Nobody wants a girl without hair - Oneshot. {1D}

“I don't pretend to know what love is for everyone, but I can tell you what it is for me; Love is knowing all about someone, and still wanting to be with them more than any other person. Love is trusting them enough to tell them everything about yourself, including the things you might be ashamed of. Love is feeling comfortable and safe with someone, but still getting weak knees when they walk into a room and smile at you.”

422Likes
294Kommentarer
10910Visninger
AA

2. Oneshot.

 

Den kolde rude ramte min pande, og straks slog jeg øjnene op. Jeg blinkede et par gange, indtil mit blik landede på sneen som dalede ned, og med stilheden som lå over værelset, var det næsten som om jeg kunne høre det ramme jorden.

Som en vane, løftede jeg hånden og skulle til at køre den igennem mit hår, da jeg kom i tanke om, at der ikke var noget. Jeg kneb øjnene sammen og åndede tungt ud. Jeg glemte det altid, selv flere uger efter vi tog beslutningen og klippede resten af.

Men måske var det bare sådan det var, for hvordan skulle man ikke kunne glemme, at man intet hår havde, og havde mistet alt i sit liv, som forresten inden kort tid snart ville være slut?

Kemobehandlingen havde ikke hjulpet. Det eneste den havde gjort var at tage alt fra mig, og ødelægge den eneste chance jeg havde for at føle mig normal, men at vide man skulle dø var vel langt fra normalt. Jeg ville aldrig få et normalt liv, for det hele var for sent.

Min skæbne var blevet valgt.

”Amy?” Mit blik fløj hen til min seng, hvor min mor stod bøjet. Hun rakte ud efter min mobil, som pludselig var begyndt at vibrere. Langsomt lagde jeg hovedet op af ruden igen, og fulgte en bil med øjnene.

Jeg vidste allerede hvad der ville komme.

”Skal du ikke tage den?” spurgte hun og gik hen imod mig. Jeg ignorerede hende, fastholdt blikket mod bilen som langsomt kørte ud fra hospitalets parkeringsplads.

”Det er ikke noget vigtigt,” mumlede jeg og trak mine ben op under mig. Et suk lød fra min mor, inden hun kom hen imod mig.

”Hvorfor er du så trist i dag?” Hun fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg vidste ikke om det var et retorisk spørgsmål. Jeg var syg, jeg skulle dø og det var Valentines Day i morgen. I alle mine 17 år havde jeg holdt det uden en dreng, og i år skulle have været anderledes – og det blev det, på en måde jeg aldrig havde forudset mulig.

”Amy, du kan ikke blive ved med at lukke alle ude på den måde!” Hun gik forvirret et skridt væk fra mig, og i vinduet kunne jeg se hendes hænder finde op til hendes krøllede hår.

”Kunne du i det mindste ikke prøve at få det bedste ud af det?” Hendes stemme knækkede. Irriteret vendte jeg blikket hen mod hende. Hendes øjne låste sig bebrejdende fast i mine.

”Ud af hvad? Jeg har ikke nogen længere mor. Jeg har intet hår! Jeg kan dø når som helst, og du beder mig om at være glad?” Min stemme var kold og hård som altid, men indeni var det helt anderledes. Smerten var ulidelig, men jeg kunne ikke vise den.

”De ringer dagligt til dig Amy, men du ligger dem på is. Du kan ik..”

”- Hvem vil ses med en uden hår?” skreg jeg højt og tog mig til mit følsomme hoved. Tårerne sprang frem i mine øjne og sandheden gik langsomt op for mig. Hvis de så mig sådan her, hvad ville de så ikke tænke? Hvad ville han ikke tænke?

”Det er netop derfor jeg skubber dem væk. De skal ikke se mig sådan her.” Et par arme blev lagt om mig, og mine lydløse hulk blev til høje smertefulde hulk.

”Shh, shhhh,” hviskede min mor og strøg mig over håret. En tryg fornemmelse lagde sig i min krop, men smerten var der – det var den altid.

”Du er den smukkeste pige jeg nogensinde har set Amy. Ikke kun udenpå, men også indeni, det må du aldrig glemme, okay?” Hun trak sig væk fra mig, og tog mit hoved i sine hænder. Hendes tommelfingre fjernede tårerne under mine øjne, inden hun lænede sig frem og gav mig et kys i panden.

En genkendelig følelse bredte sig, og da jeg lukkede øjnene, kom minderne strømmende ind. Jeg havde hørt de ord før, og det var ikke fra hende. Det var fra ham, ham jeg havde lagt på is. Ham jeg skubbede væk. Ham der betød alt for ham. Ham der var min bedsteven og var der for mig, selv når han rejste verden rundt med sit band.

