The Choice Between Feelings Or Friendship {1D}

Drengene skal lave en musik video og de skal hver finde en pige, som skal spille deres kærester.. Der kommer en hel masse unge modeller, hvor drengene må vælge ud fra, dog passer ingen af dem til Niall. Han vil have en pige, som er lige hans type, så en dag, da han er i Starbucks møder han den 18 årige pige Katarina. Niall og Katarina kommer hurtigt på samme bølgelængde og de bliver bedstevenner. Men noget er dog lidt anderledes fra Nialls synsvinkel, han har nemlig flere følelser for Katarina, end hvad der godt er, men det ved hun ikke..
Niall prøver dog at fortælle hende det, men noget kommer i vejen. For da Katarina bliver præsenteret for hele deres crew, møder hun One Directions trommeslager, Josh Devine, som hun hurtigt forelsker sig i... men hvad vil Niall sige til det.. vil han støtte hende eller lytte til sine egne følelser..

Læs med i 'The Choice Between Feelings or Friendship' for at finde ud af det..

105Likes
141Kommentarer
11016Visninger
AA

25. Kap. 22 - the last chapter

Katarinas synsvinkel

Efterhånden havde jeg løbet i en halv time, før jeg besluttede mig for at leje en taxa. Jeg var træt. Træt af at løbe. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg løb, men det gjorde jeg. Hvad løb jeg fra, vidste jeg heller ikke.

Niall. Han var min bedsteven. Hvorfor skulle jeg løbe fra ham? Jo, fordi at han havde kysset mig. Josh. Han var nærmest blevet en ven for mig. Hvorfor skulle jeg løbe fra ham? Jo, fordi at jeg havde kysset ham. Jeg løb fra virkeligheden.

Tårerne rendte ned af mine kinder, da jeg steg ind i taxaen, som jeg havde fået fat på, men chaufføren opdagede dem ikke, da det også regnede udenfor, og det kunne ligeså godt være regn, der havde ødelagt min makeup. Dog kunne han godt se at noget var galt, og derfor modtog jeg flere bekymrede blikke fra ham, da jeg satte mig ind.

Jeg kunne ikke huske, hvad stedet hed, som Niall havde taget mig med til i morges, men jeg beskriv nogenlunde vejen dertil for chaufføren, og han begyndte at køre.

”Er du okay?”, lød det tvivlende fra ham, mens han kiggede på mig igennem bakspejlet.

Ja, var jeg egentlig okay? Jeg vidste det ikke selv. Jeg vidste ikke, om jeg havde det okay med, at jeg ikke havde følelser for Josh. Jeg vidste ikke, om jeg havde det okay med, at Niall havde kysset mig. Jeg vidste ikke, om jeg havde det okay med, at jeg havde såret Niall. Jeg vidste ikke, om jeg var okay, så jeg lod vær med at svare ham, og jeg var glad for, at han lod mig vær, da han kunne se, at jeg ikke ligefrem havde den store lyst til at snakke.

Snart stoppede han taxaen, og jeg betalte for turen og steg ud. Klokken var ved at være midnat, og solen var for længst gået ned. Alligevel havde jeg taget herhen, selvom jeg vidste, at jeg blev nød til at gå hjem, da jeg højst sandsynligt ikke ville finde en taxa på tilbagevejen.

Jeg begyndte at gå ned mod søen, men jeg kunne ikke se, hvor jeg trådte, da det var meget mørkt, og med et ryk faldt jeg ned, og snart gled jeg ned af bakken, som forsatte ned mod søen. Jeg kunne mærke, at mit tøj blev revet i, og jeg kunne mærke stenene under mine hænder. Det gjorde ondt. Jeg prøvede at stoppe mig selv ved at skubbe jorden med mine fødder, men det gjorde blot, at jeg skubbede forkert, og endnu engang gled jeg længere ned.
Jeg vidste, at jeg blødte, men jeg kunne ikke stoppe. Bakken var for stejl, og jeg kunne ikke stoppe med at glide i denne tilstand. Min jakke var allerede havnet et andet sted hen, men jeg vidste ikke hvor. Min bare fødder gjorde ondt, og jeg var sikker på, at de også blødte. Jeg kunne ikke mærke mine hænder, og jeg kunne slet ikke mærke mig selv.
Jeg blev ved med at glide og glide og glide. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne intet gøre for at stoppe det. Jeg blev ved med at glide ned af bakken, og jeg havde lyst til at råbe efter hjælp, men intet ord forlod min mund. Jeg kunne ingenting gøre for at forhindre det.

Snart kunne jeg mærke vandet under mine fødder, men der stoppede det ikke engang. Jeg gled længere og længere ned i vandet. Længere og længere ned mod min død, for jeg var træt, og jeg havde ikke kræfterne til at trække mig selv op til overfladen. Snart kunne jeg mærke mine øjne lukke, og min vejrtrækning bliv tungere.

Jeg fortjente døden. Jeg havde såret min bedsteven, og jeg havde såret mig selv. Han vil aldrig se mig igen, efter det jeg havde gjort. Josh vil heller aldrig se mig efter, at jeg havde løbet fra ham. Jeg fortjente døden.

