Chasing Cars

Fan fic

5Likes
1Kommentarer
791Visninger
AA

8. what did you give

Jeg sad i min lejlighed, med tårerne strømmende ned af kinderne. Jeg havde bare løbet ud af lejeligheden og skyndte mig ned af trapperne og låst døren. Liam blev ved med at banke på i to timer. Men han var heldigvis stoppet nu. Det bankede på døren, uden at tænke mig om gik jeg hen og åbnede den. ”er du okay?” spurgte Niall, bekymret. ”gider i godt fucke af” vrissede jeg da jeg så at Liam og Harry også stod der. ”forklar da i det mindste først?” sagde Harry bedende. Jeg rystede på hovedet så endnu flere tårer løb ned af min kind. Jeg lænede mig op af dørkammen da jeg pludselig følte mig vildt træt. ”er du okay?” spurgte Harry, jeg lyver ikke men jeg kan ikke mærke mine ben. Mine øjne gled i, ”Tracy, kan du høre os?” spurgte Liam. Jeg kunne ikke reagere, og lidt efter faldt jeg. En masse råb lød men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg blev løftet op.

”hun vågner” sagde en. Jeg åbnede øjnene, og så på en bekymret Liam. ”jeg troede jeg sagde i skulle skride” mumlede jeg og lukkede øjnene. ”de redede dit liv” sagde en dyb stemme, jeg åbnede øjnene og så på en mand i en kittel og igen opdagede jeg at jeg lå på sygehuset. ”det er vel hvad de kan gøre når en af deres venner prøvede at slå mig ihjel” mumlede jeg. ”du ved godt at du drømte, ikke?” spurgte Niall, jeg sendte ham et irriteret blik, der fik ham til at lukke munden. Lægen gik ud, ”tak drenge” mumlede jeg, de smilede alle tre. Døren gik op og zayn kom ind,” wow er du okay Tracy?” Spurgte han, jeg nikkede. ”har Louis et problem med sygehuse?” spurgte Zayn de andre. De trak på skuldrene, ”Måske er det fordi at han er en morder” mumlede jeg. Zayn fniste, ”jeg tror nu ikke du kan give ham skylder for det er?” sagde Harry. ”jo det kan jeg” vrissede jeg.  Han løftede beskyttende hænderne op foran sig, men hvad skulle det hjælpe, jeg lå med slanger og alt muligt andet ind i mig. det bankede på døren, ”kom ind” råbte Niall. ”nej kan i ikke lige komme ud?” lød Louis’s stemme på den anden side. ”kom nu bare ind” råbte Liam. Vi så alle hen mod døren, den blev først åbnet lidt efter. ”hej Tracy er du okay?” spurgte han. ”ja, du myrdede mig ikke helt” sagde jeg og smilede ironisk. Hans smil blev mindre, ”Tracy, det var…” ”LOUIS JEG MISTEDE FUCKING TO ÅR AF MIT LIV!” vrissede jeg, han så ned i jorden. ”det var jo også lidt din egen skyld” sagde han så koldt. Jeg satte mig op med et ryk. ”MIN SKYLD LOUIS, HVORDAN FUCK KAN DU SIGE DET!” skreg jeg og kunne mærke jeg fik det dårligere. ”DET ER JO IKKE KUN GÅET UD OVER DIG!” sagde han irriteret, de andre sendte ham blikke men det tog han sig ikke af. ”OG HVORDAN ER DET GÅET UD OVER DIN FUCKING KENDIS RØV!” råbte jeg. ”Louis stop!” sagde Liam hårdt, da jeg klemte øjnene hårdt sammen for at udholde smerten i mit hoved. ”LOUIS, MIN VENINDE SKUBBEDE MIG! DET VAR IKKE MIN SKYLD! HVAD FANDEN GAV DU?” råbte jeg så. Han så ned i jorden, en tåre trillede ned af min kind. ”undskyld Tracy” hviskede han. ”Skrid du giver mig kvalme, eller det er vidst på grund af slaget i hovedet fra dengang du ville slå mig ihjel!” vrissede jeg. Han sukkede og gik ud. Harry løb efter ham med et vredt ansigtsudtryk.

Louis’s synsvinkel:

”Skrid du giver mig kvalme, eller det er vidst på grund af slaget i hovedet fra dengang du ville slå mig ihjel!” vrissede hun, jeg kunne mærke vreden stige men hun havde ret jeg måtte hellere gå. Jeg skyndte mig ud af værelset og hen til elevatoren.  Harry satte foden deri så den gik op og gik ind til mig med et vredt udtryk i hovedet. Han skubbede mig op af væggen, ”hvad fanden skulle det til for!” hvæsede han. ”bland dig udenom” sagde jeg ligeglad. ”LOUIS FOR SATAN! Hun er ved at være en god ven. Og du ødelægger det! Forklar det så” vrissede han. Jeg sukkede, jeg kunne ikke fortælle ham det. ”jeg kan ikke Harry” mumlede jeg og lod en tåre trillede ned af min kind. Han så blidere på mig, ”please?” spurgte han, jeg rystede på hovedet. ”jeg orker ikke mere i dag” hviskede jeg, han nikkede forstående. ”tag hjem og sov” sagde han da elevatoren gik op. Jeg nikkede og gik ud til min bil, jeg skyndte mig hjem, og smed mig på vores sofa, mine øjne gled stille i.