Ham der skypede med mig, fik mig til at falde til ro hver gang jeg var ked af det. Det var ham – ham jeg var forelsket i.  Det var Niall. Niall Horan, som var den sidste, som skulle se mig sådan her.

Mine hulk blev højere og knuden i maven voksede. Jeg havde skubbet ham væk – bedt ham lade mig være, og han havde ikke forstået noget. Jeg havde råbt af ham, skræmt ham væk – og nu var han væk. Jeg havde mistet den eneste der betød noget for mig, og den eneste jeg kunne bebrejde var mig selv.

Og det gjorde jeg. Han var ikke den kendte Niall Horan fra One Direction for mig. Nej, han var Niall, Niall min bedsteven fra folkeskolen. Han var den type alle pigerne var forelsket i. Det kommer ikke bag på nogen, at han var typen der var populær og havde alle pigerne bag sig, men han var anderledes.

Han hjalp mig da ingen andre var i stand til det.

Og det var dét der gjorde ham speciel. Han hjalp mig da alle andre var imod mig, og han havde været der lige siden. Hver gang jeg faldt, så var det ham der var der til at gribe mig – men ikke længere. Det skulle stoppe, han skulle ikke se mig sådan, så den eneste mulighed jeg så, var at skubbe ham væk – skræmme ham væk.

Alle de gange han havde taget fri for at besøge mig på hospitalet. Alle de gange jeg var villig til at give op. Alle de gange jeg græd og havde ondt.. Ja alle de gange var han her. Han troede på mig – mere end jeg troede på mig selv, men hvad ingen af os vidste var, at det var for sent. Det blev opdaget for sent, og nu var alt for sent.

Jeg satte mig på sengen og lod min mor ligge dynen om mig. Hun gav mig endnu et kys på panden, inden hun gik hen til døren, slukkede lyset og forsvandt.

Stilheden lagde sig om mig. Den eneste lyd der var, var bibben fra maskinerne, men den havde jeg efterhånden vænnet mig til nu.

Jeg kiggede hen på klokken som viste lidt i tolv. Jeg ville sove, sove inden den blev tolv. Jeg ville sove og ikke vågne igen. Jeg havde ikke brug for endnu en ensom Valentines day. Jeg havde ikke brug for at blive mindet om, hvor lidt jeg havde opnået i mit liv.

Det gjorde ondt. Det hele gjorde ondt.

Det var ikke første gang jeg vågnede med håbet om, at dette var en drøm, og at jeg ikke ville vågne. Det blev nok heller ikke sidste gang, men i dag var følelsen slem.

Jeg fulgte sygeplejersken med øjnene. Hun fandt alle de ting frem hun skulle bruge, og da nålen smuttede ind for min hud, gav det et sæt i min krop.

Jeg kiggede hurtigt ned på blodet som forlod min krop. Det lignede alt andet, forskellen var bare, at jeg var syg. Jeg var anderledes, og det var mit blod også.

Jeg bed mig hårdt i læben, da det begyndte at svie i min arm. Jeg havde allermest lyst til at skubbe hende væk, bede hende forsvinde og lade mig lide. Jeg havde ikke brug for alle de ting de gav mig. Det var spild af tid. Jeg var dødende, så hvorfor blive ved?

Der måtte være en grund til jeg havde fået sygdommen. Der måtte være en grund til jeg skulle lide, så at de gav mig piller for ikke at føle den smerte som var tildelt til mig, det var forkert.

Alt ved denne dag var forkert.

”Amy?” Jeg blev trukket ud af mine tanker. Mit blik fløj hen til en velkendt skikkelsen i døren, og i et kort sekund var jeg sikker på jeg ville få et hjertestop, for alt indeni stoppede ved de blå øjne som borede sig ind i mine.

De var fyldt med sorg, og hvis jeg selv skulle sige det – fyldt med væmmelse.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, trak min arm til mig, og fløj op af sengen. Hans blik sagde det hele, og det fik mit hjerte til at synke til bunden af min mave.

Han var den sidste der skulle se mig sådan her! Hvad lavede han her?

Jeg stod foran vinduet med hætten trukket op over mit hårløse hoved. Mit hjerte galoperede af sted og tårerne sprang frem i mine øjne. Sygeplejersken havde forladt værelse, og her stod jeg alene med ham. Ham jeg havde skubbet væk. Ham jeg havde ødelagt alle chancer ved – netop fordi han ikke skulle se mig sådan her.

”Amy,” hans stemme lød tættere på mig denne gang. Min krop stivnede og i vinduet kunne jeg se ham nærme sig.

