Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2566Visninger
AA

9. Bløde løber, der er brændvarme og tøsehygge

"Hey Dean! Vent lige lidt!"

Jeg spurter ned ad trapperne for at se, om jeg kan nå at indhente ham, før han pludselig forsvinder, ligesom han nogle gange gør. Stadigvæk med Victor i tankerne og spørgsmålene omkring Natasha, springer jeg de sidste trin over og lander på måtten ved hoveddøren. Dean er ved enden af den lille sti op til døren. Hurtigt og med hivende vejr åbner jeg døren, hvorefter den smækker i efter mig, og styrter hen mod Deans ryg. Min lille hånd griber fat i hans ærme, hvilket får ham til at stoppe op. 

Fuldstændig paf over, hvad det er jeg gør, stivner jeg. Hele min krop føles pludselig meget varm, da jeg lader min pande hvile mod hans arm - Alt for bange til at se op. Måske jeg bare skulle have ladet ham gå, men da døren smækkede, vidste jeg bare, at der var et eller andet galt. Han har altid uglet mit hår inden vi skiltes, men ikke denne gang. 

"Kim? Er der noget galt?"

Hans stemme er en smule hæs og bliver sløret af den kolde blæst, der absolut skal hvine og tude lige nu. Tøvende ryster jeg på hovedet, men ombestemmer mig så igen.

"Nej... Eller jeg mener jo... Du-"

Jeg bider mig selv i læben før jeg fortsætter: "-Du gik bare så pludseligt."

Meget langsomt vender han sig om med fronten mod mig. Mine fingre er stadigvæk knuget om hans jakkeærme, mens mit blik er sænket. Jeg skal lige til at sige noget mere, da jeg pludselig mærker hans hånd ovenpå mit hoved. Han lader den bare ligge der, mens heden spreder sig i mine lyserøde kinder.

"Jeg tænkte, at det nok var bedst, at jeg gik... Victor lader til at have det rimelig hårdt, og en fremmed vil nok ikke gøre situationen bedre."

Forsigtigt løsner jeg grebet lidt, men knuger så hurtigt og hårdt fast om stoffet igen, før det glider væk fra mine fingre.

"Det- Jeg tror ikke, at Victor bemærkede det som sådan..."

Han lader hånden glide fra toppen af mit hoved og ned langs siden af ansigtet, hvor han til sidst lægger en pegefinger under min hage og tipper mit hoved op, så vores øjne mødes.

"Måske ikke, men jeg vil gerne gøre en ordentlig entré - Det er det, der kræves af en sand gentlemand, når han skal møde den underskønne jomfrus familie og venner."

Okay, det begynder at blive lidt for sukkersødt det her, hvilket jeg tydeligt kan mærke på mit bankende hjerte og den gele agtige følelse i begge mine ben. 

"Så jeg er en underskøn jomfru?" er det eneste, som jeg kan få mig selv til at spørge om.

Det får ham dog også til at smile, så tænderne afsløres. Jeg kan heller ikke selv lade være med at grine, selvom mit grin er nærmere et fnis.

"Selvfølgelig!"

Han slår ud med armen i en dramatisk bevægelse, hvilket denne gang får mig til at grine sådan et rigtigt grin og ikke bare et fnis. Jeg ryster lidt på hovedet af ham, hvorefter jeg giver slip på hans ærme.

"Jeg kan jo komme forbi, når Victor er blevet sådan nogenlunde okay igen... Så kan jeg også vise mig fra min bedste side!"

Jeg rynker det ene bryn: "Din bedste side? Hvad er det her så?"

"Det her, My Lady, er min charmerende side."

Og uden at give mig tid til at gøre noget som helst, læner han sig frem og kysser mig på munden. Det er kun et kort øjeblik, at jeg mærker hans bløde læber mod mine, og jeg er næsten i tvivl, om det faktisk skete, da han trækker sig væk igen og sender mig et stort smil.

"Vi ses senere Frøken Possible!"

Jeg løfter langsomt en hånd op til mine læber, mens mit blik følger ham, da han begynder at gå. Da han drejer af ved fortovet, vender han sig rundt og løfter hånden til en vinken. En smule langsom i betrækket, vinker jeg tilbage. 

"Hvad...?"

Mine fingre er kolde mod mine læber, der brænder lige nu. Det er behageligt, og jeg må tage mig selv i at stå og smile fjoget til den tomme luft foran mig.

