En lille julehistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
denne novelle hører sammen med min anden novelle "Carmens historie" men de kan sagtens læses hver for sig.

det er juleaften. Amalie hader det, hun hader alt, kirken, salmerne, hendes mor, maden, alle de fulde idioter til julefesten, og ikke mindst..... sig selv.
hun savner sin elskede tvillingesøster, Carmen, men intet kan bringe hende tilbage.
Amalie vil ikke se i øjnene at hun har udviklet en spiseforstyrelse, præcis ligesom den som tog livet af hendes tvillingesøster.

0Likes
0Kommentarer
245Visninger
AA

1. En lille julehistorie

 

En lille julehistorie:

"Amalie du skal op, det er jul!" min lille søster Sofie havde lydløst sneget sig ind på mit værelse, og var kravlet op i min seng. "Sofie gå ud, jeg sover" jeg prøvede virkelig at holde mine øjne lukkede, jeg gad ikke op, jeg ville give alt for at kunne få lov til at sove videre. Jeg var midt i en fantastisk drøm. Jeg var en engel, jeg havde den smukkeste glitterkrans om mit hoved, og den lyste af guld og krystaller. Jeg var på vej op i himlen, den lyste op, ligesom min krans. Det var som om himlen havde forvandlet sig til en stor lysende port. Og jeg var ikke den eneste engel som blev tiltrukket af det lysende paradis. Over hele byen så jeg engle flyve op mod porten, piger ligesom mig, med strålende kranse om hovederne. Vi var en hær på flere hundredetusinde. Vi  holdte hinanden i hænderne, og det føltes som om vi var familie, at et eller andet bandt os sammen.

Jeg prøvede at klemme øjnene i for at vende tilbage til drømmen, men Sofie gav ikke op så let. Hun blev ved med at ruske i mig, "Amalie kom nu op, det er juleaften i dag, vi har en hel masse vi skal nå". Til sidst gav jeg op, Sofie havde alligevel ikke tænkt sig at gå før jeg kom op. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, og skubbede lidt til Sofie da jeg satte mig op på sengekanten, for at gnide søvnen ud ad øjnene. Sofie lod ikke til at forstå, at jeg var lidt irriteret over at være blevet vækket midt i min dejlige drøm, hun hoppede bare glad ned fra sengen, morgenfrisk som hun altid var, og løb ud ad døren, sikkert for også at vække min far. Jeg blev siddende lidt på sengekanten, jeg kiggede ud ad vinduet, det var begyndt at sne, og jeg kunne høre blæsten tage i taget. Jeg rystede, det var en virkelig kold morgen, så det betød jo at jeg frøs endnu mere end alle de andre. Jeg kiggede ned på mine tæer, de var helt blå, jeg kiggede hurtigt væk igen. Jeg følte mig altid så syg, når jeg så hvordan de så ud. Mine hænder rystede af bare kulde, og jeg havde mest af alt, bare lyst til at lægge mig tilbage i den varme seng. Jeg var lige ved at opgive at stå op, og bare lægge mig ned, da en stemme skar igennem alle husets vægge: "Amalie kom nu op, der er morgenmad" det var min mor, hendes høje lyse stemme var ikke til at tage fejl af. Så jeg sukkede opgivende og rejste mig. Da jeg kom helt op at stå, blev jeg ramt af en kold brise, den var sikkert sluppet ind gennem sprækken ved mit vindue, min far var elendig til at reparerer sådan nogle ting. Brisen var så kold og nærmest stikkende, at jeg var lige ved at miste balancen og smide mig bagover, ned i sengen. Men jeg støttede mig til mit sengebord, så tingene på det væltede. Jeg samlede et væltet billede op. Det var et billede af mig og min veninde, Carmen. Vi holdte om hinanden, som om vi var de bedste veninder, det var vi også, men hun er død nu. Hun var så flot, så tynd. Hun havde tyndt blond hår, men de flotteste tynde ben, hun havde små hofter, og man kunne se hendes ribben, det havde jeg lagt mærke til når vi klædte om sammen, vi havde jo været  sammen hele vores liv, vi var født sammen. Hun var det sødeste af det søde, og det bedste af det bedste. Hun var min. Men pludselig blev hun indlagt, hun sagde at hun havde anoreksi. Jeg forstod ingenting. Hvordan kunne min dejlige Carmen have anoreksi. En aften mens jeg sad hos hende på hospitalet, fortalte hun mig, at hun havde haft en drøm, hvor hun var en engel, det var præcis den samme drøm som jeg havde haft. Den aften havde hun også taget min hånd. Hun havde kigget på mig med sine store tomme øjne, hun var tæt på at græde, jeg havde aldrig set hende græde. Hun lignede slet ikke sig selv, pludselig kunne jeg se hvor skeletagtigt hendes ansigt pludselig var. Og sonden i hendes næse hjalp ikke ligefrem til at hun så normal ud. Hun lignede slet ikke den veninde som jeg havde været sammen med hele mit liv. Hun holdte min hånd, hendes hånd føltes som en skelethånd. Hun kiggede op og ned ad mig, hun sagde: "du er tynd, pas nu på dig selv, jeg elsker dig så højt" hendes lille meget lave stemme, var næsten ikke til at genkende. Jeg klemte hendes hånd endnu hårdere og sagde: "jeg elsker også dig, så meget, og jeg skal nok passe på mig selv, men lige nu er du vigtigst, og du skal nok klare det her, vi gør det sammen" jeg var pludselig også ved at græde. Hun prøvede at smile til mig. Og jeg prøvede at smile tilbage. Selvom vi nok begge to mest af alt havde lyst til at græde. Det var virkelig hårdt at se en man elskede så meget, ligge der på et hospital og lide, mens hun blev sondemaddet, og blev stukket i, af så mange forskellige nåle, hun havde drop det ene og det andet sted. Og hun havde konstant sygeplejersker og læger omkring sig. Og hendes mor gik og græd hele tiden, man kunne høre hende ude på gangen, mens alverdens sygeplejersker prøvede at berolige hende. Det måtte være forfærdeligt at være Carmen, nok ligeså forfærdeligt som det var at være os. Den aften havde jeg givet hende det bedste knus jeg nu kunne give hende, når hun lå i en hospitalsseng, og så var jeg gået. Jeg kan huske at jeg væmmedes over hospitalets hvide sterile udseende, det var så koldt og upersonligt. Jeg havde ondt af Carmen, tænk at bo sådan et sted, jeg var glad for at det ikke  var mig. Jeg tænkte meget over hvad Carmen havde sagt til mig. Hvorfor skulle jeg pludselig passe på mig selv. Jeg var slet ikke ligeså tynd som hende. Jeg havde bare prøvet i meget lang tid, at blive ligeså tynd som hende. For det er ikke nogen hemmelighed at jeg gerne ville ligne hende. Det vil jeg stadig. Men det kommer jeg aldrig til. Ikke med mindre jeg taber mig noget mere.

