Det, der betyder noget (afsluttet)

Det er en kort novelle. Kat er en kvinde, der har gang i så mange ting, at hun helt glemmer, hvad det er, der betyder mest for hende. Pludselig går alt galt, og så må hun prøve at finde sin sti igen.

2Likes
0Kommentarer
471Visninger
AA

1. Det gælder om at turde

 

Kat lod sig glide ned på stolen og lagde benene over kors. Hun kiggede ned på stakkene af papirer på sit skrivebord og kvalte et suk. Selvom det var søndag formiddag, var hun alligevel på kontoret. Hun havde lovet sin kollega Jack, at hun ville lave proceduren til deres sagsfremlæggelse i morgen.

Computeren startede langsomt op, og hun kneb øjnene let sammen og trommede utålmodigt med fingrene på skrivebordet.

Der var faktisk dejligt vejr udenfor, på trods af, at det snart var efterår. Sommeren i NYC var skøn, men Kat havde tilbragt det meste af den på kontoret. Hun ville så gerne være partner, så hun lavede konstant overarbejde, og var flittig som en hest.

Nogle gange havde hun sneget sig til et længselsfuldt blik på den blå himmel, og hun havde misundt dem, der kunne begrave tæerne i det varme sand og smage havsaltet på sine læber, men så bed hun bare tænderne sammen, og arbejdede endnu hårdere.

Det var ikke altid let at være kvinde i advokatbranchen, men Kat elskede det, og hun var meget dygtig til det.

Mændene kiggede altid efter hendes slanke skikkelse, rødgyldne krøller og grønne øjne, og det skete tit, at de undervurderede hende.

Det var usandsynligt for dem, at der skulle være noget andet under det kønne ydre, men hun var et geni i retten, kvik og så straks, når der var noget, der ikke stemte.

Steven, hendes chef – og forhåbentligt kommende partner – nød at se, hvordan hun benhård og utilnærmelig pillede anklagerens sag fra hinanden ved de mindste uligheder.

Det bedste, Kat vidste, var at se, når deres selvtilfredse smil stivnede og deres blik gled målløst hen over hende i et forsøg på at regne ud, hvordan i alverden, hun så hurtigt havde afværget alt. De blev altid ubehagelige overfor hende bagefter, men det var vel den mandelige stolthed, der trådte i kraft. De kunne ikke tåle at tabe til en kvinde.

Kat var ligeglad. At sige, at hun var en arbejdsnarkoman var vist en underdrivelse. Hun havde ikke set sine forældre i fem år, for hun havde aldrig tid til et besøg og bare tanken om at skulle holde fri i en weekend for at flyve til Nevada, skræmte hende fra vid og sans.

Hendes forældre var selvfølgelig stolte af hende, men hver gang de forsigtigt havde givet udtryk for, at de godt kunne tænke sig at se hende noget mere, snoede hun sig uden om spørgsmålet. Efterhånden var de også holdt om med at ringe så tit.

Nu snakkede de sammen et par gange om året, hvis der var sket noget vigtigt.

Daniel og Kat havde været forlovet i snart fire år. Han var stadig ikke blevet præsenteret for hendes forældre, men det tog hun ikke så tungt, og det gik hun ud fra, at han heller ikke gjorde.

Hun og Daniel havde mødt hinanden i Los Angeles, da hun arbejdede som kaffepige i et lille advokatfirma, og han forsøgte at slå igennem som publiceret forfatter.

Kat havde siddet inde på en pub for at drukne sine sorger over at være blevet fyret, og Daniel var kommet hujende ind for at fejre, at et forlag havde sagt ja til at udgive ham.

Daniel havde sat sig hen til hende, og havde inviteret hende i biografen. De var faldet pladask for hinanden. De tog til Buenos Aires og gik rundt i gaderne, skrålede højlydt og dansede med de lokale hele natten lang. De sov ikke, de spiste ikke, de var opslugte af hinanden og af livet, og hun havde aldrig været lykkeligere.

En måned senere friede han til hende på en strand ved midnatstid, og hun sagde ja. De løb ud i vandet med tøjet på, selvom det var koldt, og holdt en traditionel argentinsk bryllupsfest for de venner, de havde fået.

Så tog de hjem til USA igen, men Kat havde ikke lyst til at bo i LA mere, så de flyttede til New York.

Kat blev ansat i Plesner, Steven havde straks set potentialet i hende, hun blev hurtigt forfremmet, og nu, i en alder af otteogtyve, havde hun næsten arbejdet sig op til at være partner i firmaet.