Jeg havde lyst til at løbe. Gemme mig, forsvinde, et eller andet. Det her var forkert, helt forkert.

”Hvad laver du her?” Min stemme var en svag hvisken, men bedre kunne jeg ikke gøre det. Jeg havde ikke set ham i snart en måned, og så dukkede han op her? Nu? Han burde være med sit band et eller andet sted. Det her var forkert.

”Amy, kig på mig,” bad han, men min krop kunne ikke røre sig. Måden han sagde mit navn på, fik min mave til at trække sig sammen.

Jeg rystede langsomt på hovedet, men da hans hånd lagde sig på min skulder, stoppede jeg øjeblikkeligt.

”Amy, jeg ber dig,” hviskede han og strammede sit greb om min skulde, for langsomt at dreje mig rundt. Jeg lukkede øjnene hårdt i og fik dermed tårerne klemt inde. Mine tænder fandt min læbe, og hårdt bed jeg ned på den.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han og lod en finger glide hen under min hage. Langsomt løftede han mit hoved op, så hvis mine øjne havde været åbne, havde han stirret lige ind i dem.

Der var stilhed. Det eneste jeg kunne høre var vores vejtrækninger. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg havde ikke regnet med nogensinde at skulle se ham igen, eller jeg havde prøvet at leve med den tanke, og jeg var kommet langt – men nu stod han her.

”Hvorfor?” Hans stemme var en rysten, og at høre Niall på denne måde, gjorde ondt. Han var ked af det, og jeg var grunden.

Tårerne tog ved, og da den ene først trillede ud, opgav jeg at holde øjnene lukkede. Jeg åbnede dem langsomt og så Niall med tåre i øjnene. Hans blik fandt jorden, og jeg vidste han gjorde alt for ikke at græde.

Jeg havde aldrig set ham græde før. Ikke engang da jeg fortalte ham, at jeg havde kræft. Men nu stod han her, foran mig og kæmpede med sine tårer.

Jeg skyldte ham en forklaring.

Jeg tog en byd indånding for ikke at hulke højt.

”Du måtte ikke se mig sådan her,” hviskede jeg, hvilket fik hans øjne til at fange mine øjeblikkeligt.

”Amy,” hans stemme var bebrejdende, og jeg vidste allerede hvad han ville sige.

”Nej Niall, du skulle ikke se mig sådan her. Jeg ligner et monster!” Min stemme var høj, men den døde hen da tårerne sprang ud af mine øjne. Niall var ikke langsom om at slå sine arme om mig. Mit hoved fandt hans nakke og hurtigere gled tårerne ned af mine kinder, og ned på Nialls trøje.

”Amy, du ligner ikke noget monster!” sagde han og aede mig på ryggen. Han strammede grebet om mig, og straks steg savnet op i mig. Hvordan var det muligt at give afkald på det her?

”Hører du?” Han trak sig fra mig og tog mit ansigt i sine hænder. ”Du er ikke noget monster, okay?” Han hævede stemmen og rystede på hovedet.

”Hvordan kan du overhovedet tro sådan?” mumlede han, nok mest til sig selv.

Jeg snøftede – stadig forvirret over hvorfor han var her, og hvad han ville.

”Hvorfor er du her?” hviskede jeg mod hans bryst.

”Jeg bad dig lade mig være, hvorfor? Hvorfor er du her?” Jeg trak mig forvirret fra ham og kunne se et lille smil glide over hans ansigt. Jeg forstod ingenting lige nu.

”En pige fortalte mig en gang,” startede han ud og trak sig fra mig. Han vendte sig fra mig og rakte ud efter et eller andet.

”At hun på Valentines Day ville gå en tur i parken, med en hun følte sig tryg omkring.” Han drejede sig langsomt rundt, og stod pludselig med en rød rose i hånden. Det gav et sæt i min krop, og mit hjerte satte farten op. Niall trådte et par skridt hen imod mig, inden han langsomt lod sin hånd kærtegnede min kind.

”Amy, lad mig være din Valentines date.” Han borede sine øjne ind i mine, og uden at kunne stoppe det, gled et smil over mine læber. Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede ud af vinduet, hvor sneen stadig dalede ned.

”Lad mig gøre din 17 Valentines Day speciel,” mumlede han og trådte et skridt tættere på mig. Trangen til at græde kom frem. Jeg havde fortalt Niall om min holdning til Valentines day, og hvad den betød for mig – og nu stod han her, fortalte præcis hvad jeg havde fortalt.

Han kunne huske det. Han kunne virkelig huske det.

