Life is great - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne movella handler om 17-årige Julia som bor i London i en lejlighed med sin mor, men hun er egentlig klar til at flytte. MEN det er hendes mor altså ikke. Julias bedsteveninde Sophie, hendes mor Melanie har det heller ikke for godt, og Sophie ender i druk og alt muligt andet. Sophie invitere Julia til One directions koncert hvor de to piger er VIP og hvor de skal om backstage og møde drengene. Og det forandre hele Julia's liv...

1Likes
2Kommentarer
860Visninger
AA

1. Mødet med drengene

 

”Julia? Kommer du?” Jeg kiggede op og så min mor kigge spørgende på mig. ”Nåh ja, undskyld jeg kommer nu!” Hun smilede til mig mens jeg småløb hen til hende. ”Vi skal jo også nå hjem til tiden!” ”Ja ja. Men i det mindste har jeg da fået noget fedt tøj til i aften.” Jeg skulle til One Directions koncert i aften med min veninde. Hun havde tvunget mig med. Jeg var ikke ligefrem den store Directioner. Pludselig blev jeg blændet da min mor trykkede på bilnøgle, så bilen låste op. Vi kørte fra shopping centeret. Jeg boede i London sammen med min mor, men var næsten så godt som parat til at flytte ud. Der stod pakkasser på mit værelse, og det eneste der egentlig ikke var klar var, min mor. Typisk! Hun fatter bare ikke at når man er 17 år, så er man altså klar til at flytte ud. Vi var nået hjem da jeg kiggede ud af vinduet igen. ”Tager du ikke lige poserne omme i bagage rummet? Så tager jeg bare dem på bagsædet.” Jeg nikkede og åbnede bildøren og gik hen bag bilen. Jeg tog poserne ud og lukkede igen. Vi kom op i lejligheden efter at være gået op af trapperne. Klokken var 16.02, så jeg kunne godt nå i bad inden Sophie kom. Vi skulle være ved koncert pladsen kl 17.10, så hun ville nok være her ca. ved en 17.00 tiden. Jeg smuttede ind på mit værelse og lagde poserne på sengen. Jeg tog tøjet op og fandt hurtigt ud af hvad for noget jeg skulle have på.

 

Pludselig ringede det på. ”Shit!” Det kom bare ud af min mund. Hvordan kunne klokken allerede være 17.00? Jeg var jo overhoved ikke klar. ”Julia!” Jeg vendte mig rundt og så Sophies kæmpe smil. ”Hey!” Jeg gik over mod hende efter hun havde hængt jakken. Vi krammede hurtigt og gik videre ind på mit værelse. ”Er du klar?” Jeg kiggede på hende. Altså var den pige helt dum eller hvad? ”Ligner jeg en der er klar?” Hun grinte og rystede på hovedet. Jeg fik sat mit lange brune hår op i en høj hestehale efter jeg havde lagt lidt mascara på øjnene. ”Sådan!” sagde jeg mens jeg lagde hovedet på skrå og kiggede mig selv i spejlet. Tjo? Det kunne vel godt gå. Sophie kiggede på mig med et smil. ”Ved du godt at der først er 15 minutter til vi skal gå?” Jeg kiggede på hende med store øjne. ”Hvad? Jamen startede koncerten ikke kl 17.10?” ”Jo, men jeg kom lidt tidligere!” ”Og det kunne du ikke lige have sagt? Jeg kiggede da ikke på klokken da du kom!” Hun grinte og gik ud i stuen. Jeg fulgte langsomt med hende med et trist blik. Hun satte sig i sofaen hvor min mor sad. ”Hva så piger? Er i klar?” ”Jeps, men vi skal jo først af sted om 15 minutter!” Jeg kiggede over på Sophie som sad og små grinte. Pludselig stoppede hun og kiggede alvorligt over på mig. ”Hvad er der?” ”Hvornår flytter du over i din nye lejlighed?” Jeg kiggede over på min mor. ”Jamen når min mor får taget sig sammen til at sige farvel!” Min mor kiggede irriteret på mig. Jeg rækkede tunge til hende og fik en tilbage også. ”Kan du ikke flytte i morgen?” Jeg smilte og kiggede over på min mor. ”Mor? Det er lørdag i morgen, og vi skal jo ikke noget!” ”Fint! Så flytter vi dine ting i morgen, men så gider jeg heller høre mere brok!” Jeg kunne mærke glæden poppe op i mig. Som fyrværkeri. Jeg løb over og gav hende en krammer. ”Julia?” ”Hvad?” Jeg kiggede over på Sophie som sad og slog på sit ur. ”Når ja! Nårh, men vi ses mor!” Jeg rejste mig og gik ud i gangen. ”Ja vi ses piger! God aften.” ”Tak!” Jeg smækkede døren i og løb næsten i hælene på Sophie. ”Ej, jeg er så glad for at du gad med!” Jeg kiggede på hende. ”Gad? Du tvang mig!” Hun grinte mens vi gik videre hen mod pladsen. Vi havde fundet vores pladser og satte os ned. ”Nu er der kun 4 minutter!” Hun kiggede virkelig begejstret på mig og man kunne virkelig se en glæde i hendes øjne som aldrig før. Jeg smilte til hende og tog hende i hånden. Pludselig begyndte bandet at starte og ALLE og jeg siger ALLE pigerne rejste sig op og begyndte at skråle, også selvom drengene slet ikke var kommet endnu! Jeg begyndte og lytte til melodien og fandt hurtigt ud af hvilke sang det var. Og ja! Jeg gættede rigtigt da Liam pludselig begyndte at synge. ”Hey Girl I’am Waiting on ya!” osv. Vi sad på anden række op forrest da Sophies forældre har pænt mange penge. Vi var VIP så vi skulle også om og møde dem backstage hvilket jeg var viiildt begejstret for!

