Life is great - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne movella handler om 17-årige Julia som bor i London i en lejlighed med sin mor, men hun er egentlig klar til at flytte. MEN det er hendes mor altså ikke. Julias bedsteveninde Sophie, hendes mor Melanie har det heller ikke for godt, og Sophie ender i druk og alt muligt andet. Sophie invitere Julia til One directions koncert hvor de to piger er VIP og hvor de skal om backstage og møde drengene. Og det forandre hele Julia's liv...

1Likes
2Kommentarer
851Visninger
AA

4. Bare en dårlig dag

Vi stoppede kysset og kiggede på døren som stille og roligblev åbnet mere og mere. Harry sad stadig oven på mig da Zayn's hoved stak ind. "Nårh! Ej undskyld. Det skal ikke ske igen!" Jeg grinte og smilede til Harry som også grinte. Zayn's hoved stak ind igen. "Og øhm... Harry? 5 minutter!" Harry nikkede og kiggede på mig. Han fjernede sig og vi satte os op. "Harry?" "Ja?" "Jeg vil gerne have at hvis der  nu skulle ske noget mellem os så skal vi lige tage det stille og roligt! Altså vi har lige kysset og... Jeg kender dig knapt nok!" Harry smilede. "Men det kan du jo komme til!" Harry fik sig sat oven på mig igen og kyssede mig blidt på munden. Han trak sig til sidst væk og rejste sig op. "De 5 minutter er vidst snart gået!" Jeg rejste mig og vi gik sammen ud fra værelset. Vi kom nærmest kun to skridt ud af døren da vi føler os halv omringet af de andre. De havde lyttet! Fedt... Ja? Med løg på. Jeg rødmede og det gjorde Harry vidst også. Liam kiggede op. "Nårh, men vi skal jo også videre." Harry krammede mig og kyssede mig på kinden og gik. Sophie og jeg gik med ud i gangen hvor alle drengene var i gang med at tage jakker og sko på. Sophie kiggede på Zayn. "Hvad skal i lave i morgen?" Zayn smilede imens han kiggede på Sophie. "Jamen vi skal ind til et interview, hvor vi skal svare på alle vores fans spørgsmål!" "Ej hvor fedt! Er det noget man se i fjernsynet?" "Ja det er live kl. 12.00."

 

"JUUULIA?????" Jeg vågnede med et sæt. Sophie kom ind på værelset. "Hallo? Hvis du vil se drengene så kommer de om 2 minutter." Jeg nikkede bare og tog dynen omkring mig og gik ud i stuen med Sophie. Hun tændte for fjernsynet og skruede lidt op. 'Ja og i dag har vi besøg af vores dejlige drenge One Direction!....' Damen fortsatte med at snakke lidt da hun lige ville fortælle lidt om drengene. Som om deres fans ikke vidste en skid om dem? De vidste garanteret ALT! Jeg vendte mig rundt for at tage bollerne som Sophie havde varmet. "Så! Nu kommer de!" Sophie klappede ivrigt i hænderne og satte sig ned på stolen ved siden af mig. Drengene var kommet ind og havde sat sig i sofaen i studiet. Det lignede sådan et show som 'Godmorgen London.' 

 

 

”Nårh drenge! Der er jo kommet en masse spørgsmål ind!” De nikkede og det første spørgsmål kom op på en skærm ved siden af dem. ”Det her er til Niall. Hvordan har du det efter at du er blevet en kendt sanger? Altså når du er blevet mobbet som mindre?” Niall nikkede og kiggede på damen som nok hed Lisa. ”Jamen jeg har det helt fint! Jeg er rigtig taknemlig for at vi blev sat sammen som gruppe dengang… Altså det med at jeg blev mobbet pga. mine tænder det fylder jo stadig meget, men jeg er ligesom kommet videre, men jeg vil nok altid have de ar på min sjæl fra dengang.” ”Godt svaret!” Liam puffede ham i siden. Jeg smilede og ventede spændt på det næste spørgsmål. ”Okay… Det næste er til Harry!” Harry nikkede og smilede til Lisa. ”Du er jo kendt for at være ret så pigeglad! Såeh… Har du en flirt lige nu?” Harry’s smil fjernede sig og han kiggede ned i bordet. ”Jeg vidste det spørgsmål ville komme, men ja… Jeg er meget pigeglad! Det ved jeg, men jeg har ingen flirt lige nu, men jeg har set en pige et par gange, men jeg ville ikke kalde det en flirt!”

