Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1236Visninger
AA

14. Bare en time mere

”Godmorgen, min skat.”

Hviskede Erik kærligt, og vækkede mig fra min søde søvn. Jeg brummede kort utilfreds, og rullede om på maven, væk fra ham. Men han kravlede bare ned i sengen, og brugte sin klassiske vækkemetode. Sine kolde fingre mod mit varme maveskind.

Straks hylede jeg op, og brummede utilfreds af ham. Men jeg kunne nu ikke lade være med at nyde, at han var kravlet ned under dynen til mig. Så jeg knugede ham straks ind til mig, og sukkede glad.

”Det var nu meningen at du skulle op.”

Sagde han stille. Jeg brummede bare veltilpas som svar, og havde ikke just lyst til at stå op lige nu.

”Men vi kan vel godt ligge nogle minutter endnu?”

Tiggede jeg, og lagde hovedet mod hans bryst. Han sukkede opgivende, men nikkede så let.

”Det kan vi sagtens.”

Mumlede han tilfreds, og havde allerede lukket øjnene.

”Du, Erik?”

Sagde jeg. Han åbnede let det ene øje på klem, og så nysgerrigt på mig.

”Ja?”

Spurgte han. Jeg vred mig hurtigt op, og kyssede ham blidt på panden.

”Jeg elsker dig rigtigt meget. Det ved du godt ikke?”

Sagde jeg kærligt, og gav ham et kys på læberne. Han nikkede.

”Selvfølgeligt, og jeg elsker dig lige så højt, hvis ikke mere.”

Erklærede han, og trak mig helt tæt ind til sig.

”Er der noget i vejen?”

Spurgte han undrende. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, selvom det ikke var helt rigtigt. Jeg havde stadigt den der underlige følelse af at der ville ske noget, noget helt forfærdeligt.

”Nej, slet, slet ikke. Slet ikke, min herlige Erik.”

Sagde jeg på sin vis med en løgn, men også drillende for at få hans tanker afledt.

”Er du nu helt sikker?”

Spurgte han undrende. Jeg nikkede bestemt, og gav ham et kys på læberne igen.

”Må jeg sove en time mere?”

Spurgte jeg med et tøset smil. Han nikkede let, men først efter at have rystet opgivende på hovedet.

”Sov du bare. Jeg passer på dig.”

Lovede Erik, så jeg lukkede øjnene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...