”Der er ikke noget jeg hellere vil,” hviskede jeg og fangede hans blik. Et lettet smil gled over Nialls ansigt, inden han kiggede ned af min krop. Han greb ud efter min hånd, bøjede sig og gav den et blidt kys.

”Det skal være mig en ære, Amy,” sagde han og slap langsomt min hånd. Et fnis forlod min mund. Jeg kunne ikke huske sidst jeg havde følt sådan her. Faktisk havde jeg aldrig følt sådan her, men han var her, på Valentines Day. Han var min Valentines date, og jeg kunne ærligtalt ikke ønske mig noget andet.

Jeg tog min jakke på og greb ud efter min hue. Jeg kiggede kort hen på Niall, som stod med ryggen til. Hurtigt tog jeg min hætte af og trak huen omkring mit hoved. Jeg rejste mig forsigtig op og tog nogle hansker på, og idet jeg vendte mig rundt, blev der lagt noget om min hals.

”Vi kan ikke have du bliver syg,” mumlede han og sendte mig et kærligt smil. Jeg kunne mærke den røde farve stige op i mine kinder. Det var første gang i lang tid jeg havde haft energien til noget. Jeg kunne ikke beskrive med ord, hvor godt det blev at komme ud igen. I så lang tid havde jeg set alt ud af mit vindue, men nu, nu kom jeg udenfor.

”Kom,” han greb ud efter min hånd igen. En varm følelse gik igennem mig, og smilet var slet ikke til at fjerne igen. Jeg rettede på det halstørklæde han havde puttet om min hals, inden jeg puttede mit ansigt ned i det.

Vi tog elevatoren ned. Det var ikke første gang Niall var på hospitalet. Han havde normalt været her to gange om ugen, indtil han tog på tour med hans band – men han var her, og han kendte til det, og jeg kunne ikke føle mig tryggere.

”Fryser du?” Spurgte Niall om for femte gang, da vi var kommet ned i parken. Hans bodyguard havde kørt os, og det var indtil videre lykkedes Niall ikke at blive opdaget.

Jeg rystede langsomt på hovedet og nød den friske luft. Ingen kunne vide, om det var sidste gang jeg ville opleve den på denne måde.

”Så,” startede han nervøst ud. ”Hvordan går det?” Han kiggede hen på mig, og hurtigt måtte jeg synke den klump jeg havde i halsen. Hvordan det gik?

Et lille smil gled frem.

”Fantastisk,” sagde jeg så og kunne straks se forvirringen i Nialls øjne. Han rystede langsomt på hovedet. ”Sådan generelt,” mumlede han så, og fangede mine øjne. Mit smil stivnede en smule. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det var det han spurgte ind til. Men hvordan skulle jeg fortælle ham, at kemobehandlingen ikke virkede, og at min kræft ville ødelægge mig?

”Jeg kæmper,” sagde jeg så og nød følelsen der bredte sig i mig, da et smil gled over Nialls ansigt.

Vi gik lidt længere ind i parken. Der var nogle få mennesker – sikkert med samme drøm som mig. At gå med den fyr man kunne lide, i parken på Valentines Day. Intet var bedre.

”Amy jeg…” Han drejede sig hen imod mig, men jeg var hurtig til at afbryde ham, med et spørgsmål jeg blev nødt til at haves var på. Ellers kunne jeg ikke nyde dagen. Jeg blev nødt til at vide hvorfor.

”Hvorfor mig Niall?” Jeg stoppede op og kiggede alvorligt på ham. Jeg blev nødt til at vide det. Hvorfor mig? Hvorfor var jeg så speciel? Han var verdenskendt! Han kunne få alle han ville have, og så valgte han mig? Jeg var så godt som dødsdømt.

Niall trippede kort, kiggede sig omkring og fangede så mine øjne. Forsigtig løftede han den ene arm. Mit blik fulgte den hele vejen, og alligevel kom det som et chok, da han tog min hånd i sin. Eller min handske i sin.

Jeg bed mig i læben. Klar på at høre selv det værste. At han bare havde ondt af mig, for hvem ville vælge en pige uden hår som sin Valentines Day? Og hvorfor skulle Niall ud af alle?

Niall trak pludselig på skulderne, som om alt var ligegyldigt. Han åndede tungt ud og kiggede rundt.

Jeg kunne mærke uroen brede sig.

”Fordi jeg er helt igennem vanvittig helt dybt og helt latterligt forelsket i dig, Amy,” sagde han og lod så endelig sit blik finde mit.

Mine øjne blev store, og min mund stod pludselig halv åben. Mine hænder som var helt kolde, begyndte pludselig at blive fugtige, og mit hjerte slog hårdt mod mit bryst.

