Chasing Cars

Fan fic

5Likes
1Kommentarer
725Visninger
AA

9. airport

”pas nu på” sagde Liam bekymret, da jeg lagde mig ned i sofaen. Jeg sukkede lige siden at jeg kom hjem fra hospitalet for en måned siden, havde han været mega overbeskyttende. De andre drenge var stoppet efter de to første dage, men Liam fortsatte. Louis havde jeg ikke set siden episoden. Og jeg vil godt indrømme at jeg var for hård. ”Liam, hun har været rask i en måned, giv hende nu lidt plads” sagde Niall, jeg smilede til Liam og nikkede. Han smilede og gik ud i mit køkken. ”han er lidt overbeskyttende” mumlede jeg, drengene grinte og nikkede.  ”men har du det godt?” spurgte Niall. Jeg nikkede, ”jeg har det.. okay” mumlede jeg, sandheden var at jeg havde det dårligt, rigtig dårligt. Men ikke som de mente det jeg havde dårlig samvittighed over at være sådan mod Louis. ”hvordan okay?” spurgte Zayn undrende. Jeg sukkede og trak tæppet op til hagen og stirrede op i loftet. ”helt ærligt har jeg det ad helvedes til” mumlede jeg, de så bekymret på mig. ”nej ikke sådan fysisk kun psykisk” sagde jeg, de så undrende på mig. ”er han sur på mig?” mumlede jeg. ”nej selvfølgelig ikke” sagde Niall og åndede lettet op over at det kun var det. ”men hvorfor vil han så ikke komme ned og se til mig” mumlede jeg. ”han er i Doncaster, han vil ikke snakke med nogen” svarede Harry, jeg satte mig op. ”hvad mener i?” spurgte jeg, ingen af dem svarede jeg rejste mig fra sofaen og skyndte mig ind på mit værelse hvor jeg hev en trøje, og nogle bukser ud af mit skab. (link). Jeg gik igen ud i stuen, ”hvorfor har du skiftet tøj?” spurgte Liam, ”fordi Harry kører mig til Doncaster” sagde jeg og hev Harry op at stå. Han så hen på fjersynet hvor et nyt show var begyndt, jeg sukkede og rykkede lidt hårer i ham, men stoppede da Louis’s navn lød gennem min lejelighed. Jeg så mod fjernsynet, ’godaften Louis sagde den buttede vært og sendte ham et smil. Louis smilede til hende og svarede hej. Så vi har alle undret os over om du er gået solo, du er blevet set meget alene på det sidste og ikke sammen med drengene en eneste gang, er du gået solo?’ spurgte hun, drengene så nervøst på fjernsynet. ’nej selvfølgelig ikke, jer er intet uden drengene’ svarede han og drengene sukkede lettet. Men sandheder er at jeg gjorde noget for to år siden, og jeg vil bevise for en at jeg virkelig er ked af det. Og den sidste måned har jeg gået og grublet over tingene. Og jeg ved drengene er skuffet over at jeg ikke havde fortalt dem om det. Så jeg har valgt at forlade bandet og droppe min karriere som sanger’ sagde han, publikum gispede mens tårerne trillede ned af Nialls kinder og drengene prøvede at trøste ham. ”det er min skyld” hviskede jeg, drengene rystede på hovedet. ”han forlod jer pga. mig” hviskede jeg. ”nej stop det der” sagde Zayn og tog fast i mine skuldre. ”alle jeres fas, og.. og Cortney og” snøftede jeg. Zayn trak mig ind i et kram, ”han kommer tilbage” hviskede han beroligende i mit øre. Tænk at Louis havde forladt dem, de betød alle noget for mig. og selvom jeg ikke ville indrømme det var der et eller andet specielt over Louis, Liam og Zayn var som mine brødre og Harry og Niall mine bedstevenner. Men hver gang jeg tænkte på Louis, kom jeg til at tænke på vores kys, og smilede voksede langsomt. Han var speciel, og jeg vidste at han havde det dårligt med ulykken, men det havde været for meget lide der og derfor begyndte jeg at råbe af ham. Jeg fortrød det, at se ham græde var forfærdeligt, han var vildt sød, og hans øjne der strålede, han små rynker ved øjnene når han grinte. Han så altid godt ud, og det lignede mig virkeligt ikke at blive vild med nogen efter så kort tid, men sandheden var at der var noget speciel ved Louis. ”jeg bliver nødt til at finde ham, og sige det” sagde jeg, ”sige hvad?” spurgte Harry. ”det finder i ud af” sagde jeg og løb ud af døren til lejeligheden.

