Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1240Visninger
AA

10. Hvor er vi henne nu?

Erik for af sted med en utrolig fart, så jeg knap nok kunne opfatte hvad vi passerede. Jeg vidste bare, at vi for længst var kommet langt, langt væk fra huset. Jeg ville åbne munden for at sige noget, men fik straks presset så meget luft ned i halsen, at det gjorde at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Jeg lukkede hurtigt munden igen, og lagde ansigtet tæt imod Eriks bryst.

Endeligt efter hvad der virkede som en evighed stoppede han op.

”Du kan godt åbne øjnene nu.”

Hviskede han forsigtigt til mig. Jeg nikkede, og åbnede dem, men rystede i stedet over hele kroppen. Jeg frøs utroligt meget. Men nu var jeg også kun iklædt Eriks skjorte, et par underbuser og nogle sokker. Han satte mig forsigtigt ned. Hvor var vi dog henne?

”Hvor… hvor er… er vi… henne?”

Spurgte jeg rystede af kulde. Erik slog straks armene om mig, og gned mine arme i et forsøg på at få varmen tilbage i min krop.

”Langt hjemmefra.”

Svarede han bare kryptisk, og kyssede beroligende min kind.

”Du er iskold.”

Sagde han bekymret. Jeg nikkede let. Jeg frøs helt vildt. Han kiggede undersøgende på mig, og trak svagt op i skjorten.

”Du har jo slet ikke bukser på!”

Udbrød han utilfreds. Jeg hev diskret skjorten ud af hånden på ham, og hev ned i den. Det lød ikke just som om at Erik var glad for det. Men nu havde jeg på den anden side ikke regnet med at blive båret ud af døren, og et eller andet ukendt sted hen. Hvilket jeg pointerede overfor ham.

”Hvem er Dimitrov egentligt?”

Spurgte jeg bagefter, da jeg kom i tanke om det navn, som Maddie havde sagt.

”Den tager vi senere. Lige nu skal vi ind til byen, havde fundet noget tøj til dig og så skal vi have fat i et hotelværelse. Helst hurtigt, så du kan få varmen. Og måske noget mad til dig.”

Snakkede Erik udenom. Men han så ikke ud til at være i humør til at diskutere, så jeg lod ham slippe for nu. Men han kunne bare vente sig, indtil vi havde fået fat i et hotelværelse. Så fik han ikke lov til at slippe. Jeg ville vide hvad der foregik.

”Kom, vi skal et par meter i den retning. Så er vi inde i byen. Og du holder dig hos mig hele tiden.”

Beordrede Erik, og mumlede stille for sig selv. Han mumlede noget om manglende bukser, og at han vist ikke brød sig om det. Det var vildt irriterende, for jeg kunne jo ikke gøre for det. Men jeg ville nu ikke klage hvis jeg fik fat i et par bukser, nogle sko og måske også en sweater. Jeg hundefrøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...