Carmens historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
denne novelle hører sammen med min anden novelle "en lille julehistorie" men de kan sagtens læses hver for sig. de omhandler bare de samme personer, og samme historier, fra forskellige syns vinkler.

denne novelle er som titlen også fortæller, historien om Carmen. hun har levet hele sit liv i skyggen af sin sjove og glade tvillingesøster. al pres og alle forventninger blev lagt på Carmens små skuldre, som med tiden blev mindre og mindre da Carmen gradvist udvikler en spiseforstyrelse, og til sidst bliver indlagt. først da går det op for hende, hvad hun har gjort, men det er for sent.

1Likes
0Kommentarer
279Visninger
AA

1. Carmens historie

 

Carmens historie:

Jeg blev født først. Jeg var den første der kom ud. Der var kun tale om få sekunder, men hvem kunne vide at de få sekunder ville få så stor betydning. Der blev altid forventet mest af mig, Amalie havde slet ikke det pres. Selvom hun var min tvillingesøster, og selvom jeg kun var få sekunder ældre end hende. Det snakkede vi tit om, mig og hende, hvorfor det kun var mig der havde det kæmpe pres liggende på mig konstant. Ingen af os vidste hvorfor, Amalie ville gerne have det pres, hun følte at alle var ligeglade med hende, jeg forsikrede hende altid om at det var de i hvert fald ikke, og jeg forstod ikke hvordan hun faktisk kunne ønske sig det pres fra alle. Men på den anden side, hvis man føler sig glemt af alle, så vil man vel gøre alt for at folk bare føler et eller andet for en.

Jeg elskede Amalie, godt nok var vi søstre, men vi var som bedste venner. Jeg kan faktisk heller ikke komme i tanke om ét eneste tidspunkt hvor hun har kaldt mig hendes søster, for hende har jeg bare altid været hendes bedste veninde, og det var en af de hundredetusind grunde til at jeg elskede hende så højt. Vi lavede alting sammen, om vinteren kælkede vi sammen på kælkebakken nogle få kilometer fra vores hus.  Om sommeren svømmede vi rundt i søren, det var måske ikke den reneste sø, men vi var da ligeglade. Så klædte vi om ved bredden af søen, dengang var vi for små til at tænke over om nogen så os, og vi havde heller ikke rigtig nogen grund til at være bange for at blive opdaget, vores kroppe var jo slet ikke udviklede på nogen måde. Men hvem ville have regnet ud at min krop aldrig ville blive færdigudviklet, ikke mig i hvert fald. Mig og Amalie legede altid havfruer når vi badede i søen, vi legede smukke tynde havfruer, med skinnende rødt hår og smukke blå øjne. Det var vores yndlingsleg, og når vejret var for koldt til at vi kunne bade, så legede vi bare prinsesser i stedet, unge smukke prinsesser på jagt efter vores drømmeprins. Vi gik ind i mors klædeskab, uden at hun vidste det, og tog hendes kjoler og højhælede sko på, listede så ind på vores eget værelse og tog hver vores tiara på også. Og så var vi de smukkeste prinsesser, vi løb rundt og svingede med kjolerne, og faldt næsten i de højhælede sko, som var alt for store til os. Og når mor fandt os, løbende rundt om hinanden iført hendes tøj og sko, mens vi legede prinsesser, så kunne hun ikke andet end at le. Så gik hun hen og gav os det største kram, og en masse kærlige kys, og så kom far og ville være med. Og så sad vi der, hele kongefamilien, kongen, dronningen, og deres to små prinsesser. Så kørte far glad ind til byen og købte is med hjem, men kun tre, for jeg ville hellere have et æble.

Som årene gik var der ikke meget der ændrede sig, lige bortset fra en hel del. Vi kom i skole, mig og Amalie kom i samme klasse, det nød vi begge godt af, for så kunne vi stadig være lige så meget sammen som vi altid havde været. Mor var ikke så vild med ideen, for hun mente også at vi skulle have andre venner end lige hinanden. Men far kunne se at vi ikke kunne undvære hinanden, det prøvede han også at forklare mor, når vi var blevet lagt i seng, han prøvede at forklare hende, at vi jo var tvillinger, og de måtte lære at forstå at vi bare ikke kunne undvære hinanden ligesom alle andre søskende kunne. Så mor gav sig til sidst og lod os komme i samme klasse.

