Drømmenes Paraply

Hvem bestemmer, hvad vi drømmer?
Befolkningen i landsbyen har et problem: Hver eneste nat plages de af onde drømme. Ingen ved hvorfor, indtil en ung mand står frem med en historie, der virker for fantastisk til at kunne være sand, som dog også indeholder en mulig løsning på befolkningens problem...

Et eventyr om drømme, prøvelser og mod.

0Likes
0Kommentarer
599Visninger
AA

5. Færden

 

I løbet af aftenen og natten havde rygtet spredt sig, og den følgende morgen var hele landsbybefolkningen mødt op ved byens porte for at se deres helt ride af sted. Det var under stor jubel og klapsalver, at den unge mand steg op på sin hest og begav sig ud på sin livsfarlige færd.

I syv dage og syv nætter red den unge mand. Han krydsede søer og sletter og red gennem mørke skove, hvor røverne lurede bag ethvert træ.

Da den syvende nat endelig var gået, stod han i det tidlige daggry foran en labyrint. Den unge mands mormor havde fortalt ham, at han var nødt til at gennemføre en labyrint for at komme til Drømmeland. Hun fortalte, at han i labyrinten ville blive stillet tre prøvelser i form af drømme. Han måtte under ingen omstændigheder overgive sig og lade sig leve ind i drømmen, for så ville alt være tabt, fortalte hun. Den unge mand tog en dyb indånding, før han red ind i labyrinten.

Efter kort tid blev han mødt med den første udfordring. For enden af stien han red på, så han, som kiggede han ind ad et vindue, et overdådigt køkken fyldt med velduftende mad og kager. Duften og stemningen fra køkkenet greb ud efter ham som ivrige fingre, der langsomt trak ham længere hen i mod sig. Manden lukkede øjnene og lod sig føre et øjeblik. Han havde ikke spist i tre dage, og det var så let, han behøvede slet ikke at tænke, hvis han bare lod sig trække ind i dette paradis af mad…

Pludselig slog han øjnene op og stoppede brat sin hest op. Han rystede på hovedet nogle gange, før han vendte hesten og red væk fra det velduftende køkken. Han kunne ikke begribe, at han havde ladet sig selv forføre så let. Han havde troet, at han var stærkere.

Den unge man red et godt stykke tid i stilhed, før han mødte den anden udfordring. Foran ham så han et scenarium, der var fuldstændig identisk med hans barndomsdrøm: Ham selv der blev hædret af kongen for sine bedrifter. Lige siden hans far var blevet hædret, da han selv var ganske lille, havde det været den unge mands største drøm at følge i sin fars fodspor. Hans far havde aldrig lagt skjul på, at han var utilfreds med sin søn, og at han ikke havde opnået noget bemærkelsesværdigt endnu. En dag var det blevet for meget for den unge mand, og derfor stak han af og flyttede ind hos sin mormor i en lille landsby.

Men nu så han pludselig sig selv blive hædret, præcis som han havde set sin far blive det, da han var barn. Han sad på sin hest, mens han red frem mod kongen under publikums jubel. Ved siden af kongen, så han sin egen far, der så på ham med et stolt og anerkendende smil, det smil han havde savnet gennem hele sin barndom. Han kunne næsten høre publikum nu. De hyldede ham, og han blev nærmest båret frem af befolkningen, som endelig gav ham den samme anerkendelse som hans far. Han var næsten fremme ved kongen nu…

Igen fik han trukket sig ud, før det var lige ved at være for sent. Han greb sig selv i at læne sig frem på sin hest og række hånden frem mod drømmescenariet, der udspillede sig lige for øjnene af ham. Han skyndte sig at vende sin hest endnu en gang, før han kunne nå at lade sig selv friste yderligere. Men han kunne dog ikke lade være med at kigge tilbage på drømmen med længsel.

Det føltes, som om han havde redet i flere timer, da han endelig mødte den tredje og sidste udfordring. For enden af stien så han det, han havde savnet så inderligt meget, siden han var en lille dreng. Dér, lige for øjnene af ham, sad hans mor, hjemme i deres egen stue i sin sædvanlige gyngestol, selvom hun var død, da han selv var meget lille.

Den unge mand blev overvældet af minder ved synet, minder om sin mor, som han kun havde få af, men som han skattede højt. Han kunne næsten høre hendes stemme, dufte hendes velkendte og beroligende duft, og han kunne næsten mærke hendes trygge arme, som han ikke havde følt omkring sig i så mange år.

Uden den mindste betænkelighed satte han hesten i galop og styrede lige mod drømmen. Han var næsten fremme nu, og han rakte den ene hånd frem som for at gribe fat om synet og sørge for at det ikke forsvandt, mens hans øjne fyldtes med længsel.

Men da han var få centimeter fra at nå drømmen, skete der noget. Hans mor løftede blikket, og i stedet for at blive mødt med de mørke, rolige øjne fyldt med kærlighed, så han noget andet. Der var noget koldt og forkert ved hendes blik, og det smil, der bredte sig på hendes ansigt, var ikke kærligt men lumsk.

Med ét trak manden i tøjlerne, og hesten stoppede brat op på stedet. Chokeret så manden billedet forsvinde og så, at han nu i stedet befandt sig i midten af labyrinten.

Pludselig lyste hele labyrinten, som ellers havde været skummel og mørk, op, og da manden kiggede op, så han, at himlen var fyldt med de mest fantastiske billeder. Drømme, tænkte han og lo lettet, da han indså, at han havde klaret den umulige opgave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...