Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2565Visninger
AA

13. En gammel flaske Whisky og et hjerte af guld

Jeg stirrer på mig selv i spejlet, mens jeg febrilsk prøver at formulere mig på en måde, så jeg vil komme til at såre Victor mindst. 

"Århg! Det er også noget møj det her! Ligemeget hvad, så vil det jo gøre ondt på ham."

En smule træt af hele situationen, gnider jeg mig i ansigtet, hvorefter jeg smider mig ned på sengen. Hvad skal jeg gøre? Sige det, som det første? Smide bomben lige inden vi skal af sted?

Jeg sukker.

Det er aldrig let at være budbringer. De fleste bliver enten skudt eller hængt; i hvert fald i gamle dage.

Men det er ikke gamle dage nu... Det værste vil være, at Victor ville bryde sammen igen... Tror jeg.

Jeg løfter min hånd op og lader den falde ned i fjæset på mig selv, så det giver et højlydt klask. Sådan ligger jeg lidt, indtil min mobil vibrerer i lommen. I trance trækker jeg den frem og udstøder en lille lyd af frustration, da jeg ser, at Natasha har bestilt bord på Planet Hollywood klokken 19:00.

Der er ikke lang tid til det.

Jeg bider mig i læben, men tager mig så sammen til at skrive en besked til Victor.

"Victor, vi er inviteret til middag klokken 19:00 - Kan du nå det?"

Mine øjne er fikseret på skærmen, indtil der efter nogle minutter senere tikker en besked ind.

"Ja."

Ja? Ikke skyggen af nysgerrighed der. Med en begyndende mavepine, rejser jeg mig op og begynder at lægge det tøj frem, som jeg skal have på. Det tager mig kun fem minutter. Irriteret på mig selv over, at jeg ikke kan være mere ubeslutsom, så jeg ville være distraheret lidt, går jeg ud på badeværelset. Vandhanen drypper lidt, og efter noget tid bliver jeg tissetrængende af den vedvarende lyd. Sukkende tømmer jeg blæren og lukker øjnene.

Ved lyden af døren der åbnes, giver det et spjæt i mig, så jeg sparker ud med benene og rammer muren. Med en ed og den skræmmende tanke, at jeg lige var faldet i søvn på toilettet, og at Victor er kommet, gør jeg mig færdig og vasker hænder.

Victor står i skjorte og er ved at tage sin jakke af, da jeg kommer ind i rummet. Hans ene mundvige flytter sig opad, så han får et skævt smil på læben. Mit lettere blege og akavede ansigt, må have givet ham et hint om, at noget ikke helt er i orden. Han klemmer øjnene lidt sammen, så de lange øjenvipper næsten skjuler pupillerne. 

"Ehm," starter jeg.

"Victor, jeg besøgte Natasha i dag."

Det giver et lille ryk i ham, da jeg nævner min søsters navn, men ellers ingen tegn på smerte eller andet.

"Og jeg mødte hendes kæreste."

Her spærres hans øjne op og munden åbner sig lidt. Som om det går op for ham, rømmer han sig og skifter vægten mellem fødderne. Jeg kan ikke rigtig tyde ham, men jeg tænker, at det nok er bedst at smide bomben nu.

"Hun hedder Taylor."

Victor stirrer først på mig. Så blinker han en gang, to gange. 

"Hun?"

Jeg nikker stift.

"Yeaah - Og de ville gerne spise middag med os i aften."

Han sætter sig ned på sengen og læner sig forover. Min mavepine tager til og bliver lavet om til en knude, der bare strammes til. Jeg har det forfærdeligt.

"Er- er de glade?" spørger han mumlende.

"Tror jeg."

Det får ham til at sænke hovedet og løfte en hånd op for at køre den igennem det halvlange hår.

"Det er måske også bedst," siger han pludselig, hvorefter han sukker dybt.

Jeg ser undrende på ham: "Er du slet ikke chokeret? Jeg mener... Du så jo Taylor.. Sådan da..."

"Nej, jeg så kun Natasha og en anden person - Ikke fordi at jeg stalkede eller noget... Men-"

Han løfter hovedet op og støtter hagen på hånden, før han fortsætter:

"-Jeg tror, at jeg er ovre hende... Sådan da... Eller, det gør stadigvæk ondt inde i, men det, at hun er - Du ved, lesbisk, gør det faktisk en smule lettere for mig."

