Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1210Visninger
AA

5. Hvem er Christian?

”Mor, ikke så hurtigt.”

Klagede jeg, og kunne ikke følge med, når jeg bar så mange poser. Hun bar lige så mange, hvis ikke flere, men kunne alligevel gå hurtigere.

”Undskyld. Jeg vil bare gerne have dig hjem i seng i en fart.”

Undskyldte hun med en blid stemme, og tog i et hurtigt snuptag nogle af poserne fra mig, før at vi gik videre. Vi gik om det sidste gadehjørne, før at vi nåede hen til bilen. Så begyndte Maddie at sætte poserne fra sig, og låste bilen op, så hun kunne sætte poserne ind i bilen.

”Sarah!”

Var der pludseligt nogen der råbte højt, så jeg for sammen. Jeg vendte mig en halv omgang, og kunne se en ung mand med meget blå øjne komme løbende. Jeg genkendte ham ikke, selvom at han så ud til at kende mig.

”Hej, du er blevet helt pæn at se på, nu hvor du har taget på.”

Kommenterede han glad, da han stoppede op ved os. Maddie greb mig straks i armen, og begyndte at trække mig væk fra ham.

”Hvem er du?”

Spurgte jeg forvirret, og kunne straks se at han så undrende på mig.

”Det er mig, Christian.”

Sagde han, og lød lamslået. Han virkede som en rar fyr, men jeg huskede stadigt ikke hvem han var. Hvilket han vist kunne se på mig, for han så pludseligt meget trist ud.

”Ind i bilen, Sarah.”

Beordrede Maddie, og skubbede mig ind på bagsædet i bilen, før at hun hurtigt smækkede døren bag mig. Hun talte kort sammen med manden, som hed Christian. Det var svært at høre hvad de sagde. Men det som jeg kunne høre, forstod jeg ikke. De talte sammen på et andet sprog. Jeg forstod den sidste sætning, som Maddie sagde, før at hun steg ind i bilen.

”Jeg er ked af det, Christian. Men jeg vil ikke minde hende på hendes fortid. Hvad tror du der ville ske, hvis vi forsøgte at forklare hende det?”

Spurgte hun, men forventede ikke noget svar. Christian så ud som om at han ville sige noget, men rystede så kort på hovedet og gav Maddie ret. Han så let på mig, og smilede venligt.

”Det var rart at se dig.”

Sagde han venligt, og vendte sig så og gik sin vej. Jeg så undrende efter ham, da Maddie startede bilen og begyndte at køre væk. Hvem han end var, så var han tydeligvis en ven og var bekymret for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...