The Choice Between Feelings Or Friendship {1D}

Drengene skal lave en musik video og de skal hver finde en pige, som skal spille deres kærester.. Der kommer en hel masse unge modeller, hvor drengene må vælge ud fra, dog passer ingen af dem til Niall. Han vil have en pige, som er lige hans type, så en dag, da han er i Starbucks møder han den 18 årige pige Katarina. Niall og Katarina kommer hurtigt på samme bølgelængde og de bliver bedstevenner. Men noget er dog lidt anderledes fra Nialls synsvinkel, han har nemlig flere følelser for Katarina, end hvad der godt er, men det ved hun ikke..
Niall prøver dog at fortælle hende det, men noget kommer i vejen. For da Katarina bliver præsenteret for hele deres crew, møder hun One Directions trommeslager, Josh Devine, som hun hurtigt forelsker sig i... men hvad vil Niall sige til det.. vil han støtte hende eller lytte til sine egne følelser..

Læs med i 'The Choice Between Feelings or Friendship' for at finde ud af det..

104Likes
141Kommentarer
10764Visninger
AA

21. Kap. 18.

Nialls synsvinkel

Jeg havde inviteret Katarina ude og spise, før vi tog hen til koncertpladsen.

Det vil være vores ”første” date, selvom Katarina ikke vidste, at det var ment som en date. Jeg var bange. Bange for hvad der vil ske, hvis jeg fortalte hende om mine følelser. Jeg var bange for, at det vil ødelægge vores venskab. Jeg var bange for, at det vil ødelægge os.

Jeg lænede mit hoved mod ruden. Jeg kunne se Katarina ud af øjenkrogen. Der lå en stilhed over os. Den var ikke akavet eller noget, men behagelig. Jeg havde det, som om at vi talte igennem stilheden. Jeg havde det, som om at stilheden var vores måde at tale på. Vores egen måde. Vores egen unikke måde.

”Niall, vil du ikke godt fortælle mig, hvor vi skal hen?”, spurgte Katarina bedende. Jeg kunne se på hende, at hun var nysgerrig, men jeg sagde ingenting. Jeg rystede blot på hovedet.
Stedet, hvor vi skulle hen, var et specielt sted. Et sted, som ikke de fleste kendte. Et sted, hvor jeg aldrig havde taget andre med mig. Men Katarina, hun var ikke en eller anden person. Hun var speciel.

”Vil du ikke i det mindste give mig et hint?”, spurgte hun igen. Igen rystede jeg på hovedet.

”Nej… Du må vente, søde!”, smilte jeg.

Træerne susede forbi, mens vi kørte hurtigere og hurtigere. Ind i mellem så jeg nogle små egern eller andre dyr løbe over vejen. Solen skinnede igennem bagruden. Vinduet som var åben, gjorde at vinden tog fat i mit hår og rodede det. Vejret var dejligt. Så dejligt, at jeg havde lyst til at stoppe bilen, springe ud og så danse. Danse en skør dans, for jeg var glad. Meget glad.

Jeg var glad, for at den pige, som jeg var forelskede i, sad ved siden af mig. Hendes smukke smil, som omkransede hendes læber, fik mig til at smile. Hendes brune øjne skinnede som to små stjerner. Hendes kinder var lettere lyserøde og runde. Hendes brune hår så så smukt ud i sollyset. Jeg havde lyst til at glide mine hænder igennem dem. Hendes læber var lyserøde og smukke. Jeg havde lyst til at kysse dem. Kysse dem hver morgen og hver aften. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at jeg elskede hende. Måske var at elske et stærkt ord, men jeg var sikker på, at jeg elskede hende, for jeg havde aldrig følt sådan for en anden person. Hun var unik.

”Niall, du stirrer”, lød det mumlende fra Katarina.
Jeg var busted, og jeg gjorde intet for at skjule det. Jeg blev ved med at stirre på hende ud af øjenkrogen, mens jeg kunne mærke mine kinder blive røde. Det var pinligt, men jeg kunne ikke lad vær. Hun var forbløffende, unik, fantastisk, og jeg kunne blive ved.

Jeg stoppede langsomt bilen, da jeg så, at vi var ved at ankomme til stedet. Jeg tog en tørklæde ud fra handskerummet, og gjorde tegn til at Katarina skulle vende sig.

”Hvorfor Niall?”, spurgte hun overrasket, mens hun kiggede mellem tørklædet og mig.

”Du får at se. Bare gør det, okay?”, sagde jeg blidt. Jeg vil have det her til at være specielt. Jeg havde planlagt det i snart en uge. Alt havde bare at være perfekt.

Katarina vendte sig om mig, tog fat i sit hår, og lagde det fint foran sin brystkasse. Det gjorde, at jeg havde frit syn til hendes hals. Jeg havde lyst til at efterlade tusinde kys der. Give hende et sugemærke, så alle kunne se, at hun var min, selvom hun ikke var det endnu.

”Niall?”, spurgte hun utålmodigt, og slog mig ud af tankerne om hende.

Hurtigt vendte jeg mig om mod hende og satte tørklædet foran hendes øjne, så hun intet kunne se. Derefter bandt jeg den bagfra.

”Sådan! Så kører vi igen”, fastslog jeg, mens jeg trykkede på speederen, og begyndte at køre hen mod stedet.