Hun gættede på officielt at få tilbuddet inden for de næste par måneder, så det var derfor, hun arbejdede ekstra hårdt i denne tid, men Steven havde allerede anerkendt hendes arbejde adskillige gange.

I starten var det også gået forrygende for Daniel. Han var ny, forfriskende, og alle kunne lide det, han skrev. Han fik udgivet to bestsellere, som der var stor efterspørgsel på, og det så fantastisk ud for dem begge.

Kat var lige blevet forfremmet til fuldmægtig advokat, og havde haft sin første rigtige retssag, det begyndte at gå ned af bakke for ham.

Han havde ikke fået udgivet noget nu i mange år, og Lila, hans agent, sagde, at hans tekster var kedelige. Han skulle gå ud og få nogle nye erfaringer.

Gå ud og rejs, bliv inspireret, havde hun sagt, og Daniel var blevet begejstret – han havde fortalt det til Kat, men hun kunne jo ikke rejse væk fra firmaet, forklarede hun, så det var ikke blevet til noget.

Hun ville så gerne hjælpe ham, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre.

Kat så ned på sine hænder, der automatisk arbejdede, selvom hendes tanker var langt væk. I samme øjeblik ringede hendes telefon. Hun glippede overrasket med øjenvipperne, og lagde papirerne fra sig. Telefonen lå på bordet ved siden af hende, og hun tog den.

”Det er Kat,” sagde hun så.

”Hvor er du?” Det var Daniel. Hun rynkede panden.

”Hvad mener du? Jeg er på kontoret – jeg lagde da en seddel til dig.”

Daniel sukkede. ”Jeg har set sedlen, men har du ikke glemt noget?” Han lød irriteret, og Kat spidsede forvirret læberne.

Da hun ikke sagde noget, hørte hun ham flytte sig på stolen. Hun kunne næsten se hans ansigt for sig, de dragende, blå øjne, den lige næse, det skuffede drag omkring de perfekt formede læber.

”Kat, du lovede, at du ikke ville arbejde i dag. Det skulle jo bare være os to.”

”Har jeg lovet det?” Det kunne hun ikke huske, men ud fra hans tonefald at dømme, havde hun måske alligevel antydet det en smule. Hun havde bare regnet med, at han ville forstå, at hun var nødt til at arbejde.

”Det er jeg ked af. Jeg lovede Jack at ordne proceduren til retssagen i morgen. Det er ret vigtigt. Jeg kommer hurtigst muligt,” tilføjede hun.

Det skrattede lidt, og hun rejste sig op for at hente et glas vand.

”Ja, ja,” sagde han opgivende, men der var også en hård undertone, som hun ikke havde hørt før. ”Vi ses i aften.” Han lagde på uden at lade hende svare, og hun sukkede og tog en slurk vand.

Resten af dagen gik stille og roligt med at ordne det sidste papirarbejde. Kat var meget fraværende, og havde svært ved at koncentrere sig. Hun spekulerede stadig over den uventede kølighed i Daniels stemme.

Hun lagde det sidste dokument øverst i dokumentmappen og strakte sig så. Endelig færdig. Til sidst gik hun hen til vinduet for at lufte lidt ud på det lumre kontor. Hun blev stående og kiggede ud af vinduet for at nyde den friske brise. Derfor så hun ikke, at det øverste dokument blæste ned på gulvet, og ind under skrivebordet.

Da hun syntes, at der var blevet lidt køligere, lukkede hun vinduet igen og gik hen til skrivebordet, lidt stivbenet af at havde siddet ned i så lang tid.

Opsat på at komme hurtigt hjem, lukkede hun computeren, smækkede mappen sammen, og kiggede sig omkring på det ryddelige kontor. Så gik hun ind på Jacks kontor, og lagde mappen på hans skrivebord.

 

* * *

 

Det var næsten aften, og det var blevet en smule mørkere udenfor. Hun betalte taxichaufføren og gik langsomt op af alle trapperne. Deres lejlighed lå på tredje etage, og hun åbnede forsigtigt døren.

Daniel stod i køkkenet og var ved at lave mad. Det duftede skønt og hun indsnusede med lukkede øjne. Da døren lukkede med et klik, så han op og kiggede på hende med udtryksløse øjne.

”Hej,” sagde hun bare og blev stående. Han svarede ikke.

Kat sank en klump og tog sko og jakke af. Hun gik ud til ham og lagde hånden på hans skulder, men han fjernede sig, og gik hen til vasken.

