Life is great - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne movella handler om 17-årige Julia som bor i London i en lejlighed med sin mor, men hun er egentlig klar til at flytte. MEN det er hendes mor altså ikke. Julias bedsteveninde Sophie, hendes mor Melanie har det heller ikke for godt, og Sophie ender i druk og alt muligt andet. Sophie invitere Julia til One directions koncert hvor de to piger er VIP og hvor de skal om backstage og møde drengene. Og det forandre hele Julia's liv...

1Likes
2Kommentarer
869Visninger
AA

5. Den sidste tid af hendes liv!

Undskyld hvis det her kapitel bliver lidt kort! :-)

 

 

Jeg vågnede op ved siden af Sophie. Vi var taget hjem til i går efter hun havde sagt farvel til hendes mor. Og den aften græd hun sig selv i søvn. Jeg havde bare lagt ved siden af og hørt på hende. Jeg kunne næsten ikke selv tage det! Altså Melanie er jo min bonus mor? Det er forfærdeligt bare at skulle se hende ligger der. ”Godmorgen.” Sophie kiggede stille op på mig. Hendes øjne så uhyggelige ud. De var helt røde og man kunne se hun ikke havde sovet specielt meget. ”Godmorgen ven.” Der blev stille. Det var ikke en akavet stilhed, kun lidt mere fredelig. Hyggelig. Men jeg havde dårlige mavefornemmelser for i dag! Hvorfor det ved jeg ikke. ”Kom, skal vi ikke spise morgenmad?” ”Jo!” Vi gik stille ud i køkkenet med vores dyner omkring os.

 

 

”Må jeg spørge om noget?” Jeg nikkede og kiggede på hende. ”Hvornår skal du og Harry se hinanden igen?” Jeg kiggede ned i bordet. ”Vi ses ikke mere. Vi er færdige, eller jeg er færdig!” ”Hvad? Hvorfor?” ”Han er en nar, han ville slet ikke kendes ved mig… Han er vidst bare en opblæst popstjerne som bruger piger til at få til opmærksomhed af pressen.” Hun kiggede med store øjne på mig. Jeg vidste godt hvorfor. Normalt talte jeg aldrig så grimt og folk som jeg havde gjort der.

Pludselig vibrerede Sophies mobil på bordet, hun tog den op og kiggede på skærmen. ”Hvem er det?” Jeg kiggede halv smilende hen på hende. ”Far..”

 

”Hej det er Sophie.”

 

Jeg kunne se på Sophies øjne at det ikke var godt, hun begyndte at græde. Tårerne trillede ned. Jeg vidste godt hvad det betød. Sophie lagde mobilen på bordet og hentydede til at jeg skulle tage den. Jeg tog den op.

 

”Hej John.”

”Hej.. Melanie er død, hun døde tidligt her i morges.”

”Jeg ved det. Sophie er helt væk.”

”Din mor har siddet ved hende hele natten, og det var også hende der ringede til mig.”

 

 

Musikken spillede… Jeg sang ikke, men sad bare og holdte Sophie i hånden. Begravelsen var lige gået i gang. Det var min mor der spillede klaver. Hun spillede en sang som hende og Melanie havde sunget og spillet som børn. Jeg blev rørt, sangen var så smuk! Og det var vidst ikke kun mig, men flere i salen der sad ligeså stille og græd til musikken. Pludselig åbnede døren ind til kirke salen. Folk vendte sig rundt, bla. Mig. Jeg kiggede bagud og så… Harry. Og lige bagefter ham, Zayn. Hvorfor skulle han lige komme nu? Han smilede lidt halv skævt til mig. Jeg kunne knap nok ikke se på ham. Men det hele var bare så underligt! Jeg var på en måde lidt glad for at han var kommet her, men jeg kunne bare slet ikke være glad, specielt ikke lige nu!

 

Mændene gik ud med kisten, jeg kendte kun John. Resten kendte jeg ikke rigtigt. Folk gik med dem. Kirsten blev sænket ned i hulet. Da gav et suk i mig, da kisten blev sænket helt ned. Sophie skreg og smed sig ned på jorden. Hun hulkede og hun kunne slet ikke rejse sig. Hun vippede frem og tilbage og sagde en eller anden sætning som jeg ikke hørte da hun mumlede så meget. Jeg satte mig ned på knæ ved siden af hende. Jeg tog armene omkring hende og pludselig kunne jeg høre hvad hun sagde… Be strong now, because things will get better. It may be stormy now, but it can't rain forever…”  Og pludselig huskede jeg hvor mange gange Melanie havde sagt det til os. Jeg fik Sophie op på hendes ben. Folk gik, en Sophie blev stående. ”Skal du bare være lidt alene?” Sophie nikkede og jeg kyssede hende på kinden og gik. Jeg kiggede op og der stod Harry. Og ventede. Ventede på mig! Jeg stoppede op og kiggede på Harry som kun var en meter foran mig. Jeg kiggede bedrøvet op på ham. Jeg brød fuldstændig sammen. Harry trak mig ind til ham. Jeg kiggede op på ham med røde øjne. ”Det betyder virkelig meget at du kom her i dag!” ”Selvfølgelig. Dig og Sophie betyder meget for mig her i livet!” Jeg trak mig væk og gik. Jeg vendte mig om. ”Hvordan kan du overhoved sige det?!” Harry kiggede på mig. ”Julia…” ”Nej! Efter det du har gjort.. Hvordan kan mig og Sophie overhoved betyde noget for dig? Du ville jo ikke engang kendes ved mig.” ”Julia..” ”Nej! Tig sti..” Harry tog fat i mine arme. ”Julia! Jeg er fuldstændig vild med dig! Sophie og dig er fantastiske, begge to! Selvfølgelig skulle jeg komme i dag.” Jeg kiggede op på ham. Han trak mig ind til ham. Han kyssede mig stille på munden. Han stoppede kysset og kiggede dybt ind i mine øjne. ”Undskyld. Jeg tror bare først det er gået op for mig hvor vild jeg er med dig! Jeg kunne aldrig finde på at sige sådan noget til dig igen.”

 

Jeg havde Harry i hånden da vi stod og kiggede ud på solgangen. ”Hvor er Sophie?” ”Det ved jeg ikke.” Vi var stadig ved kirken, men Sophie kunne jeg slet ikke finde. Jeg slap Harrys hånd og gik hen mod Melanies gravsted. Og ja… Der stod Sophie, men ikke alene. Jeg kunne lade være med at smile. Zayn stod der med hende. Hun var helt tæt inde ved ham. Sødt. Harry kom hen til mig. ”Jeg har fundet hende!” Jeg pegede hen på hende og Zayn. ”Årh, hvor sødt!” Han smilede og tog min hånd. ”Skal vi gå ned til dem?” Jeg nikkede og begyndte og gå. ”Vil i med hjem?” Jeg kiggede på Zayn. Sophie kiggede op. Hun nikkede og jeg gik hen til hende. Jeg gav hende et kram. ”Vil i køre med os?” ”Ja, vil vi ikke det?” Sophie nikkede bare. Vi gik alle fire op mod Zayns bil. Zayn satte sig ind på førersædet og skubbede ligeså stille til Sophie som en hentydning til at hun skulle sætte sig om ved siden af. Hun satte sig ind, mens mig og Harry satte os om på bagsædet. Vi kørte ikke længe før Harry prikkede mig i siden. ”Hvad?” Han tyssede på mig og pegede hen på Sophie og Zayns hænder. De holdte i hånd…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...