 

Indenfor ligger Victor stadigvæk i sin seng med dynen trukket over hovedet. Mr. Miyagi har rullet sig sammen, så den ligner en plyspude, ved siden af dynen og vogter troligt over sin herre. Jeg sukker tungt og lukker døren i, så den står på klem. Det undrer mig lidt, at Natasha har fundet en eller anden fyr, mens det skræmmer mig, at Victor har udspioneret hende.

"Måske jeg bør ringe til hende... Og selv høre hende ad," mumler jeg samtidig med, at jeg smider mig i sofaen.

Det er noget tid siden, at jeg har hørt hendes stemme, så det kunne være meget rart, at få talt med hende. Forsigtigt lister jeg telefonen op af min lomme og ringer hende op, hvorefter jeg drejer hovedet og lader telefonen hvile på min kind uden at holde fast i den. Med andre ord, jeg overlader den til tyngdekraften.

Ventetonen bliver ved et lille stykke tid, og jeg er lige ved at opgive, da jeg endelig hører en rumsterende lyd i røret. Hurtigt sætter jeg mig op, hvorved telefonen glider ned på gulvet. Med lidt paniske bevægelser prøver jeg at gribe den inden, men må dog indse, at min motorik på det punkt er elendig. Med en lille ed, samler jeg telefonen op og lægger den ind til kinden.

"Hallo? Natasha? Det er mig, Kim."

Der lyder en stønnen i røret, hvilket får mig til at se en smule forstyrret på telefonen.

"Øh... Natasha?"

Der er noget støj i baggrunden efterfulgt af nogle hviskende stemmer. Pludselig lyder Natashas stemme i røret: "Kim? Kim! Er der noget galt? Er du okay? Er der sket noget?"

Jeg laver en forvirret grimasse for mig selv, hvor min ene overlæber er løftet op i en lettere grotesk bevægelse. Det må se ret dumt ud.

"N-nej... Hvorfor skulle der være det?"

"Åh... Nej, selvfølgelig. Øhm, det er rart at høre din stemme igen."

"Også din," mumler jeg sagte med et blik hen mod Victors dør.

Der lyder en skratten og igen nogle mumlende stemmer.

"Forstyrrer jeg?" spørger jeg med lidt blandede følelser.

"Ehm... Lidt, men det er okay... Hvis du altså gør det kort."

En smule fraværende ser jeg ned på mine fingernegle.

"Jeg-"

Mine læber presser sig sammen. Jeg kan ikke få mig selv til at spørge ind om denne fyr, som Natasha åbenbart har kysset med. 

"Hvad er der Kim?" lyder Natashas stemme en smule utålmodigt.

"Jeg, jeg ville bare høre, om du har det godt... Om der er sket noget?"

Den tøvende tone i Natashas stemme giver mig en lidt ubehagelig smag i munden.

"Åh, jeg har det ganske udmærket... Det går strålende med min nye aftale, og det lader til, at de er så glade for mig, at jeg snart kan forvente en lønforhøjelse... Ellers er der ikke rigtig sket noget siden vi sidst så hinanden."

Løgn. En hvid løgn. Det overrasker mig ikke, at hun lyver for mig og så alligevel. Vi har altid været sammen indtil hun fik det der job. Vi fortalte hinanden alt, men nu vil hun ikke fortælle mig om en eller anden flamme. Måske hun ved, at hvis Victor finder ud af det, så vil det såre ham? Men det er jo ligesom for sent.

"Hvordan går det med Victor?" spørger hun med en blid tone, hvilket forstærker min mistanke.

"Uhm... Han har det ikke så godt."

"Er han syg?"

"Det kan man godt sige," mumler jeg, i tvivl om jeg skal sige mere.

"Åh... Det er jeg ked af at høre - Ønsk ham god bedring fra mig... Jeg må smutte nu, vi ses Kim."

Og hun lægger på. Jeg sidder bare tilbage med telefonen klemt mod siden af min kind. Den eneste tanke, der rigtigt kører igennem mit hoved, er at hun har ændret sig. Det er tydeligt i forhold til den måde hun plejer at opføre sig  på. Hun sagde ikke engang noget om, at jeg skulle passe på, at jeg skulle huske mit tørklæde. Det går op for mig, at hun faktisk virkede fraværende. 

Der kommer en lyd fra den anden ende af rummet. Jeg må klaske hånden for munden for ikke at skrige. Dynen, der står midt i rummet, bevæger sig hen mod køkkenet i en trancelignende tilstand. De bare fødder, der slæber sig hen ad gulvtæppet og de svage suk fra det lille mørke hul i dynens top, vidner dog om, at det bare er Victor. Han går ud i køkkenet for at komme tilbage med en bøtte is og en ske. Jeg bliver siddende i sofaen og ser ham tage en bid efter bid. For mig virker han helt død. 

