Tæt på

*One shot til "Be my valentine"-konkurrencen*

23Likes
54Kommentarer
1050Visninger

2. Tæt på

Han efterlod et dybt ekko af tomhed, da han forsvandt ud af døren. Min verden faldt sammen. Alting dryssede ned omkring mig og brølede mig omkuld. Tårerne regnede ned af mine kinder, og et skrig samlede sig i mundhulen. Jeg væltede om i sengen og blev liggende.

Jeg havde planlagt en dag på sofaen. Jeg ville holde mig inden døre og se gyserfilm hele dagen. Jeg havde set frem til denne dag med sorg og angst. Jeg hadede valentins dag.

Min bedste ven, der havde været min faste støtte det sidste halve år, siden han gjorde det forbi, ville have haft mig med ud for at tænke på noget andet, men jeg kunne ikke overskue at gå udenfor og blive konfronteret med alt det, jeg ikke har længere.

Han var ikke god for mig, det ved jeg. Men jeg elskede ham alligevel. Jeg ville gøre alt for at få ham tilbage, og hvis han pludselig stod foran mig, ville jeg kaste mig over ham med det samme uden at tænke. Han var min svaghed, den jeg ikke kunne give fra mig. Til trods for den ødelagde mig.

Jeg gik hvileløst rundt i min stue denne torsdag. Et ynkeligt forsøg på at aflede mine tanker fra sidste års 14. februar.

Vi sad overfor hinanden ved et lille fint rundt bord i hans køkken. Bordet var dækket med en hvid dug og to høje lys i en meget fin lysestage. Det hele var så romantisk. Lige indtil maden kom på bordet. Det var noget så kedeligt som pasta og kødsovs. Men det var det eneste, han kunne lave.

 Jeg smilede ved tanken. Det havde været en god aften.

Vi sad og snakkede over den meget dårlige ret, men en god rødvin. Han havde tænkt på det hele. Endda musikken. Han havde købt en CD med A Fine Frenzy, som var min yndlingssanger.

Nu hadede jeg musik. Al musik fik mig til at græde.

”U-uh. Er der nogen hjemme?” Lød det fra en velkendt stemme ude fra gangen, der afbrød min tankestrøm.

”Jeg er herinde” råbte jeg tilbage, og min bedste ven, Anders, trådte ind i stuen.

Hans blik bevægede sig over mig, og den bekymrede rynke i hans pande, han altid havde, når vi var sammen, fremstod tydeligt. Han kørte en hånd igennem sit mørke hår, der var ved at blive lidt for langt. Jeg gav ham et halv-optimistisk smil for at glatte rynken lidt ud. Det hjalp dog ikke noget.

”Årh, lad dog vær’ med at se så alvorlig ud og kom og giv mig et kram” sagde jeg og rakte armene frem for at tage imod et varmt kram, som jeg desperat trængte til.

Han løsnede lidt op og holdt om mig.

”Du skal se at komme i tøjet. Vi skal ud.” Han trak sig fra mig og kiggede på mig med noget i øjnene, jeg ikke kunne sætte en finger på.

”Hvad? Nej, jeg skal bare flade ud på sofaen til samtlige af mine gyserfilm i dag.”

”Nej, du skal med mig. Kom så i gang. Det kan ikke diskuteres.” Nu så han alvorlig ud, men afløste hurtigt masken med hans søde smil. Jeg kiggede stædigt på ham et øjeblik, men gav hurtigt op. Det nyttede ikke noget. Når det kom til, hvem af os, der var mest stædig og fastholdende, så var det ham. Sådan havde det i hvert fald været siden han slog op.

Ved tanken om ham trak mit ansigt sig sammen, og jeg vendte mig hurtigt om, så Anders ikke ville lægge mærke til det. Opgivende kastedet jeg hovedet bagover og sukkede højlydt, mens jeg med slæbende fødder bevægede mig ind på mit værelse. Jeg greb bare det øverste tøj, jeg kunne finde. Et par sweatpants og en oversized sweatshirt til at tage udenpå den t-shirt, jeg allerede havde på. Alt mit tøj lå i en bunke, og det lugtede faktisk som om det ikke havde været vasket i meget lang tid. Men det havde det nok heller ikke. Jeg skar en grimasse ved lugten og sprayede en masse deodorant udover mig selv og værelset. Jeg satte mit hår op i en hurtig hestehale og gik ud i stuen igen.

I døren stod Anders klar til at tage af sted. Jeg anede ikke, hvor vi skulle hen. Men jeg var egentlig også ligeglad, for uanset hvor jeg var, så mindede det om ham.

