Hvad kærlighed kan gøre...

Er det der betyder noget overfladen? Hvor tør ingen gå ned under den? Hvorfor er det sådan?

1Likes
1Kommentarer
258Visninger
AA

2. Hold dig væk! Lisa er min!

De efterfølgende dage var forfærdelige. Kun et par minutter om dagen var Lisa ledig. Isabella hang omkring hende, og jeg savnede hende så meget. Jeg kiggede op på dem, fra min plads bag ved. De så lykkelige ud. Endelig en dag tog jeg mig sammen. Sprang op fra stolen, da klokken ringede.
"Lisa" råbte jeg, og tog hende i armen. "Kom" sagde jeg, og trak hende med ud i gården. Solen brændte, og fuglene sang. 
"Hvad er der?" spurgte Lisa forvirret, og kiggede underligt på mig. Jeg fortalte hende at vi bare havde brug for at snakke. Som vi aldrig gjorde mere. "Der er noget jeg må fortælle" sagde Lisa stille, og så ned. Jeg kunne mærke på hende at det ikke var noget hun var stolt af. "Som min bedste veninde, fortæller jeg dig dette, og det kræver skulderærer" 
"Wow" tænkte jeg. Skulderærer var kun noget vi brugte hvis det var meget alvorligt. Men at hun kalde mig sin bedste veninde, kunne jeg ikke komme over. "Hvad så" spurgte jeg sødt, og ventede svar som "Jeg tror jeg skal flytte, eller mine forældre skal skilles". Men nej. "Du må ikke grine, ikke smile eller noget" forklarede Lisa. Hvad pokker kunne det være, siden det var SÅ hemmeligt, og pinligt. Ja pinligt. Lisa og jeg fortalte hinanden ALT. Intet for os var pinligt. Havde hun mon kørt en kat over, eller sådan noget? "Jeg tror jeg er til.." i det samme kom Isabella. "Hvad laaaaver I" skreg hun i mit ører, og ødelagde Lisas indrømmelse for noget, jeg stadig ikke havde fundet ud af.
"Vi er lige i gang med noget" bed jeg Isabella af, og hun kiggede uskyldigt på Lisa. "Tak!" råbte jeg, og hun skyndte sig at gå. 
Lisa kiggede på mig, som om jeg havde slagtet hendes hund. Så ond var jeg heller ikke. Isabella skulle bare havde ren besked om ALT, før hun fattede det. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede ud over byen. En masse forvirrede mennesker rendte rundt, og ville nå det ene og det andet. "Nåh hvor kom vi fra. Du sagde du tror du er til..." forklarede sig stille, og sødt. Pludselig ringede klokken, i samme sekundt. "Så lad da og være" skreg jeg, og vi hoppede ned fra træet, vi sad i. "Senere" sagde Lisa, og vi løb ind i klassen. Jeg kunne ikke tænke på andet, end det Lisa ville fortælle mig. Hvad var det? Efter skole tog vi hver til sit, men jeg bestemte mig at komme uventet over til Lisa.
Jeg traskede i pedalerne på den gamle cykel, og var snart fremme. Lisas mor åbnede døren. "Hej" smilede jeg. "Må jeg snakke med Lisa?" spurgte jeg. "Hun er sammen med den nye pige, øh jeg kan ikke lige huske hvad hun hedder. De er hjemme hos hende" undskylde Lisas mor. 
Selvfølgelig var hun det. Nu kom Isabella til at høre det før mig. Og så bliver Isabella hendes, ven som hun fortæller alt til. "Isabella" sagde jeg stille, og vendte mig om. "Skal jeg bede Lisa om at.." Jeg sagde pænt nej, og stang op på cyklen. Vinden blæste i mit hår, og tårerne pressede på. Jeg ville hjem, og det kunne kun gå for langsomt. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...