Secrets - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 17 maj 2013
  • Status: Igang
Den 17-årige Valerie Bella Carter er en smuk og meget stærk pige. Hendes forældre er døde, de døde af en bilulykke. Hun var selv i bilen og det var hendes bror også. De blev adopteret, men til hver deres familie. Så hun opsøgte ham og tog til London for at besøge ham. Han bor i en lejelighed med sine fire bedste venner. Men hvad sker der når hun pludselig mister modet?

17Likes
7Kommentarer
947Visninger
AA

4. Talk That Talk

Kapitel 3.

Talk That Talk

Jeg tog en dyb indånding og løftede langsom min hånd for at banke på. Jeg kiggede nervøst ned på mine tæer. Hvad nu hvis det slet ikke er hans lejelighed? eller endnu værre hvis han ikke bliver glad for at se mig? eller han hader mig? men værst af alt hvis han er død? det ville slå mig ihjel indefra, for han er jo stort set det eneste familie jeg har tilbage..

Efter noget der føltes som en evighed, blev døren langsomt åbnet, det føltes næsten som slowmotion, men det kan være det bare var mig der følte det sådan. Jeg kiggede op. I døren stod der en dreng med brunt, krøllet hår og nogle smukke grønne øjne. Var det min bror? Jeg ved ikk, jeg husker ikke noget med at han havde krøller, men det kan jo være noget han ikke havde den gang. Havde min bror ikke brune øjne? Det er sådan jeg husker det. Mine tanker blev abrudt at drengen med krøller "ehmm.. Hvem er du? og hvad vil du her?" NÅÅRH JA!.. jeg har jo helt glemt at præsentere mig selv. Jeg har bare stået og stirret på ham unden at sige et ord? han må tro jeg er en eller anden syg-i-hovedet stalker eller freak. " Hej.. Jeg hedder Valerie Bella Carter og.. ehm.. er det her Liam Paynes lejelighed og er du Liam?" Spurgte jeg ham meget usikkeret.. altså jeg ved jo slet ikke om det er her han bor. i starten var jeg ret sikker, men nu da en fremmed dreng, som nok ikke er Liam, står her i hans dør og spørg hvem jeg er og hvad jeg vil ham, så er jeg ikke så sikker længere.

"Hej Valerie Bella Carter.." sagde han flirtende? og fortsatte " Nej jeg er ikke Liam, men det her er hans lejelighed. Han er ikke hjemme lige nu, men hvad vil du da? Det kan jo være jeg kan hjælpe dig?" - "Nej det behøves du ikke.. Jeg venter bare. Ved du hvornår han kommer hjem? for så kan jeg jo bare komme tilbage der?" Spurte jeg, det slår mig først nu at jeg burde have ringet, så var her ikke være sket. Nå men man lærer af sine fejl, gør man ikk? Så må jeg finde en bænk i park eller noget, hvor jeg kan sidde og vente.. Jeg er nået så langt, jeg kan ikke bare give op! "Nej det jeg ved ikke.. han er hos Danielle.." sagde han. Okay, hvem er Danielle.. Nu er jeg forvirret. Men jeg tager ikke hjem. "Det er okay. Men vil du ikke kontakte mig når han kommer tilbage.." Sagde jeg smilede og gav et papir med mit nummer på. "Så vil jeg bare lige finde et sted hvor jeg kan vente.. Er der ikke en park med en bænk her i nærheden?.. ligemeget.. jeg finder det selv.. ses" sagde jeg og vendte mig om for at gå, da en stor hånd greb om mit håndled og trak mig tilbage.. Han kiggede mig i øjnene og WOAW de er flotte og grønne. "Vil du ikke hellere sætte her inde med mig, søde? Der er så koldt udenfor." Spurgte han, igen flirtende. Grrr.. han er så pokkers flirtende og lækker... uhm glem det sidste.. "Tjaa.. Hvorfor ikke det er jo ret koldt." Svarede jeg og trådte ind, da han åbnede døren helt og gik tid siden. "Her.. Skal jeg ikke tage din jakke?" sagde han smilende og tog min jakke for at hænge den på knagen. 

 

Vi sad i stuen og så en film. Det var lidt akavet, at sidde og se film med en helt fremmed person. Men han var ret flink. Selvom han var ret flirtende. "Nå.. har du ikke lyst til at fortælle mig lidt om dig selv?" Spurgte han og smilede charmerende. "Tja.. det kan jeg vel godt. Hvad vil du vide?" Smilede jeg. "Alt!" Sagde han, igen på denne der charmerende flirtende måde.. Hvad sker der for ham? Nå men vis han vil vide alt så kommer det nok til at tage noget tid. "Alt?.. Okay.. Virkelig?" Han nikkede og smilede bekræftende. "Okay. Det er meget. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Okay, jeg hedder Valerie Bella, som betyder Stærk og Smuk. Je-" "så passer det jo godt til dig." Afbrød han og sendte mig et charmerende smil. AARGH!! Han flirter igen! "Bare fortsæt" Jeg sendte ham et sødt smil og fortsatte "Jeg er 17 år og kommer fra en lille by 2½-3 timer fra London. Min 'adoptivmor' hedder Maria og min 'adoptivfar' hedder David. og min bror hedd-.. nå nej det ved du sikkert allerede?" Han vidste jo helt sikkert at Liam var min bror. "Nej, hvem er det?" Spurgte han og så undrende på mig. " Liam. Liam er min bror. Det er derfor jeg er her!"

"Ej, det vidste jeg ikke" Sagde han helt overasket og chokeret. "Har han slet ikke snakket om mig," wow.. han vidste det ikke.. Måske ville Liam ikke se mig og det var derfor han ikke havde talt om mig, måske havde han glemt mig.. "nææh.. Vi har aldrig hørt meget om hans familie, og hver gang vi har spurgt ind til det har han svaret meget afvigende og lavede emneskift." svarede han. Selvom det ikke var hans mening så sårede det mig, at jeg ikke var 'god nok' til at han ville fortælle om mig, eller måske havde han glemt mig og alle de sjove ting vi havde lavet sammen som børn eller også ville han måske ikke kendes ved mig. 

Jeg mærkede et par stærke arme om mig og hans hånd på min kind. Han fjernede en tåre, der helt ubevidst var gledet ned over min kind, med sin tommelfinger. Det føltes så trygt og rart at sidde her i hans arme, selvom han bare en fremmed. Han virkede som en fantastisk person, han virkede også meget flirtende. "Har du lyst til at snakke om det?" Spurgte han sødt. "Lige om lidt." Jeg ville bare sidde her i hans arme lidt længere.

Efter at have siddet i hans arme et stykke tid, måtte jeg jo så forklare. "Jeg ved godt du måske synes jeg overreagere eller er dramatisk. Men eftersom Liam nok ikke har fortalt historien om vores forældre så må jeg jo. For cirka 12 år siden var min familie og jeg på vej hjem fra en familiefest. Det var en mørk og lidt tåget aften i November, det havde regnet så vejene var glatte og pludselig var der en modkørende bilist lige foran os. Da jeg vågnede op igen lå jeg i en hospitalsseng med min bror ved min side." Jeg sad med våde kinder og snøftede. "Mine forældre var så hårdt kvæstet, at de ikke var til at redde." 

___________________________________________________________________________________________________________________

Hvad synes i? Undskyld, det er sååå lang tid siden, men nu er der og et liiidt længere kapitel til jer. Jeg vil meget gerne vide hvad i synes.. Sååååå I må MEGET gerne smide en kommentar har under. Det ville jeg elske jer endnu mere for.. Hvis det er muligt xx.

Xoxo E 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...