Hvad kærlighed kan gøre...

Er det der betyder noget overfladen? Hvor tør ingen gå ned under den? Hvorfor er det sådan?

1Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

3. Lisa svigter. Velbekomme Isabella!

Kap. 3


Lisa ringede den aften. Hun ville fortælle hvad hun aldrig fik sagt. Mine tanker kørte rundt. Hvad ville hun sige??? "Jeg er til... Tilfældigvis kommet til at tænke igen på den ting, der gjorde var i mit ben. Jeg er bange for at det er noget farligt. Det er en knude, som er blevet større. Men hvad vil den hos mig?". Hun lød bange. Jeg sagde noget i retningen af at vi i morgen tog ind til lægen, men hun tøvede. "Der skal Isabella og jeg ordne makeup. Hun skal lære mig hvordan man lægger.." Jeg afbrød hende. Hvordan kunne hun udsætte kræft, bare for Isabella som skulle lægge makeup?!. "Det aflyser du, og det bestemmer jeg" Med de ord svækkede jeg røret på. Jeg var bange. Men ikke for kræft. For det var bare noget jeg sagde, hvem vidste om det overhovedet var det? Det der gik mig mest på var Lisas forhold til Isabella. Var hun blind? Jeg kunne ikke forstå det?
Efter skole trappede vi op hos Lisas læge. Der lugtede rent, og alt var hvidt.  Lisa kom op at ligge på en slags seng med hvidt papir på. Lægen undersøgte hende, og jeg fulgte spændt med. Bare det var mig det skulle undersøges! Det var så spændende." Ingen kræft hos dig søde" konstaterede lægen som vist nok hed Marina. Lisas ansigt blev til et stort smil, og jeg glad at der intet var. "Vil du også undersøges" spurgte Marina for sjov. "Ja" svarede jeg med det samme, og hoppede op på sengen. Lægen undersøgte mig fra top til tå, og da hun næsten var færdig var Lisa klar til at gå, med alt Vores tøj over skulderen. Men lægen blev pludselig stille. Hun var nået til min skulder, og gik helt i stå. Jeg spurgte hvad der skete, men intet svar. Hun trak mig op af sengen, og ud på gangen. Lisa fulgte efter. Lugten af sygehus ramte mig. 
Vi kom ind i et rum, hvor der var helt Hvidt, og kun to stole var der. Mig og Lisa satte os, og lægen gik ud. "Hvad sker der?" spurgte jeg, og undrede mig over alt postyret. En overlæge kom springende ind i lokalet, med en kanyle og blodprøvers i hånden. Hans grå hår, tegnede på han var ældre end de andre læger, men han var bestemt ikke mindre kvik. 
Han havde været igang med noget, da han blev afbrudt af Lisas læge."Du skal røgentfotograferes på sygehuset, vi skal havde dit personnummer, forældres telefonnummer, og så køre vi". De ringede til mine forældre, og overlægen fik afvide at han skulle tage med mig op på sygehuset, og mine forældre så senere ville komme. Inden vi nåede at spørge om noget, vendte lægen om på hælene, og viste med hånden, at vi skulle følge efter. Jeg var nu lidt nervøs, for hvad skete der? Hvad skulle jeg, og hvorfor? Vi gik ned i en kold mørk kælder, der lugtede af hest. Vi hoppede ind på bagsædet af den store hvide lægebil, og efter lidt vriden og vreden gik bilen i gang. 
Hjulene kørte op af den stejle bakke, op på vejen, hvor solen samme ruden. Efter få minutter var vi på sygehuset, vi gik roligt ind af rulle døren, med lægen foran os. Et venteværelse fuld af mennesker der ventede på hjælp, var hvad der ventede os. Jeg blev nu for alvor bange. Hvad skete der? En lille piges blik fangede mit, hun havde armen indbundet i gips. Hendes store øjne var sørgmodige, og jeg smilte til hende. 
Pludselig rejste Lisa sig. "Beklager men jeg har en aftale med Isabella" udskylte  hun sig, og forsvandt ud af døren. "Tak for lort" tænkte jeg lidt, men jeg var nu mest ked af det. Jeg rettede tankerne mod de andre i venteværelset, og mit blik faldt på en dreng, hans hår stod ud til alle sider, og smilede skævt til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg så garanteret vildt sur ud, og det skræmte ham nok. Jeg tog et modeblad, fra den ledige stol ved siden af mig, og slog mig ned i det. Pludselig hørte jeg en stemme. Det var den drengen med det vilde hår.
Han satte sig ned ved siden af mig, og spurgte hvad jeg lavede her. 
Jeg brød sammen, jeg kunne ikke holde mig modig mere. Lisa svigtede mig, når jeg havde allermest brug for hende. Og hvad lavede jeg egentlig her? Han slog armen om mig, og jeg indånde hans duft af moterolie. Jeg undrede mig over han blev siddende, jeg sad bare her og brølede, og var ulykkelig. Men han blev hos mig. 
Jeg snøftede og tænkte mig om. Hvad lavede jeg her, og hvorfor skulle jeg overrumples med ulykke?.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...