Hvad kærlighed kan gøre...

Er det der betyder noget overfladen? Hvor tør ingen gå ned under den? Hvorfor er det sådan?

1Likes
1Kommentarer
257Visninger
AA

4. Hvad gør man når man får konstateret kræft?

Kap. 4


Endelig blev det min tur. Jeg havde siddet med næsen i drengens skulder. Han var garanteret gennemblødt i snot. Jeg rejste mig, og det samme gjorde drengen. Overlægen som sad ved mig side, gik forest og følte sig rigtig hjemme.  Jeg følte mig helt ødelagt af sorg og forvirring. Uden at sige noget, fulgte drengen med mig. Holdte om min skulder, og var ved min side. Vi gik helt ned i den anden ende af gangen, og lægen tog fat i det store jernhåndtag. Døren gik let op, og vi kom ind i et stort rum med nøgne væge, og alle mulige apparater. Jeg fik besked på at ligge mig under et apparat, jeg anede ikke hvad var til. Drengen stod stadig ved siden af mig, jeg anede ikke hvem kan var, eller hvorfor han var sammen med mig. 
Jeg var nu rigtig bange, jeg anede ikke hvad der ville ske. Lærerne havde bare sagt jeg skulle undersøges. Jeg kiggede op på drengen, han smilte og jeg prøvede at gøre det samme. Men uden held. Maskinen lukkede ned over mig, og der var helt mørkt. "Nu starter vi maskinen, og så er vi snart færdige. Den skanner dig, men du lægger ikke mærke til noget" 
Trods lærerenes "advarsel" gav det et sæt i mig, da maskinen begyndte. Et rødt lys lyste det ellers mørke rum op, og den rullede op og ned på lågetmaf maskinen. Efter nogle minutter slukkede lyset, og lyden stoppede. Maskinens låg løftede sig, og det første jeg så var drengens ansigt. Han smilte nervøst til mig, og jeg smilte lidt mærkeligt til ham. "Vi undersøger lige resultaterne, og så kommer vi igen".
 Nu var der kun mig og drengen. Gad vide hvor gammel han var? Nok på min alder....
Ingen sagde noget, men det gjorde intet. Snart kom lægerne tilbage, med en masse papirer i hånden. "Skal vi vente til dine forældre kommer?" spurgte de, men jeg sagde bare nej. Det kunne alligevel ikke blive værre. Min bedste veninde forlod mig, jeg var her og anede ikke hvad jeg lavede her, og en fremmed dreng stod ved min side. Lærerne gik tætter på, og kiggede først ned i papirerne, så ned på mig. 
"Du har kræft..." 
Alt blev sort. Jeg vidste ikke hvor jeg var, jeg følte mig som en engel der fløj. Det duftede af violer,  og et sted lagt forude var et lille lys. Var jeg død, og kommet i himlen? En stemme i den virkelige verden vækkede mig. Jeg anede ikke hvad der var sket. Jeg så drengens ansigt, og kiggede ned. En tåre dryppede ned på puden, i den seng jeg var kommet op i. Drengen satte sig på hug, foran mig og kiggede op i mine øjne. Han lænede sig frem mod mig, kiggede mig dybt i øjnene, og trykkede han læber mod mine. 
En masse tanker kørte rundt i mit hoved. Både sådan hvad fa***** har du gang i, men på en måde var jeg ligeglad. Min dag kunne alligevel ikke blive værre, så det gjorde vel ikke noget.
Han trak sig langsomt tilbage, og kiggede på mig. "Forresten hedder jeg Pax" sagde han, med hans skæve smil.. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...