***

Jeg tog en dyb indånding og bankede et par gange på døren. En lille pige åbnede døren, ”må jeg snakke med din mor?” spurgte jeg, hun nikkede og gik ind i stuen. En kvinde der lignede Louis rigtig meget kom ud. ”er Louis her?” spurgte jeg, hun sukkede: ”åh nej, sig du ikke er en fan” mumlede hun, og skulle til at lukke døren. ”Nej, nej. Mit navn er Tracy jeg er venner med Louis” sagde jeg. Hun spærrede øjnene op, ”er du Tracy?” spurgte hun, jeg nikkede. Hun smilede trist til mig, ”han er her ikke søde, han er i London” sagde hun, jeg så undrende på hende, ”Nej, han har været her den sidste måned?” sagde jeg, hun rystede på hovedet. ”men hvor er han så?” spurgte jeg hun trak på skuldrende. Jeg takkede og løb ud mod vejen, ”og hvem er den smukke pige så?” spurgte en bag mig, jeg vendte mig. ”dig har jeg set før” sagde han, jeg sendte ham et forsigtigt smil. ”hvorhenne?” spurgte jeg. ”jo min ven Louis, har vist mig et billede af dig og..” ”Louis?” spurgte jeg. Han nikkede, ”ja han bor derinde, jeg skulle aflevere den her til mrs. Tomlinson” sagde han. ”ved du hvor han er?” spurgte jeg. Han nikkede, ”han snakked om..” han tog sin mobil op af lommen. ”stedet han føler sig fri” mumlede han så. ”ved du hvor det er?” spurgte jeg. Han bed sig i læben og rystede på hovedet. Jeg sukkede, ”tak for hjælpen...” ”Stan” svarede han, jeg nikkede og smilede. ”du kunne prøve den her adresse, hvis nogen ved hvor han er, er det sgu hende” sagde Stan, jeg rynkede brynene. ”det er hans bedsteveninde, de er som to dråber vand” sagde han, jeg fniste og tog imod sedlen han rakte frem mod mig, jeg sagde tak og vendte mig og fik en taxa til at holde ind, hvilket var underligt da Doncaster ikke har så mange. Jeg fortalte ham adressen og lidt efter holdte vi ved et stort hus. Jeg skyndte mig op til hoveddøren. Jeg bankede en gang på døren, og lidt efter gik den op. ”øh hej?” sagde en pige på omkring Louis’s alder. ”hej jeg er Tracy, ved du hvor Louis er?” spurgte jeg. Hun lænede sig op af døren, ”nå så det er dig der er Tracy?” spurgte hun, jeg nikkede og bed mig i læben. ”ved du hvor han er?” spurgte jeg, hun nikkede. ”han er på vej mod lufthavnen, der er en tim derud og han flyver om halvanden” sagde hun efter at have set på uret i et par sekunder. ”lufthavnen?” spurgte jeg, hun nikkede. ”Frankrig, er stedet han føler sig fri” forklarede hun. Jeg mumlede en tak og skyndt mig ud til vejen hvor jeg havde bedt taxaen om at vente. ”lufthavnen” sagde jeg, han nikkede og begyndte at køre.

_______

åh nej, tror i hun når det???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...