"Har du lyst til at tale om det?" spørger jeg efter lidt tid. 

Jeg er altid så elendig til sådan noget her, men i film plejer man vidst nok at spørge ind til den sørgendes tilstand.

"Nej."

Jeg sænker hovedet igen og bliver siddende sådan. Lyden fra dørklokken flænser stilheden i lejligheden, der ellers kun blev brudt af skeen, som gentagende synker ned i isen.

"Nu skal jeg", mumler jeg skyndsomt og rejser mig om for at gå ud til døren.

Hurtigt trykker jeg på knappen til dørtelefonen: "Hallo?"

"Iih! Hej Kim! Det er Danni og mig! Må vi ikke komme ind? Vi har taget noget hygge og nogle blade og film med!"

"Øhhm-"

Men jeg når ikke at svare, før Victor har lænet sig frem mod mig og trykket på døråbneren. Jeg kan mærke hans vægt løfte sig fra mine skuldre, da han atter rejser sig op. Med et flygtigt blik over skulderen ser jeg, at han stadigvæk er indhyllet i dynen. Pinlig berørt, har jeg lyst til at gemme mig bag jakkerne og kamuflere mig med One Direction paraplyen. Der bliver ringet på døren.

Tøvende åbner jeg den, og sender de to et smil: "Hej."

Mary ser først på mig og derefter på Victor. Hendes øjne bliver en anelse større, da hun ser ham, men hun er god til at skjule sin overraskelse og smiler i stedet for stort til ham. Danni derimod, hun laver ligefrem en leende grimasse: "Hvad er der med kokonen?"

Victor kommer med et grynt, men forlader så entréen. Dæmpet og forsigtigt hvisker jeg: "Han har lige set min søster kysse en anden."

"Og?" spørger Danni skuldertrækkende i et normalt tonefald.

Mary, fatter hurtigt problemet og dasker Danni over armen: "Han havde et crush på hende... Ih altså, Danni, du lytter heller aldrig efter."

Jeg ser lidt på dem begge: "Men det lader til, at han ikke har noget imod jeres besøg, så kom endelig ind."

De to piger kommer ind og får deres overtøj af, hvorefter jeg viser dem ind i stuen. Victor har allerede fundet sin vej ind til sengen igen, så vi piger har stuen for os selv. Mary er ikke sen til at sprede blade og film ud på bordet, mens Danni går ud i køkkenet for at finde nogle skåle, som om hun selv bor i huset. 

Der går noget tid, hvor vi bare sidder og små snakker, hvor Mary selvfølgelig hele tiden sørger for, at både Danni og jeg på en eller anden måde bliver draget ind i samtalen.

"Vent, så de der tre fyre, eller deres leder... Han har et crush på dig?" spørger jeg fuldstændig paf Danni.

Danni bryder sammen i grin over dette spørgsmål: "Nej, gu har han røv! Han er bare en idiot... Mary, du overfortolker altid så meget på tingene."

På en eller anden måde er vi kommet til at tale om drenge, hvilket gør mig en smule anspændt. Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle om Deans kys, eller om det er noget, som jeg skal holde for mig selv.

"Årrh... Danni! Du må da have en eller anden, som du synes om!"

"Pfft... Jeg har ikke tid til den slags!" 

Jeg snupper et stykke slik og studere den nøje, før jeg henslængt siger: "Hvad med Jamie?"

Dette får både Mary og Danni til at sprutte af latter.

"Elevrådsformanden? Ha ha! Du er sjov Kim!" griner Danni med våde øjne.

Jeg ser mærkeligt på hende: "Hvad mener du? Han er da sød, og I to lader til at komme godt ud af det..." Mit blik glider over på Mary: "Og hvad med dig og Matthew?"

Begge piger stirrer på mig, som om jeg er totalt gak i bolden. 

"Hvad er der?"

Jeg føler mig lidt som en udstillet guldfisk i en blender.

"Mener du det?" spørger Danni overrasket.

"Ja, hvorfor skulle jeg ikke det?"

Mary trækker benene op under sig: "Men de tænker slet ikke sådan om os... Vi er venner og- og ikke andet."

Jeg trækker lidt på skuldrene: "Okay, så siger vi det... Jeg synes bare, at I passer godt sammen."

De to piger ser tænkende på hinanden. Det er Mary, hvis kinder først blusser op. Hun gemmer hurtigt sit ansigt i hænderne, hvilket får Danni og mig til at grine.

"Okay... Jeg indrømmer, at Matthew er sød, men jeg tror ikke, at han tænker på mig - På den måde."