 

Pludselig midt i ”What makes you beatiful” pegede Harry ned på mig. Jeg kiggede underligt på ham, men pludselig opfangede jeg hans hentydning. Ville han have mig der op? Jeg rystede på hovedet, men han nikkede bare. Jeg kiggede på Sophie som stod med halvåben mund og nikkede så hendes hoved var tæt på at flyve af. ”Okay, jeg går nu så!” Sophie smilede og nikkede stadig væk. Jeg kom op på scenen med held. Pigerne er virkelig barske! Imens de sang sangen færdig stod jeg hånd i hånd med Harry. Jeg var med garanti helt rød i hovedet! Sangen sluttede og jeg kiggede hen på Harry som smilte til mig. ”Tak fordi du forstod min hentydning!” ”Selv tak!” Han kiggede på mig med et skævt smil. ”Hvad hedder du?” ”Øhm Julia.” Han nikkede og pludselig tog han hånden ud af min og tog mikrofonen op til munden. ”Ja tak! Og giv en stor hånd til Julia som kom og hjalp os med den sidste sang for i aften!” Folk klappede og piftede, selvom jeg jo ikke havde gjort andet end og stå og holdt i hånd med Harry. Som mange af pigerne derude sikkert gerne ville have oplevet. Han vidste mig hen til trappen, som jeg så selv måtte prøve at gå ned af med alle de sure og højtråbende piger. Jeg fik bevæget mig hen til min plads til Sophie, da drengene til at skulle gå. ”Ja! Tak til alle jer der kom i aften! Det betyder virkelig meget.” Og derefter løb de ud.

 

