Den sidste engel


2Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

2. Hurra for mit perfekte liv

Jeg fandt ud af at jeg kunne forvandle mig til en mutant-menneske-fugle-ting da jeg var otte. Alex havde hevet mig med op på taget og jeg skulle absolut træde på den eneste løse tagsten der var. Jeg gled ned og faldt. Bygningen er ret så høj, og jeg tvivler på jeg havde overlevet det, vis det ikke havde de to hvide fugle-vinger der pludselig voksede ud af min ryg og lavede 2 store huller i min jakke. Jeg vidste ikke helt hvad jeg gjorde, jeg lagde bare mærke til at mit fald blev langsommere og at mine fødder ramte jorden blindt, mens jeg stadigvæk skreg. Da jeg landede, forsvandt de igen. De voksene er stadig forvirrede over hvad der skete, slev Alex ved det ikke.

Noget andet skete da jeg var 12. Alex, jeg og nogle andre sad og spillede kort, da jeg så noget mærkeligt. Mine kort begyndte at brænde. Jeg skreg og smed dem væk. Jeg så hvordan ilden spredte sig, langt hurtigere end den burde. Den spredte sig over møblerne og væggene, og også over mine venner. Men de spillede stadig og grinede over Alex's vitser. Jeg var for lamslået til at bevæge mig. Jeg lagde hænderne for øjnene og skreg. Pludselig hørte jeg en stemme der kaldte mit navn.Jeg fjernede mine hænder og kiggede. Alt var helt normalt. Møblerne, væggene, mine venner. De kiggede ned på mig med frygt og angst i ansigtet. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne vide det, men jeg vidste at mit syn ville blive virkelighed, hvis jeg ikke gjorde noget.

Jeg løg, både for dem og for mig selv, og sagde at jeg bare var faldet i søvn eller havde set syner. Jeg insisterede på at vi gik underfor og lejede videre, selvom det var hunde koldt. De var ikke meget for det og så meget skræmt ud, men Alex lavede et par jokes og de fik det roligt. Vi havde knapt nok lejet i et par minutter på lejepladsen lidt væk fra hjemmet, før Cathrine kom løbende og sagde at det brændte i hovedbygningen og at vi skulle samle os.

Fra den dag var alle de andre børn bange for mig. De ville ikke leje med mig og talte bag min ryg. Jeg hørte dem ofte kalde mig en freak og hvad der er være. Min eneste ven var er og er til den dag i dag Alex. Han får mig til at smile og opfinder sjove historier. Nogle af de andre børn mobber mig, men Alex viser dem altid, at man ikke skal ligge sig an mod ham.

Det var meget slemt, da en familie adopterede ham efter branden. Folk fik medlidenhed med plejehjemmet efter branden og mange børn blev bortadopteret. Resten af os kom på et nyt plejehjem. Desværre gik der ikke lang tid før alle børnene viste at jeg havde forudset branden. De drillede og mobbede og slog og stjal og langt flere og langt værre ting, som jeg ikke gider at fortælle om. Heldigvis kom Alex tilbage efter et par uger, og derefter stoppede de fleste af dem. Alex's metoder for at få dem til at stoppe var ikke pæne. og han blev straffet hårdt. Jeg stoppede ham altid når han gik for langt eller angreb mindre børn. Siden da var der ingen der ville være venner med ham heller. 

Jeg tror Alex har en anelse om, at der noget specielt ved mig, men han er ligeglad. Han siger selv, at han må være sindsyg, fordi han vil være ven med mig og jeg giver ham altid ret. Men han stopper ikke. Han går aldrig sin vej for tale grimt om mig bag min ryg. Han den mest loyale ven i hele Universet. Han er nærmest min hund, men jeg kalder ham ikke Fido. Så ville han nok gå. Han hader hunde og jeg aner ikke hvorfor. Jeg syntes at hunde er nogle af de mest nuttede dyr, nogensinde!

Alex har sort hår og brune øjne og karamel farvet hud, så han er det fuldstændig modsatte af mig. Han blev en del af systemet som 3-årig. Hans mor var alkoholiker og Alex blev taget fra hende da hun ikke kunne betale sine regninger og kom i fængsel. Alex siger altid, at hun nok er skyld i, at hans hjerne er lidt mærkelig, siden hun nok både røg og drak sprut da hun var gravid. Jeg tror ikke at der er noget galt med ham, men at han bare spiller dum, sjov og voldelig, for at andre skal respekterer ham (og mig).

Noget der nok gjorde det fast for ham, at jeg var anderledes, var, da vi var ude i skoven og ledte after grankogler. Pludselig kom han hen til mig med en lille fugl. Jeg var ikke sikker på hvilken en slags den var, men jeg var ret sikker på at det var en dumpap, hvilket Alex syntes ville være et mere passende navn for en fisk end en fugl. Jeg bad ham om at slippe den løs, men han fjernede bare sin hånd fra den ene vinge, og jeg kunne se hvad der var galt. Den var knækket, det kunne vi begge se på vingen, som havde en mærkelig vinkel. Jeg tog den forsigtigt over i min hånd. Vores lærer havde engang fortalt mig, at fugle havde en meget lille chance for at overleve, hvis de ikke kunne flyve. Jeg lod min finger glider over vingen, og ønskede mig mere end noget andet, at den var hel og fuglen kunne flyve væk.

Igen må jeg sige at jeg ikke anede hvordan jeg gjorde det, jeg gjorde det bare. Men der hvor min finger rørte fjerene, begyndte de at lyse svagt. Forskrækket slap jeg den og den landede på jorden. Den undrede sig også og foldede vingen ud. For øjnene af os satte den sig sammen i en sund vinkel. Fuglen baskede lidt med vingerne og kiggede mig i øjnene. Så fløg den væk, som vingen aldrig havde været brækket. Alex kiggede mig i øjnene og sagde:'Det var simpelthen så sejt! hvordan gjorde du det?'

Jeg var mindst lige så overrasket som ham, så jeg svarede bare: 'ingen anelse.'

Hverken Alex eller jeg fortalte det til nogen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...