Drømmenes Paraply

Hvem bestemmer, hvad vi drømmer?
Befolkningen i landsbyen har et problem: Hver eneste nat plages de af onde drømme. Ingen ved hvorfor, indtil en ung mand står frem med en historie, der virker for fantastisk til at kunne være sand, som dog også indeholder en mulig løsning på befolkningens problem...

Et eventyr om drømme, prøvelser og mod.

0Likes
0Kommentarer
597Visninger
AA

1. Prolog

 

Der var engang en lille dreng, der boede i et stort flot hus nogle få kilometer uden for byen. Drengen, som altid var i godt humør, brugte mange timer om dagen på at udforske det store hus, og mærkeligt nok fandt han altid et nyt gemmested eller et hjørne af huset, som han aldrig før havde set. Huset var så forunderligt stort, at man aldrig kunne blive træt af at gå på opdagelse i det.

Om aftenen, inden han gik i seng, fortalte han altid sin mor en historie. Historierne var som regel nogle meget lange eventyr, der var fyldt med mystiske væsener, steder og personer og drengen fortalte med livlige øjne, og demonstrerede endda også, hvordan heltene overvandt de mange udfordringer, som de blev stillet undervejs og der var altid en god slutning hvor de gode vandt, og de onde fik deres straf. Når historien var færdig, sendte hans mor ham op i seng mens hun selv rystede på hovedet med et smil, og undrede sig over hvor han dog havde fået sådan en livlig fantasi fra.


Drengen havde et stort værelse som var fyldt med alt, hvad et barn kunne ønske sig. Alt det legetøj som pryder butikkernes vinduer, hvor børnene trykker næserne flade og drømmer om en dag at komme til at eje bare ét af de smukke stykker legetøj, alt det kunne findes på drengens værelse. Ja, drengen ejede ganske vist mange vidunderlige genstande, og han værdsatte dem alle rigtig højt.

Men der var dog én ting, der var noget helt særligt. Gemt i den fjerneste ende af drengens klædeskab, bag en gammel regnjakke hvor hans mor aldrig kiggede, dér stod en paraply. Det var en ganske almindelig sort, gammel paraply med et håndtag af træ, og ingen ville nogensinde regne den for at være noget særligt. Hver aften når drengen var blevet sendt i seng, fandt han den gamle paraply frem, før han lagde sig til rette i sin bløde, behagelige seng med de mange puder. Drengen fortabte sig i minder, da han lod fingrene følge det slidte håndtag. Han tænkte på den gang, hans far gav ham paraplyen for snart to år siden.


Det var en helt almindelig solskinsdag som så mange andre, og drengen løb rundt i haven og legede uden nogle bekymringer som altid. Men han kunne alligevel godt fornemme, at der var noget galt.

Hans far havde ikke været sig selv i de seneste dage. Han havde aldrig tid til at lege med drengen længere, og når han fortalte ham historier om aftenen inden han skulle sove, var det ikke længere glade og sjove historier, der fik både ham selv og drengen til at grine, men i stedet triste og alvorlige historier. Når drengen spurgte ham, hvorfor han var ked af det svarede faderen blot, at det ikke var noget han skulle bryde sin hjerne med. Og nogle gange når drengen ikke kunne sove, og han begav sig ud på gangen for at vække sin mor, var der lys i hans fars kontor, og døren stod på klem. Drengen turde aldrig gå derind, men han kunne se, at hans far sad derinde med hovedet i hænderne.

Drengen lå på sin ryg og ledte efter motiver i skyerne, da hans far kaldte på ham. Drengen løb hen til ham og faderen kiggede ham alvorligt ind i øjnene. Så trak han noget frem bag sin ryg, og gav det til drengen. Det var en gammel sort paraply, som var falmet lidt i farven. Drengen kiggede nysgerrigt på den i lang tid, før han kiggede spørgende op på faderen.

”Jeg vil gerne have, at du skal have denne her,” sagde faderen. Drengen så stadig uforstående ud, og smilede tøvende. Et smil der dog forsvandt hurtigt med faderens næste ord.”Jeg rejser i dag.”

Drengen kiggede på ham og rystede så på hovedet, som om at ordenes betydning ville forsvinde, hvis han bare lod være med at tro på dem. Men eftersom han så faderens udtryk ændre sig til et trist og alvorligt et, forstod han at det var alvor. Hans underlæbe bævede, før tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

”Hvorfor?” græd han.

