Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2622Visninger
AA

10. Hvem er hvem?

Okay, Mary har overtalt mig til at gå ned til klasselokalet, hvor Dean skulle have time. Så det er der, jeg er på vej hen nu. Jeg kan bare slet ikke se, hvordan Dean, som Danni taler om, skal være den samme Dean, som jeg har kendt siden jeg flyttede hertil. Men der er jo kun én måde at finde ud af det på.

Det er dog med en lille nervøs knude i maven og frygten for at skulle møde ”konge-banden” igen, at jeg nærmer mig. Jeg kunne jo også gemme mig på toilettet og så vente lidt, hvorefter jeg vil  kunne gå tilbage og sige, at han ikke var der. Men så igen, min nysgerrighed vil bare tage livet af mig. Og nu kan jeg jo også bare kigge ind i lokalet og tjekke, om han er der.

Jeg drejer ned ad gangen og sørger for at gøre mig så neutral som overhovedet muligt. Leo fortæller stadigvæk mærkværdige historier og rygter, der åbenbart lever videre på skolen omkring den sexede vikinge pige. Jeg fatter det ikke rigtigt. Og det sjove er også, at ingen jo rigtigt har set ”hende”.

Døren til klasselokalet kommer til syne; den står åben. Jeg tager en dyb indånding og glatter fraværende nederdelen, hvorefter jeg stiller mig skråt hen foran døren, så jeg kan se ind i lokalet. Der sidder rigtig nok en gruppe elever derinde, men hverken ”konge-banden” eller Dean er til at se. En smule skuffet, men også lettet, bakker jeg bagud og vender mig om. Og så uheldig som jeg er, støder jeg lige ind i mini-hulk.

”Hva’ har vi så her?” brummer han.

Jeg føler mig utrolig lille, da de tre fyre stiller sig på hver side af mig.

”Det er Danni’s veninde, hvis jeg husker rigtigt,” ler Chad.

Kongen Joffrey ser nedladende på mig med et skævt smil, men det lader ikke til, at han vil sige noget. Med et lidt tappert forsøg fra min side, træder jeg et skridt bagud og drejer rundt.

”Hov! Hvor skal du hen?” udbryder Ed med et grin, hvorefter hans kæmpestore hånd griber fat om min overarm.

Jeg tror, at jeg ser rimelig skræmt ud, men i hvert fald får jeg mumlet noget i stil med: ”Uhm, jeg skal tilbage… Timen starter snart – Skulle bare sige hej… Øh jeg mener-”

”Du skulle sige hej? Til hvem dog?”

Chad læner sig frem mod mig, så hans ansigt er alt for tæt på mit. Jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg skal gøre for at slippe væk, så jeg slynger Deans navn ud: ”Long!”

Det får både Ed og Chad til at trække sig bagud, hvorefter de sender hinanden et forvirret blik. Kongen løfter et øjenbryn og bukker sig forover, så han kommer i øjenhøjde med mig.

”Du kender Long?”

Så Dean må altså være den fjerde mand i deres gruppe. Men hvor er han så henne? Jeg nikker en smule stift. Dette får kongen til at udveksle blikke med de to andre.

 "Hvorfor har han ikke nævnt noget om det?" spørger Chad.

Ed trækker på skuldrene, mens kongen sender mig et skævt smil: "Han siger jo aldrig noget - Altid så stille... Men gad vide, hvornår og hvorfor han kender den nye pige."

Nye pige? Altså, så ny er jeg heller ikke længere.

"Det kan være lige meget - Har I set ham?" mumler jeg  lavt, men tydeligt nok til, at de kan forstå mig.

Kongen ser ned ad gangen: "Han er i musiklokalet..."

Jeg nikker og kæmper mig forbi dem med tilbageholdt åndedrag. Ed og Chad skal til at gribe fat i mig, men kongen holder en hånd op og lader mig komme forbi. Automatisk sætter jeg farten op og lader mine fødder bære mig hen til musiklokalet.

Der er helt stille inde i lokalet, men jeg tør alligevel ikke at åbne døren med det samme. Og hvorfor er jeg nu sådan en bangebuks? Altså, det er jo Dean, ikke?