Vandet føles koldt mod min hud, og jeg havde lyst til, at der var en, der ville holde om mig. Men jeg havde ingen. Niall var jeg løbet fra. Josh var jeg løbet fra. Mine forældre var jeg løbet fra, ligeså snart jeg var blevet myndig. Jeg havde ingen.

Det var der, jeg indså, at jeg havde taget fejl. Jeg var ligeså forelsket i Niall, som han var i mig. Jeg elskede Niall. Han var ikke kun som en bedsteven for mig. Jeg elskede ham rent faktisk. Jeg kunne tydeligt høre hans grin, og hans tykke irisk accent. Jeg kunne tydeligt høre hans kælenavn for mig. Buttercup.

Jeg kunne mærke noget røre min fod, men jeg havde ikke kræfterne til at åbne mine øjne. Jeg havde ikke brug for at åbne mine øjne. Jeg vil frivilligt åbne mine arme for døden. Jeg havde fortjent den.

”Niall..”, var det eneste jeg kunne få ud, og det var det sidste ord, der forlod min mund, før jeg ramte bunden.

Nialls synsvinkel

”Okay, jeg går nu, Niall. Pas nu på dig selv. Jeg er sikker på, at Katarina snart indser, at hun også er forelsket i dig. Vi ses”, lød det fra Louis, før han tog sin jakke på, og gik ud af døren.

”Vi ses…”, mumlede jeg, før jeg smækkede døren i efter ham.

Jeg havde fortalt ham alt, og han havde beroliget mig med, at Katarina snart indså, at hun også var forelsket i mig. Jeg havde lyst til at tro på det, Louis sagde, men jeg vidste, at Katarina ikke var forelsket i mig. Jeg vidste, at hun var forelsket i Josh, og jeg kunne intet gøre ved det.

Jeg besluttede mig selv for at køre en tur, da jeg ikke havde lyst til at mindes alt det, der var sket. Jeg havde ikke lyst til at græde mere. Jeg havde ikke lyst til at græde over Katarina.

Jeg tog min jakke på, og låste døren bag mig, før jeg gik hen mod min bil. Jeg satte mig ind i den, og begyndte at køre. Jeg vidste ikke, hvor jeg kørte hen. Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, men jeg havde brug for det her. Jeg havde brug for bilernes og menneskernes larm. Jeg havde ikke brug for at være alene længere. Jeg havde brug for at mærke folk omkring mig. Men snart forsvandt menneskerne og bilerne. Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, men det var som om, at min bil førte mig til stedet.

Stedet jeg elskede. Stedet som var grunden til, at Katarina ikke ville snakke med mig. Stedet var ikke grunden, men grunden var mig. Jeg havde kysset hende. Alligevel var det, som om det var her, jeg ville hen. Det var her, skæbnen førte mig hen.

Jeg steg ud af bilen, og tog en lygte ud fra handskerummet, før jeg låste bilen. Derefter tændte jeg lygten, og begyndte at gå ned mod søen. Alt var meget mørkt, og derfor blev jeg nød til at træde forsigtigt. Jeg skulle jo nødig falde og slå mig.

Da jeg var næsten ved søen, hørte jeg et stort plask. Jeg stoppede op, og ledte lygte strålen mod vandet. Måske var det bare et dyr, men plasket havde lydt større. Lyden sagde mig, at det var et menneske eller et større dyr, som var faldet i, og ganske rigtigt kunne jeg se noget tøj flyde på overfladen af søen.

Det var nok til, at jeg sprang i vandet. Jeg ville redde mennesket, hvem det nu end var, havde de ikke brug for at dø. Det der havde overrasket mig, var at mennesket ikke havde prøvet selv, at komme op til overfladen. Det var mystisk, for hvis det var mig selv, der var ved at drukne, vil jeg nok prøve at komme tilbage til overfladen, men mennesket her, havde jo slet ikke prøvet.

Alt føles sløret omkring, og jeg kunne knap nok åbne mine øjne, dog kunne jeg se noget foran mig. Et stykke tøj, og højst sandsynligt også mennesket. Men jeg havde ikke mere luft tilbage i lungerne, og derfor steg jeg op til overfladen, trak luft ind, og dykkede ned igen. Da jeg dukkede ned igen, var jeg meget tæt på mennesket, derfor hev jeg fat i menneskets arm. Den føles livløst, og det fik mit hjerte til at springe hurtigere end det allerede gjorde. Han/hun måtte ikke dø.

Jeg trak i personens arm, og jeg steg op til overfladen, mens jeg stadig holdt fast om armen. Snart gennemtrængte jeg overfladen, og fik personen også op. Det var en pige, dog kunne jeg ikke se ansigtet for håret, som lå rodet over hendes ansigt. Hun føles bekendt, men måske var det bare mig, som var lidt paranoid. Jeg kendte hende ikke højst sandsynligt. Måske var hun bare en fan, som jeg engang havde mødt.
Jeg tog fat i pigen, og bar hende ind til bredden. Jeg satte hende ned, og tog fat i hendes hånd, for at mærke hendes puls. Og jeg kunne mærke håbet stige i mig, da jeg hørte hendes puls. Dog var den meget svag. Jeg blev nød til at give hende hjælp. Jeg blev nød til at give hende mund til mund osv.

