This is goodbye.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 27 maj 2013
  • Status: Igang
"Raseriet boblede i mig, og det fik mig til at sætte farten op. Mine lange ben farede af sted, mens de syrede som aldrig før. Smerten i mine fødder lagde jeg ikke mærke til. Kun manglen på luft fik min opmærksomhed, hvilket gjorde mig en form for glad. Jeg ville hellere føle den smerte, end den han påførte mig igen og igen."

0Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg løb ud af døren, mens jeg smækkede den efter mig. Jeg løb ud i en fest, hvor der var farverige balloner, borde med orange plastikkrus og alkohol, og hvor musikken spillede højt. Alle havde festligt tøj på og var godt begyndt med sang og dans.

Forvirret og såret kiggede jeg rundt og gispede efter vejret, mens jeg prøvede at få styr på min forvirrede hjerne. Par der dansede tæt rundt omkring gav mig lyst til at skrige. Jeg gik rundt om mig selv uvidende om, hvad jeg skulle gøre.

 Folk vendte hovedet for at kigge på mig. Jeg fik kuldegysninger, og alles blikke blev på mig. Men dem ignorerede jeg. Jeg begyndte at løbe mod vejen, da jeg hørte døren blev åbnet. Hvem der åbnede den, så jeg ikke. Jeg fortsatte med at løbe.
 

Vinden ruskede i min kjole, som jeg havde taget på i dagens anledning. Jeg løb videre på den lange vej mod ingenting, mens tårerne flød ned ad mine kinder. Min makeup ville blive ødelagt, det vidste jeg. Men det var lige meget. Jeg var omringet af syngende fugle, en varmende sol og grønt græs, som jeg før havde sat pris på. Men der gav omgivelserne kun den modsatte effekt.

Jeg hørte en lyd. Hvilken ved jeg ikke, men det fik mig til at sætte farten op. Jeg prøvede, men på grund af mine dumme højhælede sko, som jeg havde taget på for hans skyld, kunne jeg ikke. Ligesom kjolen, mit hår og makeuppen. Men han skulle holde sig fra mig.

Jeg stoppede op og hev efter vejret. En bi fløj forbi mit øre, og jeg baskede den væk. Jeg satte mig på den lune vej, der var varmet op af solen. Mine sko fik jeg taget af, og jeg nød mine tæers frihed. Med vrikkende fødder sad jeg på vejen, mens min vejrtrækning blev nogenlunde normal igen. Jeg tørrede mine øjne, mens en varm brise fløj forbi mig.

 Det var dumt af mig at tro, at han havde ændret sig. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, og jeg begyndte at hade, at mit hjerte havde en så stor magt over min krop og mit sind. Lyden kom igen, så jeg skyndte mig at rejse mig med mine sko i hånden, og jeg begyndte at løbe igen. Ingen skulle være hos mig. Jeg gad ikke høre flere løgne eller dårlige undskyldninger.

Raseriet boblede i mig, og det fik mig til at sætte farten op. Mine lange ben farede af sted, mens de syrede som aldrig før. Smerten i mine fødder lagde jeg ikke mærke til. Kun manglen på luft fik min opmærksomhed, hvilket gjorde mig en form for tilfreds. Jeg ville hellere føle den smerte, end den han påførte mig.

Vinden fik mit mørkebrune hår til at flyve ind i mit hoved. Jeg hadede alt den tid, jeg havde brugt på at krølle det perfekt, fordi han kunne lide det krøllet. Mit tempo blev hurtigere. Så hurtigt at mit hår flagrede væk fra mit ansigt.

Jeg tørrede mine øjne, da jeg følte, at jeg havde fået noget i dem. Jeg tog en pause for at klø mig i øjnene. Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst, og kvalmen sad helt op i halsen på mig. Mine øjne gjorde endnu mere ondt, da diverse makeup røg op i øjnene på mig. En halv times arbejde blev ødelagt, og jeg bandede inden i over det.

Jeg åbnede øjnene, mens jeg fik vejret. Min blomstrede sommerkjole sad rodet, og mine forskellig farvede armbånd hang tungt på mine arme. Alt det havde jeg gjort på grund af ham, og han nåede næsten ikke at se det.

Mit blik blev sløret af tårer, for der var vreden væk, og sorgen tog over. Jeg satte mig ned på vejen igen og græd. Hvor kunne han? Efter alt der var sket. Pludselig kunne jeg hører en bil komme, så jeg skyndte mig at løbe hen på fortovet. Bilen kom kørende hurtigt forbi mig, mens vinduet blev åbnet. En mand råbte til mig, om jeg var sindssyg. Jeg ville råbe tilbage, hvis ikke gråden i halsen stoppede mig.

