Englen, Mennesket og Vampyren - Det Forvirrede Menneske

Min krop var knust. Det vidste jeg. Jeg hostede blod op, og mit hjerte var ved at give op. Men det var ikke mig selv, som jeg bekymrede mig om. Det var Erik. Han lå livløst, lige uden for min rækkevidde. Min hånd lå rakt ud, men jeg kunne ikke nå ham med få millimeter, og jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne end ikke kalde efter ham. Jeg kunne se træpælen, som var blevet hamret gennem hans bryst. Jeg fandt den lille flig inde i mig, som Michael havde efterladt. Jeg brugte den sidste flig af udødelighed inde i min krop til at kalde efter ham. Men jeg så aldrig om han kom, for min knuste krop gav efter først, og mørket tog mig bort.

12Likes
10Kommentarer
1211Visninger
AA

20. Arret

”Kom.”

Bad James mig blidt, og skubbede mig ind foran sig, ind i det der nok var stuen. Et velkendt ansigt gav mig en ledetråd til hvor jeg var henne.

”Sarah!”

Hylede hun op, og for lige i armene på mig. Jeg krammede forsigtigt Selena ind til mig, usikker på min egen styrke.

”Gabriel.”

Sagde Michael rettende for sig selv, og satte sig ellers i en lænestol, lidt på afstand af de andre.

”Hjalp det? Hjalp det? Fik hun det bedre af mit blod? Får hun det godt? Får hun det godt?”

Spurgte Selena i et væk, og havde tydeligvis været bekymret. James nikkede bare let, og så faldt Selena til ro.

”Jeg var så bange, da de kom med dig. Jeg troede ikke at du ville klare den, og jeg ville ikke miste dig. Så jeg gav dig lidt af mit blod.”

Forklarede Selena, og slap mig hurtigt igen. Inden jeg at rigtigt kunne få tid til at opfange eller forstå, så trådte Erik ind i mit synsfelt. Jeg glemte alt igen, og så bare måbende på ham. Om det var muligt, så var han endnu smukkere end før. Men det var nok mit nye syn som gjorde det.

Han tøvede, usikker på hvordan jeg ville reagerer. Så jeg tog springet, og kastede mig i armene på ham. Han krammede mig fast ind til sig. Han ville bestemt ikke give slip lige foreløbigt.

Så fik jeg fatningen igen, og flåede hans skjorte til side. To af knapperne sprang, de holdt ikke til min styrke. Og så aede jeg ellers forsigtigt det ar, som Erik havde fået på brystet, lige over hjertet.

”Det er okay.”

Hviskede Erik blidt il mig, og kyssede min pande for at berolige mig. Jeg udstødte nu alligevel en trist lyd, og krammede ham ind til mig. Det havde været så tæt på at jeg havde mistet min elskede Erik.

”Ej altså Sarah, skal du nu også ødelægge Eriks tøj?”

Sagde en stemme drillende i nærheden, så min opmærksomhed igen blev afledt. Maddie stod og så på mig, smilende. Jeg fik halvvejs frigjort mig af Eriks greb. Han tillod ikke mere, så jeg trak Maddie ind imellem os, så hun fik et kram af os begge.

”Åh, mine kære børn.”

Sukkede hun hviskende, og krammede mig ekstra hårdt. Så slap hun mig igen, så Erik kunne få mig i armene igen. Jeg bemærkede at han snuste til mig.

”Du lugter helt utroligt godt.”

Hviskede han forklarende til mit spørgende blik.

”Du er så smuk.”

Sagde han, og strøg min kind let, inden at hans arm igen holdt mig tæt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...