Aldrig i mit liv har jeg været så mundlam før. Måske da Dean kyssede mig første gang. Nej, det her er en anden form for lammelse. Altså, er det ikke meningen, at man skal være knust i lang tid efter? Mine tanker falder på Ross fra TV-serien Venner. Hans kone viste sig jo at være lesbisk, og han prøvede jo også at få hende på andre tanker; så hvorfor tænker Victor ikke sådan?

Fordi han nok længe har vidst det inderst inde...

Tanken slår mig, og selvom jeg ikke helt kan se meningen i, at han så skulle have haft et crush på Natasha i lang tid, hvis han vidste det, så lader jeg mig tilfredsstille med den grund. 

Jeg sætter mig tungt ned på min seng.

"Så du har ikke noget imod, at vi spiser middag med dem i aften?"

Han ryster på hovedet.

"Nej, måske jeg trænger til at komme ud... Se Natasha sammen med hendes kæreste. Starte forfra."

Jeg sender ham mit bredeste smil, hvilket får hans øjne til at skinne lidt. Med sit skæve smil, læner han sig over mod mig og klapper mig blidt på hovedet som en anden hund.

"Jeg tager lige et bad," siger han pludseligt og rejser sig op.

Mine øjne følger ham, mens han tager noget skiftetøj og sit håndklæde, hvorefter han går ud på det lille badeværelse. Knuden i min mave er der stadigvæk, men den er ikke så voldsom længere. Jeg skal til at smide mig ned på sengen igen, da mobilen atter vibrerer. Denne gang på grund af et opkald.

Undrende tager jeg den.

"Hallo?"

En eller anden griner i den anden ende. Jeg genkender med det samme stemmen, der herefter begynder at snakke i et yderst muntert tonefald: "Hej Kim!"

"Dean?"

Der lyder et bump efterfulgt af et grynt.

"Dean!? Hvad sker der?"

Han ler igen.

"Jeg har ryddet op... Fandt en whisky... Tænkte, at jeg hellere måtte smage den."

Langsomt går det op for mig, at han er fuld.

"Hvor meget har du drukket?" spørger jeg med et lille grin.

"Nok... Det smagte af bæ."

Lyden af noget der bliver rykket til lyder gennem røret.

"Hvad laver du?" spørger jeg lettere underholdt.

"Jeg faldt... Så nu skubber jeg til papkassen med fødderne."

Mit grin er næsten et grynt. Jeg kan lige se ham ligge på gulvet, sparke ud efter en kasse, der få sekunder inden havde fældet ham.

"Kim?"

Jeg stopper med at grine for at lytte: "Ja?"

"Er det ikke et drengenavn? I Danmark altså..."

Det tager mig lige nogle sekunder, før jeg fanger, hvad det er han spørger om. Jeg sukker lidt, men giver ham så den samme smørre, som jeg har givet så mange gange i Danmark.

"Jo, det er det... Historien er egentlig ret enkel... Mine forældre troede, at jeg blev en dreng, så de havde malet værelset blåt, kommet på navnet Kim og indstillet alle på, at der ville komme en miniudgave af min far snart. Da jeg så blev født, og de opdagede, at jeg var en pige... Ja, så kunne de ikke lade være med at grine og besluttede sig for, at jeg stadigvæk skulle hedde Kim."

Der er stille i den anden ende. Måske han er faldet i søvn?

"Dean?"

"Mmmh..."

Han lyder helt træt og udmattet.

"Du bør nok lægge dig i sengen."

"Yeah... Burde jeg nok."

Jeg afventer lyden af en rumsterende, men der sker ikke noget.

"Dean?"

"Mmmh..."

"Skal jeg ringe efter nogen, som kan hjælpe dig i seng?"

Han grynter svagt: "Du er her jo ikke..."

Jeg ser på mobilen med et sjovt udtryk for derefter at føre den tilbage til øret: "Hvad skal det nu betyde?"

"Ved jeg ikke," mumler han til svar.