”god weekend LOUIS!” råbte Niall, og krammede mig. Jeg grinede, ”vi ses, jeg må kører nu ellers er jeg først hjemme i morgen tidelig” sagde jeg, de nikkede. Jeg gik ud til min nye bil, jeg var så heldig at være den eneste med kørekort. Og jeg havde lige bestået prøven, så det var første gang jeg begav mig ud på en længere tur. Jeg kørte ud af indkørselen til deltager huset, og tændte radioen. Katy Perry begyndte at spille og jeg begyndte at synge med. Det føltes som ingen tid da jeg så byskiltet til Doncaster, jeg kørte igennem byen og lå mærke til alle de fulde mennesker der var på ve. Jeg smilede og drejede ned af en af gaderne. Jeg nynnede stille med, længere nede kunne jeg se to piger gå. Pludseligskubbede den ene til den anden og jeg måtte bremse hårdt op men det var for sent. Jeg nåede dog at dreje lidt fra, jeg skyndte mig ud af bilen og hen til pigen der lå på vejen. Hendes øjne lukkede i, ”ER DU OKAY?” råbte jeg. Blodet løb fra hendes pande og hun stoppede med at trække vejret. Jeg hev min mobil op og ringede efter en ambulance, jeg begyndte at give hende hjertemassage, men pludselig tog nogle mænd i uniformer over, min bil stod smadret over ved en lygtepæl. Men det bekymrede mig ikke, ”er hun okay?” spurgte jeg, han svarede ikke men bar båren ind i ambulancen og de kørte afsted for fuld udrykning. Jeg vendte mig om og så at folk fra vejen var kommet ud, 3 huse længere henne stod min mor med mine søskende. Kun tre huse længere skulle jeg have været længere, nu havde jeg slået en ihjel.

Jeg vågnede op badet i sved, Harry og Zayn stod ved siden af og så bekymret på mig. ”er du okay Louis?” spurgte Harry bekymret.  Jeg rejste mig mens tårerene begyndte at trille. Zayn tog fast i min skulder. ”er du okay?” spurgte Zayn, mig jeg rystede på hovedet. ”jeg…” hviskede jeg. Jeg hev min skulder til mig og gik ud på badeværelset, jeg låste døren og gled ned af den. Hun havde ret jeg havde næsten dræbt hende. Og jeg havde ikke givet noget som helst, hun havde mistet to år af hendes liv. Og jeg var kold og dum. Jeg rejste mig og gik hen til vasken. Jeg tog lidt vand i hovedet, og sukkede engang. I spejlet stod en der lignede mig meget godt, men hans øjne var røde. Han havde mørke rander under øjnene, og så trist ud. Ligesom dagen for to år siden. Jeg havde ikke sovet eller spist de 3 dage jeg var hjemme ved familien. Da jeg kom tilbage til drengene her i London. Kunne de alle se at noget var galt. Det var min skyld at vores optræden fuckede den uge. Heldigvis overlevede vi og nåede videre, men jeg havde det forfærdeligt. Jeg troede hun var død. Jeg havde næsten dræbt den smukkeste pige på jorden. Det bankede på døren, ”Louis, kom lige ud” lød Harrys stemme. Jeg gik hen og åbnede, alle drengene stod der undtagen Liam, som sikkert stadig var ved Tracy. Jeg sukkede og gik forbi dem ind i stuen. ”Lou?” lød Nialls stemme bag mig. ”Louis det er ikke kun din skyld” sagde zayn. Jeg vendte mig om, ”IKKE MIN FUCKING SKYLD!” skreg jeg. De så alle skræmte ud, ”JEG KØRTE HENDE NED, det var mig” det sidste viskede jeg. Drengene så underligt på mig, ”den weekend for 2 år siden, jeg var tre huse væk. Og en skubbede hende ud foran mig, jeg…” sagde jeg og snøftede. Niall lagde armene om mig, ”Louis det var ikke din skyld” viskede han. Jeg sukkede, kunne de ikke bare indrømme at det var min skyld. ”jeg tror jeg tager til Doncaster” sagde jeg og gik ind på mit værelse. ”Louis du kan ikke bare rejse” sagde Zayn opgivende i døren. ”vi ses” sagde jeg og tog min taske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...