Det havde regnet den nat, rigtig meget, både mens jeg gik hjem fra hospitalet, og mens jeg lå i min seng og prøvede at sove. Det var umuligt, jeg tænkte hele tiden på Carmen, på det hun havde sagt til mig. Jeg husker at jeg kiggede ud ad mit vindue, jeg kiggede på regnen, lyttede til dråberne som slog mod glasset, og jeg kunne ligesom fornemme at Carmen lå og gjorde det samme, det var som om vi var sammen. Vi kiggede på hinanden gennem vores ruder, gennem regnen. Jeg fik næsten ikke sovet den nat, og da jeg kom op næste morgen ringede telefonen, det var Carmens mor, hun fik lov til at tale til mig i nogle få sekunder, så tabte jeg telefonen på gulvet, Carmen var død.

Jeg sukkede og satte billedet tilbage på bordet. Det var næsten et år siden vi havde været til hendes begravelse, det var forfærdeligt, det var den værste dag i mit liv, alle de kvalmende blomster, alle de kvalmende taler, alle de kvalmende tårer som ikke ville stoppe, og det kvalmende store hul, som Carmen aldrig ville kunne komme op af. Jeg havde kastet op den dag. Det gjorde jeg da jeg kom hjem, det var bare ikke til at holde ud. Og det var også den dag, jeg fik "smag" for at kaste op, jeg opdagede hvordan jeg kunne kaste alle de dårlige følelser op, sammen med en masse mad. Dagen efter havde jeg tabt mig, jeg ved at det ikke var godt, men det gav mig blod på tanden. Jeg vidste hvordan jeg kunne ligne Carmen.

