Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1229Visninger
AA

18. Stuearrest

”James…”

Sagde jeg, og rakte ud efter ham. Han tog mig i armene, og sukkede let. Han var glad for at jeg var i live. Men han var ikke glad for at han havde forvandlet mig.

”Hvad skete der?”

Spurgte jeg forvirret, og kunne kun huske at jeg var faldet fra hotelvinduet.

”Du faldt fra vinduet.”

Sagde James trist, og slap mig. Han rystede på hovedet, som for at hviske det væk. Han måtte have set mig, helt knust og ødelagt, liggende der på jorden.

”Du formåede at holde dig vågen længe nok til at kalde efter mig.”

Overtog Michael samtalen, da James bare så ned i gulvet. Han var fuldstændig knust over at han havde forvandlet mig. Det gjorde så ondt på ham.

”Du frygtede for Erik, og skænkede overhovedet ikke dig selv en tanke. Min tåbelige søster.”

Sagde Michael, og rystede opgivende på hovedet. Han så på mig bebrejdende. Som om at jeg kunne tænke på mig selv, når jeg havde set Erik ligge med en træpæl i brystet!

”Du har allerede bragt ham tilbage en gang.”

Sagde Michael. Jeg nikkede let. Det huskede jeg igen. Jeg havde bragt Erik tilbage, efter at jeg nært havde fået ham slået ihjel.

”Du ville sikre dig, at han ikke forlod dig. Så du har fæstnet hans sjæl i hans legeme. Han dør ikke, før at du gør det.”

Forklarede Michael, så jeg forstod at Erik ingen skade havde lidt. Han var vitterligt uskadt. Jeg sukkede lettet op.

”Det var en anden, og mere vanskeligt sag, at redde dig.”

Forklarede Michael, og rystede længe og opgivende på hovedet.

”Jeg har… øhm… bøjet reglerne en smule.”

Sagde Michael, og så kort væk. Så forstod jeg bedre, at han sad her. Fader var ikke helt tilfreds med hans handlinger.

”Jeg har fået… hmm… stuearrest, kan man vist godt kalde det, her på jorden det næste stykke tid.”

Forklarede Michael, og trak på skuldrene. Jeg kneb øjnene sammen i koncentration, og fik lige opfanget et billede af hans vinger. De var bundet sammen. Han kunne ikke flyve tilbage til himlen.

”Jamen…”

Udbrød jeg. Michael rystede på hovedet.

”Jeg tog imod straffen uden tøven. Og jeg ville gøre det igen, for at redde dig.”

Sagde han stædigt. Der var en grund til at han var min yndlingsbroder, og det var netop øjeblikke som disse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...