Vi kom ud efter et godt stykke tid efter koncerten egentlig var slut, men der var bare så mange. Sophie hev i mig da vi jo skulle hen til drengenes omklædning. Vi nåede ikke spor langt da der kom en sikkerhedsvagt hen til os. ”Hov, vent! Hvem af jer er Sophie Brown?” Sophie smilede genert og rakte hånden op. ”Okay, så følg i to bare med mig!” Vi skævede til hinanden, mens vi halvgrinte lidt. Sophie puffede til mig. ”Hallo? Du var oppe på scenen?” ”Ja, men tror du det var frivilligt?” Hun trak på skuldrene og smilte til mig. Pludselig stoppede vagten op og kiggede på os. ”Her! I skal gå ind her og tage den første dør på højre hånd!” ”Tak.” ”Og øhm, Sophie? Hils din far!” ”Okay?” Sophie kiggede underligt på mig, mens vi grinende gik ind hvor vi var blevet bedt om. ”Her er det!” Sophie kiggede spændt på mig. ”Ja ja. Åben nu bare den dør så!” Hun smilte begejstret og bankede på og åbnede døren. Vi var knap nok nået ind af døren da One Directions manager kom hen i mod os. ”Hej! I er dem der skulle møde drengene ikke sandt?” Vi nikkede og fulgte efter. ”Her! Det her er Niall…” Sophie kiggede som en idiot. ”Ja vi ved jo nok godt selv hvad de hedder ikke?” Hun så irriteret på Sophie, men lod som ingenting og gik ud. ”Hej!” Sophie startede med at præsentere sig. ”Jeg hedder Sophie og jeg bor her i London i min egen lejlighed også er jeg 17.” ”Jamen øhm, jeg hedder Julia…” ”Ej! Gud hej!” Harry lyste op. Jeg smilte. ”Ja i ved jo godt jeg hedder Julia, men jeg flytter i min egen lejlighed her i morgen også er jeg også 17.” Zayn var den første der rejste sig og rakte hånden ud mod Sophies. Og efterfølgende tog de andre sig også sammen og fik sig rejst op. Vi satte os alle ned igen i de 3 sofaer der var der. Zayn, Niall og Liam i den ene og Louis og Harry i den anden også selvfølgelig, mig og Sophie i den anden. Efter vi havde snakket lidt lyste Liam helt op. ”I vil da gerne have autografer? Vil i ikke?” Sophie nikkede begejstret. ”Jov mega!” Jeg grinte og smilte til hende. Harry kiggede på mig flere gange hvilket gjorde mig nervøs. ”Julia?” Jeg kiggede over på Harry. ”Ja? Hva så?” ”Du virker ikke så begejstret for at få en autograf?” ”ja, men altså… Det er jeg, men…” Jeg blev afbrudt da Sophie næsten skreg af glæde da Zayn fik skrevet sit navn på det papir hun havde haft i baglommen. Da vores ene time var gået skulle vi hjem. ”Nårh, men vi ses piger! Det var hyggeligt at møde jer!” Vi gik ud efter at have sagt farvel til dem. Vi var kun nået ud af døren da Sophie hev i mig og satte sit øre mod døren. Jeg kiggede på hende og rullede med øjnene.

Zayn’s synsvinkel:

”Når Harry du var da vidst meget interesseret i Julia? Hva?” Harry grinte og kiggede på mig. ”Hun er smuk og hun virker til at være vildt sød! Hvorfor skulle jeg ikke være interesseret?” Jeg kiggede ned da det ikke helt var det svar jeg regnede med. Jeg vidste ikke engang hvad jeg skulle svare. Pinligt… Harry puffede til mig. ”Du skulle da heller ikke snakke!” Jeg kiggede undrende på ham. ”Hvad mener du?” ”Ja jeg mener bare at du selvfølgelig skulle skynde dig op og give Sophie hånden. Så jeg er vidst ikke den eneste der er kørt ned af kærligheds stien ” Jeg kiggede grinene op på ham. ”Så det vil sige at du lige har sagt at du er blevet forelsket?” Hans mund åbnede sig, men der kom ingenting ud.

 

Julia’s synsvinkel:

