Hvad kærlighed kan gøre...

Er det der betyder noget overfladen? Hvor tør ingen gå ned under den? Hvorfor er det sådan?

1Likes
1Kommentarer
256Visninger
AA

1. Isabella

Det der betød noget var ens udseende. Havde man det rigtige tøj, den rigtige makeup, de rigtige sko og håret sat på den rigtige måde. Det var det der var overfladen, men ingen turde gå ned under den. Jo mig...
Lisa og mig turde. Engang.
Vi var altid sammen. Fjollede rundt i vores egen verden, pjattede og grinte. Var sammen hver dag, aldrig en dag uden hinanden. Indtil den tirsdag i juni hvor det sluttede. 
Selvfølgelig sluttede det. Hvad havde jeg regnet med? En bedste veninde gennem livet fra 6klasse eller hvad?!
Det var for godt til at være sandt. 

Det hele startede nede på græsset i et frikvarter. Vi sad i det høje græs, på en skrænt og pustede i græsrør. Vinden suste i vores blonde hår, og duften af sommer svævede rundt. Drengene fra klassen spillede fodbold, pigerne var nok på wc for at lægge makeup, eller høre den nyeste sladder. 
Men vi sad altså her, og følte og fri. Pludselig hørte vi en høj lys stemme bag os. "Hej" kom det fra en høj, slank, sund pige. "Jeg hedder Isabella, må jeg sidde hos jer?" 
Lisa var hurtig til at trække hende med ned på det tørre græs, som ikke havde set regn de sidste mange uger. 
Det perfekte smil, de perfekte læber, det stramt opsatte mørkebrune hår, stramme højtaljede cowboy shorts, og en lys top som makerede hende runde perfekte bryster.
Hun var simpelthen perfekt. Udenpå.
"Skal du gå i klassen?" Spurgte Lisa glad.
Det skulle hun, og det var jo dejligt. Der var bare noget ved hende jeg ikke kunne forstå. Men hvad? Hun var sød, og behandlede os godt. 
Jeg måtte slappe af!
Vi kom ind i klassen, og mig og Lisa der ellers sad sammen blev brudt op. "Den nye pige Isabella" forklarede læren. "Hun kan nu vælge hvor hun vil sidde" Isabella gik over mod vores bord, jeg kunne mærke drenges blikke klistre sig på hende, men hun lod som ingenting og nød opmærksomheden. Hun stilte sig ved siden af mig, og jeg rejste mig langsomt og trist op. Hun sendte mig et falsk uskyldigt smil, og satte sig så ned ved siden af Lisa. Jeg gav Isabella blikket, og trampede ned bagved. Kastede mig ned på stolen, og smed tasken på gulvet. "Skrid fra min bedste veninde", gik igennem mit hoved igen og igen. 
Jeg kiggede op på Lisa. Hende og Isabella sad og pjattede. Hviskede, og kiggede uskyldigt på læren når hun så ned på dem. Det var VORES ting! Hun stjal MIN Lisa! Jeg prøvede at berolige mig selv. "Lisa er din bedste ven. Hun holder af dig. Du er hendes bedste ven. Så dum er Lisa ikke. Hun vil ikke droppe dig. Tag det nu roligt" alt det fo'r igennem mit hoved, og fyldte mit hjerte med tvivl. "Hvem var hende Isabella egentlig, og hvad ville hun med Lisa?" 





Klokken var halv 7, og væggeuret ringede. 
En skrigene lyd borede sig ind i mit hoved, og jeg måtte stå op for at slukke larmen. Jeg tastede som altid Lisas telefonnummer ind, og ringede op. "Jeg vil ik" lød det i den anden ende af røret. I det samme kom jeg i tanke om Isabella. "Bare rolig sagde jeg til mig selv. Nu er det en ny dag, og en ny chance for at vise Isabella at Lisa ikke er nem at narre." 
"Hvad?" Lød det forvirret og træt fra Lisa. 
Jeg kom i tanke om mine høje tanker, og kom hurtigt på noget andet. "Jeg henter dig halv 8",sagde jeg og skulle til at ligge på. "Hey vent søde! Jeg skal følges med Isabella i dag, hun vil gerne havde en med her anden dag" lød det genert fra Lisa. "Bare idag".
Og med de ord lagde hun på. Jeg smed hårdt telefonen i gulvet, som heldigvis lande den i en tøjbunke, og kastede hovedet tilbage på puden. Lukkede øjnene, og drømte mig væk. 
Pludselig lød der en hoppen, og katten var i min seng. Jeg slog øjnene op, og kom i tanke om klokken. Og skolen. Og dermed Lisa og Isabella. Jeg sprang i tøjet, slugte morgenmaden og hoppede på cyklen.

Listede ind i den allerede begynde time, satte mig bagved, og kiggede op på Lisa. Hun havde for travlt med Isabella, og det skar i mit hjerte. Efter skole gik jeg hen til Lisa, og spurgte om hun ville med hjem. "Klart" sagde Lisa, men havde alt opmærksomheden rettet mod Isabella. "Ses søde" sagde Lisa, og de stod og krammende og lavede kyssemunde. Jeg stod utålmodigt, og rullede med øjnene. Isabella sendte mig en sukkersødt smil, og krammede Lisa en ekstra gang inden hun slap hende. Så kom Lisa. "Er du gode venner med hende Isabella eller hvad? I er konstant sammen?" Spurgte jeg. " Hun er super sød, og en vildt god ven. Er der noget galt med det da?"
Jeg forsikrede stille med blikket ned i jorden, om at det var der selvfølgelig ikke, men at de virkede som perlevenner, på kun to dage.
"Du burde måske åbne lidt op, i stedet for at være så skide sur, og så lade vær at være misundelig" Forsvarede Lisa sig selv, med en spids stemme. 
"Det er ligemeget" afsluttede jeg, og vi gik hjem i tavshed.

Om aftenen da jeg lå i min seng, kunne jeg ikke lade være med at tænke på dagen. Det Lisa havde sagt. Var det rigtigt? Var jeg bare misundelig, og ville ikke se det lyse? Var Isabella bare en overgang, som ville gå over igen? Jeg kunne ikke falde til ro, jeg lå bare og tvang mig til at finde svar. Men jeg var sikker. Isabella ville havde Lisa. For sig selv. Og hun ville af med mig! Eller hvad? 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...