Mit hjerte var i smerte . Jeg havde frygtet det, men jeg håbede, at det aldrig ville ske. Men det var det. Han elskede mig ikke. Og lige meget hvor meget jeg ville gøre for at lave om på det, kunne jeg ikke. Men jeg ville alligevel aldrig kunne se på ham på samme måde som før.

Jeg kiggede ned, for at undgå at kigge på den næste bil, der kom susende forbi mig. Mit blik faldt på mine tæer. Mine negle var pænt klippet, og en limegrøn farve dækkede dem. Vreden boblede inde i mig. Selv dem havde jeg gjort pæne. Ting jeg aldrig plejede at gøre fine. Alt den energi spildt på en idiot.

Jeg måtte få vreden ud på en eller anden måde. Følelsen af at være ved at sprænge fyldte hele min krop. Jeg fik øje på en grøn busk ved siden af mig, hvor der også var en kæp. Voldsomt tog jeg kæppen i mine hænder og bankede busken med den, som var det ham.

”Den her er for at få mig til at tro på dig!” Råbte jeg efter den. Jeg tog alle mine kræfter i mit slag og svingede kæppen gennem luften og lod den ramme busken.

”Det her er for at holde mig for nar!” Jeg havde taget kæppen op igen, skreg efter busken, og slog igen med al min kraft. Intet kunne få al vreden i mig ud. Jeg satte neglene i kæppen, bed mig i læben til jeg blødte, og jeg udstødte et højt skrig, inden jeg igen slog busken.

Mine ellers så blå øjne var som forvandlet til røde, og jeg skar tænder for ikke at bide mig i læben. Jeg havde aldrig været så vred. Det var i hver celle af min krop. Jeg kunne næsten ikke klare det mere. Jeg trak vejret dybt ind, inden jeg tog mit sidste slag.

”Og den her er for at få mig til at elske dig!” Aldrig havde jeg følt sådan en kraft, som da jeg slog mit sidste slag. Al vreden blev forvandlet til styrke, og kæppen nærmest fløj hele vejen ned gennem busken, og jeg lod den blive der.

Mine ben knækkede under mig. Jeg lå på jorden, mens jeg kiggede rundt. Himlen var klar lyseblå, og træerne var helt grønne. Det var en varm sommerdag, som ikke på én måde passede til mit humør. Jeg lå og ønskede, at det ville blive ligesom en film, hvor himlen var hel grå, og der flød ned med hurtige dråber fra himlen.

”Sofie!” Min krop stivnede, da en velkendt stemme råbte mit navn. Jeg rejste mig, mens mit åndedrat blev mere hysterisk. Jeg gik nogle skridt mod stemmen, mens skikkelsen kom tættere på mig. Han kom gående mod mig i sit jakkesæt, der passede perfekt til hans veltrænede krop. Hans mørkebrune hår blev lyst op af solen, men det var hans øjne, der fik mig til at stoppe op som forstenet.

Da hans øjne mødte mine, så jeg sorg og bekymring i dem. Han gik mod mig, og jeg trådte et skridt tilbage. Mine hænder rystede, og jeg begyndte at græde igen. Vreden boblede i min mave, mens smerten i mit hjerte kom igen.

Jeg vendte mig om, for at komme væk fra ham. Væk fra hans løgne, hans utroværdighed, og væk fra hans lyvende øjne. Men mere end et par skridt nåede jeg ikke, før han afbrød mig.

”Sofie vent!” Råbte han efter mig, og jeg vendte mig om. Min hjerne sagde nej, men mit hjerte sagde ja, og det var det, der var stærkest. Jeg ville se ham en sidste gang. Han var begyndt at gå hurtigere mod mig, da mit sind gik amok. Jeg kunne ikke klare flere løgne.

”Tillykke.” Fik jeg råbt til ham med en grødet stemme.” Jeg hørte, at du vandt.” Og da det var sagt, fik mit hjerte mig endelig til at gøre det rigtige. Jeg løb.

”Nej vent!” Råbte han efter mig, men det var for sent. Jeg havde igen sat i løb, så mit hjerte hamrede af sted. Mit krøllede hår flagrede efter mig, min løse kjole satte sig fast på min krop foran, mens tårerne flød ned ad mine kinder.


Jeg gispede efter vejret, men det betød intet. Det vigtigste var, at jeg kom væk fra ham. Men selvom han intet godt havde gjort mig, vendte jeg alligevel mit hovede en sidste gang mod ham.

Han stod tilbage chokeret, mens hans hånd kørte gennem hans hår. Hans øjne fangede mine en sidste gang. Jeg blev mødt af øjne med en masse forskellige følelser, som jeg i dagevis kunne kigge i. Jeg ville ønske, at jeg kunne få ham til at elske mig, som jeg elskede ham. Men det slag var tabt. Jeg gav op.

Og selvom mine øjne var som fanget i hans, tvang jeg mig selv til at kigge væk. Derefter løb jeg videre på vejen, der virkede endeløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...