"Hørte du det?!" "Ja, lad os nu bare komme hjem!" Hun kiggede på mig. "Han er vild med dig!" "Ja sikkert! Hallo? Er der noget der oppe?"  Hun kiggede på mig med et surt udtryk i ansigtet, men jeg smilede bare til hende. "Hva så? Vil du sove hjemme hos mig eller hvad?" Hun kiggede op, stadig med det lidt irriterede udtryk. "Ja ja." "Great! Så kan du jo også hjælpe mig med at flytte alle mine ting! Og indrette!" Jeg kiggede hen på hende og kunne se et smil forme sig på hendes læber. Sophie ville gerne være indretnings arkitekt. Så jeg vidste at hun hellere end gerne ville hjælpe. Vi nåede hjem med lidt frosne tæer, også selvom det var Forår. Vi gik op af trapperne og efter jeg havde låst op smed vi vores sko i gangen og hængte jakkerne op på knagen. "Hej mor?" Jeg kiggede rundt i huset, men kunne ikke rigtig se hende nogen steder. Pludselig kiggede hun op fra sofaen. "Undskyld... Jeg var vidst faldt i søvn!" Jeg smilede til hende og gik over og gav hende et lille klem. "Sover du her i nat Sophie?" Min mor kikkede på hende med et smil. "Ja! Jeg skal hjælpe Julia med at indrette!" Sagde hun smilende mens hun fulgte efter mig ind på værelset. Jeg stak hovedet ud af døren. "Godnat mor! Gå nu ikke al for sent i seng!" Min mor smilede og sendte et luftkys. Min mor skulle altid vildt tidligt op for at gå på arbejde også skete der tit det at hun var gået for sent i seng. Efter vi havde taget nattøj på lagde vi os ned i min dobbeltseng. Vi lå og snakkede lidt og pludselig var Sophie gået ud. Som et lys. Der havde nok sket meget i dag! Men det havde faktisk været sjovt. Sjovere end jeg lige havde forventet. Og hvad hvis Sophie havde hørt rigtigt? Mon Harry kunne lide mig? Men det kan jo være lige meget! Vi møder alligevel aldrig hinanden igen.

 

Næste morgen vågnede jeg. Men der var så underligt meget plads i sengen? Jeg satte mig op og kiggede rundt. Sophie var væk? Jeg tænkte mig lidt om og fandt  frem til at hun sikkert sad ude ved fjernsynet. Efter et lille stykke tid fik jeg taget mig sammen til at rejse mig og gå ud til Sophie. Jeg gik ud i stuen og kiggede hen i sofaen. Sophie var altså væk? Jeg gik ind på værelset igen og tog min mobil. Jeg ville ringe til hende. Men da jeg låste den op var der en besked fra Sophie

'Hey! Ja du undre dig nok over hvorfor jeg er væk! ;-) Men jeg er taget på Hospitalet her i nat! Der var en læge der ringede og fortalte at min mor havde fået et af sine hjertetilfælde så hun blev nødt til at tage på Hospitalet. Jeg ville ikke vække dig! Vi ses bare senere i dag! :-)<3'

Jeg kiggede trist ned på sms'en og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare tilbage. Men jeg begyndte alligevel at skrive.

'Hej Sophie! Det er jeg virkelig ked af at høre,  jeg håber det går over! Du kommer bare når det passer dig! Jeg går bare lige over med lidt af pap kasserne. Og bare rolig jeg skal nok lade være med at starte på indretningen! :-)<3 Hils din mor mange gange og ønsk god bedring!<3'

Da jeg havde sendt beskeden smed jeg mobilen på min seng og gik hen til pap kassen med tøj for at finde noget jeg ville have på. Da jeg var færdig gik jeg ud i køkkenet og fandt en bolle i skabet og lagde den hen på risteren. Jeg tændte for fjernsynet hvor musikken pludselig brølede ud af højtalerne. Jeg greb fjernbetjeningen og skruede ned for det. Jeg kiggede hen mod tv'et og genkendte straks hvad det var. One Directions koncert fra i går! "Shit!" Jeg gik tættere hen på tv'et og så mig selv! Havde de filmet dengang jeg kom op på scenen? Fedt! Nu har næsten hele London sikkert set det! Super. Da jeg havde spist slukkede jeg for fjernsynet og gik hen mod gange hvor jeg tog sko og jakke på. Jeg løb ind på mit værelse og tog pap kassen med alle mine små nips ting og alle mulige papirer i. Jeg tog den op og gik ud i gangen hvor jeg tog nøglen fra knagen hvor det stod "Ny lejlighed." Jeg smilede ved tanken om at skulle bo selv uden min mor. Selvom der kun var 500 m. hen til min nye lejlighed følte det stadig som jeg var flyttet hjemme fra. Jeg gik ned af trapperne efter jeg havde låst døren. Jeg gik lidt i mine egne tanker da der pludselig var en der råbte mit navn. "Julia?" Jeg vendte mig rundt og så et velkendt ansigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...