Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2567Visninger
AA

3. En ret så mystificeret skuespiller

Ja, jeg kan jo sige, at middagen gik strålende, men jeg må indrømme, at mine gentagende forsøg på at opføre mig ikke-akavet - Ja, de fejlede totalt. Først havde jeg hjulpet Natasha i køkkenet, da hun egentlig ikke er særlig god til at lave mad, hvorpå jeg ved et uheld banker den varme pande ind i hendes arm, da hun står i vejen, så hun får et brændemærke. Victor dukkede dog op ud fra skyggerne som en ninja, hvilket fik mig til at hvine som en skrækslagen gris. 

Lad akavetheden begynde siger jeg bare...

Og det gjorde den også. Jeg serverede maden, tændte stearinlys og hældte vin op til "de voksne" og vand til mig selv. Det gik fint - Indtil vi begyndte at spise. Der er bare nogle mennesker som ikke kan være stille. Natasha er en af dem. Hun plaprede løs om sit arbejde og om, hvor glad hun er for at se mig igen. Alt imens jeg med stjålne blikke prøvede at observere Victor, der blot sad og spiste maden med rank ryg og servietten foldet pænt i skødet. 

Jeg følte mig lidt som en gorilla, da jeg tabte gaflen på gulvet. Da jeg skulle samle den op igen, bankede jeg hovedet mod kanten af bordet, så det hoppede, hvorved det ene vinglas væltede, så dugen blev helt røde af væsken. Min kluntede krop undskyldte og jog ud efter noget at tørre op med - Men gud, hvor er det svært at finde rundt i et fremmed hjem! 

Lejligheden er ikke stor, men jeg endte på forunderlig vis inde i et mørkt soveværelse, hvor sorte gardiner er trukket for vinduet og dermed lukker verden udenfor ude. Det er kun den tændte computerskærm, som oplyste rummet og afslørede den sorte pelsklump af en kat, der lå på dynen. 

Forsigtigt bakkede jeg ud af rummet, klar over, at jeg ikke må blive opdaget, da det vil være endnu en pinlighed, som jeg skal begrave. 

Endelig fandt jeg ud i køkkenet igen, hvor jeg fandt en klud, hvilket nok ikke rigtig hjalp mig så meget, men jeg tog den og gik tilbage til den lille spisestue. 

Og det var så her, jeg så, at de allerede havde ryddet bordet og fjernet dugen, så der ikke var nogen spor efter den spildte vin. Så jeg stod der med kluden i hånden og et forvirret blik. Natasha lo ad mig, mens Victor blot lagde hovedet lidt på skrå. 

Jeg er endnu ikke sikker på, i hvor lang tid jeg faktisk var væk... Måske soveværelset er inde i en eller anden slags tidsbobel... Ja, jeg har hørt om sådanne steder! Mennesker, der lader til at have flere timer i døgnet end andre! Der kan kun være tale om tidsbobler! Ellers er jeg bare utroligt fraværende og må have stået og stenet ud i luften.

Men skulle alt dette være akavet? Nej, det akavede begynder først rigtig, da vi sætter os ind for at se engelsk TV, hvor Victor pludselig begynder at massager Natasha, som om jeg ikke er til stede. I mit univers, er det altså kun noget elskende gør. I hvert fald, når hun sidder på gulvet lænet op ad hans ben, og han har lænet sig lidt frem. 

Hallo...! Er jeg totalt usynlig her?

Jeg tror, at jeg ved, hvordan Færøerne har det nu...

Men grundet usynlighedskappen, kan jeg nu sidde og tænke tilbage på den totalt mærkelige aften. Hvor jeg så er kommet til dette punkt nu. Mig der sidder stift i en lænestol, fordi jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at sidde, sådan som jeg plejer, da stillingen, hvor jeg har slængt mine ben henover det ene armlæn, og dermed nærmest ligger på den modsatte led - Nok ikke lige er det bedste billede af en ansvarlig lillesøster.

Ansvarlig og ansvarlig...

Jeg sukker tungt og prøver at fokusere på programmet i fjernsynet, men det fanger mig ikke rigtigt.

"Nå, men jeg bliver nødt til at køre nu... Jeg har et møde med Hr. Donald i morgen tidlig, som jeg ikke må komme for sent til."

Natasha rejser sig fra gulvet, mens Victor elegant gør hendes bevægelse efter. Lidt langsom i betrækket og med savl i mundvigen, får jeg kæmpet mig ud af lænestolen og op på benene.

"Hvornår kommer du igen?" spørger jeg sagte, en smule i tvivl om jeg vil lyde for afhængig og opmærksomhedskrævende.

Hun ser på mig med det der voksne overbærende udtryk, som hun så tit bruger over for mig: "Måske til weekenden, hvis jeg kan få fri... Men du skal ikke være bekymret - Victor er her."