~

Da jeg trådte udenfor gøs jeg ved den kolde brise, der ramte min hud. Men et blik ud mod vejen, og jeg glemte fuldstændig kulden.

”Hvad er det her?” hviskede jeg næsten uhørligt. Jeg kiggede undrende op på Anders, som bare stod og smilede stort til mig.

Der stod en gylden hestevogn med to af de flotteste sorte heste, jeg nogensinde havde set. En kusk klædt i sort og en del tøj, for det var jo temmelig koldt sådan en torsdag aften i februar, sad foran. Det var som en drøm. Var jeg havnet midt i en version af Askepot?

”Jeg synes, det var på tide, du fik nogle andre minder omkring denne dag. Og forhåbentlig vil de tidligere minder fremstå knap så truende.” Anders lagde blidt en hånd på min lænd og førte mig fremad. Jeg følte mig virkelig dum i det tøj, jeg havde taget på. Hvorfor kunne jeg ikke bare have taget noget finere tøj på? Men Anders var ligeglad. Han smilede bare til mig, og sendte mig et blik, der fortalte mig, det ikke gjorde noget.

Turen var fantastisk. Jeg anede ikke, at et snelandskab kunne se så smukt ud. Men det måtte jo være perspektivet. Anders sad og holdt om mig, og jeg kunne mærke han ånde mod min kind. En varme bredte sig indeni mig, jeg ikke havde følt siden ham. Måske kunne jeg alligevel komme over ham? Men så sprang minderne frem i mit hoved, og en ubehagelig følelse blandede sig med varmen. Kvalme.

Han trådte ind ad døren uden at sige noget. Han plejede ellers altid at sige, ”hey babygirl”. Men denne aften gjorde han det ikke.

Stilheden omringede os og satte tape for vores munde. Ingen af os sagde noget i 3 min. Vi sad bare og kiggede forbi hinanden.

Endelig brød han stilheden. ”Jeg synes, vi skal gøre det forbi. Jeg kan ikke mere. Jeg har fundet en anden.”

Hans ord flænsede hul i mellemrummet mellem os, som sugede alt luften ud af rummet.

Anders kunne mærke, jeg var utilpas og bad kusken om at stoppe. Han betalte, og sagde vi bare ville fortsætte derfra. Der var alligevel ikke så langt til byen, hvor jeg regnede med, vi skulle hen.

Han spurgte mig aldrig, hvad der var galt, eller om jeg ville snakke om det. Han vidste, jeg ikke kunne. Så vi gik bare. Pludselig mærkede jeg en prikken i mine fingerspidser, og jeg blev opmærksom på, at hans fingre søgte mine, og snart var de flettet sammen. Ikke som et af de der almindelige kærestepar. Nej, bare flettede fingre. Jeg vidste, jeg ikke var alene, og det var rart.

~

Inde i byen lå sneen presset ned i asfalten og var brun og klam. Lidt ligesom jeg så mig selv. Jeg følte mig brugt, ulækker og presset sammen som en brugt appelsinskræl.

Vi gik hånd i hånd, tæt på hinanden. Han førte mig lidt rundt, og jeg troede egentlig bare det var for at få mig til at slappe mere af. Men jeg tror faktisk, han forsøgte at vise mig, det ikke var farligt at gå rundt i byen. Der var ikke nogen, der stirrede på mig eller hviskede om mig. De kunne selvfølgelig ikke se på mig, jeg var ved at falde sammen.

Til sidst efter en halv times tid, gik vi ind på en dyr restaurant, hvor han havde bestilt bord. Det var sødt, men jeg tænkte egentlig ikke så meget over det.

Vi blev mødt af en overentusiastisk tjener, der smilede lidt for meget. Han tog imod os og førte os til bordet, der var smykket med røde roseblade på en hvid dug, og der stod en enkelt rød langstilket rose midt på bordet. Der var dækket til to. To høje stearinlys stod på min højre side af bordet og skabte et romantisk lys i det hjørne af rummet, hvor bordet stod. Det var meget romantisk, og tårerne pressede sig på, da jeg så det.

”Hvad synes du?” hviskede han i mit øre, da han tog fat om mig bagfra og tog min jakke.

”Det er virkelig smukt”, fik jeg fremstammet halvkvalt. Hans øjne strålede, da han trak min stol ud og gjorde tegn til, jeg skulle sætte mig. En sand gentleman.

Jeg forstod ikke rigtig, om han havde planlagt aftenen for at imponere eller opmuntre mig.

Han gav mig et kys på hovedet, inden han satte sig overfor mig.

”Hvorfor gør du det her?” Jeg spurgte lidt usikkert, for jeg var bange for svaret.

”Det ved du godt, søde”, sagde han og kiggede ned i tallerkenen. Han var ikke til at finde ud af.