Med et tungt åndedrag åbner jeg døren og træder ind i det oplyste rum. Mine øjne flyver fra den ene væg til den anden, indtil de lander på en skikkelse, der sidder med sin bærbare computer og headset på. Det er rigtig nok det samme blonde hår som Dean, men profilen er anderledes. Fyren foran mig har ikke den samme næse eller de samme læber, men hans kropsholdning minder utrolig meget om Deans. Jeg træder hurtigt bagud og vil lukke døren i, men han ser op i samme øjeblik.

Han har de samme øjne.

En bror?

Forsigtigt tager han headsettet af og ser spørgende på mig. Han er rigtig nok iført det røde bandana omkring hovedet, men han har ikke solbrillerne på; de hænger i hans hvide T-shirt, men er skjult af læderjakken.

"Hvad vil du?" spørger han brysk, hvilket passer til hans nedadgående bryn, der får ham til at se en smule irriteret ud.

"Uhm... Jeg troede, at du var en jeg kendte."

Han løfter det ene øjenbryn: "Hvem?"

"Dean," mumler jeg sagte.

Det får ham til at le og mig til at ligne et blankt bræt.

"Dean? Du leder altså efter min bror? Han er ikke her... Det her sted er nok det sidste sted, du vil finde ham."

Jeg blinker flere gange og kan ikke lade være med at smile lidt, da han jo har ret.

"Det ved jeg... Derfor blev jeg nødt til at tjekke," siger jeg med et lidt bredere smil.

Det får ham til at dreje sig helt over mod mig og læne sig en smule frem: "Du kender Dean? Hvem er du?"

"Hans ven... Øhm, har han ikke fortalt om mig?"

Jeg kender godt svaret, men jeg vil gerne høre det fra denne Long's synsvinkel.

"Nej... Han bor ikke hjemme, hvilket jeg heller ikke gør - Men det, at han har fattet interesse for en pige... Det er sgu for komisk," ler han spotsk.

"Hvorfor?" spørger jeg.

"Fordi han ikke fungerer godt sammen med andre mennesker."

Mine fingre er stadigvæk klemt om dørhåndtaget, men jeg slipper det nu og lader hånden gribe fat om min taskestrop i stedet for.

"Det ved jeg godt... Men hvordan kan han få lov til at pjække så meget? Burde jeres forældre ikke gøre noget?"

Han klør sig i nakken, hvorefter han rejser sig op og går hen til mig.

"Vores far er yderst magtfuld og yder et kæmpebidrag til skolen her... Men udover det, så er pjækkeriet Dean's måde at gøre oprør på - Ikke så galant som min," han smiler skævt, hvorefter han rækker en hånd frem: "Navnet er Michael Powell Long, men du kan kalde mig Long."

Jeg tager imod hans hånd og trykker den: "Jeg hedder Kim - Hvad mener du med oprør?"

Det glimter i hans øjne, og selvom han har et lidt skævt smil nu, så ser han stadigvæk irriteret ud på grund af øjenbrynenes form.

"Vi er rigmandssønner - Hvad tror du selv?"

"Så, I har ikke rigtig nogen grund til det ... I gør det bare, fordi I er rigmandssønner? Det giver jo ikke mening."

Han ryster på hovedet: "Ikke kun derfor..."

"Hvorfor så?" spørger jeg med en påtaget stædighed.

Michael vender ryggen til og sætter sig hen ved sin computer: "Hvis Dean ikke har fortalt det til dig, så står I ikke hinanden så nær, som du selv tror."

Jeg bider mig i læben. Det er ikke fordi, at jeg er ked af det han siger, for det er jo egentlig sandt nok. Dean og jeg er stadigvæk fremmede for hinanden. På en måde i hvert fald. For selvom vi ser hinanden næsten hver dag, så taler vi ikke særlig meget sammen, og hvis vi gør, så er det for det meste om mig eller andre ting. Ting der ikke har noget med Dean og hans familie at gøre.

"Jeg vil heller ikke kalde os tætte," begynder Michael, mens han lader fingrene flyve henover tastaturet.

"I er brødre."