"Der er noget meget vigtigt, jeg er nødt til at finde ud af,” svarede faderen med tilsvarende gråd i stemmen.

”Hvorfor kan du ikke bare gøre det her?”

Faderen rystede trist på hovedet, og trak drengen ind i sin favn hvor han lod ham græde i nogle minutter, før han atter talte.

”Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem igen. Derfor skal du have denne paraply. Du kan tage den frem, når du savner mig.”

Drengen kiggede på paraplyen igen, men fandt stadig ikke noget særligt ved den.

”Men hvad så hvis det begynder at regne, mens du rejser?” spurgte drengen, forfærdet ved tanken om at hans far skulle blive våd, fordi han havde givet paraplyen til ham. Faderen lo lidt gennem sine tårer."

Jeg klarer mig,” sagde han og fortsatte: ”Tag paraplyen frem om aftenen, læg dig i din seng og slå den så op.”

”Jamen, det regner jo ikke indenfor?” svarede drengen, som ikke forstod hvad han skulle med en paraply, medmindre det var regnvejr. Faderen smilede igen.

”Nej, men denne paraply er noget helt særligt. Den kan også bruges, når det ikke regner. Du vil få at se.”

Og med de ord omfavnede han drengen i flere minutter, før han rejste sig og gik. Drengen stod tilbage, med tårerne trillende ned ad kinderne, mens han knugede paraplyen til sit bryst.


I flere måneder efter faderens afsked tog drengen ikke paraplyen frem. Han var vred på faderen, over at han sådan bare var taget af sted uden at fortælle ham mere præcist, hvad det var han skulle. I øvrigt var han overbevist om, at det var noget sludder som faderen havde fortalt ham. Paraplyen var ikke noget særligt, den var bare gammel og slidt, og kunne ikke bruges til noget som helst.

Men en dag hvor han savnede faderen utrolig meget, tog han alligevel paraplyen frem. Han gjorde, som faderen havde sagt og lagde sig i sengen, hvor han slog paraplyen op. Så snart han så indersiden af paraplyen, gispede han af overraskelse. Dér midt på det falmede stof, tegnede der sig et billede. Men det var ikke bare et billede, det var snarere som om han kiggede ind ad et vindue, ind til en helt anden verden. Drengen kiggede indgående på billedet, og bemærkede, at det også bevægede sig. Han holdt paraplyen tættere på sit ansigt, for bedre at kunne se og før han vidste af det, befandt han sig midt inde i det billede han netop havde betragtet på afstand.

Han stod midt i en eng med højt græs, solen skinnede og alt var så lyst, at han næsten følte trang til at skygge for øjnene. Pludselig så han en sommerfugl. Det var en meget smuk en af slagsen, den havde en helt usædvanlig blå farve og et mønster som drengen ikke helt kunne se.

Uden at tænke begyndte drengen at løbe efter sommerfuglen. Det var som om, det ikke var drengen selv der styrede, som om det var bestemt at han skulle løbe, det var ikke et valg han selv skulle tage. Han følte sig underligt let, mens han løb efter sommerfuglen, og han grinte højt. Men pludselig forsvandt sommerfuglen længere og længere væk, og solskinsdagen forvandlede sig langsomt til en stjerneklar nat.

Drengen sad nu på en klippe, og kiggede ud over havet, hvor månen spejlede sig i vandet og stjernerne funklede. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet derhen og han havde ingen anelse om, hvor han var. Det ene øjeblik løb han på en eng i solskin, og det næste sad han højt oppe på en klippe og kiggede på stjerner. Det var lidt ligesom, når en drøm pludselig skifter, tænkte drengen og pludselig indså han noget.

Han trak sig hurtigt ud af billedet, ligesom når man er lige ved at vågne, og vælger at trække sig ud af drømmen, og så lå han igen i sin egen seng. Mens han lå der og betragtede de to steder, han netop havde besøgt, forstod drengen pludselig, hvorfor denne paraply var så speciel. Når man slog den op, var den fuld af drømme.

Efter den dag slog drengen paraplyen op hver eneste aften, og besøgte de fantastiske verdener igen og igen. Hver gang han åbnede paraplyen, var der nye steder han kunne opleve, det ene mere vidunderligt end det andet. Drengen var altid i godt humør takket være paraplyen og de mange gode drømme, og han fik sin livlige fantasi fra de enestående ting, han oplevede om natten.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...