hun havde gjort de mange andre gange.

"Oh my God! Det er totalt som i en romantisk kærlighedsfilm! Han er den mystiske fyr, som kun vil se dig, mens du er den nye pige, som lige er flyttet til... Ååh- Jeg vil så gerne se, om han også er lige så lækker, som jeg forestiller mig."

Dette får både mig og Matthew til at rødme, men før hun når at se det, får vi hende skubbet ind i klassen og hen til vores sæder, hvor vi finder vores bøger og skriveredskaber frem.

"Hun kan godt gå lidt over gevind nogle gange," mumler Matthew sagte, mens Miss Sweet begynder på sin undervisning.

Jeg smiler svagt til ham, hvorefter jeg prøver at fokusere på undervisningen. Billeder af Dean bliver ved med at dukke op for mit indre blik, og det lykkedes mig ikke rigtig at få dem hvisket væk. De bliver bare ved med at dukke op efterfulgt af spørgsmålene, som Mary havde stillet.

Måske jeg bare skal spørge ham?

***

Dean ligger ikke i sandet, men sidder på en af gyngerne i dag. Det føles en smule underligt bare at stå her, så jeg går hen til ham. Han sidder med lukkede øjne og hovedet hvilende ind mod den ene kæde. Jeg bider mig forsigtigt i læben, før jeg åbner munden: "Skal jeg ikke følge dig hjem i dag?"

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af svar, men hans lidt slørede blik, gør mig nervøs. 

"Det plejer da at være fyren, som følger pigen hjem, så hvorfor pludselig ændre det?"

Han rejser sig fra gyngen, hvorefter han samler sin rygsæk op fra sandet.

"Mmh ja, men jeg kunne godt tænke mig at se, hvor du bor... Og du forsvinder altid lige efter, at vi har sagt farvel til hinanden, som om du ikke vil have, jeg skal se, hvilken vej du går."

Det lidt overbærende smil, som kruses omkring hans læber, får heden til at stige i mine kinder, så jeg hurtigt må slå blikket ned.

"Er det virkelig så vigtigt?"

Jeg tøver lidt, men nikker så: "Vi har jo gjort det her i et stykke tid... Du ved, dig der har fulgt mig hjem, hvor vi har talt om lidt af hvert, men jeg ved endnu ikke, hvor du bor."

"Okay, men så lad mig føre an."

Overrasket over, at han vil vise mig sit hjem, glemmer jeg helt, hvordan mine ben fungere, hvilket betyder, at han vender sig rundt for at sende mig et grin og må vinke efter mig. Forfjamsket og en smule mundlam, løber jeg hurtigt efter ham og begynder at følge vejen, som han viser. Til at starte med, så fortsætter vi den samme vej, som vi plejer, mens vi taler sammen. Jeg fortæller ham om Marys mange forsøg på at få ham med til caféen, hvilket blot får ham til at le.

Det er først, de vi står foran Victors lejlighed, at jeg vender mig om med et ansigt, der helt klart viser, at jeg føler mig snydt.

"Du sagd-"

Før jeg når at sige mere, trækker han mig ind til sig og kysser mig blidt ovenpå hovedet, hvilket får alt luften til at sive ud af mine lunger.

"Undskyld, men måske en anden gang."

Han løsner sit greb omkring mig og begynder at gå hen ad fortovet, væk fra mig. Jeg stirrer en smule dumt frem for mig, mens jeg følger hvert og et af hans bevægelser, indtil jeg ikke kan se ham længere. Så jeg har altså fået afklaret, at han ikke bare er en eller anden vampyr eller super sonisk hybrid, der pludselig kan gøre sig usynlig - Han går faktisk hjem. Jeg står stadigvæk og ser lige frem for mig. Pludselig lægger der sig en hånd på min skulder, hvilket får mig til at skrige og slå ud med armene på samme tid.

Forskrækket og med store øjne ser jeg på Victor, der en smule pacificeret af mit skrig, er stivnet på stedet, som om han lige er blevet forstenet.

"Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig."

"Det håber jeg heller ikke," pruster jeg, mens jeg holder mig for hjertet, der er ved at have et mindre marathon.

Han lader hånden falde ned til siden og begynder at bevæge sig hen mod hoveddøren. Stadig en smule oprørt, følger jeg efter.

"Har du været til audition?" spørger jeg ham, mens vi går op ad trapperne.

"Ja, og jeg fik rollen."

Han har på det seneste gået til flere auditions, hvilket nok skyldes, at jeg mere og mere har prøvet at få ham ud af lejligheden, så han ikke går og snuser i mine ting. Det er stadigvæk lidt uhyggeligt med hans kærlighed til Natasha, som på en eller anden måde minder mig lidt om et stalker forhold.

"Fedt! Har du fortalt det til Natasha?"

"Ikke endnu, jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tage hjem og så fortælle dig det."

Undrende ser jeg på ham med et hævet bryn: "Hvorfor?"