Showet sluttede og alle spørgsmål var blevet læst op. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg havde det ed Harry’s svar. Fordi nu var jeg nemlig selv blevet helt i tvivl! Har vi overhoved en flirt? ’BIB BIB!’ Shit jeg fik et chok. Min mobil var åbenbart på normal og ikke lydløs… Jeg tog den op og åbnede beskeden.

 

’Hey! Jeg vil gerne snakke med dig. Kan vi mødes i parken udenfor din lejlighed?:-)’

’Hej! Ja det kan vi godt! Hvornår?:-)’

’Nu? Jeg står der nede nu!;-)’

’Ja! Jeg kommer lige i tøjet også kommer jeg!:-)’

’Okay, vi ses!’

 

Jeg gik ind på værelset og tog tøj på. ”Hvor skal du hen?” Sophie satte sig på sengen. ”Harry ville gerne mødes.” Sophie nikkede og gik ud. 

 

Jeg gik ned af trapperne og skulle over vejen for at komme hen til parken. Jeg kom over og så Harry stå med hættetrøje og solbriller. Hvorfor så han så skummel ud? Både hætte og solbriller på..? ”Hey!” ”Hej” Vi krammede og gik en tur. ”Hvad var det du ville snakke om?” Han tog solbrillerne af og kiggede på mig. ”Jeg kan rigtig godt lide dig, men jeg ville altså ikke sige til hele verden at jeg havde en flirt! Og desuden så kender vi jo ikke hinanden så godt endnu!” Jeg nikkede da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle sige. ”Det er fint! Jeg blev bare selv lidt i tvivl!” Han grinte og kiggede på mig. ”Det forstår jeg godt! Men..” Harry skyndte sig at tage hætten lidt ned og tage solbrillerne på. Der gik to piger forbi. ”Hvad sker der?” Jeg grinte lidt og kiggede på ham. ”Det var tæt på!” Jeg kiggede undrende på ham.”Hvad var tæt på?” ”Ja, jeg skulle jo helst ikke ses med dig! Så ved verden jo lige at jeg har løjet. Og du er jo også bare en normal pige..” Jeg kunne mærke mine øjne skulle til at løbe i vand. Jeg vendte mig om og gik. ”Hey vent! Hvad sker der?” Harry løb efter mig og tog fat i min arm. ”Først siger du på tv at du ikke har nogen flirt, men at du så alligevel syntes vi har! Også siger du at du rigtig godt kan lide mig! Også… Vil du slet ikke ses med mig fordi jeg bare er en normal pige?” ”Det var jo ikke sådan ment.” ”Ved du hvad Harry? Jeg tror bare vi skal stoppe det her! Det ville jo aldrig gå!” Harry kiggede undrende på mig. ”Nej? Vi skal ikke stoppe det her! Julia du er sådan en speciel pige! Og jeg kan rigtig godt lide dig!” ”Virkelig? Er jeg så speciel som du siger eller er jeg bare en normal pige?” Jeg gik. Hvordan kunne han dog sige det? Da jeg kom op til lejligheden var døren låst. Der hang en gul seddel på døren. ’Hey! Håber det er okay, men jeg er altså taget hen til min mor på hospitalet!’ Jeg satte mig på trappen. Ej hvor er jeg dog bare træt af det hele…