"I det mindste er du billig at have med i byen," ler jeg.

Hans tørre latter får mig til at grine endnu mere. 

"Men gå nu ind i seng, Dean."

Der lyder et suk, hvorefter jeg kan høre ham grynte og stønne, som om det at komme op at stå er det hårdeste han kan komme ud for lige nu.

"Husk at se dig for," smiler jeg.

"Mmh..."

Få sekunder efter hører jeg ham smide sig ned på sengen og rulle rundt.

"Du ligger i teorien ovenpå mit øre nu," mumler Dean ind i røret.

Jeg griner ved tanken om ham, der ligger i sin seng med den gamle mobil balancerende henover øret.

"Og i teorien, burde du være i drømmeland nu."

"Mmmh..."

Mit smil er så bredt nu, at det næsten gør ondt.

"Du vil ikke lægge på?" spørger jeg med en behagelig følelse i maven.

"Nej..."

"Hvorfor?" spørger jeg sprødt.

"Fordi, at jeg kan lide dig."

Jeg ser ned på min hånd, der ligger slapt i mit skød.

"Kan også godt lide dig," svarer jeg ham med varmen, der skyder op i mine kinder.

"Mmh..." er det eneste svar han kommer med.

Efter noget stilhed, hvisker jeg svagt ind i røret: "Sov godt Dean."

Jeg hører en svag mumlen, hvorefter jeg lægger på. I samme øjeblik kommer Victor ud fra badeværelset. Ren og med et smil på læben. 

"Dean?" spørger han.

Jeg nikker, stadig med varme kinder. Det undrer mig lidt, at Victor overhovedet har fået det med Dean med. De har jo kun mødtes én gang, og der var Victor praktisk talt i sorgernes land. 

"Du kan godt lide ham?"

Jeg blinker med øjnene, fuldstændig paf. Han smiler og nikker, som om han ved noget, jeg ikke ved. Victor overrasker mig hele tiden. Han virker som en person, der har mange egenskaber og er fuldstændig uforudsigelig. Fraværende, men får samtidig alt muligt med.

"Du må hellere invitere ham over, når vi kommer hjem... Så kan jeg møde ham ordentligt denne gang."

Det får mig til at åbne munden. Victor opfører sig - Voksent. Modent. Som en værge. Jeg nikker bare, mens jeg følger ham med blikket, da han går over til computeren og åbner den.

"Hvem er du? Og hvad har du gjort ved Victor?" spørger jeg oprigtigt.

Han ler: "Som sagt, så vil jeg gerne starte forfra... Sådan ordentligt. Og jeg har forsømt nogle ting... Et løfte."

Jeg rødmer igen. Denne gang fordi, at han ser lidt længere på mig under sine lange øjenvipper, end jeg bryder mig om. Han vender sig mod skærmen og begynder at taste løs.

"Klokken 19, right?" spørger han.

"Yeah..."

"Okay... Så må vi hellere være der til tiden."

Jeg nikker bare. Og det er kun den brændende telefon i min hånd, der minder mig om, at jeg nok bør gøre mig klar. Uret tikker, og der er ikke lang tid til klokken slår 19:00.

 

Metroen var heldigvis ikke så fyldt med mennesker, så jeg kunne da trække vejret normalt. Mine fingre klemmer om den gule stang i midten, mens jeg ser mod den mørke rude. Det er underligt at tænke på, at det var sådan, jeg så Dean første gang. Fuldstændig tilfældigt. 

Jeg drejer hovedet lidt og ser Victor stå med blikket fæstnet på den lille elektroniske plade, der informerer om det næste stop. Hans blege og lidt skarpe ansigt med det kølige udtryk, ser ikke ud til at virke trist eller på nogen måde fra den. Det giver mig en lidt bedre følelse i maven. 

Vi står af ved Piccadilly Street, hvorefter Victor fører vej hen til restauranten. Jeg er lidt nysgerrig, da jeg tit har hørt tale om den restaurant, der er inspireret af Hollywood. Det er køligt udenfor, så jeg skutter mig lidt i min jakke og ville ønske, at jeg havde taget en tykkere trøje på nedenunder. 

