Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1231Visninger
AA

19. Gabriel

”Din sjæl var allerede på vej hjem, da jeg fandt din krop.”

Gav Michael sig til at forklare, og havde allerede skubbet delen om hans straf til side.

”Jeg hentede James til din side, og drog efter den.”

Så forstod jeg bedre stuearresten. Michael havde ikke bare bøjet reglerne, han havde brudt dem, da han hentede min sjæl tilbage.

”Jeg blev bragt tilbage.”

Sagde jeg let, og bemærkede hvor anderledes min stemme lød. Den lød ikke længere så utrolig og overdådig. Den lød mere normal, og jeg kunne lide det. Michael nikkede let. Jeg vendte mig imod James, og lagde armene om ham i et overvældende kram. Han stivnede kort forskrækket.

”Tak.”

Sagde jeg, og håbede på at han ville høre mine ord, så han ville slippe den tunge byrde, som han havde lagt på sine egne skuldre.

”Tak for at skænke mig livet. Og tak for at lave mig blive hos Erik. Tak for at gøre mig til en hel del af familien.”

Takkede jeg James, og krammede mig ind til ham igen. Han overgav sig endeligt, og lage armene om mig. Han sukkede let, og byrden forlod hans skuldre.

”Tak til jer begge.”

Fik jeg sagt i en sidebemærkning til Michael. Men han rystede bare på hovedet, som for at sige, det var da ingenting.

”Men nu vil jeg altså godt se Erik.”

Kommenterede jeg. James grinede bare, og nikkede let.

”Du er forfærdelig, Sarah.”

Men han slap mig da.

”Gabriel, hun hedder Gabriel.”

Brummede Michael utilfreds og brød sig vist ikke om Sarah. Jeg ville åbne munden for at protestere.

”Jeg gav dig navnet tilbage. Jeg vidste at jeg ville få ballade, så jeg tænkte jeg vel lige så godt også kunne gøre det.”

Forklarede han, og rejste sig. Jeg ville spørge ind til det, men han fik mig straks på andre tanker.

”Skulle du ikke se til Erik?”

Jeg nikkede hurtigt, og fulgte efter James. Jeg genkendte ikke mine omgivelser, men fulgte bare efter James. Hvor end vi var, så var huset enormt og helt utroligt smukt. Der var så mange gamle, elegante ting. Jeg var ved at gå i stå flere gange for at se på det. Jeg havde lignende ting før, og altid så så anderledes ud med mine vampyrøjne. Alting havde forandret sig, men var stadigt det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...