Hvad?

”Jeg er fuldstændig vild med dig Amy, og det har jeg været siden 7. klasse. Måske har jeg ikke været så speciel god til at vise det. Men jeg blev forelsket i hende pigen, som løb rundt med sit lange lyse hår ned af ryggen, uden venner fordi hun var anderledes. Jeg er helt forelsket i dit grin, dine øjne, ja selv den måde du ser ud på om morgenen.”

Han trådte tættere på.

”Jeg er forelsket i din lille næse, dine ører, ja selv dine hænder. Jeg forelskede mig i dig for så lang tid siden, og det har været dumt at holde det hemmeligt, men jeg var bange for du ikke følte det samme.”

Han løftede forsigtigt mit hoved op.

”Amy, jeg…” Han sank den klump han havde i halsen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu.

”Jeg elsker dig Amy. Og det vil jeg gøre lige indtil sidste minut,” hans stemme knækkede, men alligevel fik han sendt mig et smil som var fuld af kærlighed.

Jeg bed mig hårdt i læben. Skulle jeg græde eller grine? Ham jeg havde været forelsket i, siden jeg mødte ham, var forelsket i mig. Alle mine små latterlige ting – ja selv mine hænder.

Mit blik gled ned på dem, og et grin fandt ud imellem mine læber. Jeg rystede langsomt på hovedet og løftede mine frie hånd op til min kind, for at tørre tårerne væk. Endnu en klump havde dannet sig i halsen.

”Jeg…” Jeg prøvede at samle min stemme, men det var som om jeg havde mistet stemmen fuldstændig.

”Jeg elsker også dig Niall Horan.” Jeg holdt øjnekontakten med ham, og da hans smil endelig nåede hans øjne, følte jeg mig lettet igen – og så alligevel ikke.

Det var som at få smidt en bombe. En bombe af glæde lige i hovedet.

”Amy,” hviskede Niall, og inden jeg nåede at blinke, lå et par læber mod mine.

Mit hjerte stoppede fuldstændig. Mine knæ føltes som gelé, derfor tog jeg hurtigt ved Niall. Mine arme fandt rundt om hans nakke, og hans rundt om mit liv. Hans læber passede perfekt mod mine og omvendt. Jeg kunne ikke forklare hvilket følelse der fløj igennem min krop. Det føltes som fyrværkeri, på en rar måde. Min mave kildede, og det var som om jeg ikke havde nogen jordforbindelse.

Hvordan det var muligt for Niall at elske mig, det viste jeg ikke – men jeg ville ikke sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg havde ikke lang tid tilbage, og denne glæde havde jeg aldrig følt før. Jeg fik pludselig energien til at kæmpe videre, og selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var for sent, så var det rart at have følelse. Det var rart at have noget at kæmpe for.

Jeg havde skubbet ham væk, droppet kontakten, ødelagt mig selv ved det – men nu var han her.

Langsomt og modvilligt trak vi os fra hinanden. Niall lagde sin pande mod min og kærtegnede min kind. Et smil gled over mit ansigt, og selvom der var flere minusgrader, så følte jeg mig varm og godt tilpas sammen med Niall.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han så og trak mig ind i et kram. Tårerne sprang frem igen. Det hele var så urealistisk, og jeg havde svært ved at indse, at det ikke var en drøm.

Jeg skulle til at fortælle ham, hvor meget jeg også havde savnet ham, men han trak sig fra mig og sendte mig et kærligt smil.

”Følg med mig,” sagde han bestemt og greb ud efter min hånd. Jeg tog hurtigt hans og lod ham føre mig længere ind i parken. Det var efterhånden blevet en smule mørkt, og som altid blev lysende i parken tændt, og det gjorde det hele meget hyggeligere.

Niall begyndte at gå en smule langsommere, og da vi gik op af en lille bakke, fik jeg øje på en bænk. Det var ikke en normal bænk, men en bænk der var fuldstændig oplyst af lys.

Jeg kiggede hurtigt hen mod Niall, som bare smilede og strammede grebet om min hånd, inden han langsomt førte mig derhen. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst igen. Det gjorde det efterhånden hele tiden – men det her? Hvad var det? Havde han virkelig gjort det?

”Amy,” sagde han og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned. Jeg kunne mærke den røde farve stige frem i mine kinder, da jeg satte mig. Niall gik om bag bænken, og lidt efter kom han frem med et tykt tæppe i armene.

”Vi kan ikke have du fryser,” sagde han og foldede det så ud, inden han lagde det omkring mig. Den røde farve i mine kinder, blev blot værre. Det var længe siden min krop havde haft det på denne måde. Jeg plejede at være træt, udkørt og ikke orke noget – men i dag var det anderledes.