"Tvillinger helt præcist," retter han.

"Men vi er gledet fra hinanden... I hvert fald efter Dean flyttede hjemmefra."

"I går da på den samme skole... I kan ikke undgå at støde ind i hinanden," ler jeg med en lidt usikker tone.

Michael ser også en smule skeptisk på mig: "Bortset fra, at Dean aldrig er her."

Jeg ryster på hovedet: "Jo da, jeg følges med ham i skole-"

Han afbryder: "-Men ser du ham gå ind på skolen?"

Det får mig til at se paft på ham. Kun meget få gange, er han gået med mig ind på skolen, men det var i starten. Nu skilles vi altid lige før hovedindgangen, fordi han går ind ad en af de andre indgange, da det er lettere for ham. Jeg tænker på Mary, der altid spørger om Deans udseende, så hun vil kunne se efter ham på gangene, men i de måneder, som jeg nu har gået her, så har de endnu ikke set ham. Meget langsomt ryster jeg på hovedet, hvilket får Michael til at smile bedrevidende.

"Dean er tilmeldt skolen, men han er her aldrig, og lærerne kan ikke gøre en skid ved det, da vores far er den, han er."

"Men hvorfor siger jeres far ikke noget til det?"

Michael trækker på skuldrende: "Måske fordi han ikke kan."

Det får mig til at rynke på brynene: "Hvad mener du?"

"Spørg Dean... Hvis han fortæller det, så har du opnået noget, som jeg har kunnet genvinde."

Michael tager headsettet på og lader sig fordybe totalt af det, som er på computeren. En smule forundret forlader jeg lokalet. De tomme gange vidner om, at timen er begyndt. Men jeg føler ikke rigtig for at tage til undervisning nu. Min mave gør lidt ondt. Jeg ser tilbage på døren ind til musiklokalet og kan ikke lade være med at undre mig over forskellen mellem de to brødre. Michael virker på en eller anden måde irriteret og vred, selvom han smilede og var knap så underlig og impulsiv, som Dean nogle gange er.

Nu da jeg har Deans fulde navn, kan jeg slå ham ordentlig op inde på skolens hjemmeside. Jeg trommer lidt på den bærbare computers overflade, da jeg ser på hans skema. Det har været et rent held eller tilfælde, at jeg stødte ind i Michael, da dette er det eneste tidspunkt på ugen, hvor de to har samme time. Jeg kniber øjnene lidt sammen og presser læberne mod hinanden, mens jeg tænker så det knager på øverste sal.

Jeg tænker ikke rigtig over, at jeg faktisk sidder, så enhver lærer kan se mig og med det samme nok vil gå ud fra, at jeg ikke er til time, da der jo ikke er andre elever, så jeg klapper computeren sammen og tager tasken over skulderen. Det kan alligevel ikke betale sig at tage til time nu, så jeg smutter ud af en af de mindre indgange og ud i vinterkulden. 

November måned er snart slut og så kommer december. Min første jul, som ikke kommer til at foregå i Danmark. Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg synes om den tanke. Men det kan vel ikke blive værre end nogle af de år, hvor Natasha kun lige er nået hjem til Jule-disney-show, hvorefter vi spiste julemiddag og åbnede den lille bunke af gaver for derefter at gå i seng. Ikke noget flatterende.

I stedet for at gå hen til legepladsen, så sætter jeg kursen mod Deans lejlighed. Jeg kan ikke se, hvor han ellers skulle være. Min mave gør stadigvæk lidt ondt, men jeg lader mig ikke stoppe. Michaels ord og udtryk giver mig modet til at spørge Dean ud. Jeg vil gerne lære ham mere at kende. Jeg vil gerne være en person, som han kan stole på.

Mine tanker flyver tilbage til kysset, og jeg stopper op, mens mine kinder bliver hede. Jeg løfter mine hænder op til kinderne og ryster på hovedet: "Ikk' tænk på det... Fokus."

