En smuk skabning (1)

Dette er historien om Sam (Samuel) der skal på ferie til Spanien.
Men hans ferie, bliver overhovedet ikke som han forventer den...
I Spanien møder han nemlig, en pige, som hedder Serena.
Men han finder ud af at hun er langt fra en almindelig pige.
Hun er en pige der gemmer på en stor hemmelighed...

0Likes
2Kommentarer
224Visninger
AA

1. Den mørke himmel

Den smukke og mørke himmel, gav månen en smuk glød i vandet. `Få din jakke! "Tænkte han. Med hurtige skridt gik han hen mod døren. `Låst? "Tænkte han. Han hev lidt i håndtaget, men det gav ikke efter, fortsatte med at være låst. Så lagde han forsigtigt og langsomt hans opvarmede ansigt mod ruden. En dug spredte sig omkring hans ansigt. `Damn! "Tænkte han. Efter lidt, flyttede han sit ansigt og kørte sin hånd blidt over vinduets klare overflade. Det hjalp ikke. Skulle han kalde på sine forældre? Nej, det var nok ikke løsningen. I stedet gik han op mod hegnet på den lille balkon. Lige der på stenen foran den oste formede måne sad noget. Præcis hvad, kunne han ikke se. Så lænede han sig over, men kunne stadig ikke se noget. Til sidst, han var så meget bøjet at det resulterede i at han faldt fra balkonen. Faldet tog ikke meget mere end et par sekunder, men de sekunder føltes som timer. Den lunkne luft blev koldere og koldere jo længere ned han kom. Endelig ramte han sandet på stranden, landede på ryggen.

Han prøvede at løfte hovedet, men forgæves. Hovedet føltes for tungt. Kroppen føltes, som om tusinder af kirurgiske knive, blev stukket igennem ham med fuld kraft. En ubehagelig fornemmelse, der kunne næppe beskrives. Han kunne kun blive liggende, kunne ikke bevæge sig. Telefonen var i baglommen, og var ikke meget hjælp. Det blev jævnet med jorden, altså helt flad, og skærmen var smadret.

`Damn! "Tænkte han. Kun med besvær, hjalp han tankerne på banen. Hvis bare han ikke havde været så nysgerrig, så var han aldrig faldet! Måske havde han brækket ryggen? Nej, sandsynligvis ikke. Han spekulerede på, om der ikke skulle mere til? Det var ikke til at vide. Sandet var blødt og da han tog en håndfuld sand løb det ud mellem fingrene. Efter nogle overvejelser og en kamp mod sin sløve krop, besluttede han sig for at rejse sig op, bare for at teste, om han kunne. Eller om han måtte vente her til hans forældre opdagede ham. Faldet havde gjort ham døsig, kunne kun se dobbelt. Alt svævede rundt inde i hans hoved.

Lidt vand ville sandsynligvis hjælpe lidt på synet. Den hvide måne var stadig rund. `Gå ned til vandet! "Tænkte han. Selv om han næsten ikke kunne stå op, besluttede han sig for at gå derned. Det lunkne vand klamrede sig op omkring hans livløse og kolde ben. Efter at havde mærket efter,  føltes alt lidt for godt. Hurtigt trak han sit højre ben ud af vandet. `Igler! "Tænkte han. Hurtigt rystede han benet.

De var pænt store, de to sultne igler, der slubrede hans blod i sig. Han ville formentlig snart blive sløv, mere end han var i forvejen. Men det at ryste benet, hjalp ikke. Men han fik hurtigt en ny idé. Han klemte om iglerne og trak til... Dét hjalp, heldigvis. Men for sent ... blod faldt ud af igler og de faldt livløs på bunden. Han så op på den smukke måne, under den var en stor sten. Der sad noget på den. Noget med en hale. `En fisk? Tænkte han. `Nej, sandsynligvis ikke. Så stor er en fisk ikke.´ Den sidste sætning gentog han et par gange selv, indtil han havde fået nok.
 

Den fiske lignende skabning rystede på hovedet i en langsom og behagelig måde, der gjorde ham mere sløv, det lange mørke hår skinnede smukt og klart i måneskinnet. "Hvem er du?" Han hørte sig selv spørge dumt. `Åh, nej! Jeg skulle have holdt min mund! Det smukke væsen lå på stenen, og blev forskrækket da hun hørte lyden af hans stemme, forsvandt hurtigt i havet. Pludselig faldt han ned, besvimede på grund af blodmangel, nok.

Men dyret var ikke langt væk, for hun kunne se, hvordan det buldrede og boblede omkring ham, da han faldt. Selv om hun allerhelst ville bare svømme væk og forsøge at glemme ham, men hun kunne ikke. Hun måtte hjælpe ham, havde ikke noget valg. Hurtigt hun svømmede til ham. `Stakkels barn," tænkte hun. Han havde brug for hjælp, kunne hun se. Uden tvivl, trak hun ham op i hendes farm. Hendes klare, uskyldige, søde og violet øjne, så kærligt på ham. `En mand!´ Tænkte hun. Med meget besvær,fik hun ham op i hendes farm, var han meget tung. Hans arme hang ud til begge sider, og dinglede. Hun måtte se at få ham væk, hendes hale ville sidde fast på den lave bund. Så hun ville sidde fast og dø af sult, hvis ikke hun blev skudt først. Hun kom hurtigt væk fra den lave bund...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...