"Amalie, kommer du ned eller hvad?" min mor var ved at blive utålmodig. Jeg svarede ikke men gik bare med tunge skridt ned ad vindeltrappen. Der blev ikke sagt så meget, min mor stod og pakkede en masse ting som vi skulle have med over til min tante, vi skulle holde jul derovre i år. Jeg gad ikke julen. Jeg havde mest af alt bare lyst til at lukke mig selv inde på mit værelse, og bare ligge i min dejlige varme seng med noget højt musik i ørerne. Men nej, jeg skulle absolut med over til min tante. Jeg fik kvalme bare af tanken om al den julemad. Jeg kunne næsten ikke sluge den sidste skefuld af mine havregryn. Da jeg var færdig skyndte jeg mig ud til den sædvanlige tur på toilettet.

Jeg var lang tid om at gøre mig klar, jeg kunne ikke finde ud af hvad for noget tøj jeg skulle have på, ikke fordi jeg gik særlig meget op i hvilken slags tøj jeg havde på og at det skulle passe sammen og til lejligheden eller noget, det var slet ikke det. Jeg syntes bare at jeg så forfærdelig ud i det hele. Det var som om jeg havde taget ti kilo på i løbet af natten. Jeg kunne ikke passe noget af tøjet ordentligt. Til sidst måtte min mor komme derind. Hun fik tvunget mig i noget tøj, en blomstret  T-shirt med blonder, som var alt for lille og alt for stram, syntes jeg. Og nogle jeans som helt klart var alt for stramme. Og så blev jeg også smidt ud fra badeværelset, for de andre skulle jo også derud. Så jeg måtte stå i køkkenet og krølle mit hår, uden spejl, men det gjorde ikke noget, for det kunne jo ikke blive værre end det var i forvejen. Da jeg var færdig fandt jeg et lille håndspejl frem, og prøvede at lægge noget makeup. Min mor hadede at jeg altid skulle bruge så meget eyeliner, men det var altså sådan jeg var.

Klokken tolv sagde vi farvel og god jul til min far, da han skulle være på brandstationen i år. Men det var okay, så var der i det mindste en fuld idiot mindre med til julefesten. Efter det kørte vi i kirke, det var sådan en tradition vi havde. Og selvom jeg havde tikket og bedt min mor om at få lov til at blive hjemme, så var jeg blevet slæbt med alligevel.

Kirken var ret fyldt da vi kom, og jeg håbede at der ville komme en eller anden fin kirkemand i jakkesæt og sige at der altså ikke var flere ledige pladser, så vi måtte hellere tage af sted igen. Men næsten inden jeg havde tænkt den tanke færdig, havde min mor selvfølgelig fundet nogle pladser, som vi kunne klemme os ind på, typisk. Gudstjenesten gik i gang næsten lige da vi havde sat os. Og jeg kunne se at Sofie næsten allerede var begyndt at sove. Jeg ville ønske at jeg også havde så nemt ved at falde i søvn, så kunne det være at kirken kunne hjælpe mig med at fremkalde min engledrøm. Men nej, jeg var tvunget til at sidde og høre præsten fortælle det samme kedelige juleevangelium, som jeg havde hørt år efter år efter år. Jeg kunne det næsten udenad, uden at ville det. Jeg sad og lod som om jeg sang med på alle de lange kedelige julesalmer, som et barn er født i Betlehem, og alle dens irriterende søskende. Men da vi endelig nåede til den sidste salme: det kimer nu til julefest, der skete der noget mærkeligt. Det var ligesom om altertavlen lyste. Jeg kunne fornemme et skær komme inde fra midten af tavlen. Jeg missede med øjnene og kiggede mistroisk derop. Det kunne ikke passe, jeg måtte se syner, måske var jeg alligevel ved at falde i søvn. Jeg prøvede at nive mig selv i armen, for at tjekke om jeg drømte, men jeg kunne mærke smerten og vidste at det var virkeligt. Jeg kiggede diskret rundt på de andre kirkegængere for at se om de også kiggede derop, men de kiggede bare ned i deres gamle salmebøger, og det virkede ikke som om de så noget som helst mystisk oppe på altertavlen. Jeg nåede at tænke: hvad fuck har min hjerne gang i? Gør den grin med mig eller hvad, der er jo ikke noget lys deroppe, er jeg ved at blive sindssyg?. Så mærkede jeg en kold hånd på min skulder, og jeg hoppede forskrækket næsten op på skødet af en gammel mand, som sad ved siden af mig, han kiggede meget vredt på mig, men jeg havde andre ting at bekymre mig om, så jeg så ham næsten ikke. Min mor kiggede mærkeligt på mig, som om jeg lige havde smidt bukserne midt i kirken eller noget. Og jeg kunne se at begge hendes hænder holdte om salmebogen. Jeg kiggede bagved mig, og mit blik mødte en hvid væg, vi sad bagerst, jamen hvem?, jamen hvad? Min mor puffede lidt til mig, og jeg forstod at jeg skulle sidde stille. Jeg fik pludselig kvalme, jeg havde det ligesom til Carmens begravelse. Og jeg havde det hele tiden som om der var nogen eller noget som åndede mig i nakken.