”Niall, hvad er de…” Han afbrød mig ved en hovedrysten, og greb så ud efter en guitar, som jeg åbenbart have overset. Jeg kiggede mig forvirret omkring – lidt nervøs for at Niall ville blive genkendt.

”Der er vagter omkring,” sagde han så og kiggede hen mod en mand, som gik rundt i en kæmpe jakke. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og inden jeg nåede at blinke, havde Niall ført sine fingre hen over guitaren, så en fantastisk genkendelig sang fløj igennem mine ører.

”Jeg har været dum ikke at fortælle dig det før Amy,” startede han ud og sank en klump han havde i halsen. ”Jeg har haft så travlt – ikke fordi det er en undskyldning. Jeg har været helt igennem dum, men det er slut nu,” sagde han så og rykke lidt tættere på mig, inden han igen lod sine fingre glide hen over guitaren.

”Your hand fits in mine, like it's made just for me, but bear this in mind it was meant to be, and I'm joining up the dots, with the freckles on your cheeks, and it all makes sense to me”

Jeg kunne straks mærke, hvordan alt indeni stivnede. Mit blik fandt hans fingre, som langsomt gled hen langs guitaren.

“I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile. You've never loved your stomach or your thighs, the dimples in your back at the bottom of your spine.”

Hans stemme var fantastisk. Den var blød og den gik lige ind I hjertet. Jeg havde hørt sangen før, men det var først nu teksten rigtig var gået op for mig, og det fik tårerne til at presse sig på.

Jeg havde altid vidst og synes, at Niall sang fantastisk. Han havde ofte sunget for mig, for det havde altid haft en beroligende effekt på mig, men aldrig havde jeg regnet med, at han ville sidde og synge for mig på Valentines Day i en park.

“But I'll love them endlessly I won't let these little things slip out of my mouth, but if I do, it's you, 
Oh it's you, They add up to. I'm in love with you, and all these little things “

Min krop begyndte at ryste. Jeg trak tæppet tættere omkring mig, og nød lyden af Nialls stemme, som fløj ind igennem mit hoved.

Det gav et sæt i min krop, da Niall’s knæ ramte mit.

“You'll never love yourself half as much as I love you. You'll never treat yourself right, darlin' but I want you to,. If I let you know, I'm here for you,  Maybe you'll love yourself, Like I love you, Oh “

Mine øjne fløj langsomt hen mod Niall. Hans øjne fangede straks mine, og til min overraskelse var der tårer i hans øjne. En underlig følelse fløj igennem mig, og langsomt gik det op for mig.

Niall var kommet tilbage på Valentines Day. Den dag jeg elskede højeste af alle. Det var min drøm at opleve en dag som denne, og han opfyldte det. Selv da jeg bad ham blive væk. Jeg burde have tænkt dybere over det. Han vidste det. Han vidste jeg ikke havde lang tid tilbage.

“I won't let these little things slip, out of my mouth, but if it's true, it's you, it's you, they add up to,  I'm in love with you, And all your little things”

Hans finger gled en sidste gang hen over guitaren, inden han til sidst tog en dyb indånding og lagde den til siden. Han stirrede ud i luften, og da jeg rykkede mig tættere på ham, kunne jeg se nogle tårer glide ned af hans kinder.

”Niall,” sagde jeg og prøvede at holde min stemme rolig. Da han ikke svarede, rykkede jeg mig tættere på. ”Niall,” sagde jeg igen og kravlede hen på hans skød. Jeg tog hans ansigt i mine hænder og tørrede hans tårer væk med min tommelfinger.

Jeg hadede at se nogen græde.

”Amy, jeg er så ked af, at jeg først fortæller det nu,” mumlede han. Jeg rystede hurtigt på hovedet og sendte ham et smil.

”Jeg er glad for du fortæller det,” mumlede jeg, hvilket fik ham til at se forvirret på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Du har gjort mit liv mere perfekt på en dag, end nogen har gjort Niall. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så glad. Du har ingen ide om, hvad du lige har gjort,” hviskede jeg og gøs ved hans hænder, som lagde sig på min ryg.

”Jeg elsker dig Niall, det gør jeg. Jeg vil altid elske dig.” Et smil gled over hans ansigt, inden han lænede sig frem mod mig. Hans pande lagde sig mod min, så jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt.

Jeg havde brug for at glemme det fact, at jeg kunne dø når som helst. Jeg havde brug for at være en pige. En helt normal pige med sin lover på Valentines Day – jeg havde brug for det, og Niall vidste det.

