Hvis du elsker noget ...

En kort historie om at indse sin kærlighed til et andet menneske - i tide.

Novellen er den første jeg har skrevet i lang tid og markerer for mig starten på mit forfatterskab. Den har stor betydning for mig efterhånden.

- håber du kan lide den


3Likes
0Kommentarer
306Visninger
AA

1. hvis du elsker noget ...

 

hvis du elsker noget ...    

 

Hun fristedes ved synet af manden i sort. Hans to øverste skjorteknapper var aldrig blevet lukket, og da de to i løbet af aftenen stod side om side i baren for begge at bestille mere af nattens søde og efterhånden berusende herligheder, fristedes hun endnu en gang ved den altomfattende duft af hans parfumerede, gyldenbrune hals. Hans charme var ikke til at nedbryde, men omgav ham som en mur, og hun undrede sig over, hvem eller hvad der gemte sig bag. Han var spændende - det mest interessante, hun havde været i nærheden af - og længslen og liderligheden efter hans muskuløse krop og hans bløde, fugtede læber, der langsomt bevægede sig og lod hans stemme løbe ned over hende som varmt, blødende vand, greb hende som en vild og dyrisk klo. 
   Jeg betragtede dem på afstand og mærkede sorgen og vreden skylle igennem min krop. For hvert dundrende slag mit hjerte gjorde pumpedes følelsen længere ud i mine sitrende fingerspidser, og jeg mærkede en pulserende åre løbe hen over kanten af min tinding som en kriblende skolopender på flugt fra mit alarmerede, dundrende hjerte. Det gav et hurtigt og beslutsomt ryk i min krop, da jeg uden at overveje det rejste mig og bevægede mig mod bardisken, hvor hun stod med ham og smilede over noget, han hviskede i hendes øre. 

Hun var tydeligvis chokeret over at opdage mig som personen for enden af den arm, hvis hånd netop havde taget fat i hendes kølige skulder. Hendes ansigtsudtryk gik lynhurtigt fra at være fyldt med svævende længsel til kortvarig overraskelse over på så kort et øjeblik at være blevet kaldt tilbage til den virkelige verden. Den berusede forbavselse over at se mig var dog ikke tilsigtet og blev på endnu et sådant øjeblik erstattet af ren og skær irritation.  
   "Hvad er der?" vrissede hun og forsøgte at nedstirre mig med et sløret, mørkt blik. I mit sind brast en byld af smerte og ærgrelse over hendes så pludseligt forandrede personlighed. Det var tydeligt, at personen jeg elskede sad sammenkrøbet og undertrykt i et fjernt hjørne af øjnenes fjendtlige, vindblæste miljø. Tyngde. Klumpen i min hals blev tydelig, da mine læber skiltes, og jeg svarede hende. 
   "Hvad tror du selv der er? Hvad fanden har du gang i?" De sidste ord forlod mit stemmebånd i et hvæs. At tale til hende på den måde for at få hende til at indse sin nederdrægtige adfærd føltes mest af alt som at sparke hårdt til en lygtepæl med et alt for brækket ben i håb om, at pælen ville krænge. Det gjorde mere ondt end det virkelig hjalp. 
   "Hvad snakker du om?" spurgte hun. Stadig mere irriteret. "Jeg har ikke gang i en skid!"
   "Du er sgu da FUCKING STIV, DET KAN JEG DA SE, DU ER!"
   Hendes højre håndflade kolliderede med min kind. Det gav et smæld, som selv de luskede typer langt ude i barens afkroge med sikkerhed hørte. Jeg kunne mærke deres blikke overvåge mig bagfra. Samtidig satte en ny summende smerte sig i den venstre halvdel af mit ansigt, og det lyserøde aftryk af fem let spredte fingre og en kvindelig håndflade voksede ud af min hud, som var det hendes officielle underskrift på, at hun mente, jeg skulle forsvinde fra baren hurtigst muligt, og at hun for øvrigt ikke gad se mig igen. Det forfærdelige faktum flåede glubsk i mit indre. 
   Jeg stirrede det pludseligt fremmede menneske over for mig lige i øjnene i et par sekunder, mens jeg vredt og febrilsk ledte efter tegn på kvinden i mit liv. Men hun var borte. Og det var jeg også kort tid efter. Forsvundet ud af barens dør. Forsvundet ud i natten.  