Måske havde mor lidt ret i det med at vi måske skulle have gået i to forskellige klasser, for vi gav ikke rigtig hinanden nogen chance for at få andre venner. Vi hang på hinanden dag ud og dag ind. Men vi havde ikke noget problem med det. Vi var jo bedste veninder. Vi havde ikke brug for andre end hinanden.

Men som årene igen gik blev vi ældre, presset voksede og lige pludselig var der meget forskel på mig og Amalie. Vi var stadig sammen, men hun begyndte også at se andre mennesker, og der opstod nogle gange voldsomme skænderier mellem mig og hende, når vi blev forelsket i den samme dreng. Vi var jo tvillinger, vi havde samme smag, og det måtte vi betale dyrt for nogle gange. Men vi endte altid med at vælge hinanden frem for en dreng, selvfølgelig.

Jeg kan huske at jeg missundede Amalie, jeg havde det lidt som om, hun var den smukke af os, og jeg var bare hende med hjernen, som absolut skulle have de bedste karakterer i alt, så jeg kunne komme på gymnasiet, og få de bedste karakterer der, så jeg kunne få en god uddannelse. Amalie havde slet ikke det samme pres hjemme fra. Hun fik lov til at tage til fester med vennerne, mens jeg måtte sidde hjemme og lave lektier for ikke at skuffe nogen. Det drev mig til vanvid. Jeg følte mig ikke god nok på nogen måde. Jeg ville gerne have Amalies liv. Selvom vi var tvillinger så levede vi to vidt forskellige liv. Jeg ville gerne være ligeså flot og tynd som hende, hvordan kunne det være at jeg ikke var lige så tynd som hende, når vi jo var tvillinger, det virkede så uretfærdigt. Måske hvis jeg så tabte mig og blev lige så tynd og flot som Amalie så ville mor og far måske behandle mig anderledes, måske ville de ikke lægge samme pres på mine skuldrer, fordi de ville tænke at en så flot pige ikke behøvede gode karakterer, hun skulle nok klare sig.

Jeg tabte mig, og stoppede med at sammenligne mig selv med Amalie, det var ikke fair, hun var min søster, min bedste veninde, og jeg ville have lov til at være sammen med hende, uden at sammenligne vores kroppe. Så jeg begyndte at sammenligne mig med alle andre, med dem fra min klasse, med folk på gaden og med folk i bladene og i Tv'et. Det var hårdt men det hjalp mig til at fortsætte. Jeg havde ikke noget mål, kun at være tynd. Og det føltes som et skridt i den rigtige retning, hver gang jeg foran spejlet kunne ane et lille ribben. Hver gang jeg kunne mærke en knogle som jeg ikke kunne mærke før. Det hele var små skridt på vej mod mit mål, et mål som jeg aldrig ville nå. For dengang vidste jeg ikke hvad mit rigtige mål var. Hvor det hele ville ende. Jeg fortsatte bare, i retning mod det som jeg dengang opfattede som mit mål. Og jeg stoppede ikke, jeg kiggede ikke tilbage. Jeg isolerede mig, fik ikke rigtig nogle venner, og begyndte at skubbe dem fra mig som jeg havde i forvejen. Jeg havde en meget stram tidsplan hver dag, derfor havde jeg ikke tid til at være sammen med nogen, jeg skulle jo motionere og passe på maden, det var det hele min dag gik ud på. Jeg fandt dog stadig tid til at være sammen med Amalie, hun var jo trods alt min tvillingesøster, vi var en del af hinandens liv, vi var en del af hinanden. Men jeg fortalte hende aldrig hvordan jeg havde det. Jeg fortalte det ikke til nogen. Ikke engang mine forældre. Der var heller ikke nogen som spurgte, så hvorfor sige noget? Bekymre dem uden grund. Nej så hellere bare fortsætte i tavshed og skubbe problemerne til side når jeg var i selskab med andre.

Amalie roste mig tit for mit store vægttab, hun sagde at jeg var så flot, det gjorde alle, og det motiverede mig til at fortsætte, selvom jeg ikke var enig med dem. Jeg fortsatte i en uendelighed. Og det gik mere og mere op for mig at der måske var noget galt. Men jeg sagde ikke noget, der var jo ikke nogen der sagde at jeg så ud til at have problemer, og det havde jeg jo heller ikke, jeg havde det bare ikke så godt, det var alt. Vi fik også en lillesøster, for mor og far havde åbenbart ikke nok i tvillinger. Så min nye lillesøster Sofie tog meget af deres tid og opmærksomhed. Og jeg fortsatte. Ubemærket. Jeg vidste ikke helt hvad jeg lavede, eller om jeg var i live, det føltes ikke sådan, men det føltes alligevel godt og tilfredsstillende.

