Isabella Giftekniv *udkast*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jan. 2013
  • Status: Igang
Isabella er en ganske normal 14-årig pige, som tilfældigvis er bedste veninde med skolens elevrepræsentant og sladretasken Amalie. Men det er ikke nemt at være bedste veninde med skolens smukkeste pige, da Amalie tankeløst kaster sig ud i at score skolens Gud. Skal Isabella nu til at lege Kirsten Giftekniv? Eller ender det hele helt galt, når hun knytter et tæt forhold til dem begge? Følg med i Isabellas kamp mod venskab, brudte løfter, livet som en 14-årig pige og ikke mindst kærligheden.

23Likes
39Kommentarer
1192Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Jeg styrtede ned ad gangen med Amalie under armen. Vi var uadskillelige. Jeg har før i tiden haft svært ved at forestille mig, hvad det ville sige at være groet sammen på den måde. Det havde altid været Amalie og Isabella, Isabella og Amalie. Sådan var det bare. Hver gang der skulle arrangeres noget, var det Amalie og Isabella, som stod for det. Det var selvfølgelig mest Amalie, som stod for planlægningen, og det havde jeg det helt fint med.
Vi var faretruende tæt på at komme for sent og tæt på de fatale konsekvenser, det medbragte. Og for at være helt ærlig, ville det ikke gøre noget godt for min i forvejen skyhøje fraværsprocent.
Folk kiggede altid efter Amalie og jeg. Jeg havde tit spekuleret på, om det var på grund af Amalies ynde og elegance eller min kluntede måde at løbe på. Vi nåede lige akkurat klasselokalet få sekunder før vores matematiklærer, Carsten, og vi sad forpustede på vores pladser og fnes lidt. Til vores held, var vi blevet placeret ved siden af hinanden. Lærerne forgudede Amalie, og det var de ikke ene om. Alle forgudede Amalie. Hun var den labre blondine, som altid var iklædt mærkevarer som Gucci, Christian Dior, Dolce & Gabbana, Marc Jacobs og Louis Vuitton.  Hun fik topkarakterer i alle fag, indsamlede penge om søndagen til Røde Kors og deltog i arrangementer på skolen. Ved siden af hende var jeg nok verdens største taber, men jeg kunne ikke lade være med at holde af hende alligevel.

”Godmorgen elever,” sagde Carsten med den sædvanlige hæse stemme, ”vi skal lige starte ud med at bytte pladser, så hvis I gider pakke jeres ting sammen og stille jer om bag jeres stole, så ville det jo bare være optur!” Carsten var en lille, rund mand med dobbelthage, skaldet isse og et par hinkestensbriller, som var placeret på hans lille opstoppernæse. Vi gjorde som han sagde, og kort efter begyndte han at råbe navne op på folk i klassen, og de begyndte at sætte sig på nye pladser.
”Isabella og Marcus, I tager bordet nede ved håndvasken.” Mit hjerte slog et slag over, og mine knæ blev pludselig helt bløde som kogt spaghetti. Det var jo ikke meningen, det var mig, der skulle sidde ved siden af Marcus! Det var Amalie, der skulle sidde ved siden af Marcus, og mig der skulle sidde… et helt andet sted, i hvert fald.
Jeg stirrede stift ned i jorden, mens jeg adlød og placerede min flade røv på den plads, jeg havde fået tildelt. Pis og lort, jeg ville garanteret kvaje mig på nul komma fem. Jeg hev mit penalhus frem og begyndte at rode rundt efter en blyant. Jeg havde tusindvis af farveblyanter, viskelæderstumper, dimsedutter og himstregimser, men kun en blyant.
Marcus fik efterhånden placeret sig ved siden af mig, og jeg kunne mærke hans blik hvile på mig. Så trak han en blyant op af tasken og lagde den også parat foran sig. Ingen ekstrablyanter? Hm, måske havde jeg alligevel noget tilfælles med de populære typer.
Da alle var blevet placeret rundt om i klassen, begyndte Carsten at plapre løs om brøker og ligninger, så jeg knapt nok kunne følge med. Jeg hev panisk min notesblok op og begyndte at skrive så meget ned, som jeg kunne nå. Jeg kom på et tidspunkt til at presse blyanten så hårdt ned mod papiret, at der lød en lille knæklyd, og stiften rullede hen over papiret. Shit... hvorfor havde jeg dog heller aldrig en reserveblyant klar?
En blyant blev langsomt skubbet hen foran mig, og jeg kiggede forvirret op. Marcus smilede svagt til mig, og vendte så igen blikket op mod tavlen. Jeg hævede mistroisk et øjenbryn.
”Hvad så med dig?” hviskede jeg, ikke helt sikker på, om jeg skulle tage i mod den. Han rettede opmærksomheden mod mig igen, og sendte mig et roligt smil.
”Det er okay, jeg lytter bare,” svarede han og nikkede ned mod blyanten. Jeg smilede og mærkede en varm følelse i kroppen.
”Tak,” sagde jeg og begyndte straks at skrive ned, men kunne ikke lade være med at skæve til ham. Han skævede tilbage og sendte mig et lille smil. Jeg gengældte det kort, inden jeg igen begyndte at skrive. Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg aldrig i min vildeste fantasi regnet med, de populære elever overhoved kunne overveje at tænke – og endda være høflige – overfor andre, end dem selv.  Men sådan var Marcus overhoved ikke. Det viste sig, at han var en rigtig sød fyr, der behandlede én, som havde man den samme plads i hierarkiet, som han selv.