Da vi når op på siden af bygningen, hvor restauranten er, kan jeg se ind gennem nogle små vinduer, hvor diverse rekvisitter fra forskellige film er stillet frem. Det er lidt sjovt at se, da det jo er noget, som virkelig er blevet brugt i de film. Ved hovedindgangen står en kvinde i uniform og byder os velkommen med et smil. Victor fortæller, at vi er ventet, hvorved hun fører os hen til det bestilte bord. 

Natasha og Taylor er allerede ankommet. De er begge klædt i afslappet tøj, hvilket gør mig utrolig lettet. Det er for at hygge os vi er her. Begge kvinder rejser sig, da de får øje på mig. Natasha er den første, som omfavner mig, så jeg kan indånde hendes duft. Duften af hjemme. Da min søster trækker sig væk fra mig, træder Taylor frem og trykker min hånd med et bredt smil. 

Jeg vender mig halvt om og ser, Victor stå lidt tøvende bag mig. Et glimt af usikkerhed skyder henover hans ansigt, da han ser mod Taylor. Men den blonde kvinde går smilende frem mod ham og trykker hans hånd.

"Victor, ikk'? Jeg er Taylor."

Han nikker lidt stift i det, så jeg rømmer mig lidt, hvilket får ham til at løsne lidt op. Natasha bryder ind mellem de to andre og giver Victor et kram. Jeg håber virkelig, at han er ved at være ovre hende, ellers må det der have følt som at få en kniv stukket i hjertet.

"Skal vi sætte os?" spørger Natasha.

Vi andre nikker og tager plads, hvorefter tjeneren deler menu-kort ud. Jeg ved allerede med det samme, hvad jeg skal have. Burger og pomfritter kan man aldrig gå galt i byen med. Jeps, jeg er en sucker for vaner. 

Jeg lader mit blik glide rundt i den godt fyldte restaurant. Der hænger utroligt mange ting fra film hist og her, som jeg ikke kan lade være med at beundre. Det går op for mig, at stemningen er ved at blive lidt akavet ved bordet, så jeg vender hovedet tilbage mod de andre, mens jeg leder i min hjerne efter et sikkert samtaleemne.

"Såeeh... Har I meget travlt for tiden?" spørger jeg efter lidt tids tænketid.

Min søster nikker, mens Taylor sukker medgivende.

"Utrolig travlt faktisk. Det er så slemt, at vi nogle gange må overnatte på kontoret."

Jeg har stadigvæk ikke helt styr på, hvad det helt præcist er, som de arbejder med. Noget med forretninger i hvert fald.

"Ja, aftalen med Long Industries trækker ud, eftersom ejeren endnu ikke har godkendt den."

Long Industries? Det lyder bekendt. Åh Gud!

Jeg er lige ved at blive kvalt i min sodavand, så Victor må give mig et puf i ryggen. Natasha ser bekymret på mig, men jeg smiler bare tilbage til hende med øjne, der løber i vand.

"Fik bare noget galt i halsen... Long Industries, det er det firma med It og overvågning, ikk'?"

Logoet og navnet står helt klart for mig fra den aften, hvor Mary, Danni og jeg prøvede at finde ud af, hvem Dean var. Her havde vi fundet frem til hans fars firma: Long Industries.

Taylor nikker: "Jo, vi har gang i en stor aftale med dem, som er blevet godkendt af alle parter, men den skal også godkendes af Mr. Long, der desværre ikke har været mulig at træffe i et stykke tid nu."

Mit blik glider ned på dækservietten foran mig.

Ved de ikke, at han er syg?

"Hvad sker der, hvis han ikke godkender den?"

Natasha svarer med et skævt smil: "Vi mister kunden... Altså dem, som skal have aftalen i hus."

Jeg ser spørgende på hende.

"Altså, en kunde hyrer os til at få en aftale igennem med en modpart, og hvis vi får den igennem, så bliver betalt en hyre, mens vi ikke får en rød reje, hvis den anden part ikke vil acceptere," forklarer hun.

"Men det skal nok gå," ler Taylor og sender Natasha et smil.

Victor rykker lidt rundt på sig, hvilket får mig til at se mod ham. Han har lidt sved på panden, men ellers ser han ikke ud til at lide noget ubehag ved mødet. Ikke sådan da.

