Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1147Visninger
AA

4. Mit uheld

”Hvad med den her?”

Spurgte Maddie, og fremviste endnu en gang en kjole. Jeg sukkede opgivende.

”Mor.”

Sagde jeg irriteret. Jeg var ikke interesseret i kjoler, og alligevel blev hun ved med at finde nogle frem til mig.

”Det er alt for koldt til at have kjole på.”

Fandt jeg hurtigt på, da jeg kom i tanke om at vi hurtigt nærmede os vinteren. Hun så kort undrende ud, og så så kort ud af butiksvinduet.

”Nåh ja. Det glemmer jeg hele tiden. Du er jo anderledes fra os.”

Sagde Maddie blidt, og hang endeligt kjolen på plads. Det så ud til at hun havde opgivet indtil videre. Jeg trak på skuldrene. Det kunne hun jo ikke gøre for. Hun var jo vant til at familien kun bestod af James, Erik og hende selv og de var jo vampyrer og frøs derfor ikke så let. Det var jeg ikke. Jeg var et menneske.

”Mor, må jeg få den her?”

Spurgte jeg, og fremviste en lysegrå vinterjakke. Hun mærkede kort på stoffet, og nikkede så.

”Ja, det ville nok være en god ide til vinter. Du har jo kun min gamle jakke lige nu.”

Sagde hun med et smil, og tog jakken fra mig, og lagde den over armen.

”Hvad med de her bukser?”

Spurgte hun, og pegede på nogle. Jeg trak på skuldrene. Jeg var ved at være træt af at rende rundt fra den ene butik til den anden.

”Er der noget i vejen?”

Spurgte Maddie straks opmærksomt. Jeg trak let på skuldrene.

”Jeg er en smule træt.”

Indrømmede jeg, og kom til at gabe. Maddie smilede straks blidt, og strøg mig over kinden.

”Lille skat, du skal altså sige til når du får det dårligt. Du er stadigt ikke helt rask efter dit uheld.”

Sagde Maddie blidt. Jeg nikkede, og fulgte med hende op til kassen. Det så ud som om at hun havde besluttet sig for at vi skulle hjem nu.

Det var på grund af et eller andet uheld, at jeg boede hos dem. Jeg kan ikke huske uheldet. Faktisk kan jeg ikke huske noget fra før uheldet, kun ganske svagt at Erik var min kæreste. Men det var også det eneste. Hans forældre tog mig ind, og jeg har nu også dem som forældre, når jeg ikke kan huske mine egne.

Jeg må have været i en koma eller noget, men det kan jeg heller ikke huske. Jeg tror at jeg har været i en koma, fordi at jeg er så tynd. Derfor er det lidt svært at finde tøj, når jeg er så tynd. Desuden bliver jeg meget let træt, og så får jeg det skidt.

Men så er det godt, at jeg har Maddie og James til at passe på mig, og Erik til at muntre mig op, når jeg ikke har det godt. Jeg elsker dem alle tre meget højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...