”Hør, Daniel, jeg er frygtelig ked af det, men – ” forsøgte hun, men han vendte sig om og stirrede på hende med lynende øjne, så hun tav.

”Nej, nu hører du for en gangs skyld efter, Kat. Jeg er træt af altid at være nummer to i dit liv. Du arbejder dag og nat. Du er aldrig hjemme, og selv når du er, har du kun arbejdet i hovedet. Vi har været forlovede i snart fire år, men jeg har aldrig mødt dine forældre. Vi snakkede også om at få børn engang, men hver gang jeg bringer det op, snakker du udenom!”

”Daniel …” Kat så forskrækket på ham. Sådan havde han aldrig talt til hende før. Hun kneb læberne sammen og mærkede, hvordan hendes hals snørede sig sammen igen.

”Jeg elsker dig, Kat,” sagde han og rakte ud efter hendes hånd, men standsede så på halvvejen, som om han fortrød. Han vendte sig om og gik ind i stuen. Kat blev stående fuldstændig mundlam og kunne mærke, hvordan hendes øjne blev forræderisk varme og fugtige. Med håndryggen tørrede hun tårerne væk, og gik så ind til ham. Hun var forvirret.

”Jeg elsker også dig, Daniel,” sagde hun lavt. Han stod med ryggen til hende og kiggede ud af vinduet. ”Men jeg forstår det ikke. Er det fordi du ikke kan skrive mere? Jeg kan hjælpe dig, vi finder en måde, jeg lover dig, at – ”

Han vendte sig så brat om, at hun stoppede med at tale. Nu var hans øjne vrede igen, og hans mund var en lige streg.

”Det har ikke noget med det at gøre. Det er dig, for fanden,” sagde han vredt, og kneb øjnene sammen. ”Du har ikke tid til noget andet efterhånden. Jeg kan huske, da vi lige havde mødt hinanden. Du var så glad og åben, lo altid og havde tid til at fjolle. Nu kender jeg dig ikke mere. Det er rigtigt, at jeg elsker dig, og det vil jeg nok altid gøre, men jeg er ikke længere forelsket i dig. I flere år har du trukket dig længere og længere væk fra mig, og nu kan jeg ikke mere.” Han stirrede på hende med øjne fulde af så mange ting, at hun måtte se væk. Hele hendes krop snurrede, og hun kunne mærke, at hun også var ved at blive vred.

”Så det hele er min skyld?” hvislede hun med sammenbidte tænder. ”Som om det ikke er mig, der forsørger os for tiden.” Kat stirrede hidsigt på ham, og hendes krøller dansede omkring hendes ansigt.

”Hvad mener du med det?” sagde han lavt. Han så direkte på hende med sine gennemborende øjne. ”Hvad helvede mener du med det?”

”Jeg mener,” råbte hun, ”at du ikke har fået skrevet noget i flere år. Kom nu over det. Du har skriveblokering, og hvad så? Find dig dog et andet job, hvis det er så svært.”

”Du er bare for meget,” spruttede han. ”Du kører fuldstændig af sporet og angriber mig, selvom det slet ikke var det, vi snakkede om. Det kan godt være, at det er dig, der kommer med pengene for tiden, men det er også dig, der er så skide højrøvet, og som aldrig er hjemme. Det er det, der er problemet.”

”Jeg gør det jo for vores skyld,” råbte hun rasende. ”Jeg tjener flere penge, så vi kan flytte til et bedre sted – så vi kan leve bedre.”

”Og hvad så, hvis jeg ikke vil have det?” skreg han. ”Det eneste jeg vil have, er, at du er mere hjemme, så vi kan lave noget sammen en gang i mellem. Kender du overhovedet det udtryk? I starten accepterede jeg, at du arbejdede meget, fordi du sagde, at det var nødvendigt for at blive advokat, men hvad så nu?”

”Nu er du ikke fair,” råbte hun frustreret. ”Hvad så, hvis jeg gerne vil arbejde så meget? Jeg elsker mit arbejde. Jeg bliver snart partner, og det er det, jeg ønsker. Hvorfor skal du bestemme, hvad jeg skal og ikke skal?”

”Hvad så med børn?” spurgte han og så på hende. ”Når vi får børn, bliver du jo nødt til at skære ned på det. Så er det jo ikke kun mig, der har brug for det,” tilføjede han en anelse bittert.

Kat havde det, som om hun havde fået en knytnæve i maven. Hun mødte resigneret hans blå øjne, og sank en klump. Hendes hals var tør.