Tjeneren kommer hen og vi bestiller maden. Igen sidder vi lidt i stilhed, men denne gang er den ikke lige så akavet som før. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sukke indvendigt af lettelse, da maden kommer. Jeg koncentrer mig om burgeren, mens Natasha spørger ind til Victor's nye job her i London, hvilket han med en sprød stemme fortæller om. 

I starten er jeg lidt nervøs på hans vegne, men efter at han har fået drukket et glas rødvin eller to, og hans kinder blusser lidt, virker det til, at han løsner lidt op. Jeg vil endda våge og påstå, at han faktisk nyder det. Samtalen, og det at være sammen med andre end blot en mikrofon på arbejdet. 

Til sidst bestiller vi dessert, hvilket jeg næsten er ved at ud af mit gode skind over. Jeg elsker is, så da jeg får en stor portion, er jeg lykkelig. De andre er lænet lidt forover, som om de skal til at dele hemmeligheder, mens jeg kværner min is. Det gør mig ikke så meget, så jeg lader dem blot være. I stedet ser jeg rundt i restauranten efter noget interessant at se efter. Der er mange ting, og alligevel er der ikke rigtig noget, som rigtigt fanger min interesse. Sukkende spiser jeg det sidste af min is, hvorefter jeg skubber tallerkenen væk. Min mave er fuld.

Tilfreds læner jeg mig bagud og prøver at følge med i de tre rødkindede voksnes samtale, men jeg orker ikke at høre om arbejde. I stedet trækker jeg min mobil op. Lidt skuffet over, at der ikke er nogen, der har skrevet, skal jeg til at putte den ned i lommen igen. I stedet ombestemmer jeg mig og sender en besked til Danni.

"Hvordan går det med patienten?"

Det er ikke sikkert at hun overhovedet svarer nu. Hun har ikke sin mobil på sig altid, og når hun har, så er hun tit distraheret af noget og glemmer, at den lille klods har vibreret. Jeg skal lige til at skrive til Mary, da mobilen vibrerer.

"Han har det bedre og er klar til skole på mandag... Men han skal til at slappe af med det elevrådsfis."

Jeg smiler over hendes besked og kan ikke helt undgå at forestille mig hendes irriterede ansigtsudtryk. 

"Måske du skal melde dig ind og holde ham i ørene? Lader ikke til, at han lytter til andre end dig. :P"

Der går ikke lang tid, før et svar kommer retur.

"Aldrig i livet!"

Det får mig til at le sagte. Ingen af de voksne bemærker det.

"Tænk over det..."

Jeg ved nu ikke, om jeg kan se Danni i elevrådet, men et eller andet sted, så føler jeg, at hun vil passe godt ind. Hun vil i hvert fald kunne banke noget fornuft ind i dem, der er dovne.

"-.-"

Stadigvæk smilende putter jeg mobilen ned i lommen igen. Det kunne faktisk være ualmindelig interessant at få Danni ind i elevrådet. 

Og jeg tror, at Jamie ville sætte pris på det... De svinger godt sammen.

Jeg tager fat om skeen og begynder at køre den rundt i den smeltede is, som jeg ikke kunne få op på skeen.

Svinger Dean og jeg også sammen? Er vi ligesom de andre... Mary og Matthew. Danni og Jamie.

Mit blik falder på Taylor og Natasha, der sidder og griner og smiler bredt til hinanden og Victor.

De svinger også godt sammen... Jeg kan se det nu.

Jeg ser over på Victor. Hans næse er lidt skæv kan jeg se - Noget jeg ikke rigtig har bemærket før. Og så trænger han til at blive klippet. Gør Dean også. Min hånd slipper skeen og jeg tager fat i en af mine egne hårtotter.

Jeg trænger vidst også til det...

Victor ler, hvilket får mig til at se på ham. Han virker glad. Men jeg kan ikke lade være med at være lidt ked af det på hans vegne. Lige nu må hans sind være utrolig splittet.

Jeg håber inderligt, at han finder en sød kvinde. En der ikke viser sig at være homoseksuel.

Min mundvige sitrer lidt ved tanken.

Hun skal nok komme... Det ved jeg bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...