Da gudstjenesten var slut, skyndte jeg mig ud ad kirken, min mor var lige i hælene på mig, og greb fat i min krave, inden jeg løb helt væk. "hvad lavede du egentlig lige derinde, jeg troede du var gammel nok til at sidde stille i en kirke" hun gjorde hvad hun kunne for ikke at lyde alt for sur, det var jo trods alt jul. Jeg kunne ikke fortælle hende om hånden og lyset, så jeg sagde bare at jeg havde det rigtig dårligt, og jeg måtte finde et toilet. Men min mor kendte min hemmelighed, og sagde at nu skulle vi altså hen til tante inden det begyndte at sne endnu mere. Hun troede sikkert at jeg ville ud og kaste op for at tabe mig, men det var jo slet ikke det. Jeg følte mig svimmel . Sneen rev mig rundt ude på kirkegården, på vej hen til bilen. Sofie, som ellers var så glad hele tiden, kunne se at noget var galt, så hun gik og holdte i min ene arm. Det var dejligt med en lille smule tryghed, selvom jeg  næsten ikke mærkede hende. Jeg mærkede kun sneen som fygede ind på mit ansigt, som spidse hagl, der bare prøvede at gennemborde min pande.

Bilen var dejlig varm, næsten kvalmende varm. Det hele var kvalmende, det var kvalmende jul. Og jeg sad og fik det dårligere og dårligere. Min mor kørte som en brækket arm gennem snestormen. Det føltes som om vi kørte på en mark fuld af sten og humpler. Og det fik bare min mave til at vende sig endnu mere. Og jeg begyndte at udse mig et sted i bilen, hvor jeg kunne kaste op hvis jeg lige pludselig ikke kunne holde det i mig mere. Jeg prøvede at slappe af, jeg lavede nogle åndedrætsøvelser, og kiggede lidt ud gennem bilruden, selvom der ikke var meget andet end sne at se. Men det beroligede mig, og vigtigst af alt, det beroligede min gennemhullede mave lidt.

Da vi endelig var ved min tantes lejlighed inde mit i den mest stille og mørke by i hele Danmark, fór jeg ud ad bilen, jeg tænkte ikke engang på at hjælpe min mor med alle tingene som vi skulle have med derind. Jeg løb bare op ad alle trapperne, jeg bankede på min tantes dør, som var lyseblå med en virkelig grim julekrans på. Og hun nåede næsten ikke engang at åbne døren før jeg susede ud på badeværelset, låste døren og kastede op.

Jeg sad og hang lidt ved kanten af toilettet, mens jeg sundede mig. Jeg hørte hoveddøren gå op, det var min mor og Sofie som endelig havde fået snøvlet sig op ad trapperne. Og nu blev de budt velkommen af alle de andre fulde idioter ti festen. Jeg fattede ikke at de gad det, hverken gæsterne, min mor eller Sofie, de syntes alle sammen at det var åh så hyggeligt, men jeg syntes bare at det var falskt, og koldt, bogstaveligt talt. Jeg hørte mit navn blive nævnt, nu skulle alle gæsterne jo lige høre hvad der var gået af mig, og så skulle min mor i gang med at fortælle dem hele historien. Jeg gad virkelig ikke at høre på det, og fik samlet nok mod til mig, til at kunne rejse mig op og gå ud fra badeværelset. Lige så snart jeg kom ud, hvilede alles øjne selvfølgelig på mig, der var medfølende blikke, fuldeblikke, skuffede blikke, og blikke som nærmest bare skreg: "hvordan kan hun være sådan en idiot, hvordan kan hun gøre sådan noget, nå men det er godt at et af børnene blev normalt". Men jeg var ligeglad, jeg var så van til det efterhånden.