Jeg gik hen til starbucks og købte en kop kaffe. Jeg satte mig på en bænk udenfor. Pludselig kom min veninde fra gymnasiet forbi. ”Hey Cristy!” Hun vendte sig og så på mig. ”Ej gud hej Julia!” Hun krammede mig. ”Nyder du sommerferien?” ”Ja, den er super fed!” Jeg løj… Ja right! Som om den var go? ”Hvad med dig?” ”Jamen det går helt fint! Jeg skal…” Hun blev forstyrret af et eller andet. Hun gik i hvert fald i spåner. ”ARHH! Se det er Harry fra One Direction!” Jeg stirrede hen hvor Cristy løb. Ja.. Det var rigtigt, der gik Harry. Han var lige kommet over vejen, fra parken. Man måtte indrømme han så trist ud. Måske var det dumt af mig? Jeg rystede på hovedet af mig selv. Hvordan kunne jeg sige det? Jeg kunne jo være ligeglad! Han var en nar... Mange af pigerne på gaden var begyndt at flokkes omkring ham for at få billeder, autografer osv. Pff!

 

 

Jeg gik videre hen mod shopping centeret. Jeg tog min mobil op af lommen.

 

”Hey det er Sophie!”

”Hej! Hvilken afdeling ligger din mor på?”

”Kommer du da?”

”Jep! Hvor ligger hun?”

”Du skal bare spørge efter Melanie Brown også er jeg sikker på at der er nogle der viser dig hvor vi er!”

”Okay, vi ses om et kvarter!”

”Jep! Hej hej.”

 

Jeg gik forbi mange butikker inden jeg kom hen til blomster butikken. Jeg åbnede døren og den sjove ’ding’ lyd kom. Jeg smilede for mig selv da damen kom hen til mig. ”Hej! Hvad kan jeg så hjælpe dig med?” ”Jeg skal bare have en flot buket! Som jeg kan give til en som ligger på hospitalet.” Damen nikkede og gik hen mod nogle meget farverige blomster buketter. Jeg fandt en med hvide og blå blomster.

 

Harry’s synsvinkel:

 

Efter jeg havde været omringet af piger gik jeg ned mod shopping centeret. Jeg skulle have en gave til min mor. Hun havde fødselsdag i morgen, såeh mon ikke det var på tide og få den købt. Jeg gik forbi blomsterbutikken hvor jeg havde købt en blomst til min mor sidste år. Men ikke i år. Jeg kom hen til frisørsalonen, men stoppede op. Jeg gik tilbage til blomsterbutikken. Se! Der stod Julia. Jeg fortrød det jeg havde sagt. Hvordan kunne jeg få det ud af min mund? Jeg tog min hånd op på ruden og kiggede på hende. Så smuk. Hvordan kunne det ske.. Jeg tog hånden ned og gik videre ned mod shopping centeret. Jeg skulle have en parfume til min mor, en god en. Jeg kom til at tænke på Julia’s parfume. Dengang vi havde lagt og kysset. Jeg havde duftet den! Fantastisk.

 