Jeg fortsætter. Det tager heller ikke lang tid for mig, før jeg står foran bygningen med de mange lejligheder. Min nakke gør lidt ondt, da jeg læner mig bagover for at se op på femte sal. Ikke fordi, at jeg kan se noget. Med en dyb vejrtrækning går jeg hen til døren. Her stopper jeg op. Hvad nu hvis han ikke vil lukke mig ind? 

I samme øjeblik klikker døren åben og en ung kvinde med et lille barn træder ud. Hun smiler venligt til mig og holder døren åben, så jeg kan træde ind i entréen. Jeg er lidt paf over mit held, men husker dog at gengælde kvindens smil. Mit greb om taskestroppen strammes for hvert skridt, mens mit hjerte pumper hurtigere og hurtigere, jo tættere jeg kommer på Deans dør. Jeg kan se den nu. Den er grå og der er et lille navneskilt sat fast under nummeret 105. Da jeg står foran døren stirrer jeg på navneskiltet. Det er den rigtige dør. Men jeg kan ikke få mig selv til at ringe på. 

Tøvende løfter jeg hånden og lader fingrene hvile mod døren. Sådan står jeg lidt, før jeg pludselig trykker hårdt på ringeklokken med min anden hånd. Jeg springer bagud og knuger hårdt om taskestroppen. Mit hjerte pumper hurtigt, og jeg kan mærke nervøsiteten melde sig. Men døren åbnes ikke. 

Igen trykker jeg på ringeklokken. Jeg kan tydeligt hører den ringe, men det lader ikke til, at der er nogen inde i lejligheden. En smule skuffet stirrer jeg bare på dørens grå overflade. Bag mig kan jeg høre nogen komme op ad trappen. Da jeg vender mig rundt ser jeg en ældre dame, der må være mindst 80 år. Hendes rynkede ansigt er blegt, mens de grå, matte øjne ser trist fremad. I den ene hånd har hun en bærepose, hvor jeg kan se grøntsager og andet stikke op.

Normalt vil jeg hjælpe hende, men det stædige drag om kvindens mund, holder mig tilbage. Da hun kommer op, ser hun kort på mig og nikker en enkelt gang, før hun går hen til døren på den modsatte side. Hun sætter nøglen i døren og træder ind. Lige inden hun lukker døren, retter hun blikket mod mig og siger med en tør stemme: "Han er ikke hjemme før om en time."

Jeg holder hånden op, som for at bede hende om at vente, men hun har allerede smækket døren i. 

"Nå... En time? fedt."

Sukkende ser jeg på trappen og derefter på døren. Jeg har ventet i længere tid før. Meget længere tid. Træt lader jeg tasken glide af skulderen, så den rammer jorden, hvorefter jeg sætter mig ned ved siden af døren. Jeg trækker benene ind til mig og lader begge arme hvile på knæene. Først stirrer jeg bare på væggen overfor mig, mens jeg engang imellem ser på den ældre dames dør. Efterhånden som jeg venter, melder søvnen sig, og jeg lader panden hvile mod mine arme, mens jeg lukker øjnene. 

En stiv finger prikke til mig og jeg ser op. Den ældre kvinde står med frakke på og ser ned på mig med de matte øjne: "Jeg sagde, at han ikke kom før om en time."

Jeg nikker og gnider søvnen ud af øjnene: "Det ved jeg... Hvor er han henne?"

Hun trækker på skuldrene, men taler alligevel: "I London, som han altid er om formiddagen."

"London?"

Kvinden nikker: "Ja, det er noget med hans far."

Jeg venter på at hun skal sige mere, men det lader ikke til, at hun vil fortsætte, så jeg nikker bare.

"Værsgo," siger kvinden og rækker mig et bolsje; sådan et som ældre kvinder altid har i deres frakkelommer.

I det mindste ser det ikke ulækkert ud. Og eftersom jeg skippede frokost, så er bolsjet en kærkommen velsignelse for min mave, der begynder at knurre. Jeg takker kvinden, der går ned ad trapperne igen. Med et lille overbærende smil, ser jeg efter hende. Der går lidt tid, før jeg igen genoptager min søvn, og til den tid er bolsjet længe væk.