På en eller anden måde overraskede skyldfølelsen hende. Den sneg sig op ad nakken, idet den gamle dør smækkede bag personen med det kendte ansigt, det rare sind og den dybe, af og til overvældende kærlighed til hende. Alt for overvældende til at hun kunne håndtere den. 
   Hendes tankestrøm blev brudt af lyden af et dybt suk fra det gyldne muskelbundt bag hende. I et sekund havde hun fuldstændig glemt hans tilstedeværelse. Hun vendte sig mod ham og var snart tilbage i den fortryllende verden, hvor kun de to fandtes. Han snakkede til hende. Beroligede hende. Fortalte hende at alting nok skulle gå, og at hendes kæreste overreagerede. Der var jo intet sket?
   Igen flød ordene fra hans læber som honning, mens han bevægede sig tættere på hende. Tog fat om hende med sine abnorme hænder, så hun fik en fornemmelse af, at han kunne løfte hende, hvorhen han ville. Hun følte sig let som en fjer og mere skrøbelig, end hun nogensinde havde følt sig før. Men tryg. Tryg som hun stod der nu i den store, gyldne mands skygge. Hans kys chokerede hende og sendte et jag af spænding gennem hendes krop. Han holdt hende tæt ind til sig, og hun mærkede, hvordan hans ene hånd langsomt bevægede sig op gennem hendes hår. Hun kyssede igen og pressede gang på gang sine læber mod hans. Alting flød sammen. Alting svævede. Vægtløsheden løb gennem hele hendes bevidsthed.   

De var gået ned ad byens mørke, skrå gader for at nå til hans hoveddør. Lejlighedskomplekset lå længst nede i den mørkeste del af kvarteret, hvor lygtepælene kun var halvt så mange, og hvor skyggerne kastedes forvredne og levende op ad husmurene. 
   På første etage var de væltet ind i hans lejlighed. Efter at have smækket døren hårdt vendte han sig mod hende, samlede hende op og pressede hende op mod væggen. For hver gang deres læber mødtes gjorde følelsen hende mere og mere forvirret. Alting snurrede rundt, men som hun sad der på ham, hævet over verden, presset op ad væggen med ham, guldmanden, spændt fast mellem sine ben, vidste hun, at hun ikke kunne vente længere. 
   Lynhurtigt fik de flået tøjet af hinanden, og da hun endelig lå nøgen i hans seng, og han bevægede sig ind over hende som en sulten løve, var den berusende længsel efter ham og alt, hvad hun forestillede sig, han kunne give hende, det eneste hun mærkede. Hans krop var endnu mere perfekt og fuldendt muskuløs, end hun havde kunne fornemme gennem hans beklædning i baren. Med et lokkende, liderligt blik kaldte hun ham til sig, mens hun langsomt spredte sine ben.
   "Rør ved mig," hviskede hun i hans øre og kyssede hans hals. Hun glæ-dede sig ved tanken om, at hans fingre skulle nå hen, hvor hun mest af alt drømte om deres tilstedeværelse.
   Det skete ikke. Uden varsel stødte han sit stive lem halvvejs op i hende. Hun lod et overrasket gisp forlade sine fugtige læber og kiggede ham uforstående i øjnene. Han stødte igen. Det var ubehageligt. Det gjorde ondt. Han smilede ved synet af hendes målløshed og stødte igen. For hver gang sendtes chokbølger af ubehag op gennem hendes krop. Det var som om, han prøvede at ødelægge noget i hende. Hun stønnede højlydt, og borede sine negle dybt ind i hans brede ryg. Vidste udmærket hun ikke kunne stoppe ham. Den store, gyldne muskelmand. Stødene blev kun hyppigere, hårdere, voldsommere ... 
   Jo længere det stod på, des klammere følte hun sig. Tidligere på aftnen havde manden fået hende til at føle sig speciel, smuk ... skrøbelig. Nu vir-kede dét at være skrøbelig pludselig ikke som en god ting længere. Det eneste hun ønskede sig var at have kræfterne til at skubbe ham af sig, men hun var ikke i stand til det. Ikke til at gøre modstand, ikke til at sige noget. Hun lå stille. Mærkede stødende og den snurrende verden, der omgav hende. Savnede personen, der tidligere på aftnen var skredet fra baren i raseri over hendes opførsel.     

