En Smuk Skabning (2)

Dette er historien om Sam (Samuel) der skal på ferie til Spanien.
Men hans ferie, bliver overhovedet ikke som han forventer den...
I Spanien møder han nemlig, en pige, som hedder Serena.
Men han finder ud af at hun er langt fra en almindelig pige.
Hun er en pige der gemmer på en stor hemmelighed...

2Likes
2Kommentarer
409Visninger
AA

2. Iglerne

Måske havde iglerne faktisk siddet på benene og måske var han faldtet ned fra balkonen, han kunne stadig føle smerten der løb gennem ryggen. Og hvordan kunne han føle i hver eneste hjørne af hans smertefulde krop, at han fik røde kinder, bare ved at kigge på hende, Serena? Var det ikke det hun hed? Det måtte være en drøm. Han havde set ansigterne på alle dem, der var involveret i "drømmen", og alle følelser og bevægelser, kunne han mærke. Han så på hendes ligblege ansigt. Det var smukt, og hendes violette øjne matchede hendes iskolde blå læber. Han kørte en hånd over hendes ansigt. Koldt, koldt og forblev koldt. Eller ... han fjernede sin hånd. Noget havde varmet hans iskolde hænder, men hvad? Han kørte hånden tilbage over hendes ansigt. Han stoppede omkring munden. Hendes læber! Selv om den så isnende kolde ud, var det der hele hendes krops varme opstod! Læberne! Kunne havfruer nogensinde kysse? Så mange spørgsmål havde aldrig fløjet rundt i hovedet på ham,  på samme tid. Han lagde sit hoved på hendes kind. Og hviskede i hendes øre: "Hvordan overlever fisk uden vandet? Hvordan kan jeg overleve uden dig?" 

Serena vågnede op, da han havde hvisket færdig. Hun var bange for at være på klipperne og sprang hurtigt i vandet.
"Hvor ... skal du hen?" Spurgte han med panik i stemmen. Måske det lød lidt for tøset. Havfruen vendte hurtigt tilbage til overfladen, ved lyden af hans stemme. Hun var meget livlig, men hun vendte sig om på ryggen og flød på vandets overflade en del tid, imens hun lyttede til ham tale.
- " Hm, men hvem er du, sådan mere diskret?" Spurgte han.
- "Serena. Du har sikkert regnet ud, hvad væsen jeg er, ikke?" Hun spurgte, lidt for smart til hans type piger.
- "Nå, men hvordan?"
- "Ja, ligesom du folk Det er bare min natur, at se sådanne ud ..."
- "Kan du ikke være på land?"
- "Nja, nej, ikke rigtig. Eller, selvfølgelig, men nogle skulle så bære mig derop, og lade mig drikke af deres blod,
og det er der jo ingen der gider, vel?  Nogle siger, at hvis jeg kommer op på land og drikker menneskeblod, altså får det ind i mine året, min hale forsvinde indtil lige den mindste dråbe vånd rammer mig igen.. hvis vandet rammer mig igen, så ... ja, jeg ser som denne igen.
Og nu vi er ved det, kan jeg ikke være i solen, så udtørrer solens stråler, men fiske-lignende hale, og uden det er ligesom ... Hvad er det? "
- "Uden en hale, ligesom uden hjerte for mennesker?"
- ".. Nå, ja, sådan kan man godt fortolke det.  Det er den måde, vi overlever i vandet" sagde hun...

 

Men al den snak om overnaturlige ting var for meget for ham. "Hvordan fandt du mig? Var? Tag mig tilbage til hvor du fandt mig!" Befalede han ubehøvlet til stakkels Serena, der ikke så nogen grund til vrede. "Nå ..." Mere sagde hun ikke, før hun blev afbrudt af Sam. "Nu!"
Det blide og elskelige udtryk i væsnets øjne, forsvandt lige så hurtigt som det kærlige blik var opstået.

Hvad havde han gjort nu? Serena virkede som fredelig og kærlig, og nu havde han fået onde side frem i hende?
"Som du ønsker ..." sagde Serena hånligt og et lumsk smil bredte sig i hele hendes ansgit. Hurtigt greb hun fat i hans ene ben, det gik så hurtigt, at han ikke kunne se hvad der skete, men hun var også pænt ligeglad. Han ville forlade hende, så han måtte tage det som det kom. Serena trak hurtigt benene ned over hulens skarpe kanter, som hærgede et hul i hans badebukser. De skarpe kanter skar også en lille smule af huden på hans ryg og ben af. Men heldigvis for ham, røg der kun et par dråber blod ud. Han måtte virkelig være forsigtig. Han vidste ikke, om der var nogen hajer i dette område. I begyndelsen lurede Sam koden til indgangen der førte ind i Serenas hule, men Serena opdagede ham. Så vendte hun sig vredt, mens hun holdt et fast greb om hans ben og sendte ham et vredt skrig, der larmede så meget og pev, at hans trommehinder var lige ved at sprænge. Hendes hår, der så ud som om den ville stige op til overfladen af vandet, og ilden i hendes ellers violette øjne, fik hende til at se slem og skræmmende, men Sam lukkede øjnene.

Midt i havet, råbte Sam af hende og sagde at hun skulle stoppe, hun svømmede med mindst tres kilometer i timen, det gik så utrolig stærk. Men Serena fortsatte lige indtil der var omkring fem, ti meter til stranden, som hun satte ham af ved og svømmede dobbelt så hurtigt væk. Han vidste, hun ville ikke høre det, men han viste sig i vandet, og hviskede: "Jeg elsker dig." Ville dette væsen ved navn Serena, måske hører disse ord? Eller var hun allerede et par kilometer væk fra kysten? Han måtte se at komme ind, ellers hajerne vil komme.

Hvad skulle han dog gøre uden Serena? Hun var den han ville tilbringe tiden sammen med, blive gift med, få børn med, endda dø sammen med. Hvorfor kunne han ikke bare have holdt sin mund, så havde hun aldrig forladt ham. Skulle han bare blive i vandet, og håbe på at hajerne ville komme og angribe ham? Ville Serena så høre det, og komme og redde ham? Eller havde hun måske sendt hajerne? Havde hun sendt dem, for at gøre det af med ham? Bare seks timer sammen med hende, og han kunne ikke tænkte på andet, en første gang han aede hendes ligblege ansigt, og mærkede varmen i hendes læber...

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...