”Jeg tror ikke på dig. Der er noget andet.” Jeg kneb øjnene sammen og studerede ham.

Han rørte uroligt på sig, men knipsede så efter en tjener. Emneskift, hvor originalt.

”Vi vil gerne bestille” sagde han og begyndte at remse retterne op, som vi ville have. Jeg kiggede indtrængende på ham, men han holdt blikket rettet mod tjeneren. Jeg var dog ret sikker på, han vidste, jeg kiggede på ham.

Jeg kiggede væk, da han rettede opmærksomheden mod mig. Han smilede bare. Irriterende!

”Hvorfor skal du altid være så irriterende?” Jeg var frustreret. Kunne han ikke bare have ladet mig ligge derhjemme.

”Fordi jeg har lyst.” Han grinede tilfreds.

Jeg mukkede, og lagde mine øjne på mine hænder.

”Jeg går lige på toilettet.”

Han lagde en hånd på min arm og holdt mig tilbage, da jeg vendte mig om i stole og var på vej til at rejse mig. ”Nej, vent. Undskyld. Det var bare for sjov. Jeg vil dig bare det bedste, søde. Jeg holder af dig, for fanden!”

Jeg sukkede og kiggede op på ham med tårer i øjnene.

”Du skal ikke græde,” sagde han og tørrede en tåre af min kind. ”Jeg ved, du har det svært. Jeg ved godt, du ikke har lyst til at være til, men du bliver nødt til at komme ud af den boble, du har pustet op omkring dig selv.” Han lagde hovedet på skrå og hans øjne lyste af noget, jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad var. ”Sammen kommer vi igennem det her, okay?”

Jeg nikkede stille. ”Okay.”

Jeg var så frustreret og forvirret. Jeg var begyndt at føle igen. Om det var Anders, der bragte de frem, eller om det bare var, fordi jeg var ude, og det var Valentinsdag, det vidste jeg ikke. I mange måneder, siden ham, havde jeg skubbet alt, der hed følelser, væk fra mig, for at undgå smerten ved tabet af ham. Nu hvor følelserne dukkede frem i min bedste vens selskab på denne torsdag, blev jeg fortvivlet. Hvad var det egentlig jeg følte? Alting? Eller var det enklere, end jeg gjorde det til?

~

”Hvad mener du? En anden?” Jeg forstod det ikke.

”En anden pige. Jeg har været sammen med en anden, og det går ikke mellem os mere.”

”Men… jeg forstår ikke. Vil du ikke være sammen med mig mere?”

”Nej.” Han kiggede ned. Ikke én gang bare så meget som kiggede han på mig. Hvad skete der?

Han rejste sig og bevægede sig mod døren, mens jeg så min verden smuldre til ingenting.

Anders lagde blidt sin hånd på min og bragte mig tilbage til nutiden.”Vi skal gå nu, søde.”

”Åh okay. Undskyld.” Og endnu engang så jeg noget i hans øjne, jeg ikke vidste, hvad var.

”For hvad?”

”Mit fravær. Jeg ved, jeg ikke altid er helt til stede. Det må du undskylde.”

Han tog min jakke fra stolen og hjalp mig i den. Han tog mig i armene og så dybt i mine øjne. ”Du skal ikke undskylde. Jeg ved, du har meget i dit lille søde hoved, og når du er klar til at dele noget af det, så ved du, hvor jeg er, ikk?” Han prikkede mig på næsen og smilede varmt til mig.

Jeg kiggede taknemmeligt og lettet på ham. ”Tak”.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg. Vi gik hen ad fortovet på hovedgaden, og jeg orkede ærlig talt ikke mere den aften.

”Hjem.” Han smilede sit bedste smil, og jeg kiggede ind i hans dybe, grønne øjne. Kærlighed. Det var det, det var.

Jeg kiggede undrende på ham, og han gengældte min undren.

”Hvad er der?” Han lød bekymret.

”Ikke noget. Eller jo. Måske. Hvorfor gjorde du dette i aften? Hvorfor mig?”

”Det har jeg jo sagt” sagde han utålmodigt.

”Nej, det har du ikke. Ikke sandheden.”

Han sukkede og gjorde så noget, jeg slet ikke havde set komme. Måske havde jeg lagt mærke til de små tegn, hvis jeg havde været mig selv. Men det var jeg ikke. Jeg var i stykker.

Vores læber smeltede sammen i et kys, og med ét var jeg hel igen. Verdenen hang sammen igen i det øjeblik. Og jeg mærkede, hvordan han virkede længere væk end normalt. Mit gamle jeg kom tættere på. Tættere på kærligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...