Langt om længe var det overstået. Guldmanden rullede af hende. Ingen af dem sagde noget, og det tog ikke lang tid, før hun vidste, at han var faldet i søvn. Tårerne pressede sig på, og i det stille, mørke rum gav hun efter for gråden. Hun havde aldrig følt sig så ligegyldig. Aldrig følt sig så alene. Aldrig følt sig så forladt.    Regnen faldt tungt på vejen uden for vinduet. Hun græder. Verden græder. Og alting gør ubegribelig ondt.  

Jeg ligger død i min sofa. Som et lig strækker min krop sig fra den ene ende til den anden. Sovende, da det ringer på. 
   I det øjeblik jeg genkender hende, mindes jeg om alt hvad der skete på baren, om hende og ham den store, brede fyr. Om hvordan han hviskede hende i øret. Jeg husker, hvordan jeg ikke kunne genkende hende. Det går op for mig, at den trykkende fornemmelse omkring mine trætte øjne ikke skyldes tømmermænd, men sorg. 
   Som hun står i døren foran mig, kan jeg dog mærke, at kvinden, jeg kender ... elsker ... er tilbage. Hun har dybe rande under øjnene, tårer triller langsomt ned ad hendes røde kinder. Hendes åndedræt kommer hurtigt og stødvist, som om hun er løbet herhen. Hun minder mig mest af alt om et såret dådyr, og der er ingen tegn på den fremmede person fra aftnen før.
   Hun ser op på mig. Det virker som om, hun vil sige noget, men ikke kan. Det går op for mig, hvor ubehageligt det er at se hende igen. Igen føler jeg mig forgiftet ... kasseret. Uden at sige noget giver jeg hende en chance.
   Langsomt får hun taget sig sammen.
   "Hej ..."
   Jeg svarer ikke. Venter.
   "Jeg er så ked af det."
   Hun aner tydeligvis ikke, hvad hun skal sige. Min tur. Sukker.
   "For helvede." Jeg lader min nakke slippe og mit trætte, ødelagte hoved hviler nu op ad døren. Står midt i døråbningen, så hun ikke kan komme ind. "Hvad laver du her?"
   Hun snøfter og skal lige til at svare, før hun bryder i gråd. Efterhånden bliver det til en lavmælt hulken. Tiden går, og jeg bliver stadig mere forbitret, som minderne fra aftnen før kommer tilbage. 
   "Jeg er så ked af det!" Ordene smerter hende, kan man høre. 
   "Hvad fanden lavede du?"
   "Jeg ved det ikke, jeg var fuld!"

