Historien om Lucis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2013
  • Opdateret: 20 jan. 2013
  • Status: Igang
Midt i mørket. Et lille lys. Det vokser. Fylder det hele. Hvem, hvad, hvor? En silhuet. En skikkelse.

Dronningen. Hun er smukkere end nogen anden. Dygtigere end alle. Mere fredfyldt, men også langt mere magtfuld. På den gode måde?

/** Er gået i stå... **\

6Likes
4Kommentarer
508Visninger
AA

3. Hvad har jeg gjort?

Jeg ligger på en seng, i et lille rum. Her er ikke en lyd at høre. Vinden blæser. Jeg rejser mig op, kigger lidt rundt, går hen til døren og tager i håndtaget - låst - selvfølgelig. Jeg går hen til vinduet og kigger ud. Der er tremmer for og ret langt ned. Det må være en stor bygning jeg er i, men hvor henne? Jeg sætter mig ned på sengen. Lige så stille begynder tårerne at komme, først nu går det rigtigt op for mig hvad der er sket. Jeg knytter hænderne så hårdt at det til sidst gør ondt og blod begynder at pible frem der hvor mine negle borer sig ind i mine hænder. Jeg kigger forsigtigt ned på dem. Mit blik falder på tøjet jeg har på. Det var da ikke det jeg havde på da jeg gik op til dronningen? Jeg er iført en lysebrun kjole af en art. Jeg har bare tær. På bordet ved siden af sengen ligger en lille seddel og et hvidt tørklæde, men jeg kan ikke læse… der lyder skridt udenfor døren, jeg tørrer blodet og tårerne væk. Døren går op. Det er en ældre kvinde med gråt hår og en gammel kjole. Hun kigger på mig og så på bordet. Hun siger ingenting, men det er tydeligt at hun vil have mig til at gøre et eller andet med tørklædet, jeg ved bare ikke hvad. Hun sukker, lukker døren og går igen. Der går lang tid, lyset fra vinduet ændrer sig, skyggerne udenfor bliver længere. Jeg efterhånden blevet lidt sulten, men det er ikke meget i forhold til der hjemme, hvor der engang i mellem var meget langt tid mellem måltiderne.

Det er næsten blevet helt mørkt da hun kommer igen. Denne gang går hun hen til mig og giver mig et tørklæde om hovedet. Det har samme farve som kjolen jeg har på. Så tager hun mig i armen og fører mig ud af rummet, ned af nogle lange gange med døre på begge sider. Indtil vi til sidst står i et større rum med syv borde og plads til ca. 25 mennesker. Et af bordene står på en slags forhøjning, det er lidt pænere end de andre og der er rigtige stole omkring det. Ved alle de andre borde er der bare små taburetter. Hele rummet er tomt. Hun placerer mig ved det mindste bord midt i det hele og efterlader mig der.

Bordet står helt ensomt og med front mod højbordet. Jeg kigger rundt i lokalet, der er tre døre, en bagved højbordet, den vi gik ind ad, og så to andre, i den anden ende af lokalet, bag mig. Jeg sidder helt stille og betragter rummet, jeg tør ikke rejse mig op. Der går noget tid før jeg lægger mærke til at der er begyndt at være andre end mig i rummet. Helt stille kommer der nogle piger ind, de snakker ikke sammen, de ser ikke glade ud, men heller ikke triste. De stiller sig bag ved taburetterne. Alle kigger på mig. Først da nogle ældre kvinder kommer ind og sætter sig ved højbordet sætter pigerne sig også. På nær fem, en fra hvert bord. Synkront begynder de at gå hen mod mig. De tager hinanden i hænderne og danner en fuldendt cirkel. Med mig som centrum. Stille begynder de at messe. En usynlig kraft bølger i mig. De fem piger besvimer. Jeg lukker øjnene, hvad har jeg gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...