”Dagen er ikke omme,” mumlede han mod mine læber. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Hvad har du i tankerne, Niall?” Spurgte jeg om, men han sendte mig bare et drillende smil, inden han rejste sig op, og tog min hånd.

”Følg med,” sagde han og gik fra alle tingene. Jeg kiggede forvirret om bag mig, men Niall begyndte bare at grine, inden han blidt trak i mig.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, og da Niall lagde sin arm om min skulder, puttede jeg mig ind til ham. Jeg kunne virkelig ikke beskrive følelsen jeg havde indeni.

Tiden tilbage til hospitalet gik alt for hurtig. Det var længe siden jeg havde grint så meget. Niall og jeg havde snakket om en masse barndomsminder, og pludselig stod vi her.

”Stoler du på mig?” spurgte han om, da vi var på vej ned mod mit værelse. Jeg nikkede hurtigt. Jeg stolede fuldt ud på ham – det havde jeg altid gjort.

”Så luk øjnene,” hans stemme var lige ud fra mit øre. Et gys gik igennem mig, men jeg gjorde hvad han sagde. Jeg lukkede langsomt øjnene, og gispede lydløst da Niall lagde sine hænder på mine hofter. Hele min krop var træt og øm – men det var på en god måde.

”Bliv ved med at lukke dem,” mumlede han og plantede et kys lige under mine ører. Jeg nikkede langsomt, og følte et tab, da Niall slap mine hofter. Dog gik der ikke lang tid, før de var der igen.

En varme lagde sig om mig, og uden at åbne øjnene, vidste jeg, at vi stod på mit værelse.

”Åben,” hviskede han og jeg gjorde som han sagde. Et gisp forlod min mund. Rummet var helt mørkt, men en masse stearinlys lyste værelset op, og afslørede et tæppe der lå på gulvet, samt en masse puder.

Mine øjne blev store, og hurtigt kiggede jeg hen på Niall.

”Kan du lide det?” spurgte han forsigtig om, selvom han sikkert allerede kendte svaret ud fra mit ansigtsudtryk.

”Niall je…” min stemme døde hen. I stedet for at svare, gik jeg hen imod ham og plantede mine læber mod hans. Han smilede under kysset og lagde forsigtig en hånd på min hofte.

”Jeg elsker det,” hviskede jeg så og lod Niall føre mig hen til tæppet. Jeg satte mig ned, og fulgte hver eneste bevægelse Niall tog.

Han satte sig ned, greb ud efter en kurv og tog så nogle jordbær frem, noget chokolade, nogle vindruer og til sidst en pakke.

Jeg skar en grimasse af det sidste, men valgte så bare at smile.

”Har du virkelig lavet det der?” min stemme var lav, men jeg var alt for overvældet til at forstå, at Niall for det første sad foran mig PÅ Valentines Day – og endda havde lavet alt det her. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagerer. Så sent som i går aftes, lå jeg og græd fordi jeg frygtede denne dag, men nu…

”Jeg vil have dagen til at være speciel,” sagde han og tog pakken i hånden. Jeg skævede til den, og frygtede han ville give mig den. Jeg kunne ikke tage imod noget fra ham, især ikke når jeg vidste, at han havde brugt penge på det og jeg ikke kunne have det spor længe.

”Åben den,” sagde han og sendte mig et smil. Jeg bed mig i læben og tog så forsigtig imod den. Jeg kiggede forvirret på Niall, men han smilede bare endnu større, hvilket fik mig til at åbne den.

Jeg hev forsigtigt papiret af og kom ind til en lille æske. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg åbnede den langsomt, og da jeg så hvad der lå, sprang mit hjerte et slag over. Jeg kiggede med store øjne på Niall, og begyndte så at ryste på hovedet.

”Niall, det kan jeg ikke tage imod!” hviskede jeg og lukkede æsken i, men Niall var hurtigst. Han tog æsken ud af min hånd, åbnede den og tog den lille halskæde op.

”Amy, please,” sagde han forsigtig og kravlede hen til mig. ”Jeg vil have, at du skal have den,” sagde han forsigtig. Jeg bed mig hårdere i læben da hans fingerspidser ramte min hud. 

Da han langsomt slog kæden om min hals, valgte jeg at lade den blive. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var for overvældet til at sige noget.

Et par bløde læber lagde sig på min skulder, hvilket fik mig til at smile. Min hånd fløj op til mit bryst, hvor halskæden hang. Det var et lille hjerte i guld. Han havde fortalt ham at jeg elskede guld mere end sølv – og han huskede det. Det var utroligt.

