Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1143Visninger
AA

2. Eriks problem

”Åh min kære Sarah, du er forfærdelig.”

Sukkede Maddie drillende, og skubbede noget mit hår om bag mit øre. Jeg fnes let, og kastede mig over tallerkenen med pandekager.

”Du har ikke engang givet dig tid til at rede dit hår.”

Sukkede hun igen, og rakte mig marmeladen.  Jeg trak let på skuldrene, og spiste lynhurtigt endnu en pandekage. Jeg var hammer sulten.

”Rolig nu, pandekagerne stikker ikke af.”

Formanede James mig med en kærlig klang i sin stemme. Jeg rullede let med øjnene.

”Er du nu sikker på det, far?”

Spurgte jeg drillende, og skubbede let til tallerkenen, så det lignede at den flygtede fra mig. Han rystede let på hovedet.

”Nåh der var du.”

Sukkede Maddie, og skubbede drillende let til Erik. Han nøjes med at rulle med øjnene som svar. Jeg fortærede endnu en pandekage, denne gang med marmelade på. Men så kunne jeg heller ikke spise mere.

”Pyha, nu er jeg godt nok mæt.”

Erklærede jeg, men var stolt over at jeg havde spist næsten alle pandekagerne. Erik rystede opgivende på hovedet, og gav mig et ganske let kys på kinden, inden at Maddie hurtigt trak ham væk.

”Erik.”

Sagde hun formanede. Han sukkede opgivende.

”Ja, ja.”

Sagde han irriteret. Han var ved at være sulten, og så turde James og Maddie ikke at lade ham være i nærheden af mig. Hvilket hverken han eller jeg brød os om. Hvis det stod til mig, så holdt Erik om mig hele tiden og gav ikke slip et eneste sekund. Det var lidt overdrevet, men jeg anede ikke hvor det kom fra. Det var bare som om at jeg aldrig nogensinde måtte give slip på ham.

”Hvad siger du til at komme ud og shoppe tøj sammen med mig?”

Spurgte Maddie blidt. Jeg skævede mistroisk til hende. Det lød som en undskyldning.

”Så kan Erik få ordnet sit… problem imens.”

Formulerede Maddie det. Jeg rullede med øjnene, og rejste mig fra stolen for at komme i tøjet. Bare for at irritere Maddie og James lidt, fik Erik et meget hurtigt kys på kinden, før at jeg suste op på mit værelse.

”Det fjollede pigebarn.”

Sukkede Maddie opgivende. Det nåede jeg lige at høre, før at jeg lukkede døren bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...