”Hvad, hvis jeg ikke har lyst til at få børn?” sagde hun lavt, og hun kunne se, at erkendelsen ramte ham lige så stærkt, som den lige havde ramt hende. De kiggede trist på hinanden og så lagde han armene omkring hende. Hun græd stille ind mod hans skulder, og sådan stod de et par minutter.

Omsider gav han slip og smilede svagt til hende. ”Jeg pakker lige en taske, og så tager jeg på hotel. Vi kan snakke senere om…” Han tøvede. ”Om, hvad der så skal ske.”

Kat nikkede tamt, og undlod at protestere. De vidste begge to, at det var forbi. Hvordan det var gået til, vidste hun ikke, men kløften var vokset sig stor mellem dem, og de ønskede forskellige ting.

Det føltes tomt efter, at han var gået, og da hun lå i sengen, græd hun endnu mere.

Omkring midnat løb hun tør for tårer, og så krøllede hun sig sammen til en kugle, og stirrede formålsløst op i loftet. Kat sov ikke ret meget den nat, og da hun stod op næste morgen, var hun træt. Hun ringede til Steven og sagde, at hun ville komme lidt senere.

For en gangs skyld havde hun brug for at ligge lidt i sengen og have ondt af sig selv. Hun stod op for at få lidt middagsmad, men hun var ikke sulten.

Mange gange stod hun ved vinduet, og havde tastet Daniels telefonnummer, men hver gang lod hun være.

Hvad var der at sige, udover at aftale, hvordan de skulle dele deres ting op? Det orkede hun ikke lige nu, så hun lagde sig i sengen igen og krummede sig sammen.

Senere på eftermiddagen, da hun kom ind på kontoret, kiggede folk mærkeligt, lidt medlidende på hende, og hun sukkede. Hvordan var nyhederne nået så hurtigt herhen? Hun gik rank og med faste skridt ind på sit eget kontor, men da hun lukkede døren bag sig og var alene, fik hun igen tårer i øjnene. Hun bed tænderne sammen og satte sig på kontorstolen, men hun havde kun lige startet computeren, da det bankede på døren.

”Kom ind,” sagde hun, og selvom hun forsøgte at undgå det, skælvede hendes stemme lidt.

Carl stak hovedet ind og så alvorligt på hende. ”Steven vil gerne tale med dig.”

Han kneb læberne sammen. Kat mærkede varmen strømme gennem sin krop, og hun fik det straks lidt bedre. Så var det alligevel nu. Endelig ville hun blive partner. Det var det øjeblik, hun havde ventet på, siden hun vidste, at hun ville være advokat.

 Alle kiggede på hende, da hun gik ned mod chefens kontor, og hun smilede forsigtigt til de dem. Der lød en dæmpet summen af mumlende stemmer. Hun bankede på og trådte ind.

Steven rullede persiennerne ned. Kat kunne ikke holde det store smil tilbage længere. Hun kunne næsten ikke vente, men satte sig alligevel ned på stolen, da han slog ud med hånden.

Først nu kiggede hun på hans ansigt, de vellidte, grå øjne bag brillerne, den store høgenæse og hans smalle mund, der lige nu var en tynd streg. Hun rynkede panden. Hvorfor så han ikke glad ud?

”Steven?” spurgte hun samtidigt med, at han sagde: ”Kat.”

”Ja?” Kat lagde hænderne ovenpå hinanden for at få dem til at holde op med at ryste. Hun var begyndt at få en mærkelig smag i munden. Det her så ikke ud som en forfremmelse.

”Det her er noget lort,” sagde han ligeud. ”Det er virkelig noget skidt, Kat,” tilføjede han og sukkede. Hans øjne fastholdt hendes, men de var triste.

”Hvad er der sket?” spurgte hun, pludselig svimmel og utilpas. Havde hun gjort noget galt?

”Du var på kontoret i går for at ordne papirarbejdet til sagen i dag – er det ikke korrekt?”

”Jo.” Hendes stemme rystede en anelse. ”Det var jeg. Er der noget galt?”

”Da Jack var i retten og beviserne skulle forelægges for retten, manglede det vigtigste dokument. Vi ikke alene tabte sagen, men fire mindre firmaer gik også konkurs. Nu har vi et erstatningskrav mod os, og skal i retten. Det får vi et fandens besvær med at komme udenom. Er du klar over, hvor dyrt det bliver for os?”

Kat fik flimmer for øjnene. Hun havde da lagt dem alle sammen i dokumentmappen, havde hun ikke? Hendes hals var knastør og hun knugede hårdt fast omkring armlænet med fingrene.