Denne gang ler jeg: "Så er det jo godt, at juleballet snart kommer... Spørg ham, om I skal følges."

Mary gør store øjne: "Det kan jeg da ikke... Det - Han vil bare le ad mig."

Danni ser tænkende på mig og derefter over på Mary: "Jeg tror, at jeg vil give Kim medhold... Og ikke fordi, at jeg vil lege ekspert på området, men Matthew virker ikke som typen, der griner ad folk."

"Nej... Nej, I har nok ret," mumler Mary sagte.

Jeg smiler en smule smørret: "Og hvad med dig Danni?"

Med det samme løfter Danni hænderne op foran sig og ryster febrilsk på hovedet: "Nope! Glem det! Nix! I kan godt glemme det!"

Hendes røde hår flyver fra side til side og gemmer hendes ansigt, der er ved at være tomatrødt.

"Okay... Så har du ikke noget imod, at jeg spørger ham, om han har nogen date til juleballet?" spørger jeg lusket.

Danni stopper med at dreje på hovedet og ser først tomt på mig. Og pludselig, som om hun er ved at tabe en indre kamp hopper hun over på mig: "Du kan lige vove på det!"

Jeg er fuldstændig flad af grin, hvilket straks får hende til at hoppe bagud. Mary er også fuldstændig færdig, hvilket blot får Danni til at surmule endnu mere.

"Hvad så med dig og ham der Dean?" giver Danni igen efter Mary og jeg har grinet færdig.

Mit ansigt bliver straks rødt og jeg kan mærke en kildrende fornemmelse i hele min krop.

"Iiih! Der er sket noget! Ja der er så! Du bliver helt rød i hovedet nu!" hviner Mary fuldstændig ukontrollerbart, hvilket får mig til at sætte mig brat op og tysse lidt på hende med et blik på Victors dør. Det hjælper lidt, men hun sidder stadigvæk, som om hun har ild i røven eller noget i den dur.

Jeg fugter min læber og trækker lidt på den, før ordene glider ud: "Han kyssede mig."

Hvinet fra Mary får både Danni og mig til at hoppe. Dannis gisp bliver druknet i Marys spørgsmål, der pisker ned over mig som om de er kæmpe hagl.

"Hvordan var det?" slutter hun af med.

"Øhm... Hurtigt?" svarer jeg med en nervøs mine.

Danni klapper Mary i baghovedet med en flad hånd: "Slap lige lidt af!" Hun vender blikket mod mig: "Fortæl, hvad der skete."

Og det gør jeg så. Begge piger ser intenst på mig, hvilket er en smule skræmmende.

"Vent! Du ved, hvad hans initialer er! Så kan vi finde hans fulde navn og dermed finde ud af, hvem han i virkeligheden er!" udbryder Mary.

"Okay frøken stalker... Du lader til at have styr på den slags," mumler Danni sarkastisk. 

Jeg bider mig i læben: "Tror du godt, at vi kan finde ham på den måde?"

"Pfft... Du ved vidst ikke, hvor skrap jeg er med en computer, når det handler om at finde mystiske fyre."

Danni sender mig et smørret grin og langer ud efter slikskålen, mens Mary ser afventende på mig. Jeg sukker, men smutter så ind for at hente min bærbare computer. Det tager ikke lang tid at starte maskinen op. Og da Mary får den i hænderne, er hun straks inde på skolens hjemmeside, hvor hendes finger straks styrer musen hen til log-in systemet. Da hun har logget sig selv ind, går hun ind under skolens elever og slår op under "D". 

Vi sidder alle på kanten af sofaen og er en smule spændte på at se, hvilke navne der dukker op. Selv Danni virker interesseret i at finde ud af, hvem Dean er. Jeg selv er en smule splittet. Det føles forkert at finde ud af det på den her måde. 

"Her!" udbryder Mary, hvilket vækker mig fra min trance, så jeg igen kan fokusere på skærmen.

Dean P. Long

Dean P. Law

Jeg stirrer på de to navne og forventer nærmest, at jeg kan skelne, hvilket der er det rigtige. Der kommer et lille fløjt fra Danni.

"Long? Er det ikke ham, som går sammen med Kongen?"

"De tre fjolser? Er der en fjerde i den gruppe?" spørger Mary.

"Ja... Men han er der sjældent - Jeg har kun set ham ved sjældne lejligheder, såsom arrangementer på skolen og sådan noget... Og der går han sammen med de tre - Hvad hans status i gruppen er, det ved jeg ikke... Men jeg tror, at han har en rimelig høj en."

Jeg ser skiftevis på Danni og skærmen med de to navne.

"Så det er ikke Long?" spørger jeg sagte.