Til sidst begyndte Amalie at spørge mig om jeg var syg, for jeg så meget dårlig ud, det gjorde hun flere gange, og hver gang forsikrede jeg hende om, at jeg havde det helt fint, og at hun ikke skulle bekymre sig om mig. Og så blev der ikke rigtig snakket mere om det. Vi sad bare og lavede det vi plejede at lave sammen, som om intet var galt, og alt var som det plejede at være, men jeg var ikke mig, jo den nye mig, men hende kunne ikke engang jeg li'.

Da jeg til sidst næsten ikke kunne flytte mig ud af stedet, uden at hele min krop gjorde ondt, og uden at være bange for at alle mine knogler pludselig ville falde sammen, blev jeg indlagt. Jeg var bare til tjek hos lægen, og så ville han med det samme have mig indlagt. Han tog hundredvis af blodprøver og alt muligt, og sagde til sidst at jeg havde anoreksi, af en eller anden grund overraskede det mig ikke, men det var alligevel et meget svært begreb at forholde sig til, for var det godt eller dårligt, var jeg syg eller bare tynd, jeg tænkte at det var en god ting, så jeg gav mig ikke, jeg havde ikke lyst til at blive indlagt, jeg skulle hjem og motionere, men han tvang mig, jeg har altid hadet min læge, han er så kold og klam og befalende hele tiden. Mor var heller ikke så vild med det. Men hun blev overbevist da lægen sagde at jeg var i livsfare. Det troede jeg ikke på. Hvordan kunne jeg være det, det var kun noget man var i fjernsynet. Man kunne ikke være i livsfare i virkeligheden. Men mine forældre kørte mig på hospitalet, hvor jeg straks blev indlagt. Der blev næsten ikke snakket henne på hospitalet, jeg blev bare med det samme stukket i af hundrede forskellige nåle, som skulle tage hundrede forskellige blodprøver, selvom jeg tvivler meget på at jeg havde noget som helst blod i mine årer. Jeg fik også med det samme drop. Det gjorde ret ondt, men det var mere følelsen af at blive tykkere for hvert sekund, jeg ikke kunne holde ud.

Min mor græd hele tiden, hvordan kunne hendes kære lille pige dog være så dum. Hun var sikkert meget skuffet, men hun viste det aldrig. Hun var altid så sød mod mig. Når hun aede min kind og sagde at det nok skulle gå, jeg skulle nok få det bedre, og jeg skulle nok få en masse nyt tøj når vi kom hjem. Og når hun stille sad og lyttede til alle de ting som jeg aldrig havde sagt.

Mor boede på hospitalet mens jeg var indlagt, hun var næsten aldrig hjemme, jeg syntes at det var synd for Amalie, hun blev vist meget overset i al den tid. Og jeg prøvede tit at overbevise mor om at Amalie havde mere brug for hende derhjemme end jeg havde brug for hende på hospitalet, på hospitalet var der jo en masse læger og sygeplejersker som ikke skulle andet end at passe på mig. Men mor nægtede stædigt at tage hjem. Hun ville blive hos mig, og Amalie skulle nok klare sig hun havde jo far, men jeg vidste fra Amalie at han vist havde meget travlt med at passe lille Sofie.

Jeg talte også med Amalie om mor, Amalie mente at hun var blevet en anden. Hun var helt anderledes overfor hende end hun var overfor mig. Det benægtede jeg selvfølgelig, men vidste inderst inde at det nok var rigtigt. Mor var begyndt at være meget streng overfor Amalie, mens hun altid var sød overfor mig. Den dag var Amalie blevet sur. Hun havde sagt at alle var ligeglade med hende, og hun gik vredt ud ad døren med ordene: "nu kommer din mor jo også snart". Min mor? Var det ikke også hendes mor? Nej min mor var hende den søde og forstående, hende som aede min kind og holdte min hånd. Amalies mor derimod var hende den skrappe, hende der altid var efter én. Stakkels Amalie. Jeg havde så utroligt ondt af hende, det var min skyld at hun havde det så forfærdeligt, og jeg ville ønske at jeg kunne lave det om.

