Mød mig på Valentinsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 15 jan. 2013
  • Status: Igang
Hvor stor en synd kan tilgives, når synderen er far til ens børn?
Hvor mange liv kan et brev modtaget dagen før valentinsdag ændre?

المفاتيح التي لا تفتح الأبواب
هي المفاتيح التي تغلق الأبواب
والمفاتيح المشنوقة في السلاسل
لا تملك إلا دراما الرنين
لكن المفتاح الذي يموت في جيبي
يذكرني بأنه قد آن الوقت لكي أكون إمرأة عاقلة ، تسكن بيتا
بلا مفاتيح . . . . بلا أبواب

32Likes
51Kommentarer
1055Visninger
AA

1. Mød mig på valentinsdag

13. Februar

København

Kære Silje.

Måske er det forkert af mig at skrive til dig. Måske er du kommet videre med dit liv og vil helst glemme mig. Det er også fair nok, for jeg har ikke været en god mand. Jeg fortjener dig ikke.

Måske synes du, det er egoistisk, at jeg skriver; men jeg gør det også for Mikkels skyld og for pigernes. Selvom de nok er ved at glemme mig. Du synes nok, at jeg roder unødigt op i fortiden. Det gør jeg måske også, men jeg synes kun, det er rimeligt, at børnene for at vide, hvorfor deres far svigtede dem. Dette er ikke et forsøg på at få medlidenhed eller noget i den stil. Jeg føler bare, at jeg må fortælle jer, hvad der skete, hvis jeg skal kunne komme videre med mit liv.

Jeg vil prøve at forklare, hvad der skete den dag - du ved nok for to år siden. Jeg prøver ikke at give nogen skylden for det utilgivelige, jeg gjorde. Jeg ønsker blot at forklare, hvorfor jeg handlede sådan.

Jeg havde været på arbejde til klokken fem. Det var den dag, der havde været den helt store fyringsrunde. Jeg var jo tillidsrepræsentant dengang, så det havde virkeligt været en hård omgang og ikke nok med det: Jeg var også selv blevet en af de uheldige. Du ved jo, hvor meget mit job betød for mig, Silje. Jeg var synderknust.

Endelig langt om længe kunne jeg tage hjem, og som vi havde aftalt, kørte jeg ned til fritidshjemmet for at hente Mikkel. Jeg kunne se, at der var noget galt med ham. Han var ikke så glad, som han plejede at være. Han smilede ikke; sagde ikke et ord. Han virkede mut og trist, men jeg var selv så udmattet, at jeg ikke engang hæftede mig ved det.

Da vi så var kommet ind i bilen, brød uvejret løs. Lille Mikkel råbte og skreg. Tårerne stod ud af hans øjne. Jeg ville trøste ham men fik ikke lov. Da jeg ville lægge armene om ham, skubbede han mig blot og flyttede sig så langt væk, som han kunne i den lille blå polo.

Raseriudbruddet var hurtigt ovre. Jeg skulle lige til at ånde lettet op og starte bilen, så vi kunne komme hjem, men så skete det. Det der fik bægret til at flyde over. Med fattet stemme fortalte Mikkel, at han hadede mig, og ikke ville have mig som far- ja sågar var det min skyld, at hans liv var så ”fucked up.” Jeg skulle skrubbe hjem, hvor jeg hørte til, og lade jer få fred. Det var hans ordvalg.

Jeg var rystet. Han sagde, at det var min skyld, at han var anderledes. Han ville ønske, at jeg ikke eksisterede og aldrig havde gjort det. Hans øjne var så hårde. Det var ikke min lille dreng, der sad foran mig, Silje. Jeg kunne ikke kende ham.

Jeg var helt ude af mig selv. Fuldstændig lamslået. Før jeg viste af det, havde jeg stukket ham en på kassen og tændt bilen. Han græd ikke engang. Havde han i det mindste gjort det, så havde jeg måske ikke slået ham igen, men han virkede helt upåvirket og nærmest trodsig. Jeg kunne ikke styre det. Syv gange. Syv gange for meget.

Det er det mest forkerte, jeg nogen sinde har gjort; og jeg har ellers gjort mange dumme ting i mit liv. Jeg kan den dag i dag stadig ikke fatte, at jeg gjorde det. Han havde jo ret! Jeg var ikke nogen god far. Jeg har aldrig gjort noget godt hverken for ham, Lara eller Hanna. Jeg var ikke en god far, og det var derfor, jeg stak af. For i det mindste at gøre et eller andet, der ville gavne familien. Det var i hvert fald den undskyldning, jeg brugte over for mig selv.