Jeg slog håret lidt væk fra hendes ansigt, og der fik jeg et chok. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt mod min brystkasse. Det var Katarina. Katarina. Hun ville dø. Nej. Jeg vil ikke lade hende dø. Jeg lagde forsigtigt min ene hånd mod den anden og pressede den ned mod hendes brystkasse. Jeg gentog proceduren 10 gange, før jeg blidt holdt fast i hendes kæbe.

Det var som om, at hun var en porcelænsdukke, som kunne gå i stykker, hvor som helst, og når som helst. Jeg ville ikke have, at hun skulle dø. Jeg elskede hende forfanden. Jeg pressede blidt min mund mod hendes og pustede luft igennem. Derefter stoppede jeg op, og tog lidt luft ind og gentog proceduren. Jeg var rolig. Jeg vidste, at Katarina ikke ville dø. Der var så mange, der elskede hende. Hun kunne ikke bare dø sådan. Hun kunne ikke dø, mens vi var uvenner. Det vil jeg ikke tillade. Jeg vil heller ikke tillade, at hun nogensinde døde. Hun skulle være her. Her hos mig.

Jeg gav hende mund til mund i nogle minutter, før jeg kunne mærke hendes vejrtrækning stige lidt. Hun var ved at komme tilbage til mig. Jeg ringede hurtigt til ambulancen, før jeg igen forsatte med at hjælpe hende.

Jeg skubbede endnu engang mine hænder mod hendes brystkasse, da der kom vand ud fra hendes mund. Hurtigt satte jeg hende op, så hun kunne spytte vandet ud. Hun hostede helt vildt, og jeg var ved at gå i panik over, om hun mon havde fået en eller anden plante i halsen, og at hun lige pludselig ville ligge ned og vær død. Jeg slog hende hårdt bag på ryggen flere gange, og snart stoppede hun med at hoste.
Hun kiggede op og blinkede let, før hun mumlede noget. Dog kunne jeg ikke høre, hvad hun sagde.

”Katarina, er du okay?”, spurgte jeg, men før hun kunne sige noget, lå hun ned på jorden endnu engang. Dog greb jeg fat i hende, og lagde hendes hoved ned i mit skød.

Hun begyndte endnu engang at sige noget, så jeg gik tættere på hendes mund, så jeg kunne høre, hvad hun sagde.

”Hvad siger du, søde?”, spurgte jeg bekymret.

Ambulancen skulle meget gerne komme snart. Katarina måtte meget gerne være okay. Hun måtte være okay sammen med mig.

”Jeg..”, lød det svagt fra hende, men jeg stoppede hende ved at sige, at vi kunne tage al den snak senere, men hun rystede på hovedet.

”Jeg.. Niall.. Jeg elsker dig”, lød det højere denne gang. Det var de sidste ord, der forlod Katarinas mund, før hun lukkede øjnene.

Jeg rystede blidt i hendes skulder, så hun nødig skulle besvime. Hun måtte blive med mig. Jeg kyssede hende på panden. Ambulancen ville komme snart. Hun ville ikke dø. Hun ville ikke dø.

”Buttercup, jeg elsker også dig”, sagde jeg grædefærdigt.

”Bliv nu med mig”, tilføjede jeg.
Jeg kunne næsten ikke mærke mine kinder mere. Jeg vidste, jeg havde grædt, og at jeg stadig græd. Jeg elskede Katarina, og hun havde lige sagt, at hun elskede mig. Det var både glæde tårer, jeg græd, og triste tårer, for jeg vidste ikke, om Katarina ville overleve. Men jeg troede på, at gud ikke ville tag hende fra mig.

Jeg ruskede i hende igen, før jeg endnu engang sagde, at hun måtte blive hos mig.

”Jeg vil altid være hos dig, Niall”, mumlede hun, mens hun endnu engang blidt åbnede øjnene. Dog kunne jeg se, at hun havde svært ved at åbne dem. Hun var træt.

”Jeg vil altid være her”, tilføjede hun, mens hun rystende løftede sin hånd, og rørte min brystkasse.

”Jeg vil altid være her i dit hjerte”, og hun lukkede sin øjne endnu engang.

”Nej, Katarina. Du må blive hos mig. Du må blive hos mig”, mumlede jeg, mens jeg ruskede hårdt i hende.

”Undskyld, Niall”, lød det fra hende, men det var kun en svag hvisken, for jeg hørte det næsten ikke.

Jeg hørte kun ambulancen. De højlydte sirener fra ambulancen. Min redning. Katarina ville overleve. Ambulancen var kommet.

Jeg elskede hende, og hun elskede mig. Hun elskede mig.

 

 

 

THE END

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...