Azurblå

Et selvmord.

24Likes
10Kommentarer
1114Visninger

1. One Shot

Azurblå.

Det er alt jeg kan se hvor end, jeg er.

En bedårende, perniciøs blå.

Jeg føler mig suspenderet fra luften, lyset og friheden. Jeg synker.

Jeg løber langsomt tør for luft i takt med, at mine lunger begynder at stramme om sig selv.

Omsider rammer mine fødder de dueblå fliser; mit hår strejfer mit ansigt. Blødt... som fjer.

Jeg kigger op og ser de slørede lys i loftet som skærpes, mens jeg ligger på bunden og betragter dem. I lyset kan jeg også se fnuggede, hvide skyer på en lyseblå himmel.

                 Jeg føler mig tung.

Hvorfor rodede jeg mig ud i det her? Jeg får øje på boblerne, der danser deres vej tilbage til vandoverfladen.

Trangen til at vende tilbage til landjordens tørke er nu ikke længere en mulighed. Jeg er for udmattet.

Endnu en parade af bobler flygter fra mine let adskilte læber. Mine døsige øjenlåg lukker sig sindigt. Den dunkende hjertebanken i mine ører vugger mig i søvn, og sætter tempoet for de små luft-dansere, der svæver op mod lysene og den lyseblå himmel.

Bag mine øjenlågs mørke føler jeg, at der falder en sten fra mit hjerte. Mine øjne åbner.

   Hvad sker der?!

Jeg ser til højre og venstre. Alt er stadig blåt. Jeg indser, at jeg er endnu ligger vægtløs på bunden.

Smerten i mit bryst er forsvundet sammen med den pumpende rytme i mine ører. Jeg vender mig om og kigger direkte mig selv i øjnene. Forståelsen rammer mig som et lynnedslag, men jeg ønsker ikke at tro, det er sandt. Jeg prøver at fremprovokere vemodigheden, men der er intet at komme efter. Jeg rækker ud og mærker min kolde kind.

Hvorfor? Er det eneste der løber gennem mit hoved. Mit ansigt hviler sig, mens jeg let kærtegner det.

Jeg er nødt til at være sikker... Derfor løfter jeg mit ene øjenlåg.

Det blå øje er mat, tomt ... livløst. Jeg forventer et vrag af følelser til at styrte ned over mig, men jeg mærker absolut intet.

Noget bevæger sig over mig og fanger mit blik. Jeg ser Jakob svømme mod mig. Han når min krop og får hurtigt sin arm omkring min mave.

Han sparker bunden og padler sin vej op til overfladen. Mine nytteløse arme og ben følger efter ham som slattent tang. Jakob bryder overfladen og knytter mig til hans side, mens han slæber mig hen til væggen.

Et vandfald af klorvand strømmer ud af munden på mig. Jeg hoster og spytter. Jakob klapper mig på ryggen, indtil jeg kan trække vejret igen.

Min bedstemor styrter hen og omfavner mig på trods af, at jeg er drivende våd. Hun flytter mit hår væk fra mit ansigt og spørger, om jeg er okay.

Jeg gør mit bedste for at nikke, men jeg tror ikke, at det lykkedes; da hele min krop ryster. Jeg prøver at stå op, men mine ben føles ligesom spaghetti. Jeg bæres ud til omklædningsrummene.

 

Jeg står under bruseren i min badedragt. Varmt vand overdænger toppen af mit hoved; skjuler de lydløse tårer, der løber ned af mine kinder. Trods vandets varme har jeg stadig kuldegysninger, og hele min krop er kold både indvendigt og udvendigt.

Jeg træder ud. Håndklædet af. Et par blå jeans og en banal rød bluse på. Skrigende rød er en bekvem overgang fra den kolde blå.

Jeg står foran spejlet og børster sammenfiltringer i håret, men jeg vil ikke se ind i spejlet. Jeg kan ikke. Jeg er bange for hvad der vil stirre tilbage på mig.

Pludselig føler jeg en hånd falde på min skulder. Jeg springer op. Jeg kigger op varsomt og sukker med lettelse.

Åh gud! Det er bare bedstemor. Hun siger, det er på tide at gå, og tager sin taske. En dyb indånding og et par host. Jeg tvinger mig selv til at stå over for spejlet. Stirrende tilbage på mig er en pige - mig. Noget er anderledes. Håret er det samme, mit ansigt er det samme, men vent!

 

Jeg læner mig ind over vasken. Trykker blidt næsen mod glasset. Nu opdager jeg forandringen, det som  ændrer alt. Jeg træder tilbage fra spejlet og stirrer ind i de underlige, kolde, ældre øjne, og tænker ...

 

       Det er mig ...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...