Jeg skammede mig så meget over at have slået ham, at jeg ikke turde sige noget, hverken til dig, ham eller nogen anden. Jeg var så bange for at miste jer. I var jo hele mit liv. Det var barnligt og krysteragtigt at prøve at skjule episoden. Jeg kunne have reddet det meste men valgte i stedet at stikke halen mellem benene, som den usling jeg var. Jeg var for svag. For svag til at burde overleve. Jeg valgte den eneste forkerte løsning, og det har jeg fortrudt så uendeligt mange gange siden.  

Jeg troede, jeg var blevet helt igennem dansker, at jeg havde ”overvundet” min fortid, men en ting har jeg lært: Algeriet er mit land, og man kan hverken fornægte eller glemme sin fortid, lige meget hvor brændende man ønsker det. Ens kultur og fortid vil altid være en del af ens identitet og bevidsthed, lige meget om man ønsker det eller ej. Jeg er algerier.

Men måske er jeg trods alt blevet lidt dansker efter alle de år; men dig og børnene er stadig mit Danmark og min danskhed, meget mere end St. St. Blicher, Amalienborg og den kongelige ballet nogensinde vil blive det.

Jeg rejste over hals og hoved. Kunne mærke at jeg måtte hjem – hjem til min by. Hjem til min familie. Mit land. Mit appelsintræ. Mine hemmelige steder. Hjem til den fortid jeg som helt ung var flygtet fra. Jeg måtte hjem, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg har aldrig haft det sådan før. Jeg er algerier. Det var det, jeg havde fornægtet i så mange år. Jeg havde forsøgt at tøjle den del af mig selv. Forsøgt at lægge låg på min identitet. Det var derfor jeg var nødt til at stikke af. For at finde mig selv igen.

Jeg opdagede, at tiden ikke står stille; heller ikke i Algeriet. Godt nok var husene de samme, og gederne lignede også sig selv. På afstand så min lille by præcis lige så idyllisk ud, som jeg husker den fra min barndom. Fortalte jeg dig nogensinde om, hvordan jeg som ung dreng kom hjem til byen tidligt om morgenen for at nå i skole, når jeg havde været på mine bedsteforældres gård. Det er et af mine mest tydelige billeder fra min barndom i Algeriet: Byen der dukke langsomt op i den friske morgen luft. Præcis sådan oplevede jeg den igen. Jeg siger dig, det var som at være tilbage.

Byen er måske er en slags tidslomme, det medgiver jeg, men den har alligevel ændret sig siden dengang. Børn er blevet voksne. Dem, der var på min alder, er blevet lige så halvgamle som jeg selv, har fået langt skæg, en masse børn og måske deres egen lille gård og en flok geder. Dem der var ældre end jeg, er det ikke værd at tale om. De er enten døde eller så godt som.

Jeg kunne ikke lade være med at smile stort, da jeg første gang genså byen igennem taxaens støvede rude. Hjertelig. Varm. Hjemlig. God. Det var sådanne tillægsord, jeg i mit hoved satte på den by, der dukkede op i horisonten. En stille tårer gled ned over min kind.

Jeg genkendte ingen. Du drømmer ikke om, hvor mærkeligt det er at gå rundt et sted, man ubevidst har længtes efter i så mange år, og så opdage at man ingen kender, og at ingen længere kender én.

Jeg viste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, så jeg endte med blot at vandre hvileløs frem og tilbage i de regnvåde gader. Jeg ligesom sugede byens indtryk til mig: Børn der løb efter hinanden, hunde der gøede, slagteren der skændte på sin kone, piger der slentrede fnisende af sted og kikkede i smug efter drengene, der viste sig frem i sadlen på en gammel cykel. Den havde de nok havde stjålet. Det gjorde vi i hvert fald, da jeg var på den alder. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gemme disse billeder inden i mig.

Jeg endte på politistationen, som nok mest er af symbolsk betydning. Det er et meget lille og meget lurvet kælderlokale, som forhåbentligt havde set bedre tider. Jeg vækkede den småfede betjent, der snorkede højlydt fra sin stol. Som ved et mirakel var den endnu ikke brast sammen under hans vægt. Lidt modvillig fortalte han mig med sin syngende dialekt adresserne på de familiemedlemmer, der endnu bor i byen.

