Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1179Visninger
AA

12. Hundehvalps-agtig

”Jeg… jeg forstår ikke helt.”

Mumlede jeg undrende for mig selv, og satte mig træt på sengen. Erik var ved at tjekke vinduerne og dørene efter, for at sikre at alt var lukket og låst.

”Dimitrov er James’ skaber.”

Gentog Erik det, som han havde fortalt mig ude på gaden. Men da jeg havde villet spørge ham om det, så havde han trukket mig med sig uden at svare på det. Og nu var vi så her på et hotel, som ikke havde alt for mange stjerne, hvor vi åbenbart skjulte os.

”Det har du sagt.”

Knurrede jeg utilfreds, og lagde armene over kors. Erik så kort på mig fra vinduet, og efter at have bemærket mit utilfredse blik, så sukkede han opgivende. Han trak hurtigt gardinerne for, og gik over til mig. Jeg så væk, utilfreds over Eriks underlige opførsel og hans trækken rundt med mig. Da han ville tage mig i armene, slog jeg ham så hårdt over armen som jeg kunne. Så han lod være, og trak sig over til sin egen seng, som stod langt væk fra min.

”Det er lidt kompliceret.”

Sagde Erik tøvende, som om at han ikke havde tænkt sig at fortælle mig noget som helst.

”Hold op med at behandle mig som et barn, Erik.”

Sagde jeg utilfreds, og så vredt ned i gulvet.

”Jeg prøver på at beskytte dig, Sarah.”

Sagde Erik opgivende, og gik pludseligt på knæ foran mig.

”Jeg vil bare gerne have at du er sikker.”

Sagde han, og forsøgte at få min opmærksomhed. Men jeg så stadigt stædigt væk fra ham.

”Du vil have at jeg er uvidende.”

Sagde jeg hårdnakket. Han sukkede opgivende, og udstødte en utilfreds lyd, før at han måtte nikke.

”Ja, ikke blot for at beskytte dig, men også fordi… Min verden er ikke køn, Sarah. Du er ikke en af os. Du er et menneske, et skrøbeligt, skrøbeligt menneske, som jeg elsker utroligt højt. Jeg kan ikke risikere at der sker noget med dig. Hvis der gør, så vil jeg aldrig tilgive mig selv.”

Forklarede han. Jeg så endeligt op på ham, og sukkede opgivende. Jeg kunne ikke være vred på ham, når han lød så… tja, så hundehvalps-agtig.

”Det ved jeg. Jeg elsker også dig. Men jeg dør ikke af at få nogle informationer.”

Forsøgte jeg at overtale ham med et bedende blik. Han så længe på mig, og sukkede så opgivende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...