Den dag var Amalie heldigvis kommet tilbage. Hun sagde undskyld fordi hun havde været sådan en idiot. Jeg sagde at det skulle hun slet ikke tænke på, jeg vidste at det hele måtte være meget svært for hende. Og jeg tror at hun kunne fornemme at jeg virkelig mente det, vi var jo altid på bølgelængde med hinanden, vi forstod altid hinanden. Jeg bad hende om at sætte sig ned ved siden at min seng. Jeg fortalte hende om en vidunderlig drøm jeg havde haft. Jeg var en engel, og jeg fløj sammen med en masse andre engle præcis som mig, vi var på vej op i himlen, og det hele var så fantastisk smukt. Amalie virkede ikke helt ligeså fascineret af drømmen som mig, men det gjorde ikke noget, hun forstod den og det var det vigtigste, hun sad bare og holdte min hånd mens hun smilede til mig. Jeg fik tårer i øjnene, jeg syntes bare ikke at alt det her var fair overfor Amalie. Hun havde ikke fortjent alt det her. Jeg kunne se at hun havde tabt sig, hun begyndte at ligne  mig mere og mere. Og det gjorde mig bange, hun måtte ikke ende som mig, jeg måtte gøre alt hvad jeg kunne for at redde hende. Måske var alt det her arveligt, eller måske havde jeg smittet hende, fordi hun ville være ligesom mig, jeg kunne ikke holde den tanke ud. Hvad nu hvis jeg havde givet Amalie anoreksi. Jeg ville aldrig tilgive mig selv. Mon ikke sonden i min næse var med til at skræmme hende lidt. Jeg havde haft en meget dårlig vane med at snyde med mine måltider, jeg drak kun væske, min mave kunne ikke holde til andet, den kunne ikke engang holde til væskerne, men lægerne tvang mig, dumme læger. Men jeg snød dem, mor havde haft en masse små kasser med til mig, som jeg kunne have mine ting i. Men jeg havde taget tingene ud, lagt dem andre steder ,og så hældt væskerne ned i kasserne. Det var ulækkert, og svært uden at blive opdaget, og jeg havde det konstant dårligt over at jeg gjorde det, men jeg havde ikke andre valg. Men da lægerne pludselig fandt ud af at jeg blev ved med at tabe mig, så fik jeg en sonde i næsen. Jeg hadede den sonde. Jeg havde lyst til bare at flå den ud, men det turde jeg alligevel ikke, tænk hvis jeg ødelagde min næse.

Men i hvert fald måtte jeg gøre noget. Jeg holdte godt fat om Amalies hånd, så godt som jeg nu kunne. Jeg kiggede lidt op og ned af hende og sagde: "du er tynd, pas nu på dig selv, jeg elsker dig så højt" min stemme var ikke hvad den havde været, men jeg tror at hun fik fat i det. I hvert fald sagde hun: "jeg elsker også dig, så meget, og jeg skal nok passe på mig selv, men lige nu er du vigtigst, og du skal nok klare det her, vi gør det sammen".  Hun klemte min hånd, og det føltes dejligt, jeg følte mig endelig tryg, kun sammen med hende. Jeg prøvede at smile til hende, selvom det var svært. Især når jeg kunne se at hun var ved at græde.

Den aften havde hun givet mig et kram, det var ret svært når jeg lå i en hospitalsseng, og ikke måtte flytte mig overhovedet, ikke engang for at gå på toilettet. Jeg måtte ingenting, jeg måtte kun ligge der i sengen. Det var forfærdeligt. Den aften havde jeg svært ved at sove. Udenfor regnede det helt vildt, og jeg havde mest af alt bare lyst til at gå derud, lægge mig ned midt på gaden, og bare mærke regnen mod min hud, bare mærke et eller andet. Men i stedet skulle jeg ligge der og lave ingenting, mor var gået i seng, og min vagt sygeplejerske sad og halvsov foran et lille rejsefjernsyn. Jeg vendte mig mod vinduet på min side af værelset, jeg boede på et tomandsværelse, men der var kun mig, det passede mig også fint. Jeg kiggede ud ad vinduet, på dråberne som gjorde det umuligt at se andet end de udtværede lys fra byen. Jeg koncentrerede mig om lyden af regnens dråber mod ruden. Og af en eller anden mærkelig grund syntes jeg at kunne fornemme at Amalie lå og gjorde præcis det samme.