"Fordi, det er din skyld, at jeg fik den."

"Eeh? Hvordan det?"

Han stikker nøglen ind i nøglehullet og låser op, hvorefter vi begge træder ind i lejligheden. Mr. Miyagi hilser på Victor med løftet hale og på mig med et hvæs. Ja, den kat elsker mig.

"Jo, jeg skulle fortælle lidt om mig selv og fortalte, at jeg passede dig, mens din søster arbejder i London. Og det viste sig, at du går i klasse med instruktørens søn."

Jeg blinker flere gange med øjnene: "Hvem?"

"Hmm... Han hedder Matthew eller sådan noget."

Fuldstændig lamslået stirrer jeg på ham.

"Har Matthew fortalt om mig til sin far? Det tror jeg sgu ikke, han siger i forvejen ikke særlig meget."

Victor trækker lidt på skuldrene: "Måske det hænger sammen med, at hans mor er lidt af en hejre, som vil vide alt, hvad der foregår i skolen - Det er i hvert fald det indtryk, som jeg fik af hende, da instruktøren talte om hende."

Jeg ved ikke helt, men jeg synes stadigvæk, at det lyder lidt for obskurt. 

"Ja, ja... Det er også lige meget... Få nu ringet til Natasha! Spørg hende ud på en date! Gør det romantisk lige som på Valentinsdag... Så slipper jeg da for dine creppy sider."

Han ler mat, hvilket får mig til at smile.

"Ja, jeg havde overvejet at invitere hende ud til Valentinsdag, men det er i Februar, og vi er i slutningen af November nu."

Jeg lægger hovedet lidt på skrå, mens jeg studerer ham.

"Og? Derfor kan du da sagtens bygge op til det?"

Han tænker lidt over det, men ender så med at trække på skuldrene.

"Måske..."

Jeg sukker og slår opgivende ud med armene, hvorefter jeg går ind på mit lille værelse. På en eller anden måde, så er det blevet min hemmelige mission, at føre Natasha og Victor sammen, selvom jeg er ret så elendig til at være Kirsten Giftekniv. Igen sukker jeg og kaster mig ned på sengen. Træt hiver jeg telefonen op, mens jeg tjekker nyheder og de sociale hjemmesider. Pludselig ringer den, hvilket får mig til næsten at tabe den. Da jeg ser nummeret er hemmeligt, så ved jeg allerede, hvem det er.

"Hallo?"

"Uhm hej Kim, jeg tænkte lidt over det..."

"Hvilket?"

Jeg er lettere nysgerrig nu, så jeg sætter mig rank op i sengen, mens jeg prøver at fokusere på dynebetrækkets mønster, der egentlig bare er kedeligt.

"Jo, hvis du stadigvæk har lyst, så kan vi mødes i aften, og så kan du følge mig hjem?"

Ordene trænger langsomt ind, og jeg kan ikke lade være med at se Mary hvine og vifte med armene, som om hun prøver at flyve, hvis hun havde været her.

"Er du sikker? Du virkede ikke så sikker i dag?"

Eller, det var måske mere mig, som havde været ved at vakle.

"Jeg er sikker..."

Langsomt begynder jeg at nikke, men kommer så i tanke om, at han ikke kan se mig.

"Okay, hvor skal vi mødes?"

"På legepladsen."

Jeg fniser, hvilket egentlig er imod min vilje.

"Er det ikke lidt trist, at mødes på en legeplads?"

Han ler.

"Måske, men det er trods alt vores mødested... Og vi kan jo altid finde ud af et eller andet, når vi er der, ikk'?"

Det begynder at krible i mave, da tanken om, at jeg skal mødes med ham, om aften, alene, på legepladsen. Okay, måske det ikke er så anderledes, end vores normale møde og hjemture hver dag, men der er alligevel et eller andet over det at mødes udenfor vores vante rutiner. Måske det også har noget at gøre med, at jeg får lov til at følge ham hjem?

"Jo... Hvad tid?"

"Vi kan jo sige omkring syv tiden, så kan vi tage ud og spise? Du har vidst ikke rigtig været nogen steder i Exeter endnu, end den der café."

Jeg kan næsten høre smilet i hans stemme, hvilket også får mig til at smile.

"Aftale!"

"Godt, vi ses!"

Igen nikker jeg, men kommer atter i tanke om, at han ikke kan se mig.

"Ja, det gør vi."

Efter jeg har lægget på, sidder jeg på sengen med et stirrende blik. Det går pludselig op for mig, at jeg skal på en date med Dean. Og en date betyder pænt tøj og makeup. Hurtigt vælter jeg ud over sengen og lander tungt på gulvet, så jeg et øjeblik må sunde mig. Men jeg får hurtigt kæmpet mig op igen og styrter hen til klædeskabet, hvor jeg hiver alt muligt tøj ud. Det er her, at en tanke pludselig slår mig.

Årh shit! Jeg har aldrig været på en date før!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...