Hun ryster på hovedet, men tøver så: "Det tror jeg i hvert fald ikke... Når jeg har set ham, så har han altid et tørklæde viklet om håret og nogle gange solbriller på, selvom solen ikke skinner... Han er sådan en usynlig type, som man kun sjældent bemærker."

"Så du har ikke set hans ansigt?"

Igen ryster Danni på hovedet af mit spørgsmål.

"Nå, men så må det jo være Law, ikke sandt?" udbryder Mary, hvorefter hun klapper hænderne sammen. 

Det tager kun få sekunder, før Mary har slået ham op inde på facebook.

"Åh... Han har ikke noget profilbillede... Desværre."

Jeg ser lidt på profilen og undrer mig lidt. Profilen er i sig selv neutral, men jeg havde faktisk ikke ventet, at Dean havde en facebook profil, det lægger ikke rigtigt til ham. 

"Hvad med den anden?" spørger Danni.

"Long? Jeg kan lige tjekke."

Hun skriver navnet ind i søgefeltet.

"Ingenting... Han har ikke en profil."

Jeg læner mig tilbage i sofaen med en tænkende mine: "Prøv og google deres navne... Måske der kommer noget frem."

"Iih! God idé Kim!" hviner Mary lidt for højt, hvilket får mig til at tysse på hende. 

Hurtigt får hun slået Law op på google: "Hmm... Der står ikke noget om ham på google. Ikke udover hans facebookprofil."

"Prøv med Long," bryder Danni ind.

Jeg sidder stadigvæk lænet tilbage og har egentlig mistet interessen lidt. Men da Danni atter fløjter, denne gang overrasket, sætter jeg mig brat op.

"Hvad er der?" udbryder jeg, mens jeg ser på skærmen.

Danni begynder at grine: "Det ser ud til, at Long er søn af en ret så stor forretningsmand - Nogensinde hørt om Long Industries? Well, her har du direktørens søn. Mr. Badass med bandana og solbriller."

Long Industries? Jo, jeg tror måske, at jeg har hørt om det et eller andet sted, men jeg er ikke helt sikker på, hvad de laver.

"Hvad laver de? Altså Long Industries?"

Mary klikker ind på et link, hvorefter et billede af en masse forskelligt elektronik kommer frem. Jeg kan genkende logoet, men jeg har ingen anelse om, hvad de forskellige ting på billedet kan.

"De sælger en masse inden for It og overvågning," begynder Mary. "-Hvilket de vidst er ret gode til... Jeg har skrevet en opgave om dem engang."

Jeg ser spørgende på hende.

"Det var noget om overvågning - Du ved, du kan snart ikke gå nogen steder uden, at der er et kamera, der holder øje med dig... Men tro mig, det var utrolig svært at komme igennem til firmaet."

Danni putter et stykke slik i munden: "Hmm... Det lader til, at ham Long-fyren vidst er noget rimelig særligt... Gad vide, hvad en rigmandssøn laver sammen med Kongen og hans slæng?"

"Kedsomhed," svarer jeg.

Hun trækker på skuldrene: "Måske... Hvem ved."

Mary sukker: "Jeg er ked af, at vi ikke kan finde ud af, hvem der er din Dean."

Jeg sender hende et smil: "Det skal du ikke så tungt... Desuden, så kan vi vel finde deres skemaer, og så kan jeg opsøge ham i klassen, ikk'?"

Egentlig fortryder jeg, at jeg lige sagde det, for på en måde føles det som om, at jeg krænker Dean. Men gud! Jeg er også utrolig nysgerrig! Og ham der Long, har bare gjort mig endnu mere nysgerrig. Hvis nu, Dean er Long - Hvad så?

"Du har ret! Jeg finder dem lige! Lad os finde ham i morgen så! Jeg vil vildt gerne se din kysse-fyr nu!"

Hun vender sig over mod mig med kysselæber. Jeg kaster en pude efter hende, som hun grinende griber. Danni ruller med øjnene og læner sig tilbage i sofaen: "Skal vi se en film nu, eller vil I hellere lege pudekamp?"

Vi griner og sætter os til rette efter, at Mary har printet de to skemaer ud. Men da filmen bliver sat i gang, kan jeg ikke helt lade være med at spekulere på Dean. Fraværende løfter jeg fingrene op til mine læber og genkalder hans mod mine. Dette undgår selvfølgelig ikke Mary, der straks begynder at fnise. Jeg slår ud efter hende og begynder selv at grine. Men den zoologiske have i min mave vil ikke holde sig i ro, og læberne forbliver brændvarme resten af aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...