Der gik lang tid. I modsætning til min nattevagt, som var en midaldrende dame med krøllet halvgråt hår, og små briller, så havde jeg ikke lukket et øje hele natten, men jeg var ikke træt. Pludselig fik jeg en mærkelig smerte i brystkassen, jeg havde lyst til at sige noget til sygeplejersken, men jeg kunne ikke få et eneste ord ud ad munden. Jeg lagde mig om på ryggen. Jeg havde besvær med at trække vejret, hvert eneste åndedræt var en kamp. Og det var som om hospitalets vægge langsomt smeltede ned omkring mig. Jeg nåede at se sygeplejersken tage sine briller af kigge mærkeligt på mig, og så gå hen imod mig, da smerten og alting pludselig holdte op, jeg havde det helt fint, jeg havde det faktisk fantastisk. Og jeg forstod ikke hvorfor sygeplejersken stadig så så bekymret ud. Hun mærkede hele tiden på mit hjerte, og hun trykkede og rørte ved mig alle mulige andre steder, så trykkede hun på en eller anden fjernbetjening, som hun havde siddende i sit tøj, og løb så hurtigt ud ad døren. Lige så snart hun var væk, prøvede jeg selv at mærke på mit hjerte, hvorfor var hun så mærkelig, hvorfor var hun bare styrtet ud ad døren på den måde. Jeg beholdte min hånd over mit hjerte i lidt tid, flyttede også lidt på den nogle gange for måske bedre at kunne opfange mit hjertes slag, men lige meget hjalp det, jeg kunne ikke mærke mit hjerte slå. Det kunne ikke passe, hvordan kunne det være muligt. Jeg lå jo lyslevende her. Jeg prøvede at lægge min anden hånd på min brystkasse, men jeg opfangede stadig ikke bare de mindste hjerteslag. Hvad var der galt med mig, jeg havde ikke lyst til bare at ligge der, Så jeg rejste mig forsigtigt op fra sengen, og gik hen mod døren for at se hvor sygeplejersken blev af. Men da jeg ikke kunne se hende, vendte jeg mig om for at gå tilbage i sengen. Men jeg nåede ikke engang at tage ét skridt før jeg fór sammen af skræk. Jeg kunne se mig ligge i sengen, hvordan kunne det lade sig gøre, jeg stod jo der ved døren. Jeg missede med øjnene pigen i sengen lignede mig på en prik, bortset fra at hun var meget tyndere end jeg huskede mig. Jeg nåede ikke at tænke mere over det før mindst fem læger stormede ind ad døren, og med det samme omringede pigen i min seng. De undersøgte hende på alle tænkelige måder, de ruskede forsigtigt i hende, og sagde Carmen, Carmen er du der, vågn op. Pigen lå bare og stirrede tomt op i loftet. Vent, Carmen? Hvad? Var det her en eller anden langt ude film eller sådan noget, det kunne jo ikke være mig, jeg stod jo henne ved døren. Pludselig stoppede lægerne op, og en af dem, jeg kunne genkende ham, det var overlægen, han var egentlig flink nok. Han var ret ung af en overlæge at være, og i modsætning til min gamle læge, så virkede han meget forstående. Men denne gang forstod jeg ikke ham, jeg forstod ikke ordene som kom ud ad hans mund: "Carmen er død, pis!" hvad? Carmen. Død? Jeg forstod ingenting. Jeg gik forsigtigt ind mellem lægerne, ingen sagde noget til det, det var som om jeg slet ikke var der. Og der så jeg hende, jeg rørte ved hendes kind, meget forsigtigt, det var mig. Jeg var død, men hvordan, jeg stod jo lige der. Var jeg et spøgelse? Hvad skete der? Jeg begyndte at græde, strømme af flydende guld løb ned over mine kinder. Først der forstod jeg hvad mit rigtige mål var, hvad min endestation var. Døden. Det havde aldrig været mit mål at blive tynd, det var mit mål at dø. Og nu havde jeg for alvor skadet min familie og alle dem jeg holdte af. Hvordan ville Amalie tage det, hvordan ville mor og far reagere, jeg havde ikke engang lyst til at blive og se min begravelse, jeg ville bare væk. Væk fra den skade jeg havde forvoldt alle jeg holdte af. Hvad med Sofie, ville mor og far fortælle hende om mig, eller skulle hun vokse op uden at vide noget om hendes anden storesøster, hendes døde storesøster. Hende der var dum nok til at slå sig selv ihjel.

Men pludselig var det alt sammen lige meget. Jeg fyldtes pludselig af en fred, som jeg aldrig havde følt før. Jeg følte mig glad og fri. Pludselig så jeg det smukkeste lys, det strålede som guld og krystaller. Og jeg blev draget af dets skønhed. Jeg fik vinger, de samme smukke englevinger som jeg havde haft i min drøm, og jeg fløj, jeg fløj op mod lyset, sammen med alle de andre engle, snart skulle jeg lege prinsesse igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...