Snart kunne jeg se den velkendte skilt foran mig.  Ingen adgang for uvedkommende. Skiltet var oprindelig grønt, men i løbet af årene var den rustnet. Den var nu en brunlig farve, hvor man nogle steder kunne se det gamle grønne farve. Den stod imellem nogle grønne buske med røde bær på. Jeg vidste at bærrene ikke var giftige, da jeg selv havde spist dem mange gange.
Jeg havde været her på stedet så mange gange. Alle de gange, hvor jeg var sur over nogle. Alle de gange, hvor jeg var superglad. Og alle de gange, hvor jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle føle.

Selvom jeg vidste, at der stod ingen adgang for uvedkommende, ejede ingen stedet, så det gjorde, at man frit kunne vandre herinde, men der var aldrig nogle, der kom. Der var kun mig og nu Katarina.

”Så er vi der”, sagde jeg, mens jeg steg ud af bilen og gik om på den anden side.

”Endelig”, lød det stille fra Katarina, mens jeg åbnede døren, så hun kunne stige ud.

Jeg tog fat i hendes hånd, da hun havde brug for støtte, da hun jo intet kunne se. Ligeså hurtigt, som jeg havde taget fat i hendes hånd, slap jeg den også. Det føles, som om at min hud brændte, når jeg rørte ved den. Det var det samme, som når jeg kyssede hende på kinden. Min hud brændte mod hendes.

Jeg tog mig sammen og tog fat i hendes hånd igen. Derefter trak jeg hende med mig, og tog kurven med mad ud. Ja, jeg havde planlagt en picnic. En stille og rolig picnic, hvor der kun var os to.

”Niall, kom nu.. please… Må jeg ikke tage tørklædet af?”, lød det engang imellem fra Katarina, men hver gang var mit svar blot et nej. Vi skulle først lige nå det helt præcise sted.

Jeg trak hende med mig indimellem nogle træer og buske, ned ad en snoede grusvej og ned mod søen. Jeg trak Katarina med ud på badebroen, og jeg slap kurven, så den landede på de lidt rådende brune træbrædder.

Det her var stedet. Her var der ro, men stadig uro.  Her var der smukt på en anderledes måde. Her kunne man tænke i ro. Her kunne man lade sine tanker vandre.
Man kunne høre vandet søen suse. Søen, som jeg kendte så godt som mine egne lommer. Jeg havde svømmet i den så mange gange. Jeg havde kastet mig selv udover skrænten på badebroen og svømmet i vandet. Jeg havde fisket i søen så mange gange. Jeg havde rørt ved enhver sten og ved enhver plante, der groede på bunden.

Jeg havde været her så mange gange, men der var noget så unikt over stedet. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det var, men stedet var som beregnet til mig. Det var, som om at det var her, jeg hørte til.

”Niall..”, lød det igen utålmodigt fra Katarina.

”2 sekunder” mumlede jeg tilbage.

Jeg kiggede på mit ur. Klokken var snart 19. Om to minutter vil den være 19. Om to minutter vil jeg gøre, hvad jeg ikke havde, turde gøre før. Måske vil det ødelægge alt imellem os, men jeg vidste, at det her var, hvad jeg ville. Jeg havde planlagt dette i så lang tid. Jeg havde planlagt alt. Jeg vidste, hvornår det helt præcist skulle gøres. Jeg vidste, hvad der skulle ske.

Jeg trak forsigtigt tørklædet af Katarinas øjne, mens jeg lænede mig frem over, og sørgede for at lægge mine hænder blidt på hendes øjne, så hun stadig intet kunne se. Jeg kunne mærke hendes øjenlåg mod min hånd, og jeg kunne mærke hendes ånde på mine fingre.

”Hvad laver du, Niall?”, lød det uforståeligt fra hende, men jeg svarede hende ikke.

Der var kun et par sekunder tilbage.

Hendes ånde mod min hånd fik mig til at skælve. Var jeg sikker på, at jeg turde det her? Hvad nu hvis det ødelagde alt imellem os? Ja, det her var det rette sted, og det rette tidspunkt. Og jeg vil ikke kunne styre mine følelser længere.
Jeg trak mine hænder fra hendes øjne, og langsomt slog hun øjnene op.

Solen lå lavt på himlen og reflekterede i søen. Solen var ved at gå ned. Katarina blinkede langsomt, mens hun kiggede rundt. Langsomt tittede månen også frem. Det her var tidspunktet, hvor man både kunne se solen og månen på himlet. Det her var tidspunktet, som jeg havde ventet på.

Katarina og jeg var forskellige. Vi var som månen og solen. To helt forskellige, men alligevel de samme. For månen ville intet være uden solen, og solen vil intet være uden månen. Katarina og jeg var som månen og solen. Jeg vil ikke være uden hende, men spørgsmålet var, om hun vil være uden mig.

”Niall, det er fanta…”, lød det fra Katarina, men hun blev stoppet af mine læber. Hendes læber var så bløde mod mine, og jeg kunne mærke mit hjerte springe et slag. Sommerfuglene fløj rundt i min mave. Og min krop var helt elektrisk.

Det her var hvad jeg havde ventet på. Det her var, hvad jeg ville. Jeg ville være sammen med Katarina. Jeg ville elske hende.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

DRAMMMMMMMMAAAAAAAAAAAA

Niall kysser hende!!! OMG :o

Hvad synes I om kapitlet? Og hvad tror I, der sker nu? Hvad med "Kosh"? Har I nogle idéer? Hvem shipper I selv?

Det var mange spørgsmål, men ja...

Undskyld ventetiden, og jeg lover, at det ikke sker igen! Undskyld mange gange! Jeg er glad for, at I har ventet tålmodigt, og I er fantastiske! <3

*Husk at kommentere eller like! Det gør mig glad*
- Londongirl <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...