Julemiddagen var som sædvanlig forfærdelig, jeg havde ikke lyst til at spise noget af det, men min mor havde selvfølgelig uden at spørge mig, klasket en masse kartofler og sovs på min tallerken sammen med en masse klamt medister, flæskesteg og and. Og nu sagde ingen af gæsterne noget til hende, fordi hun havde fortalt dem hele historien fra hendes forkerte synsvinkel. Og jeg kunne mærke hvordan alles øjne diskret var på mig hele tiden, og jeg kunne næsten høre deres tanker: hvorfor spiser hun ikke noget, åh jeg ville ønske at hun kunne være lidt normal og spise lidt. Men guess what, det kan jeg ikke, og sådan er det bare.

Til sidst fik jeg nok, og rejste mig fra bordet, min mor var der lige med det samme, og bad mig om at blive siddende og spise færdig, og hun fik i hvert fald også lige fortalt mig at jeg i hvert fald ikke skulle ud på noget som helst toilet. Og jeg forsikrede hende om at jeg bare skulle ud og have lidt frisk luft, fordi jeg stadig havde det lidt dårligt. Hun var ikke meget for det, men hun lod mig til sidst gå, hvis altså jeg lovede at komme ind og spise færdig bagefter.

Jeg gik med hastige skridt ud ad døren, uden jakke eller noget som helst. Jeg havde brug for at mærke kulden mod min hud, og mærke at jeg var i live, for på det tidspunkt troede jeg ikke selv så meget på det.

Der var sne over alt, og det stormede stadig, det var virkelig ikke til at se hvad der var vej og hvad der var fortov.  Og sneen blændede mig og gjorde det endnu sværere at orientere mig. Jeg sparkede til en stor snedrive, og sneen blev straks taget af vinden, som blæste den lige tilbage i hovedet på mig. Jeg stoppede op og tørrede sneen af mit ansigt, mens jeg håbede på at der ikke var nogen i byen som havde set mig være så dum. Men det var der heller ikke, der var ingen andre udenfor end mig. Ikke én i hele byen. Der var ikke engang nogle biler, hvilket gjorde det endnu sværere at finde vejen, så jeg opgav det og gik bare hvor det passede mig.

Jeg stoppede op igen og kiggede på sneen som fygede rundt over det hele. Det var egentlig meget smukt at se på. Pludselig kunne jeg ikke mærke mine ben mere, jeg havde ikke haft følelse i mine tæer i lang tid, men pludselig havde det spredt sig til benene. Jeg kunne ikke trække mine ben med mig mere, det føltes som om de var lavet af cement, og jeg måtte lade mig selv falde ned i sneen. Jeg kunne ikke mærke noget i mine ben, men mit ansigt brændte af kulde, og jeg havde aldrig frosset så meget i hele mit liv. Hele min krop var pludselig som frosset fast til jorden. Jeg lå på maven, så min ene kind rørte ved den iskolde sne. Jeg havde ikke lyst til at råbe om hjælp, jeg ville ikke have nogen hjælp, jeg lå jo godt, men jeg havde lyst til at græde, græde som jeg aldrig havde grædt før. Men jeg kunne ikke, jeg var alt for ked af det til at græde. Pludselig kunne jeg igen mærke hånden på min skulder, på trods af at min krop var så kold og følelsesløs. Men denne gang blev jeg ikke bange, jeg følte mig tryg, som om jeg ikke var alene. For det var jeg ikke. Jeg prøvede at smile lidt, men det var svært, med ansigtet halvt begravet i sneen. Det var den dejligste kulde jeg nogensinde havde oplevet. Jeg kiggede ind gennem alle vinduerne i husene og så hvor glade og lykkelige folk var denne juleaften. Det var jeg også, nu. Jeg vendte forsigtigt mit hoved og kiggede op mod vinduet i min tantes lejlighed. Jeg så en lille pige stå i vinduet, hun kiggede ned på mig, og jeg kiggede tilbage på hende. Jeg prøvede at smile til hende, og jeg nåede lige at se hende løbe væk, så lukkede mine øjne sig, og jeg faldt endelig i søvn. Drømmen var tilbage, jeg vare en engel, jeg havde min krans på, jeg fløj med de andre, jeg kendte dem, og de kendte mig, og vi var ét, vi var på vej til himlen, vi var på vej hjem, det var en dejlig juleaften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...