”Du er bare så heldig, Isabella!” brokkede Amalie sig, ”du sidder ved siden af Marcus!” Jeg havde hørt på hende jamre lige siden, vi havde fået frikvarter. Hun gik med armene over kors og havde sat en sur mine op – den mine havde kun jeg og hendes forældre glæden af, da hun altid havde klistret et falsk smil op overfor alle andre.
”Vil du hellere sidde ved siden af ham?” Jeg havde ikke specielt meget lyst til at bytte plads med hende, men jeg ville gøre alt for at gøre hende glad. Hun var min bedste veninde, og det var trods alt hende, der var forelsket i Marcus.
”Nej, søde,” sagde hun og blødnede lidt op, ”selvfølgelig ikke.” Hun gav mig et knus og sendte mig et sødt smil.
”Du skal ikke rykke dig, det er faktisk ikke så slemt endda. Hvis du nu bliver gode venner med Marcus, kunne du jo præsentere mig for ham!” Hun kneb øjnene let sammen, som hun gjorde, når hun tænkte sig godt om. Skulle jeg nu til at lege Kirsten Giftekniv for Amalie? No way, jeg kunne ikke engang smede mig selv sammen med nogen. Hvordan skulle jeg så føre Amalie og Marcus sammen? Jeg var nok ikke den helt rigtige at spørge om den slags.
”Jeg ved ikke rigtig, Malle,” mumlede jeg og trak på skuldrene. Jeg var ikke sikker på, de skulle blande mig ind i noget. Amalie lagde hovedet let på skrå og gjorde store øjne.
”Kom nu, søde! Vil du ikke nok?” bad hun og blinkede et par gange, mens hun så mig dybt i øjnene. Hundeøjnetricket, klogt træk. Jeg kunne ikke dy mig, og jeg bukkede kort efter under.
”Okay!” sukkede jeg og rystede på hovedet. Hun lyste op i et smil og begyndte at klappe i hænderne.
”Du er den bedste, skat!” sagde hun og gav mig endnu et kram. Jeg skulle aldrig have sagt ja, som jeg sagde før; så ender det ikke godt, når man indblander mig i sådan noget.

Vi satte os ved mit bord og hev vores madpakker op. Selv på dette, lille område, var Amalie bedre end jeg. Mens jeg havde en flad rugklapper med leverpostej med, havde hun en lille salat, frugtspyd og en grovbolle med. Hun nippede lidt til det hele, men endte med at skubbe det lidt til side, og vendte i stedet front mod mig. Hun sad og betragtede mig, mens jeg gumlede løs. Jeg smilede skævt til hende. Jeg havde aldrig brudt mig om, når folk kiggede på mig, i mens jeg spiste. Men jeg lod som ingenting, og skyndte mig at få tygget de sidste par bider.
”Isabella?” Hans stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg vendte mig automatisk om mod ham. Hans brune øjne mødte mine, og jeg slog straks blikket ned, og mærkede varmen blusse op i kinderne. Amalie strakte hals og gjorde store øjne, da hun så Marcus stå lige foran os.
Efter et stykke tid rømmede han sig og sendte mig et skævt smil.
”Jo, ser du, jeg bemærkede, hvor god du er til matematik, så… jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at vi mødtes hjemme hos mig og lave lektierne?” Skulle jeg hjælpe ham med at lave matematik? Amalie fik topkarakterer i matematik, mens jeg stadig døjede med et syvtal.
Amalie stak en finger i siden på mig, og det gik op for mig, jeg bare sad og måbede.
”Øh, jo da. Selvfølgelig,” mumlede jeg fjoget og bed tænderne hårdt sammen. Hans ansigt lyste op i et smil.
”Super! Skal vi så bare mødes klokken tre?” spurgte han og lagde vægten over på det ene ben. Mit blik flakkede rundt i lokalet, inden jeg nikkede. Åh gud, skulle jeg på lektiedate med selveste Marcus? Guden? Jeg kunne mærke Amalies borende blik i nakken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...