Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1207Visninger
AA

17. En del af den rette verden

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

 

”Gabriel, slå øjnene op.”

Blev der blidt hvisket til mig. Jeg åbnede dem let, og mødte faders ansigt. Det bløde lette smil, var borte. Et let rysten på hovedet. Jeg var ikke velkommen endnu. Og så blev alt uklart og mørkt.

”Gabriel, slå øjnene op.”

Blev det hvisket igen. Jeg slog øjnene op, og mødte blikket fra den mand, som jeg på jorden kaldte for far. James.

Jeg blinkede let, og følte mig underligt veltilpas. Jeg blev klar over at min hånd var i et blødt greb, så jeg drejede let hovedet.

”Michael.”

Hviskede jeg let, da jeg så min broder stå ved min side. Forklædt, i en menneskeskikkelse. Han aede bekymret min hånd.

”Du kaldte.”

Sagde han blidt, og strøg min hånd. Jeg blinkede forvirret, og forsøgte at se igennem den tåge af fred, som befandt sig i min krop og mit sind.

”Som altid, min kære Gabriel. Så ligger din omsorg mere hos andre, end hos dig selv. Erik er uskadt.”

Sagde Michael, og slap let min hånd for at opmuntre mig til at sætte mig op. Jeg gjorde det, og følte mig mere levende end nogensinde. Jeg blinkede forvirret over hvor anderledes min krop føltes, og så på James.

Han virkede glad, men jeg så lige igennem hans facade og så den overvældende tristhed, som truede med at knuse ham hvert øjeblik det skulle være. Jeg forstod hvad der var sket, da jeg undersøgte det nærmere. Jeg fandt inde i mig selv, et bånd. Et bånd, som bandt mig til James. James var blevet fri af Dimitrov. Han var blevet skaber, min skaber.

Jeg var blevet en vampyr, og endeligt en del af deres verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...