”Steven, jeg lover dig …” Hun prøvede forgæves at synke klumpen, der havde sat sig fast i hendes hals. ”Jeg havde alle dokumenterne klar. Jeg lagde dem i mappen.”

”Jeg har intet andet valg end at fyre dig. Det gør mig ondt, Kat. Jeg ved, at du havde set frem til at blive partner her, men jeg skal nok skrive en anbefaling. Du er en fremragende forsvarer, og jeg er sikker på, at der er mange andre, der vil gøre alt for at få fingre i dig. Jeg kan bare ikke lade dig blive her efter sådan en fejl. Det gør mig ondt,” gentog han til sidst, da han så Kats stivnede ansigt.

Hun var blevet fuldstændig grå i ansigtet, og havde det som om hun skulle kaste op. Igen mærkede hun, at det begyndte at prikke bag øjenlågene, men denne gang tvang hun tårerne tilbage.

”Jeg ved ikke, hvordan det er gået til,” forsøgte hun en sidste gang, selvom hun vidste, at det var formålsløst.

”Det gør mig ondt, men jeg har intet valg.” Steven så på hende med oprigtigt bedrøvede øjne. Han kunne virkelig godt lide hende, det måtte han indrømme. Hun var en fantastisk kvinde, skarp, kvik i vendingen, hårdtarbejdende – faktisk ville han give sin ene arm på, at hun var en af bedste, nuværende forsvarere i landet, men hvis enhver anden havde lavet sådan en stor fejl, var vedkommende blevet fyret, så den regel måtte også gælde for hende.

Kat rejste sig op, men hendes ben rystede så meget, at hun måtte støtte sig til bordkanten.

”Undskyld,” hviskede hun halvkvalt. ”Jeg henter mine ting og går nu.”

Steven nikkede let og så efter hende, da hun lukkede døren efter sig.

Kat vaklede som i blinde ned mod sit kontor. Hun vidste, at folk stirrede på hende og snakkede, men hun kunne ikke tænke på andet, end, at hun var blevet fyret. Ordet rungede i hendes hoved. Hun pakkede hurtigt sine ting ned i en papkasse, og halvløb hen mod elevatoren.

Heldigvis var hun den eneste derinde, for hun tabte kassen, og begyndte at hulke højlydt. Hele hendes liv faldt fra hinanden, og hun kunne intet gøre. Hun lå stadig på knæ, da elevatoren stoppede, og som i en døs mærkede hun, hvordan nogen hjalp hende op at stå og snakkede beroligende til hende.

Hun blev sat ind i en taxi, og der sad hun så med sin papkasse og stirrede tomt ud i luften. Chaufføren måtte hjælpe hende op i hendes lejlighed.

”Synd for dame,” hørte hun svagt, at han blev ved med at mumle.

”Tak,” sagde hun hæst, og rodede i lommen for at finde nogle penge.

”Helt fint, helt fint,” sagde han og holdt hænderne op foran sig. ”Ingen penge. Helt fint.” Han klappede hende på kinden, og gik så ned af trapperne igen.

Kat gik ind i lejligheden og tog et glas vand. Hun kiggede ud af vinduet, mens hun drak. Det var ved at sive ind nu.

Hun tænkte på Daniel. Skulle hun ringe til ham og fortælle det? Ville det gøre en forskel? Hun satte sig op af væggen, og trak benene op under sig.

Så fandt hun telefonen frem og tøvede lidt, inden hun tastede nummeret, hun havde opgivet som sit hjemmenummer, da hun var barn.

”Goddag. Det er Christa,” lød en varm og så velkendt stemme, at Kat begyndte at græde.

”Er det dig, Kat?” spurgte moren kærligt, og Kat hulkede endnu højere. Hun forsøgte at fortælle, hvad der var sket, men ordene ville ikke hænge sammen.

Hendes mor tyssede på hende. ”Så, så, lille skat. Det er helt i orden.”

Kat hikstede og lukkede øjnene. Hun lænede sig ind over bordet, snøftede en gang, og rømmede sig så.

”Daniel er gået fra mig, og jeg er blevet fyret,” hviskede hun tonløst.

Der var en kort pause, så lød morens suk. ”Åh, skat. Far og jeg kommer med det samme – er det i orden?”

Kat sank en klump og tænkte på, hvor forfærdelig hun havde været overfor sine forældre. Ikke et eneste opkald i fem år. Hvordan kunne hun have været så egoistisk? Hvordan kunne de tilgive hende?

”Okay,” hviskede hun lavt. ”Okay!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...