Essay om venskab

Jeg har skriftlig fremstilling for i skolen, lige nu, og jeg har valgt at skrive et essay, om venskab. Da jeg ikke har prøvet at skrive et essay før, vil jeg meget gerne dele det, og høre folks mening om det, for at se om jeg har gjort det, nogenlunde. Det skal lige siges, at vi heller ikke har haft om essay i skolen før, sooooo....

4Likes
2Kommentarer
20417Visninger

1. Venskab

 

Hvad er venskab egentlig? For mig, er venskab en person jeg kan stole på, og en person jeg kan være mig selv med. Ordet venskab er ofte forbundet med tillid, troskab, pålidelighed, sammenhold, gensidig respekt og forståelse. Det er jo ikke sådan at man er venner med en person man ikke stoler på, og man er heller ikke venner med en person, der ikke har forståelse for ens behov, i så fald ville venskabet være bygget på en løgn, sådan ser jeg i hvert fald på det. Hvis jeg kaldte en person, jeg ikke kunne stole på, for min ven, ville jeg lyve, det ville ikke være en ven, men hvornår er man så venner? Mange unge synes man er venner, når man har snakket sammen én gang, og er blevet såkaldte ’venner’ på Facebook, men der er jeg ikke enig. Jeg har godt nok 945 venner
på Facebook, men jeg betragter ikke engang en tiendedel af dem, som mine rigtige venner. Ud af de 945 ’venner’, er jeg nok bekendt med 100 af dem, 25 er familie, 75 af dem snakker jeg regelmæssigt med, men inderst inde betragter jeg kun omkring 25 af dem, som mine venner.

Hvad så med bedste venner og bedste veninder? Man kan jo sige, at man har venner, og så har man én bedste ven, men hvem er det egentlig, man betragter som sin bedste ven? Og hvad er forskellen på en bedste ven, og en ven? Jeg har en bedste ven, jeg har kendt ham siden vi var 3 år, og lige siden 4 klasse, har jeg betragtet ham som min bedste ven. Jeg synes at en bedste ven, er en man kan stole på, nok skal man også kunne stole på en ven, men jeg skal føle, at jeg kan betro alt til min bedste ven. Derudover skal det også være en jeg har kendt i lang tid, en jeg ikke behøver at forklare noget for, fordi han allerede kender mig så godt at han ikke behøver en forklaring, for at kunne hjælpe mig. Men hvordan ser andre egentlig på det begreb? Jeg har oplevet, op til flere gange, at se folk der skifter deres bedste venner ud, som jeg skifter mine underbukser, selvfølgelig ikke bogstaveligt talt, men jeg ser det virkelig ofte. Om det så er fordi folk bliver trætte af hinanden, eller hvad det er, synes jeg ikke at man i det tilfælde har gennemtænkt tingene, før man kalder sig bedste venner. Måske er det fordi jeg selv har et forholdsvis strengt syn på disse ord (bedste venner), fordi jeg er vokset op med to forældre, der har haft deres bedste venner, siden de gik i folkeskole, og aldrig har været sådan rigtig uvenner med dem.

Ovenstående leder mig til de næste spørgsmål; hvornår er man uvenner? Hvor meget bør man finde sig i, fra modpartens side, før det er på tide at sige stop? Personligt sætter jeg grænsen hvis min ven behandler mig respektløst, eller hvis jeg finder ud af, at jeg ikke kan stole på personen. Ved denne form for behandling, er det at jeg sætter min grænse. Personligt har jeg meget svært ved at tilgive, hvis jeg bliver behandlet respektløst, hvilket nok også er en af grundene til at jeg ikke betragter ret mange personer som mine rigtige venner. Måske betragter de mig som deres venner, men da jeg ikke er en person der buser ud med alt hvad jeg føler, ved mange ikke at jeg finder dem respektløse, hvilket i form af venskab, er en af mine svagheder. Hvis man forestiller sig, at man står i en situation, hvor man på en eller anden måde er blevet behandlet respektløst, man går måske stadig i folkeskole, og man er en af de personer, der forgæves prøver at lære noget. I timerne er man stille, eller, det var man i hvert fald i starten. Hvis ens ’venner’ larmer og man prøver at bringe dem til ro, både for ens egen skyld, men også for deres og lærerens, og de så råber, at man fandeme selv kan tie stille, er det så hvor grænsen går? Jeg synes det er respektløst, og der har jeg trukket en af mine personlige grænser, hvos mine venner gør sådan, så respekterer de mig ikke, og så betragter jeg dem ikke som ægte venner. Jeg ved ikke hvor man normalt trækker grænsen, men jeg ser ofte episoder hvor jeg tænker; ”hvorfor er du ven med ham/hende?” Og der finder jeg ud af, hvor forskellige folks grænser egentlig er. . Indtil for kort tid siden, troede jeg, at jeg havde meget tolerance hvad angik mine venner og deres behandling af mig, men det fandt jeg ud af, at jeg ikke har, da jeg på det sidste har frasorteret meget i mine venner, til dels grundet respekt, og til dels fordi de ikke kunne holde deres mund lukket omkring de ting, jeg fortalte dem.

Jeg husker engang hvor jeg stod i en situation hvor en af mine venner fortalte mig en hemmelighed om en anden ven, og ikke nok med at det var min ven, den person han fortalte hemmeligheden om, var hans egen bror. Det var ikke nogen stor hemmelighed, men konceptet i, at man kan fortælle en hemmelighed, som man er blevet betroet, i hans tilfælde ikke bare af en ven, men af hans egen bror, det er det, der går mig på. Hvornår bliver ens søskende egentlig til venner? Man er vel ikke bare venner, fordi man er søskende? Det synes jeg ikke. Min søster er ikke min ven. Jeg ved godt, at det måske lyder en smule barsk, gør det ikke? Jo, det gør det. Det ved jeg. Og det ved jeg at der er mange mennesker der vil synes, men det er den pure sandhed. Hun er min søster, og jeg elsker hende helt op til månen og tilbage igen, ingen tvivl om det. Men når jeg ikke føler at jeg kan stole på, at hun ikke fortæller hemmeligheder videre til vores forældre, så er hun og jeg ikke venner, så er vi bare søskende. Måske når vi bliver ældre, måske bliver vi da venner, men da hun lige nu er 9, og jeg er 14, så lever vi i vidt forskellige verdener, og dette skaber mange kontroverser mellem os.

Inden man får sig en ven, bør man stille sig selv disse spørgsmål: Kan jeg stole på ham? Viser han forståelse? Er han andet end bare en bekendt? Kan jeg se os sidde på en café og snakke om alt, om 10, 20, 30 år? Er det en jeg har lyst til at holde kontakten med, til den dag vi bliver gamle og grå? Hvis ikke man kan besvare disse spørgsmål med et rungende ja, bør man måske tænke over om man egentlig har lyst til at være venner med den person, for hvis man ikke kan svare ja, er det måske ikke en person, man bør spilde sin tid på at være sammen med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...