Det er kun en lille bevægelse, men den er mærkbar nok til, at jeg vågner. Jeg løfter hovedet med et sæt. Lige foran mig, på hug, sidder Dean. Hans hår glimter fra små snefnug, der langsomt er ved at smelte, mens hans kinder er lettere lyserøde fra den friske vind udenfor. Vores øjne mødes og jeg kan ikke andet end at se tilbage en smule mundlam.

Altså, det må sgu være lidt underligt at finde en ven foran ens dør. Bare en smule måske.

"Hvor har du været?" spørger jeg endelig.

Han ser ned og trækker på skuldrene.

"Din genbo sagde, at du var i London... Hvad skulle du der?"

Som svar løfter han hovedet, læner sig frem og kysser mig. Lige midt på munden. Sådan så jeg bliver presset ind mod muren og helt mister pusten. Da han trækker sig væk igen, følger mit hoved med, som om min krop bare vil have mere. Okay, det vil jeg også gerne, men lige nu reagerer jeg altså kun på følelser. Min reaktion får også Dean til at smile.

Uden et ord samler han min taske op, rejser sig og låser døren op, hvorefter han går ind. En smule tøvende følger jeg efter. I forhold til Victors lejlighed, hvor der er fyldt med ting og sager fra alle mulige steder, så er her så tomt, at det næsten giver ekko, når vi går. 

Dean sætter min skoletaske på gulvet ved siden af sofaen, som udover et TV, et sofabord og en bogreol er det eneste, som er inde i stuen. Ikke engang et billede eller en kaktus. Nu melder nervøsiteten sig for alvor, for hvad bør jeg gøre nu? Skal jeg sætte mig? Eller skal jeg bare begynde at spørge indtil hans familie? Jeg skal lige til at åbne munden, da Dean kommer mig i forkøbet: "Vil du have noget te?"

Te? 

"Øh, jo tak... Det vil jeg gerne."

Han nikker og går ind gennem en dør, der sikkert fører ud til køkkenet. Jeg bider mig i læben, men beslutter mig så for at følge efter, efter at jeg har taget overtøjet af.

Køkkenet er lige så minimalistisk som stuen. Der er, hvad et køkken nu består af: skabe, komfur, køleskab og en håndvask. Udover det, er der et lille tomands bord med to stole. Ellers intet andet. Der står kun en kaffekop på bordet ved siden af håndvasken. Det skræmmer mig faktisk lidt.

Dean åbner et af skabene og tager to krus ned. Jeg ser på, mens han laver teen og nikker blot, da han spørger, om jeg skal have mælk og sukker i. Det er jeg efterhånden blevet vant til hjemme hos Victor. Vi sidder ved det lille bord, hvor jeg sidder og puster til teen, mens Dean blot ser tænkende frem for sig.

"Jeg besøgte min far."

"Hvad?" spørger jeg forvirret.

"Du spurgte, hvad jeg skulle i London... Jeg besøgte min far."

Jeg ser på ham, men han ser ikke på mig.

"Hvordan gik det så?"

Mit spørgsmål får Dean til at se smilende ned i gulvet.

"Som det plejer... Mig siddende ved siden af hans seng. Vi taler ikke sammen. Det gør vi aldrig. Efter en time tager jeg hjem igen."

En knude dannes i mit bryst, da han nævner sengen.

"Er han syg?"

Dean nikker.

"Lungekræft."

Jeg ser ned: "Det gør mig ondt."

"Tak, men du behøver ikke have ondt af ham."

Hans ord giver mig en underlig bitter smag i munden: "Hvad mener du?"

"Han har aldrig været en venlig mand... Og nu tager kræften langsomt livet af ham - Det er naturens måde at tage hævn på."

Jeg ser på ham. Selvom hans blik er vendt mod gulvet, så kan jeg genkende blikket fra caféen, hvor han også fik det fjerne blik. Men nu minder det mere om en, der har gennemgået noget grufuldt. Jeg kender det blik alt for godt. Efter vores forældres død, havde Natasha ikke andet end det blik i flere måneder. Kun når hun var sammen med social-forsørgeren kunne hun skjule blikket, ellers ville hun have mistet myndigheden over mig.

"Men... Han er din far."

"Det ved jeg godt... Og jeg vil ønske, at han ikke var."

