Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1213Visninger
AA

8. Jeg har feber

”Hvad har du gjort?”

Hvæssede Maddie rasende, og det bragte mig langsomt tilbage til bevidstheden.

”Jeg… jeg sagde bare…”

Stammede Erik, og var tydeligvis bange for Maddie. Jeg kunne mærke en hånd, som svagt kærtegnede min pande, og slog udmattet øjnene op. Det var James, far, som sad på sengekanten og bekymret strøg min pande. Hans blik fangede mit, og så smilede han forsigtigt. Han virkede normal lige i øjeblikket, der var intet i vejen med hans øjne.

”Hej pus.”

Mimede han, mens at Maddie forsatte med at råbe af Erik.

”Hvad gjorde du?!”

Skreg Maddie hysterisk, og var helt oppe og køre. Jeg forstod det ikke. Jeg var jo bare besvimet. Så slemt var det da heller ikke? Erik så ned i gulvet, og svarede.

”Jeg fortalte hende, at jeg ikke kan elske med hende, fordi at hun lugter for godt. Fordi at jeg ikke er stærk nok.”

Erik så fuldstændigt opløst ud, da han tiede stille igen. Maddie udstødte en let forvirret lyd, og lagde så armene om ham.

”Erik, min kære dreng.”

Sagde hun trøstende, men han skubbede hende bestemt væk.

”Far?”

Kaldte jeg svimmelt, og lagde hovedet imod hans lår. Han strøg mig forsigtigt over kinden, beroligende. Han måtte kunne se, at jeg ikke havde det godt.

”Du har feber.”

Mumlede far bekymret, og strøg mig fortsat over kinden. Jeg sukkede utilpas, og rullede mig sammen i fosterstilling. Han strøg mig forsat forsigtigt over kinden.

”Hej, lille skat.”

Hviskede Maddie blidt, og gik på knæ ved siden af sengen. Hun stak hånden under dynen, og fik fat i min hånd, som hun gav et blidt klem.

”Har du det skidt, lille pus?”

Spurgte Maddie overdrevet sødt. Jeg nikkede svagt, men var slet ikke interesseret i hverken hende eller far. Jeg ville have Erik ved siden af mig.

”Erik.”

Kaldte jeg derfor ynkeligt. Han krøb hurtigt op i sengen, og lagde sig ved siden af mig. Han trak mig ind til sig, så jeg lå med ryggen mod ham. Jeg sukkede lettet. Det var dejligt, underligt lindrende at ligge i hans arme.

Det føltes godt at ligge der. I armene på Erik, med far siddende på sengekanten og mor, som hurtigt satte sig op ved siden af ham. De smilede blidt til mig, netop som jeg lukkede øjnene og faldt ind i en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...