Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1222Visninger
AA

16. Er det tid?

”Erik, er der noget i vejen?”

Spurgte jeg undrende. Han var stoppet op, midt på gulvet. Han lyttede kort, og trak så på skuldrene.

”Jeg troede at jeg hørte noget.”

Svarede han, og fortsatte hen til sengen. Jeg gumlede musli-baren fra det lille køleskab i mig. Erik havde tilbudt mig morgenmad, men jeg havde afslået. Jeg havde ikke rigtigt lyst til morgenmad, jeg ville hellere have fars blåbærpandekager.

”Du burde spise noget ordenligt mad.”

Kommenterede Erik, og smed mit slikpapir i skraldespanden.

”Jeg vil hellere have fars blåbærpandekager.”

Forklarede jeg, og stoppede den sidste stump musli i munden. Erik smed sig ved siden af mig på sengen, og kyssede mig let på kinden, efter at han havde børstet nogle krummer af. Jeg fnes let, og følte mig ret tilfreds med livet lige nu.

Jeg havde bare ingen anelse om at det ville være min sidste dag i live.

Erik for pludseligt ud af sengen, og stod uroligt og lyttede.

”Erik?”

Hviskede jeg tøvende, ikke sikker på hvad jeg skulle gøre.

”Denne gang er jeg sikker. Jeg hørte noget. Op med dig, nu!”

Kommanderede han, og var tydeligvis bange. Så jeg rejste mig hurtigt op, og smed mysli-papiret fra mig. Erik rakte ud efter mig, men inden at jeg fik fanget hans hånd, blev døren til værelset sparket ind.

”Der er du, det lille menneske, som James holder så meget af.”

Sagde Dimitrov med et tilfreds smil. Han var tilsyneladende rasende over at James var lykkelig igen. Jeg forstod det ikke, hvorfor betød det så meget?

”Gå med dig. Hun er min, og står under…”

Begyndte Erik, og holdt mig stående bag sig.

”Ha!”

Sagde Dimitrov, og var fuldkommen ligeglad med at jeg stod under nogen som helst beskyttelse.

”Det rager mig.”

Tilføjede han yderligere, og for frem imod mig. Det gik så hurtigt, at mine menneskeøjne ikke kunne følge med. Erik forsøgte at beskytte mig, men før at jeg overhovedet havde opfattet hvad der var sket, så faldt jeg. Jeg var blevet kastet igennem vinduet, og jeg faldt. Det virkede så velbekendt, og pludseligt huskede jeg hvorfor. Jeg var Gabriel, ærkeenglen, som havde forelsket sig i et menneske. Jeg var faldet for det. Men da jeg var blevet tilgivet, ville jeg ikke forlade Erik og det var jeg blevet et menneske for. Alle mine minder, både som en engel og en falden, var blevet taget fra mig. Og nu hvor jeg huskede det hele, så skulle jeg dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...