Jeg tog hjem til Louis hvor alle de andre drenge også sad. ”Hey Harry!” Jeg gav dem et falsk smil og lagde posen med parfumen til min mor på køkkenbordet. ”Hva så?” ”Ikke det helt store.” ”Du virker lidt mut?” Jeg trak på skuldrene og satte mig i sofaen med de andre. ”Er der noget galt?” ”Ja! Og hvis i vil vide det.. Så har jeg ødelagt ALT det der var imellem mig og Julia! Jeg er en total nar!” Jeg råbte det næsten ud mens jeg havde rejst mig op. Jeg gik væk fra dem og ind i Louis’s lille studie. Fred. Døren åbnede og Zayn kom ind. ”Jeg har aldrig set dig så oprevet før? Forklar mig lige hvad det er du har gjort!” Jeg rystede på hovedet. ”Nej, lad os bare gå ud til drengene! Så kan de også høre det. Vi gi ud til de andre som stadig sad i sofaen, lidt forbavsede. ”Ja undskyld drenge… Jeg kunne bare rigtig godt lide hende!” Louis kiggede over på mig og gav mig et smil. ”Bare fortæl os hvad der er sket!” ”Okay… Vi gik i parken og jeg fortalte hende at jeg ikke ville fortælle hele verden at jeg havde flirt da jeg ikke engang var sikker på om det var en flirt. Da vi jo heller ikke kender hinanden så godt igen! Men så pludselig kom der to piger gående hen imod os. Og jeg skyndte mig at tage hætten op og solbrillerne på, for ligesom ikke at blive opdaget. Fordi så var der måske nogle der ville opdage at vi gik sammen og tro noget helt forkert. Også spurgte hun hvad der var galt også sagde jeg bare at jeg helst ikke skulle ses med hende fordi så ville folk måske tro at jeg havde løjet på tv.” Louis kom hen til mig og satte sig ned. ”Det er jeg ked af mand!” ”Ja, men det er ikke det værste! Jeg fortalte hende at hun jo bare var en normal pige. Så gik hun, men jeg løb efter også sagde hun bare, Først vil du ikke kendes ved mig på tv også vil du ikke have at folk ser os to sammen fordi jeg bare er en normal pige.” Louis sad næsten med helt åben mund. ”Den var virkelig led. Undskyld jeg siger det!” Jeg nikkede og kiggede på Louis som sad og lavede store øjne. ”Men du må jo videre ikke?” ”Jo, men hun var bare så speciel! Hun kunne ikke lide mig fordi jeg var musiker, men for den jeg er..”

 

Julia’s synsvinkel:

Jeg købte buketten og gik ud. Jeg kom til hospitalet hvor der kun kom minder frem. Min far døde da jeg var 12 fordi han kom ud i noget skidt med hans arbejde. Han var lastbils kører. Eller hvad det var han kaldte det. Han skulle til Frankrig med noget også var der nogle der havde lagt stoffer ind i bilen og det havde min far så set. Så han ville køre over til politiet og melde det. Han kom til politi stationen og fik det meldt og beskrev hvordan mændene så ud. De blev smidt i fængsel, men min far havde kun set to af de tre fyre, så den sidste tog hævn og han stak min far ned.

Jeg gik ind og fandt en dame. "Undskyld hvor ligger Melanie Brown?" Damen kiggede trist på mig. "Nu skal jeg vise dig det!" Jeg fulgte efter damen som gik hen mod trapperne. "Kom med mig!" Vi kom til sidst hen til en dør hvor der stod 'Hjerte patienter' Jeg fik det dårligt af at Sophies mor lå derinde. "Her er det!" Hun åbnede døren og fulgte mig ind. "Julia!" Sophie løb grædende hen til mig og kastede sig ind til mig. "Hvad sker der?" Sophie var helt væk i tårer. Hendes far kom hen til mig. "Melanie har kræft, det har hun haft i lang tid nu, men de har først kunne se det nu! Og nu er det forsent til at gøre noget." Jeg kunne mærke tårene komme. Sophie slap mig og gik hen til hendes far. Sophie var enebarn så når begge forældrene er borte, vil hun være helt alene. Jeg gik hen til sengekanten og kiggede på Melanies blå øjne. "Tak Julia! Det betyder utrolig meget at du kommer her." Jeg stilte blomsten på natbordet. "Altid! I har været ved mig og min familie så længe jeg kan huske. Og du er min mors barndoms veninde! Og ikke mindst hendes bedste veninde." Det bankede på døren og ind kom min mor. Hun lagde jakken på stolen ved siden af sengen og tog sin arm rundt om mig. "Melanie.." "Shh!" Hun tyssede på min mor som stod med tårer i øjnene. "Når både mig og Claus er væk.. Vil du så se efter Sophie?" Min mor tog hendes hånd og derefter tog tårene over. Hun græd ned på dynen og fik Melanie til at græde. "Vil du ikke bliver her i nat?" Min mor nikkede og smilede til hende...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...