   Det går pludselig op for mig, jeg ikke aner halvdelen om, hvad der egentlig er hændt. Spørgsmålet vælter herefter fortumlet ud over mine læber.
   "Hvad skete der efter jeg gik?"
   Hun bliver stum. Det spørgsmål er tydeligvis et, hun ikke ligefrem har glædet sig til. Hun behøver ikke svare, sandheden står pludselig meget ty-deligt. Det går op for mig, at jeg aldrig havde overvejet muligheden for, at hun rent faktisk var taget med den anden mand hjem. 
   Aldrig har jeg følt mig så vred. Det er ikke kun hende der græder nu. Jeg skal til at smække døren i ansigtet på hende, men hun får stillet sig i vejen.
   "Nej, nej!" Nu er hun helt fortvivlet. "Please, lad mig komme ind!" 
   Jeg er ligeglad. Nej jeg er ikke, jeg elsker hende jo, men det her ... det her er alt for meget. 
   "Gå ..." mumler jeg.  
  Hun stopper op. "Jeg er så ked af det ...jeg ... jeg kan ikke leve uden dig."
   "Det kunne du i går. Skrid ..."
   Hun tager et skridt tilbage. Står bare der. Græder. Døren smækker.

Op. Hun løber op ad trappen. Væltende støtter hun sig til opgangens golde betonvægge. Alting flyder. Gråden føles så anstrengende, at det gør ondt. Op, op, op. Hendes underliv er stadig ømt efter aftnen før, men det er lige meget. Hun mærkede det så tydeligt, da hun tidligere sneg sig ud ad guldmandens løgnagtige seng, men ikke mere. Ikke nu. Lydene af hendes verden, der bid for bid bryder sammen, overdøver smerten.
   Hun har aldrig set ham sådan før. Det rare, elskende menneske ... pludselig så ligeglad og kold. Selvfølgelig havde hun vidst, hvad der ventede hende, men hans reaktion var alligevel så ufattelig uventet. Hun havde bare ikke kunne forestille sig det. Mødet med ham. 
   Chokeret og ulykkelig når hun op på taget. Solen er netop stået op og blænder hende. Morgenen er kold og fugtig. Hun giver efter for gråden og falder på knæ. Ruller om på ryggen og lukker sine blødende øjne. Hendes hoved føles som om det skal til at eksplodere. 
   Hun ønsker sig tilbage til de dage, hvor hans kærlighed til hende over-vældede hende. Hun ønsker sig tilbage i hans varme, trygge favn, der indtil for få øjeblikke siden, virkede så overflødig, men som pludselig slår hende som livsnødvendig. Hun ville ønske de sad i hans sofa foran fjernsynet og så noget komplet ligegyldigt, men at de var sammen. Det slår hende, hvor højt hun elsker ham. Det slår hende, hvor meget hun har ødelagt.
   Tårerne tørrer ud, som floder i en ørken og efterlader et koldt, indtørret spor nedover hendes kinder. Smagen af salt fortager sig, efterhånden som hun får taget sig sammen og rejser sig. Til en sidste vandring hen til tagets kant. 
   Morgensolens hvide stråler brænder i hendes øjne. Alting er hvidt. Alting er klart for hende.  

Jeg når taget i sekundet før hun springer. Kalder hendes navn så højt jeg kan ud over resten af byen. Mit hjerte dundre i mit bryst, og jeg beder til, at det ikke er for sent.
   Hun stopper midt i bevægelsen. Drejer sit hoved mod mig. Blikket, der møder mig, er et, jeg aldrig siden glemmer. Så gennemvædet af fortvivlelse, men samtidig fyldt af en skræmmende beslutsomhed.
   Jeg løber hen til hende og får fat i hendes arm. Trækker hende tilbage fra kanten og ind til mig. Hun kom tilbage.
   Jeg omfavner hende. Hun trykker sig ind til mig, og jeg mærker, hvordan hendes tårer når gennem min t-shirt og mærkes kølige og våde mod min hud. 
   Vi falder sammen. Låst fast i fortvivlet omfavnelse og sidder sådan i lang tid. Måske timer. Hun hulker uafbrudt, og ingen af os siger noget, mens vi sidder der. Vinden fører duften af hendes lange hår til mine næsebor, og den altid så fortryllende fornemmelse af hende, kvinden i mit liv, fylder min bevidsthed.    

 Det er en ny dag. Den dag hun vendte tilbage.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...