Efter en halv times tid i hans mindre inspirerende selskab og lidt hurtig mad, som jeg købte ved hjørnerestaurationen for en dinar, gik jeg af sted mod min tante og onkels hus. De var de eneste, der stadig boede det samme sted, som de havde gjort 20 år tidligere. Ingen kunne genkende mig, men efter at jeg havde præsenteret mig, blev jeg mødt af tårer og kram. De var blevet så gamle og sammensunkne. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det. Jeg ville virkelig ønske, at du kunne måde dem. Du ville helt sikkert kunne lide dem.

Begge mine forældre er døde. Mine søskende er flyttet til andre egne. Det var et hårdt slag. Jeg kan stadig ikke skrive om det.

Efter jeg havde vænnet mig lidt til den nye situation, var det helt fantastisk at være kommet hjem. Jeg faldt ligesom til ro, og fandt mig selv igen. Selvfølgeligt var de ting, der i sin tid fik mig til at stikke, af der stadig: Tvangsægteskaberne, æresbegrebet, den konservative tilgang til livet og ikke mindst den kvælende håbløshed - du ved, alle de ting jeg har fortalt dig om.

Men alligevel er Algeriet mit hjem. Det opdagede jeg rigtigt, en dag hvor min fætter Hakim havde lånt en lastbil og kørte op i bjergene med mig. Min barndoms bjerge. Vi besøgte de steder, hvor vi som børn havde leget. De steder hvor vi som unge drenge havde lært, hvad det ville sige at være mænd. Min ungdoms bjerge. Her fandt jeg en vigtig del af mig selv. Den del jeg har slæbt rundt på som et åg om nakken i alle disse år uden at vide det. At komme tilbage dertil hjalp mig give slip.

Jeg vænnede mig langsomt til det mere afstressende liv. Jeg faldt til ro; men først efter at have brugt nogle måneder på at istandsætte mine bedsteforældres forfaldne gård, som jeg uden at vide det arvede for lidt over ti år siden. Jeg fandt ind i den rette rytme, i takt med at jeg genlærte min familie at kende. Jeg fandt mig selv lige så langsomt.

Men selvom mit modersmål klinger som sød musik i mine øre, og det er fantastisk at være omgivet af så meget kærlighed, så kan jeg ikke finde mig i at leve som fårehyrde i resten af mit liv. De mange år i Danmark har gjort mig for dansk til Algeriet. Både her og der anses jeg for at være en fremmed.

Her for et halvt år siden besluttede jeg mig så endeligt til at tage tilbage til Danmark og købte derfor en lille lejlighed her i København, hvor jeg nu bor. Jeg har det faktisk fint, har fået et nyt arbejde, nye venner og nyder i det hele taget bare livet, men Silje, jeg savner dig virkelig -dig og børnene.

Jeg vil blive glad for et hvilket som helst livstegn: Et par linjer i alt hast kradset ned bag på en krøllet bon, et foto, næsten hvad som helst, for I er mit København. I er mit liv. Jeg er virkeligt ked af, at jeg svigtede jer, og jeg vil gøre hvad som helst, hvis I kan tilgive mig. Endnu engang: Jeg elsker jer. Jeg elsker jer lige som meget som bierne i dine forældres kolonihave elsker blomsterne. Jeg vil ikke kræve eller forsøge at overtale dig til at møde mig, for det jeg gjorde er utilgiveligt, men jeg vil ydmygt bede dig om at give mig en chance til. Mød mig på vores sted -der hvor vi mødtes første gang. Mød mig på valentinsdag, i morgen.

Du betyder mere for mig end selve livet.                                                              

Salam og på gensyn min elskede.

Kærlige og ydmyge hilsner

Sadit 

 

المفاتيح التي لا تفتح الأبواب

هي المفاتيح التي تغلق الأبواب

والمفاتيح المشنوقة في السلاسل

لا تملك إلا دراما الرنين

لكن المفتاح الذي يموت في جيبي

يذكرني بأنه قد آن الوقت لكي أكون إمرأة عاقلة ، تسكن بيتا

بلا مفاتيح . . . . بلا أبوا

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...