”Jeg elsker dig Amy,” sagde han så og trak mig hen til sig, så jeg sad imellem hans ben. Jeg drejede hovedet op mod ham og modtog et stort varmt smil, fyldt med kærlighed.

”Og jeg elsker dig,” sagde jeg med en hvisken. Niall kærtegnede blidt min kind, inden han lænede sig hen til jordbærerne.

”Åben,” sagde han og skiftede totalt emne. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt. Dog gjorde jeg som han sagde, og lod ham føre den ind i min mund. Jeg bed ned i den, hvilket fik Niall til at smile tilfreds.

Jeg kunne virkelig ikke beskrive, hvordan jeg havde det. Det hele føltes som en drøm, og i et kort øjeblik følte jeg mig som en normal pige igen. Det var hvad mit største ønske havde været – at føle mig normal igen, men en normal kæreste på Valentines Day – og her sad jeg. I favnen på Niall, delte jordbær med ham, grinede højt af hans jokes og vores minder sammen.

Så sent som i går, havde jeg været klar på at forlade denne verden. Jeg var bange, ja, men det havde været bedre end at leve i den sorg jeg havde – men nu, nu var det anderledes. Jeg var klar nu. Jeg ville ønske jeg kunne blive og leve et normal liv til det fuldeste – men jeg var klar. Jeg havde indfundet mig med tanken om at skulle væk herfra, men denne gang kunne jeg sige det med et smil på læben.

Niall var her. Det var mit største ønske – han var mit største ønske, og han var her. Han opfyldte min største drøm, og han var ligeglad med mit hårløse hoved. Han elskede mig – den virkelige mig. Jeg havde været sikker på, at ingen ville elske en uden hår. Jeg var sikker på alt håb for mig var ude, og det var det også – på en måde. Og alligevel, så var et nyt håb steget i mig. Et håb til andre om, at de skulle føle denne fantastiske følelse og komme igennem kræften. De skulle ikke tænke som jeg gjorde. Jeg fik min drømmefyr. Efter alt den modgang i mit liv, kunne jeg endelig sige, at det var det værd.

Alt der var sket med mig måtte have haft en grund. For enden af tunnelen er der lys, og selvom jeg i lang tid havde gået i mørke, så kom lyset. Måske ikke på den måde, som alle havde regnet med, eller den måde jeg selv havde regnet med – men den kom.

Jeg var glad. Jeg var lykkelig, og jeg var døende. Men det betød ingenting. Jeg var klar. Jeg var ikke bange længere. Niall havde reddet det hele. . Han havde reddet mig – reddet mig fra mig selv.

 

Og mens han lå, med hendes hoved på hans bryst og nynnede Give me love for hende, som var hendes yndlingssang, som han tydelig huske hun havde fortalt ham, gled hun længere og længer ind i sig selv. Et smil var plantet på hendes læber, mens hendes fingre langsomt kærtegnede hans bryst. Hun havde aldrig følt sig så glad før, men der skulle jo være en første gang til alt, og en sidste gang til alt.

Hun var klar.

Og mens han var ved at slutte sangen, stoppede hendes kærtegned. Hendes fingre faldt fladt ud på hans bryst for at mærke hans hjerte banke mod hendes lille hånd. En tåre faldt ned langs hendes kind, og landede helt lydløst på hans hvide bluse.

Et smil var placeret på hendes ansigt – selv da hendes vejtrækninger blev langsommere og færre.

Langsomt og fremfyldt gled hendes øjne i. Hans hjerte slog hårdt mod hendes bryst, og det sidste hun hørte var lyden af hans nynnen – nynnen af hendes yndlingssang, og nynnen af den dreng, som havde reddet hende fra sig selv. Reddet hende fra det mørke hun havde levet i.

Det var ham, ham hun elskede.

Dette er mit Oneshot til Valentines Day med 1D. Jeg håber I kunne lide det. Det har været rigtig svært for mig at skrive, men jeg håber jeg har fået budskabet frem heri, og romantikken. For for mig er romantik ikke bare at have en kæreste, som tager en med ud af spise. For mig går det dybere og længere ned end det, og jeg håber jeg har kunne vise jer lidt af, hvad romantik betyder for mig.

Jeg er virkelig glad for, at I har læst det. Det ville betyde meget, hvis I ville skrive hvad I synes om det, ellers igen, tusind tak for jeres tid. Ilysm..

& så har jeg forresten fundet, eller en veninde fandt en sang til mig, som passede alt for godt til denne historie. Jeg har sat den ude under youtubetingting i siden. Den har inspireret mig utrolig meget til den her. x

Jeg undskylder for stavefejl og tastefejl! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...