Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1143Visninger
AA

11. James' skaber

”Erik, de glor.”

Klagede jeg, da han fandt et par bukser frem til mig.

”Selvfølgeligt gør de det. Du har ikke noget tøj på.”

Brummede Erik utilfreds, og ignorerede ellers de handlende komplet. Han fandt yderligere en sweater frem, og hurtigt et par sko, som jeg fik stukket i armene.

”Gå ind i prøverummet, og tag det på. Jeg betaler lige for det.”

Kommanderede Erik. Jeg nikkede hurtigt, og skyndte mig ind for at skifte. Næppe overraskende, så kunne jeg passe det hele. Erik stod allerede og ventede på mig, da jeg kom ud igen.

”Kom så, vi skal videre.”

Sagde Erik utålmodigt, og greb mig i armen. Han hev mig bestemt med, så hele butikken gloede underligt efter os.

”Erik, slap dog lige af.”

Sagde jeg lettere irriteret. Han opførte sig mærkeligt, fjendtligt og kold, og sådan var jeg slet ikke vant til at se ham. Erik så kort på mig, med et dumt blik, og så ud som om at han var ved at sige noget til mig, men lod være.

”Kom så.”

Sagde han utålmodigt efter et stykke tid, og hev mig stadigt efter sig.

”Erik.”

Sagde jeg surmulende, og hev imod. Han opfangede budskabet, men fortsatte af sted.

”Erik…”

Sagde jeg mere ynkeligt.

”Jeg fryser.”

Klagede jeg. Endeligt stoppede han op, og så sig hurtigt omkring, inden at han slog armene om mig.

”Undskyld, jeg er måske lidt ivrig.”

Kommenterede han sin egen underlige opførsel. Jeg krammede mig ind til ham. Han var faktisk varmere end det sene eftermiddagsvejr, som blæste lige igennem mit tøj. Måske skulle jeg have fået Erik til at købe mig en tyk jakke.

”Erik, hvem var det, som Maddie nævnte?”

Spurgte jeg endeligt, og kunne ikke længere styre min nysgerrighed. Han så ned på mig, og sukkede opgivende. Han krammede mig ind til sig igen, ikke fordi at han forsøgte at varme mig, men fordi at han havde brug for mig. Han svarede endeligt, efter at have kysset mig på panden.

”Dimitrov. Dimitrov er James’ skaber.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...