Jeg rejser mig op. Hurtigt. Så hurtigt, at det giver et sæt i Dean. Han blinker flere gange, men det smertefulde blik er der stadigvæk. Jeg bryder mig slet ikke om denne Dean. Det er ikke den Dean, som jeg har kendt de seneste par måneder. 

"Sådan bør du altså ikke tale om din far!"

Mit udbrud er nok en blanding af magtesløshed og savnet af min egen far. Jeg hader at være ked af det, for det gør altid ondt indeni. Dean lukker øjnene og læner sig forover.

"Det ved jeg godt... Undskyld."

Vores dybe vejrtrækninger er det eneste, der kan høres i rummet. Og som tiden går, jo mere rastløs føler jeg mig. Efter flere skænderier med mine tanker, tager jeg mig endelig sammen til at sige noget: "Nå, men jeg må vidst hellere gå hjem nu."

Jeg tager kruset med te og hælder resten ud i håndvasken, hvorefter jeg skylder koppen af. Med et lille suk vender jeg rundt og går ind i stuen. Jeg skal til at række ud efter min jakke, som jeg har smidt henover sofaens armlæn, da jeg mærker Dean gribe fat om mit håndled.

"Undskyld Kim."

Min krop er stoppet midt i bevægelsen, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gribe fat i jakken. Hans ord havde været fyldt med så meget fortrydelse, at jeg ligefrem får dårlig samvittighed.

"Det er ikke fordi, at jeg ikke holder af ham... Det er bare - Vores forhold er ikke så godt."

Jeg nikker og vender mig så om mod ham.

"Er det grunden til, at du flyttede hjemmefra?"

Han nikker.

"Hvad så med Michael?"

Ved det spørgsmål spærrer han øjnene op og ser forundret på mig: "Hvor kender du Michael fra?"

Jeg smiler og trækker lidt på den, før jeg svarer: "Vi mødtes på skolen."

"Åh... Ja, selvfølgelig."

"Han sagde nogle ting, som fik mig til at tænke meget mere, end jeg normalt gør."

Dean holder stadigvæk om mit håndled, så huden deromkring brænder. Men jeg fastholder hans blik med mit.

"Hvorfor pjækker du egentlig Dean?"

Et kort øjeblik er der komplet stilhed og så begynder han at sprudle af latter.

"Lad mig gætte," griner han højt: "Michael sagde, at jeg pjækker, og at det er min måde at gøre oprør på?"

Jeg nikker og er en smule overrasket over, at han bare sådan kan gætte det.

"Han har ret... Men jeg gør det nu også, fordi at skolen keder mig."

"Det er ikke noget argument."

"Jo det er."

"Nej."

Han smiler og nikker: "Jeg har savant-syndromet Kim... Du kender det måske som fotografisk hukommelse - Jeg skal se noget én gang, og så kan jeg huske det. Michael har det også, men for ham er det inden for musik. Han er et geni til det, men fejler fuldstændigt til for eksempel matematik og engelsk."

Jeg stirrer målløst på ham. 

Ahva'?

Er det derfor, at han er så impulsiv og har svært ved at kommunikere?

"Så-" begynder jeg, men aner ikke rigtig, hvad jeg skal spørge om.

Dean ler: "Lærerne ved det godt, så det er også derfor, at de ikke er så meget efter mig... Det er kun dig, som er det."

Jeg fugter læberne, men kan ikke rigtig finde nogen ord. Dean rynker brynene og ser lidt usikkert på mig: "Du er ikke stadigvæk sur på mig vel?"

Meget langsomt ryster jeg hovedet, hvilket udløser et lettet suk fra Dean.

"Det er også grunden til det spændte forhold mellem min far og mig... Han vil udnytte Michael og mig. Nok mest mig, da far ikke rigtig interesserer sig for musik, men... Jeg har ikke lyst til at blive som ham, så... så, snart jeg blev 18 år, flyttede jeg hjemmefra."

"Hvad med Michael?"

Nu ved jeg jo godt, at han også er flyttet, men jeg vil gerne høre det fra Dean.