Jeg skuler en smule genert til den høje mand, hvis blik kort flakker frem og tilbage mellem min søster og mig. Godt nok er han hendes ven, men jeg kender ham overhovedet ikke. 

"Ja, det ved jeg," sukker jeg tungt.

Det lader ikke til, at hun bemærker mig lidt mismodige humør, for hun vender sig rundt og bevæger sig ud mod gangen til jakken. Både Victor og jeg følger efter. 

Jeg kan ikke helt lade være med at bemærke, at hans høje skikkelse ved siden af min lille, virker som en totalt modsætning af mig. Folk har altid omtalt min varme udstråling, selvom jeg nu egentlig ikke rigtig gør noget for den. Mens han bare virker - Kølig. Nej, måske mere cool

Det er egentlig det samme, smarte...

Vi ser begge på i tavshed, da Natasha tager jakken på og hurtigt tjekker sin telefon for opdateringer omkring arbejdet. Lige der, føler jeg mig lidt overflødig. 

"Husk, at du skal forberede dig til skolens tests, så du kan blive optaget... Men det burde ikke være noget problem for min lillesøster," afslutter hun med et smil.

Jeg nikker bare, og observere hver og en af hendes bevægelser, da hun hurtigt giver Victor et kys på kinden, hvorefter hun forlader lejligheden, så jeg står tilbage med Mr. ninja af coolness.

"Sååehhm... Hvor skal jeg sove?" spørger jeg en smule dumt.

Han havde jo sagt, at mine ting var kommet, men han har endnu ikke vist mig rundt eller givet nogen anvisninger om, hvor henne jeg skal tilbringe de mange nætter fremover.

"Kom med, så skal jeg vise dig det."

Jeg er egentlig overrasket over den ømhed, som er i hans stemme. Det virker lidt som om, at han lige har været ude for noget meget ubehageligt eller sørgeligt.

Huh...?

Værelset han fører mig til er mindre end det andet soveværelse, og det er mere lyst. Rigtigt nok står der nogle papkasser og rejsekufferter med mine ting, som minder mig om, at jeg skal have pakket ud. Med et usikkert smil vender jeg mig om mod Victor. Han står lidt bagved mig med løftet blik, som om hans tanker er et helt andet sted. Jeg bider mig forsigtigt i læben: "Natasha nævnte, at du er skuespiller... Hvordan er det?"

Victor blinker nogle gange, hvorefter han ser på mig, som om jeg er en vittighed.

"Skuespiller?" 

Han begynder at le, sådan rigtig le. Forvirret rynker jeg brynene. Som om han forstår min forvirring, løfter han hånden og lægger den oven på mit hoved, hvor han kører den frem og tilbage, som om jeg er en kat. Jeg løfter skuldrene og dukker hovedet, men hans hånd er bare så stor og varm mod min hovedbund, at jeg umuligt kan undslippe.

"Jeg er en slags skuespiller, men ikke en almindelig slags... Jeg er Voice-actor."

Jeg mærker hans hånd løfte sig. En smule krænket ser jeg ham stikke hånden i lommen, mens han lægger hovedet lidt på skrå.

"Natasha har altid haft høje tanker om mig med hensyn til min karriere."

"Du holder af hende?" spørger jeg lidt dumt.

Han virker ikke stødt over mit spørgsmål.

"Ja... Jeg holder meget af hende."

"Elsker du hende?"

Han tøver ikke engang: "Ja."

Min nysgerrighed er vakt. Jeg finder det ikke helt så mærkeligt at snakke med ham nu, som det var for blot få minutter siden: "Har du fortalt hende det?"

"Nej... Men hun ved det godt."

"Virkelig? Og hun har ikke givet dig noget svar til gengæld?"

Det overrasker mig faktisk. Natasha er ikke en person, som leger med folks følelser. Det at hun ved, at han har følelser for hende, og at hun stadigvæk kommer forbi og agerer som en kæreste, selvom hun ikke er det - Det er ondskabsfuldt.

Han sukker tungt og vender sig halvt om: "Nej... Men det gør ikke noget. Jeg ved, at hun brænder for sit arbejde, og at hun holder meget af dig. Det at hun stadigvæk ser mig som ven, og at hun stoler så meget på mig, at hun vil lade dig bo hos mig, det betyder mere end noget andet for mig... Det er mere end hvad jeg kan bede hende om."

"Men... Det er da usundt!" siger jeg med en forfærdet stemme.

"Måske... Men jeg har vænnet mig til det efterhånden."

Og med de ord vender han ryggen til og forlader mig, så jeg står helt alene inde på mit nye værelse. 

Hvad skete der lige der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...