En ukendt drøm

Jeg trådte skælvende op på scenen. Et par forventningsfulde dommere og en hel skare af publikum ventede på mig, på at høre mig, på at at dømme mig.
Nadja Juul Gastrup er 16 år gammel og har ikke nogle drømme om at synge, spille i et band eller bare kom i nærheden af musik. Hun følger ikke engang med i moden, men ved et uheldigt væddemål ender hun op på X - faktor scenen...

2Likes
2Kommentarer
428Visninger

1. Et væddemål

Jeg stod oppe på scenen med mikrofonen i hånden. Hele min krop rystede af nervøsitet. Hvad var det jeg havde rodet mig ud i? Jeg ville jo ikke engang synge, men sådan er det når man er 16 og ens venner er de mest stædige æsler i verden.

"Hvad er dit navn så?" spurgte Ida Corr og kiggede venligt op på mig.

"Nadja" fik nervøst fremstammet og skubbede min briller længere op på min næseryg.

"Hvor gammel er du så?" spurgte Blackman og kiggede alvorligt på mig.

"16 " svarede jeg kort. Det var svært at få sagt ordene. Jeg sank og kiggede rundt på de mange mennesker der bare sad og ventede på at jeg skulle synge. Jeg regnede med at der nok skulle mere til end jeg havde og at de nok alle var trætte efter de 50 mennesker der havde været der før mig og synge. Jeg stod og tænkte på hvordan det hele egentligt var startet..

"Din tur Nadja" sagde vores skolelærer, Solvej, blidt til mig og nikkede over i retning af den mikrofon hun havde stillet op. Det var tirsdag eftermiddag og vi havde musik. Jeg rejste mig langsomt op og gik over mod mikrofonen, hvis alle de andre kunne, kunne jeg selvfølgelig også. Jeg stillede mig bagved mikrofonen og min lærer begyndte at spille på sit klaver. Alle havde sunget en eller anden form for Beatles sang, så det regnede jeg med at jeg også skulle. De første toner af Let It Be begyndte og jeg sang med. Jeg kunne hele teksten både forfra og bagfra fordi at jeg var vokset op med Beatles. Alt hvad mine forældre gad at høre var Beatles og noget i den dur.

"Whisper words of wisdom, let it be" Jeg afsluttede sangen og satte mig ned på min stol. Et bifald, lidt større end alle andres, brød ud og sluttede først da klokken ringede. Jeg sad bare der i de forfærdelige 1 - 2 minutters tid og var rød i hovedet og totalt uvidende. Jeg tænkte at de nok bare lavede sjov med mig fordi de jo godt vidste at jeg ikke var den helt store fan af at synge. Folk rejste og styrede mod døren. Vores tasker og overtøjhang lige udenfor døren. Jeg fulgte med flokken og tog mine ting. Min 2 bedsteveninder kom over mod mig. 

"Du sang altså pisse godt!" sagde den ene der hedder Sofie.

"Ja!" sagde den anden der hed Lea og smilede stort. 

"Og? Er der ikke ret lige meget? Jeg kan jo alligevel ikke lide at synge og jeg syntes ihvertfald ikke selv at det lyder godt" sagde jeg ligegyldigt, men alligevel var der noget der sagde mig at det var rigtigt. Et par drenge fra min klasse kom over til mig og sagde:

"Jeg syntes altså at det lød godt" sagde den der var "leder hannen" i klassen. Han blev bare kaldt Wysse efter sit efternavn, Wyssen. "Men hvis du ikke selv tror på det kan du jo bare deltage i X-faktor?" sagde han udfordrende.

"Ha ha, hvor er du bare sjov" sagde jeg og skubbede mine briller længere op på min næseryg.

"Jeg mener det, der er auditions på fredag inde i København. Der er jo intet at frygte, du synger, dommerne vurdere og du bliver sendt hjem, som du jo selv siger" han løftede et øjenbryn og rakte en hånd frem. 

Jeg kiggede mistroisk på den og løftede også selv et øjenbryn.

"Du mener altså at vi skal vædde om jeg kommer tør og kommer videre?" spurgte jeg.

"Ja, hvis du gør det og kommer videre, så giver jeg en tur i biffen, med det hele" sagde han og kiggede på mig. 

Jeg var meget fristet til at tage hans hånd. En tur i biffen med klassen lækreste dreng, lød meget godt i mine ører og hvad kunne der egentligt ske ved det? Det var jo bare at synge lidt, træne lidt og synge lidt mere. Det var vel ikke noget problem. Desuden kunne jeg jo måske få lidt mere kundskab til musik. Jeg skulle lige til at tage hans hånd, da jeg mærkede en anden hånd på min skulder.

"Du behøver altså ikke gøre det" sagde en meget velkendt stemme. Jeg vendte mig om og rigtigt nok var det Felix, min bedste drenge - ven. Han var sød og sjov, men også nogle gange lidt for overbeskyttende. Det havde han været siden jeg havde mistet min far i et trafikuheld. Jeg havde ikke været mig selv i flere måneder. 

"Jeg har styr på det Felix" sagde jeg måske lidt for hårdt.

"Okay, ville bare sikre mig at du gjorde det rigtige" sagde han tvært og pustede noget af hans lange pandehår der han lidt for meget ned over det ene øje. Resten af hans sorte hår hang ned langs hans hoved og gik næsten ned til skuldrene. Jeg vendte mig om og rystede Wysse's hånd. Nu hang jeg på den, syng og Wysse, lad vær med at synge, tryghed og ingen Wysse.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...