"Han blev... I hvert fald et stykke tid. Men så flyttede han også. Vi har en tante her i byen, så for mig var Exeter det mest naturlige valg, da det er den eneste by udover London, som jeg kender godt... Det samme gælder for Michael."

Jeg ser ned: "Hvad har I tænkt jer at gøre, nu hvor jeres far er syg?"

Deans greb strammes lidt, men løsnes så igen, hvorefter han lader hånden falde ned langs siden. 

"Vi besøger ham engang imellem... Eller, jeg gør. Michael vil ikke med. Det kan jeg også godt forstå - Hver gang vi er der, så kommer advokaterne og vil have os til at skrive en masse under, og de udspørger os om firmaets fremtid..."

Han trykker pege- og langfingeren mod panden, mens han kniber øjnene sammen: "Firmaet har aldrig været Michaels mål - Heller ikke mit for den sags skyld, men vi er tvunget til at tager over efter vores far; om vi vil det eller ej."

Jeg griber fat om hans hånd med begge hænder og fjerner den fra hans ansigt. Med et svømmende blik ser han på mig.

"Er der ikke nogen andre, som kan tage over?"

Han ryster på hovedet: "Nej... Men jeg vil sørge for, at Michael ikke skal stå med den byrde på sine skuldre... Det vil være ren ydmygelse for ham, at stå for så stor en virksomhed, når han ikke kan finde ud af det grundlæggende inden for matematik og hans grammatik er elendig."

Jeg har foldet begge hænder om hans nu knyttede næve.

"Så du lader Michael følge musikken... Men er det okay med dig? Hvad med dine drømme?"

Han trækker på skuldrene: "Jeg har ikke nogen specifikke drømme... Det at jeg trækker vejret hver dag er nok for mig."

Jeg bider mig i læben, men nikker så tankefuldt, ikke helt sikker på, om det nu også er godt nok. Alle mennesker har vel drømme. Men det er tydeligt, at Dean er ved at være træt. Han har aldrig åbnet sig så meget før, og det har tæret på ham. 

"Tak, tak fordi du fortæller mig det," hvisker jeg svagt og lader mine hænder falde ned langs siden igen. 

Han løfter hånden op og lægger den på mit hoved, hvor han ugler mit hår.

"Stop det der! Du ugler det!"

Det får ham til at le, og da jeg slår ud efter ham, griber han bare min arm og drejer mig rundt, så jeg står med ryggen til og hans arm om livet. Han trykker mig helt ind til sig og ugler mit hår, så jeg kommer til at ligne en hjemløs. Opgivende slår jeg ud med armene og udstøder et lille grin. 

Og lige her, hvor jeg slapper helt af i kroppen, griber han fat om mig og trækker mig bagud. Hvinende ler jeg og spørger, hvad han har gang i.

"Du skal jo vises rundt," griner han højt.

"Jeg kan godt gå selv," udbryder jeg.

"Det tror jeg ikke."

Og med de ord løfter han mig op. Mit lille hvin får ham til at grine, mens han bøjer sig lidt ned for at gå ind i det næste rum. Her smider han mig ned på sengen, der hopper lidt, da min vægt rammer den. Jeg griner og ruller til siden, da han lader sig falde ned ved siden af. Med et stort smil sætter jeg mig op og ser mig omkring i værelset, men bliver ikke synderligt overrasket over, at der kun er et klædeskab, et skrivebord med tilhørende stol, et spejl og så sengen.

"Du trænger til farver," mumler jeg.

"Det ved jeg... Men jeg ved ikke, hvilke jeg skal vælge."

Jeg ser ned på ham.

"Hvorfor ikke? Det er vel bare at finde nogle farver, som du kan lide."

Han ryster på hovedet: "Men det er det, som er problemet... Jeg ved ikke, hvilke farver, jeg kan lide."

"Jeg kan hjælpe dig," griner jeg.

Med en overrasket mine ser han på mig: "Vil du det?"

"Ja, hvorfor ikke? Det kunne da være meget sjovt."

Det får ham til at smile bredt: "Ja... Ja, det kunne det."

Jeg nikker: "Super! Så er det en aftale!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...